Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 25. oktober 2013

Reformen af den fælles landbrugspolitik - de vigtigste punkter forklaret

Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet er nået til enighed om en politisk aftale om reformen af den fælles landbrugspolitik, som skal godkendes formelt af Rådet og Europa-Parlamentet som en førstebehandlingsaftale. Der blev opnået enighed om de fleste punkter på trepartsmødet den 26. juni, og de sidste punkter (i forbindelse med pakken om den flerårige finansielle ramme) blev afsluttet den 24. september. Udkastet til aftale, som er baseret på Kommissionens forslag fra oktober 2011 (se IP/11/1181 og MEMO/11/685) vedrører fire grundforordninger om den fælles landbrugspolitik, som skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet. Der er tale om i) en forordning om direkte betalinger, ii) en om den fælles markedsordning for landbrugsprodukter, iii) en om udvikling af landdistrikter og iv) en horisontal forordning om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik. Kommissionen forbereder i øjeblikket alle de relevante delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, således at de nye regler kan træde i kraft næste år eller fra og med januar 2015 for de fleste af de direkte betalingsordningers vedkommende. Der drøftes separate "overgangsregler" for 2014, og disse forventes godkendt af Rådet og Europa-Parlamentet inden årets udgang.

Hovedpunkterne i den politiske aftale kan opsummeres således:

1. Direkte betalinger

For at opnå en mere retfærdig fordeling af støtten, skal den fælles landbrugspolitiks ordning for direkte betalinger ikke længere være baseret på historiske referencer som grundlag for tildelingen af midler til de enkelte medlemsstater og landmænd. Derved opnås der en tydelig og reel udligning af betalingerne, ikke blot medlemsstaterne imellem, men også i de enkelte medlemsstater. Indførelsen af ”grønne” betalinger, der skal fremme miljø- og klimavenlig landbrugspraksis - hvor 30 % af den nationale bevillingsramme er knyttet til forskellige former for bæredygtig landbrugspraksis – betyder, at en væsentlig del af den offentlige støtte fremover går til at belønne landmændene for at yde offentlige miljøgoder. Samtlige betalinger vil fortsat være betinget af, at landmanden overholder bestemte miljøregler og andre regler (også kaldet "krydsoverensstemmelse") [se afsnit 4 vedrørende den horisontale forordning].

Grundbetalingsordningen: Medlemsstaterne skal øremærke op til 70 % af deres nationale bevillingsramme for direkte betalinger til den nye grundbetalingsordning – minus beløb, der eventuelt er afsat til supplerende betalinger (til unge landmænd, og til andre ordninger, så som landmænd i ugunstigt stillede områder samt til omfordelingsbetalinger), eller beløb, der ydes i form af "koblede" betalinger. For de berørte lande i EU-12 vil fristen for at afvikle enkeltbetalingsordningen i den forenklede udgave med faste støttesatser blive forlænget indtil 2020.

Udligning af støtteniveauet medlemsstaterne imellem (ekstern konvergens): De nationale bevillingsrammer for direkte betalinger for hver enkelt medlemsstat vil gradvist blive justeret, således at der ikke er så stor forskel mellem medlemsstaterne i den gennemsnitlige betaling pr. hektar. Dette vil betyde, at de medlemsstater, hvor den gennemsnitlige betaling (i EUR pr. hektar) i øjeblikket er under 90 % af EU-gennemsnittet, vil opleve en gradvis forøgelse af deres bevillingsrammer (med 1/3 af forskellen mellem deres nuværende satser og 90 % af EU-gennemsnittet). Der er desuden garanti for, at hver medlemsstat vil nå et minimumsniveau i 2019. De beløb, der er til rådighed for de øvrige medlemsstater, der modtager mere end gennemsnittet, vil blive justeret i overensstemmelse hermed.

Udligning af støtteniveauet inden for den enkelte medlemsstat/region(intern konvergens): De medlemsstater, der på nuværende tidspunkt fortsat tildeler støtte på grundlag af historiske referencer, skal gå over til at yde en mere ensartet grundbetaling pr. hektar. Disse medlemsstater kan vælge mellem forskellige muligheder: de kan anvende en national eller regional strategi (baseret på administrative eller agronomiske kriterier med henblik på at opnå en national/regional sats senest i 2019, eller de kan sikre sig, at støtten til landmænd, der modtager mindre end 90 % af det nationale/regionale gennemsnit, gradvis forhøjes (med en tredjedel af forskellen mellem den nuværende sats og 90 % af det nationale/regionale gennemsnit) – med den ekstra garanti, at hver betalingsrettighed senest i 2019 skal være nået op på en minimumsværdi på ca. 60 % af det nationale/regionale gennemsnit (medmindre medlemsstaterne beslutter at reducere værdien af rettighederne). Beløbene til de landmænd, der modtager mere end det nationale/regionale gennemsnit, vil blive tilpasset gradvis, idet medlemsstaterne får mulighed for at begrænse et eventuelt "tab" til 30 %.

Medlemsstaterne har også ret til at yde en omfordelingsbetaling for de første hektar, hvilket betyder, at de kan tage op til 30 % af den nationale bevillingsramme og omfordele den i form af hektarstøtte for de første 30 hektar (eller op til den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i en medlemsstat, hvis denne er større end 30 hektar). Derved opnås der en væsentlig omfordeling af midlerne.

Reduktion i betalingerne til store bedrifter: Der er opnået enighed om obligatoriske reduktioner i betalinger på over 150 000 EUR til enkelte bedrifter ("degressivitet"). I praksis betyder det, at det beløb den enkelte bedrift modtager i grundbetaling, vil blive reduceret med mindst 5 % for beløb over 150 000 EUR. For at tage hensyn til beskæftigelsen kan lønudgifter trækkes fra, før denne beregning foretages. Denne reduktion behøver ikke at finde anvendelse på medlemsstater, som anvender omfordelingsbetaling, som indebærer at mindst 5 % af deres nationale bevillingsramme tilbageholdes til omfordeling til alle bedrifters første hektar. NB: De midler, der "spares" ved at anvende denne mekanisme, bliver i de berørte medlemsstater/regioner og overføres til den respektive bevilling til udvikling af landdistrikterne, og de kan anvendes uden krav om medfinansiering. Medlemsstaterne har også mulighed for at lægge et loft på 300 000 EUR over de beløb, hver enkelt landmand kan modtage, også under hensyn til lønudgifter.

Unge landbrugere: For at fremme et generationsskifte bør grundbetalingen til nye unge landmænd (højst 40 år) suppleres med en yderligere betaling, der kan ydes i en periode på højst fem år (efter etableringen). Medlemsstaterne må anvende op til 2 % af den nationale bevillingsramme til denne form for støtte, som er obligatorisk for alle medlemsstater. Disse betalinger foretages i tillæg til andre foranstaltninger, der til rådighed for unge landmænd inden for rammerne af programmerne for udvikling af landdistrikterne.

Ordningen for mindre landbrug: Medlemsstaterne kan uanset bedriftens størrelse give landmænd, der ansøger om støtte, mulighed for at deltage i ordningen for mindre landbrug, hvilket betyder, at de modtager en årlig betaling på normalt mellem 500 og 1 250 EUR, som medlemsstaten fastsætter. Medlemsstaterne kan vælge mellem forskellige metoder til beregning af den årlige betaling, heriblandt muligheden for blot at yde landmændene det beløb, de ellers ville have ret til. Dette er en stor forenkling, ikke blot for de berørte landmænd, men også for de nationale administrationer. Deltagerne vil ikke blive underlagt krydsoverensstemmelseskontroller og sanktioner, og det vil heller ikke bliver krævet, at bruger miljøvenlige landbrugsmetoder. (Det fremgik af konsekvensanalysen, at ca. en tredjedel af de bedrifter, der ansøger om støtte inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, har et landbrugsareal på 3 hektar eller derunder, men at de kun tegner sig for 3 % af det samlede landbrugsareal i EU-27). De samlede udgifter under ordningen for unge landmænd må ikke overstige 10 % af den nationale bevillingsramme, undtagen hvis en medlemsstat har valgt at sikre, at små landbrug modtager de betalinger, de har ret til, også uden ordningen. Mindre landbrugere har også mulighed for at få støtte under programmerne for udvikling af landdistrikter i form af rådgivning, der tager sigte på økonomisk udvikling, og der kan ydes omstruktureringsstøtte i regioner med mange mindre landbrug.

Frivillig koblet støtte: For at fastholde de nuværende produktionsniveauer i sektorer og regioner, hvor særlige typer landbrug eller sektorer, der er væsentlige af økonomiske, sociale or/eller miljømæssige grunde, er i en vanskellig situation, vil medlemsstaterne have mulighed for at tildele et begrænset antal "koblede" betalinger, dvs. en betaling, der er knyttet til produktionen af et bestemt produkt. Disse betalinger vil være begrænset til 8 % af den nationale bevillingsramme eller op til 13 %, hvis den koblede støtte i medlemsstaten på nuværende tidspunkt er højere end 5 %. Kommissionen har mulighed for at godkende højere satser, hvor det er berettiget. Der er mulighed for at yde yderligere "koblet" støtte (svarende til op til 2 % af bevillingsrammen) for produktion af proteinafgrøder.

Områder med naturbetingede begrænsninger/ugunstigt stillede områder: Medlemsstaterne eller regionerne kan yde ekstra betalinger til områder med naturbetingede begrænsninger (som defineret i reglerne om landdistriktsudvikling) på op til 5 % af den nationale bevillingsramme. Det er frivilligt, om medlemsstaterne vil yde denne støtte, og den har ingen indflydelse på de muligheder for støtte til ugunstigt stillede områder, der findes inden for rammerne af programmerne for udvikling af landdistrikterne.

Større hensyn til miljøet: Foruden grundbetalingen/den generelle arealbetalingsordning vil hver bedrift modtage en ”grøn” betaling pr. hektar, der er anmeldt i forbindelse med grundbetalingen, for at dyrke landbrug efter bestemte metoder, der er til gavn for klimaet og miljøet. Medlemsstaterne kommer til at anvende 30 % af den nationale bevillingsramme til disse betalinger. Ordningen obligatorisk, og hvis betingelserne for at modtage de "grønne" betalinger ikke overholdes, vil det medføre nedsættelser og sanktioner, der i nogle tilfælde kan overstige de "grønne" betalinger selv. I første og andet år må sanktionerne ikke overstige 0 % af de "grønne” betalinger, mens satsen det tredje år stiger til 20 % og det fjerde år og frem til 25 % af de "grønne" betalinger. De "grønne" betalinger vil selvfølgelig kun blive tildelt de arealer, der opfylder kravene (dvs. grundbetalingsordningen eller enkeltbetalingsordningen og opfyldelse af de grønne forpligtelser).

Arealer med økologisk produktion, som er et produktionssystem med anerkendte miljømæssige fordele, skal betragtes som arealer, der allerede opfylder betingelserne for at modtage "grønne" betalinger uden nogen form for yderligere krav.

Der vil blive ydet støtte til tre grundlæggende metoder, nemlig:

  1. bevarelse af permanente græsarealer samt

  2. diversificering af afgrøder (den enkelte landmand skal dyrke mindst 2 forskellige afgrøder på sin agerjord, hvis bedriften råder over mere end 10 hektar, og mindst 3 forskellige afgrøder, hvis bedriften råder over mere 30 hektar. Hovedafgrøden må højst optage 75 % af agerjorden, og de to hovedafgrøder skal tilsammen optage højst 95 % af jorden).

  3. sikring af et "økologisk fokusområde", som skal udgøre mindst 5 % af bedriftens landbrugsareal, for de fleste af de bedrifter, hvis landbrugsareal er større end 15 hektar - dvs. dyrkningsfri bræmmer langs marker og floder, levende hegn, træer, braklagt jord, landskabselementer, biotoper og skovklædte områder. Når Kommissionen i 2017 har fremlagt en rapport og et forslag til retsakt, kan dette fokusområde nå op på at dække 7 % af landbrugsarealet.

Ækvivalent miljøvenlig praksis: For ikke at straffe de landmænd, der allerede gør en stor indsats for at tage hensyn til miljøet og spørgsmålet om bæredygtighed, indeholder aftalen en ordning, som indebærer, at miljøvenlige landbrugsmetoder, der allerede praktiseres, anses for at erstatte disse grundlæggende krav. For eksempel kan miljøordninger i landbruget omfatte metoder, der betragtes som værende ækvivalente. Den nye forordning indeholder en liste over sådanne metoder. For at undgå ”dobbeltfinansiering” af sådanne foranstaltninger (og af miljøordninger i landbruget i almindelighed) skal der ved tildelingen af støtte under programmerne for udvikling af landdistrikterne tages hensyn til de grundlæggende krav til miljøvenligt landbrug [se afsnittet om udvikling af landdistrikterne nedenfor].

Finansiel disciplin: Uanset den særskilte afgørelse for regnskabsåret 2014 blev det aftalt, at der i forbindelse med fremtidige nedsættelser af de årlige direkte betalinger som led i den finansielle disciplin (dvs. når overslagene over betalingerne er højere end det budget, der er til rådighed for første søjle) bør gælde en tærskel på 2 000 EUR. Nedsættelsen vil med andre ord IKKE komme til at gælde for de første 2 000 EUR af den enkelte landmands direkte betalinger. De beløb, der tilvejebringes ved hjælp af nedsættelserne, skal om nødvendigt bruges til krisereservefonden [se afsnittet om den horisontale forordning].

Overførsel af midler mellem søjlerne: Medlemsstaterne vil få mulighed for at overføre op til 15 % af deres nationale bevillingsramme for direkte betalinger (første søjle) til bevillingerne for udvikling af landdistrikter. Der gælder ikke noget medfinansieringskrav for disse beløb. Medlemsstaterne vil også få mulighed for at overføre op til 15 % af deres nationale bevillingsramme for udvikling af landdistrikterne til bevillingsrammen for direkte betalinger eller op til 25 %, hvis der er tale om de medlemsstater, der modtager mindre end 90 % af EU-gennemsnittet for direkte betalinger.

"Aktive landbrugere": For at lukke en række juridiske smuthuller, som har gjort det muligt for et begrænset antal virksomheder at ansøge om direkte betalinger, selvom landbrug ikke er deres hovedaktivitet, indeholder reformen en skærpelse af definitionen af ”aktiv landmand”. Medlemsstaterne bliver forpligtet til at benytte en ny liste over forretningsaktiviteter, som bør udelukkes fra at modtage direkte betalinger (bl.a. lufthavne, jernbaneselskaber, vandværker, ejendomsselskaber og permanente sportspladser og rekreationsområder) medmindre de pågældende virksomheder kan dokumentere, at de reelt udøver en landbrugsaktivitet. Medlemsstaterne har mulighed for at føje yderligere forretningsaktiviteter til listen.

Støtteberettigede hektar – Ifølge de nye regler er 2015 det nye referenceår for landbrugsarealer, der giver ret til tildeling af betalingsrettigheder, men for at hindre spekulation vil der gælde et krav om, at der skal være modtaget støtte under ordningen for direkte betalinger i 2013. Medlemsstater, der oplever en væsentlig forøgelse af det areal, der anmeldes som støtteberettiget, kan begrænse antallet af betalingsrettigheder, der skal tildeles i 2015.

2. Mekanismer til forvaltning af markedet

I tråd med afskaffelsen af mælkekvoterne i 2015 indeholder reformen også bestemmelser om afskaffelse af sukkerkvoteordningen pr. 30. september 2017. Derved bekræftes hensigten i 2005-reformen om at fastsætte en frist for afvikling af kvoteordningen, samtidig med at sektoren får ekstra tid til at tilpasse sig. Dette vil øge EU-producenternes konkurrenceevne ikke blot på det indre marked, men også på verdensmarked (eftersom EU’s eksport som følge af WTO-reglerne er begrænset, så længe der findes kvoter). Dette giver også sektoren langsigtede perspektiver. En rigelig forsyning af EU’s marked med sukker til rimelige priser vil også være til gavn for forarbejdningsvirksomhederne og den endelige forbruger. For at skabe større sikkerhed vil standardbestemmelserne for aftaler mellem sukkerfabrikker og sukkerproducenter blive opretholdt. I tiden efter afskaffelsen af kvoterne vil der stadig kunne ydes støtte til privat oplagring af hvidt sukker. De fleste udviklingslande vil fortsat have ubegrænset toldfri adgang til EU-markedet.

Når det gælder produktionen af vin, respekterer aftalen den beslutning, der blev truffet i forbindelse med reformen i 2006 om at afskaffe ordningen med vinplantningsrettigheder ved udgangen af 2015, idet der indføres en ordning med tilladelser til at plante nye vinstokke fra 2016 – som anbefalet af gruppen på højt plan vedrørende vin (se IP/13/1378), idet tilvæksten højst må være på 1 % om året.

De øvrige ændringer af den fælles markedsordning tager sigte på at gøre landbruget i EU mere markedsorienteret i lyset af den skrappere konkurrence på verdensmarkedet, samtidig med at der skabes et effektivt sikkerhedsnet (sammen med de direkte betalinger og mulighederne for risikoforvaltning inden for landdistriktsprogrammerne) for landmændene i en tid med mange udefra kommende usikkerhedsmomenter. De gældende ordninger for offentlig intervention og støtte til privat oplagring er gjort mere fleksible og effektive, f.eks. med tekniske justeringer vedrørende oksekød og mejeriprodukter. For mejerisektorens vedkommende, er disse ændringer - forlængelse af opkøbsperioden med en måned, automatisk udbud i forbindelse med interventionsopkøb af smør og skummetmælkspulver, når der er tale om mængder, der overskrider en bestemt tærskel, forhøjelse af tærsklen for smør til 50 000 tons og mulighed for privat oplagring af skummetmælkspulver og visse oste med beskyttet oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse– et supplement til lovpakken om mælk fra 2012, der er indarbejdet i forordningen, og som styrker landmændenes forhandlingsposition.

Der er desuden indført en ny beskyttelsesklausul for alle sektorer, som giver Kommissionen mulighed for at træffe nødforanstaltninger som en reaktion på generelle markedsforstyrrelser. Et eksempel herpå er de foranstaltninger, der blev truffet under E. coli-krisen i maj-juli 2011. Disse foranstaltninger vil blive finansieret via en krisereservefond, som tilføres midler ved hjælp af en årlig nedsættelse af de direkte betalinger. De midler, der ikke anvendes til kriseforanstaltninger, gives tilbage til landmændene det følgende år. I tilfælde af alvorlige markedsubalancer kan Kommissionen ligeledes give producentorganisationerne eller brancheorganisationerne tilladelse til kollektivt og under overholdelse af specifikke sikkerhedsforanstaltninger at træffe visse midlertidige foranstaltninger for at stabilisere den pågældende sektor (f.eks. tilbagetrækning fra markedet eller privat oplagring).

Ordningerne for skolefrugt og skolemælk forlænges, og det årlige budget for skolefrugtordningen forhøjes fra 90 EUR til 150 mio. EUR om året.

For at styrke landmændenes forhandlingsposition i fødevarekæden tilsigter Kommissionen en bedre organisation af sektorerne med få begrænsede afvigelser fra EU's konkurrencelovgivning. Reglerne om anerkendelse af producentorganisationer og brancheorganisationer er nu udvidet til at omfatte alle sektorer, idet der også er mulighed for at etablere sådanne producentorganisationer med landdistriktsudviklingsmidler (se nedenfor). Der er også mulighed for, at landmændene kollektivt kan forhandle kontrakter for levering af olivenolie, oksekød, korn og visse andre markafgrøder på visse betingelser og under overholdelse af bestemte sikkerhedsforanstaltninger. Kommissionen udarbejder retningslinjer om potentielle spørgsmål vedrørende konkurrencelovgivningen. Producenter af skinke med beskyttet geografisk betegnelse eller oprindelsesbetegnelse kan på visse betingelser få mulighed for at regulere forsyningerne af disse produkter til markedet.

For at opnå forenkling og større markedsorientering er en række mindre betydningsfulde ordninger eller ordninger, der slet ikke anvendes, blevet afskaffet (f.eks. støtten til forarbejdning af skummetmælk og skummetmælkspulver til foder og kasein og den koblede støtte til silkeorm)!

3. Udvikling af landdistrikter

Det grundlæggende koncept i den nuværende, vellykkede landdistriktsudviklingsmodel vil blive bibeholdt uforandret. Medlemsstaterne eller regionerne udarbejder fortsat deres egne flerårige programmer på grundlag af den liste over foranstaltninger, der kan ydes EU-støtte til, og ud fra de enkelte landdistrikters behov. Disse programmer vil blive medfinansieret af midler fra de nationale bevillingsrammer – beløbene og satserne for medfinansieringen vil blive behandlet i forbindelse med de flerårige finansielle rammer. De nye regler for anden søjle giver mulighed for større fleksibilitet end på nuværende tidspunkt. Foranstaltningerne vil ikke længere blive inddelt i ”akser" på EU-niveau med dertil hørende minimumskrav til udgifter pr. akse. Det vil i stedet blive overladt til medlemsstaterne/regionerne selv på grundlag af en grundig analyse at beslutte, hvilke foranstaltninger de anvender (og hvordan) med henblik på at realisere en række mål, der er opstillet inden for rammerne af seks brede prioriteringer med dertil hørende mere detaljerede fokusområder (underprioriteringer). De seks prioriteringer omfatter: fremme af overførsel af viden og innovation; styrkelse af konkurrenceevnen i alle typer landbrug og bæredygtig forvaltning af skovene; bedre tilrettelæggelse af fødevarekæden, herunder forarbejdning og markedsføring, risikoforvaltning; genoprettelse, bevaring og forbedring økosystemerne; fremme af ressourceeffektivitet og støtte til overgangen til en lavemissionsøkonomi; fremme af social inklusion, nedbringelse af fattigdom og fremme af økonomisk udvikling i landdistrikterne. Medlemsstaterne vil være forpligtet til at anvende mindst 30 % af de midler til udvikling af landdistrikterne, som de får fra EU-budgettet, til bestemte foranstaltninger vedrørende arealforvaltning og afhjælpning af klimaforandringer og mindst 5 % på gennemførelsen af Leader-metoden. [De 30 % skal anvendes til: investeringer i anlægsaktiver (udelukkende miljø-/klimavenlige investeringer); alle skovrelaterede foranstaltninger; foranstaltninger vedrørende miljø- og klimavenligt landbrug; økologisk landbrug; natura 2000-betalinger (ikke betalinger i forbindelse med vandrammedirektivet); og betalinger til områder med naturbetingede eller andre specifikke begrænsninger].

Politikken for udvikling af landdistrikter vil blive koordineret bedre med andre politikker ved hjælp af en fælles strategisk ramme på EU-niveau og gennem partnerskabsaftaler på nationalt niveau, som vedrører alle former for støtte fra de europæiske strukturfonde (ELFUL, EFRU, samhørighedsfonden, ESF og EHFF) i den pågældende medlemsstat.

Nationale bevillinger Grundforordningen omfatter bevillinger til udvikling af landdistrikter til hver medlemsstat, men giver mulighed for at justere disse beløb gennem en delegeret retsakt, hvis det er nødvendigt af tekniske årsager eller fastsat ved en retsakt.

Medfinansieringsbidrag: Det maksimale medfinansieringsbidrag fra EU vil for de fleste udgifter være på op til 85 % i de mindre udviklede regioner, de fjerntliggende regioner og de mindre øer i Det Ægæiske Hav, 75 % eller 63 % i overgangsregionerne og 53 % i de øvrige regioner, men kan være højere, hvis der er tale om foranstaltninger til støtte for overførsel af viden, samarbejde, oprettelse af producentsammenslutninger eller ‑organisationer, etablering af unge landmænd og Leader-projekter, og hvis der er tale om udgifter, der vedrører miljø og klimaforandringer henhørende under de forskellige foranstaltninger.

I den nye programmeringsperiode vil medlemsstaterne/regionerne også have mulighed for at udarbejde tematiske delprogrammer, der navnlig tager sigte på at støtte unge landmænd, mindre landbrug, bjergområder, kvinder i landdistrikterne, foranstaltninger til afhjælpning af og tilpasning til klimaforandringerne og korte forsyningskæder. Der kan i visse tilfælde ydes højere støttesatser inden for disse delprogrammer.

Den forenklede lister over foranstaltninger bygger på de mest vellykkede elementer af de foranstaltninger, der er til rådighed i indeværende periode. Listen omfatter bl.a.:

  1. Innovation: Dette nøgletema (og mere specifikt det planlagte europæiske innovationspartnerskab om landbrugets produktivitet og bæredygtighed) omfatter flere foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne, som f.eks. "videnoverførsel", "samarbejde" og "investeringer i anlægsaktiver". Det har til formål at fremme en ressourceeffektiv, produktiv og klimavenlig udvikling af land- og skovbrugssektoren med henblik på at gøre den modstandsdygtig over for klimaforandringer og reducere emissionerne. Dette bør bl.a. opnås ved hjælp af øget samarbejde mellem landbruget og forskningssektoren for at fremskynde overførsel af teknologi til landbruget.

  2. Viden – "et videnbaseret landbrug": Et styrket bedriftsrådgivningssystem (som også er knyttet til afhjælpning af og tilpasning til klimaforandringerne, til miljømæssige udfordringer og økonomisk udvikling og uddannelse).

  3. Omstrukturering/investeringer/modernisering: Der kan stadig ydes støtte til sådanne projekter – i visse tilfælde med højere støttesatser, hvis de er knyttet til det europæiske innovationspartnerskab eller fælles projekter.

  4. Unge landmænd – En kombination af foranstaltninger, som kan omfatte etableringsstøtte (på op til 70 000 EUR), generelle investeringer i anlægsaktiver, uddannelsestiltag og bedriftsrådgivning.

  5. Mindre landbrugere: Der kan ydes etableringsstøtte på op til 15 000 EUR pr. bedrift.

  6. Værktøjer til risikostyring: Forsikringer og gensidige fonde – forsikring af afgrøder mod tab som følge af ugunstige vejrforhold og forsikring mod dyresygdomme [som der allerede kan ydes støtte til i henhold til artikel 68 i de gældende bestemmelser under første søjle] vil blive udvidet til at omfatte indkomststabilisering (som giver mulighed for en udbetaling (på op til 70 % af tabene) fra en gensidig fond, hvis indkomsten falder med 30 %).

  7. Producentsammenslutninger/producentorganisationer: Der kan ydes støtte til oprettelse af organisationer og sammenslutninger på grundlag af en forretningsplan. Støtten kan kun ydes til sammenslutninger og organisationer, der falder ind under definitionen af SMV.

  8. Betalinger for miljø- og klimavenligt landbrug: Her er tale om fælles kontrakter, krav om tilstrækkelig uddannelse/oplysning, større fleksibilitet i forbindelse med forlængelse af kontrakter.

  9. Økologisk landbrug: Ny særskilt foranstaltning, der skal øge synligheden.

  10. Skovbrug: Styrkede og forenklede regler om støtte i form af tilskud og årlige betalinger.

  11. Bjergområder: I bjergområder og landbrugsarealer nord for den 62. breddegrad kan der nu ydes støtte på op til 450 EUR pr. hektar (en forhøjelse fra 250 EUR pr. hektar).

  12. Andre områder med naturbetingede eller andre specifikke begrænsninger: Ny afgrænsning af områder med naturbetingede begrænsninger, der træder i kraft fra 2018, og som er baseret på 8 biofysiske kriterier. Medlemsstaterne har fortsat mulighed for at udpege op til 10 % af deres landbrugsareal som område med særlige begrænsninger med henblik på at beskytte eller forbedre miljøet.

  13. Samarbejde: Flere muligheder for at støtte teknisk, miljømæssigt og kommercielt samarbejde (f.eks. pilotprojekter, fælles miljøordninger, udvikling af korte forsyningskæder og de lokale markeder).

  14. Andre aktiviteter end landbrugsaktiviteter: Tilskud til etablering og udvikling af mikrovirksomheder og små virksomheder.

  15. Basale servicefaciliteter og landsbyfornyelse: Investeringer i bredbåndsinfrastruktur og vedvarende energi, også i stor skala, plus flytning af aktiviteter/ombygning af bygninger.

  16. LEADER: Større fokus på oplysning og andre former for forberedende støtte til strategier. Der skal være større muligheder for at kombinere denne foranstaltning med andre midler i de lokale områder, f.eks. samarbejde mellem byer og landdistrikter. Leader vil fremover blive anvendt som et fælles værktøj for samfundsstyret lokaludvikling for følgende FSR-fonde: EFRU, ESF, EHFF og ELFUL.

4. Horisontale forordninger

Kontrol: Kravene til kontrol vil blive lempet i regioner, hvor tidligere kontroller har vist gode resultater, dvs. at reglerne overholdes, som de skal. I de regioner, hvor der er problemer, skal kontrollen imidlertid skærpes.

Bedriftsrådgivning: Listen over emner, som medlemsstaterne vil være forpligtet til at tilbyde landmændene rådgivning om, er blevet udvidet til foruden krydsoverensstemmelse at omfatte de direkte betalinger for miljø- og klimavenlig landbrugspraksis, betingelserne for vedligeholdelse af arealer, der berettiger til direkte betalinger, vandrammedirektivet og direktivet om bæredygtiganvendelse af pesticider såvel som visse andre foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne.

Krydsoverensstemmelse: Alle direkte betalinger, visse betalinger inden for landdistriktsprogrammerne og visse vinbetalinger vil fortsat være betinget af, at landmændene overholder en række krav vedrørende miljø, klimaforandringer, god landbrugsmæssig stand og normer vedrørende menneske-, dyre-og plantesundhed og dyrevelfærd. Listen er forenklet og omfatter ikke længere regler, som ikke indebærer klare og kontrollerbare forpligtelser for landmændene. Aftalen bekræfter også, at vandrammedirektivet og direktivet om bæredygtig anvendelse af pesticider indarbejdes i krydsoverensstemmelsesreglerne, så snart det kan konstateres, at de er gennemført korrekt i alle medlemsstaterne, og de krav, som landmændene skal opfylde, er blevet tydeligt klarlagt.

Krisereservefond: Der vil blive oprettet en krisereservefond hvert år med en reserve på 400 mio. EUR (i 2011-priser) ved at anvende reglerne om finansiel disciplin. Hvis reserven ikke anvendes til afhjælpning af en krise, får landmændene midlerne tilbage i form af direkte betalinger det følgende år.

Gennemsigtighed: Medlemsstaterne vil være forpligtet til at skabe fuld åbenhed om, hvem der modtager støtte, bortset fra når det gælder de bedrifter i den pågældende medlemsstat, der er berettiget til støtte i henhold til ordningen for små landbrug. For disse landbrug offentliggøres oplysningerne uden navn og adresse. Dette er i fuld overensstemmelse med Domstolens dom fra oktober 2010, hvori det konstateredes at de gældende bestemmelser ikke overholdt reglerne om beskyttelse af fysiske personers persondata.

Overvågning og evaluering af den fælles landbrugspolitik: Kommissionen forelægger senest inden udgangen af 2018 og derefter hvert 4. år en rapport om resultaterne af gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik målt i forhold til dens vigtigste mål, nemlig holdbar fødevareproduktion, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og afbalanceret områdeudvikling.

5. Yderligere elementer

Tilpasning: Når det gælder den videre gennemførelse, er der en række punkter, der navnlig vedrører den fælles markedsordning, og som skal godkendes i henhold til artikel 43, stk. 3, og andre, der skal godkendes i henhold artikel 43, stk. 2.

Overgangsordninger: Det er hensigten, at alle de nye forordninger skal træde i kraft den 1. januar 2014, og Kommissionen kan nu begynde at udarbejde gennemførelsesbestemmelserne til disse rådsforordninger. Grundet omfanget af det forberedende arbejde er det imidlertid allerede nu klart, at medlemsstaternes betalingsorganer ikke har tid nok til inden begyndelsen af næste år (hvor IFKS-formularerne sendes ud til landmændene) at få indført de forvaltnings- og kontrolprocedurer, der er nødvendige for at administrere den nye ordning med direkte betalinger. Kommissionen har derfor fremsat et særskilt forslag om, at 2014 bør være et overgangsår for direkte betalinger. De nye elementer, såsom de "grønne" betalinger og de supplerende betalinger til unge landmænd, kommer med andre ord først til at gælde fra 2015 og frem. Medlemsstaterne tilskyndes ligeledes til at udarbejde deres flerårige landdistriktsudviklingsprogrammer, som skal være klar til godkendelse i begyndelsen af næste år. Der bør dog også gælde overgangsregler for visse årlige elementer, som f.eks. betalingerne for miljø- og klimavenligt landbrug, således at denne type ordning ikke afbrydes.

Yderligere oplysninger:

Der findes dokumenter og oplysninger om forslaget til reformen af den fælles landbrugspolitik på følgende websted:

http://ec.europa.eu/agriculture/cap-post-2013/index_en.htm

IP/13/613

MEMO/13/631


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site