Navigation path

Left navigation

Additional tools

Hver en euro tæller — ofte stillede spørgsmål om Den Europæiske Anklagemyndighed

European Commission - MEMO/13/693   17/07/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO HR

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 17. juli 2013

Hver en euro tæller — ofte stillede spørgsmål om Den Europæiske Anklagemyndighed

Hvad er Den Europæiske Anklagemyndighed?

Den Europæiske Anklagemyndighed er Den Europæiske Unions decentraliserede anklagemyndighed med enekompetence, hvad angår efterforskning, retsforfølgning og stille sigtede for en domstol i sager om lovovertrædelser, der skader EU-midlerne. Myndigheden får ensrettede efterforskningsbeføjelser i hele EU, der er baseret på og integreret i medlemsstaternes nationale retssystemer.

Den Europæiske Anklagemyndighed vil trække på medlemsstaternes kapacitet og ekspertise. Erfarne anklagere vil blive delegeret fra de nationale retssystemer til anklagemyndigheden. Som hovedregel kommer de europæiske delegerede anklagere til at handle på Den Europæiske Anklagemyndigheds vegne i medlemsstaterne og i overensstemmelse med den pågældende medlemsstats lovgivning. Det har mange fordele at integrere Den Europæiske Anklagemyndighed i de nationale retssystemer. De delegerede anklagere har indgående kendskab til det nationale retssystem, det lokale sprog, inkorporeringen af den europæiske dimension i den nationale retspleje samt erfaring med retssager i det pågældende land. Desuden vil det sikre en hurtig beslutningstagning, hvis medlemsstaternes efterforsknings- og retsforfølgningsressourcer samles.

Hvad er retsgrundlaget for Den Europæiske Anklagemyndighed?

I Lissabontraktaten lægges der særlig vægt på bekæmpelse af grov grænseoverskridende finansiel og økonomisk kriminalitet. Retsgrundlaget og reglerne for oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed er fastsat i artikel 86 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF):

"For at bekæmpe lovovertrædelser, der skader Unionens finansielle interesser, kan Rådet ved forordning efter en særlig lovgivningsprocedure oprette en europæisk anklagemyndighed ud fra Eurojust."

I sin tale om situationen i Unionen 2012 (SPEECH/12/596) erklærede Kommissionens formand José Manuel Barroso, at Kommissionen havde planer om at fremsætte forslag om at oprette en europæisk anklagemyndighed som fastsat i TEUF og som en del af Kommissionens forpligtelse til at beskytte EU’s midler.

Europa-Kommissionen ønsker at sikre, at EU's midler beskyttes lige så effektivt mod lovovertrædelser som de nationale finanser. I juli 2012 foreslog Kommissionen derfor, at alle medlemsstaterne skulle fastsætte en ensartet definition af svig til skade for EU-budgettet og sanktioner til afskrækning i deres nationale straffelove (IP/12/767, MEMO/12/544). Den Europæiske Anklagemyndighed vil bidrage til at gøre retsforfølgningen i medlemsstaterne mere konsekvent og effektiv.

Kommer alle medlemsstater til at deltage i Den Europæiske Anklagemyndighed?

Nej. I henhold til EU-traktaten har Det Forenede Kongerige og Irland en såkaldt "opt-out" fra politikkerne vedrørende retlige og indre anliggender, som betyder, at de ikke er med — medmindre de frivilligt og udtrykkeligt beslutter sig derfor (opt-in). Danmark deltager heller ikke i Den Europæiske Anklagemyndighed, men har ikke mulighed for at vælge at deltage.

Hvorfor har vi brug for en europæisk anklagemyndighed?

EU’s finansielle interesser er på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt beskyttet. Det skyldes flere faktorer:

For det første har de eksisterende EU-organer — OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig), Eurojust (Den Europæiske Unions Agentur for Strafferetligt Samarbejde) og Europol (Den Europæiske Politienhed) — ikke kompetence til at efterforske straffesager eller retsforfølge mistænkte i sager om svig. OLAF kan kun forelægge resultaterne af sine administrative undersøgelser for de kompetente nationale myndigheder, som derefter uafhængigt beslutter, om der skal indledes en straffesag på grundlag af OLAF’s undersøgelser.

For det andet varierer medlemsstaternes retshåndhævelsesmetoder på nationalt plan meget, og der træffes ikke altid de nødvendige skridt til at bekæmpe svig med EU-midler. I dag fører kun 1 ud af 5 sager, der overføres fra OLAF til de nationale anklagemyndigheder, til domfældelse. Desuden varierer domfældelsesprocenten betydeligt medlemsstaterne imellem.

For det tredje indebærer det begrænsede antal domfældelser, at kun en meget lille del af det samlede tabte beløb pga. svig i medlemsstaterne genvindes. Lovovertrædere, der svindler med EU-midler, ved, at de har gode muligheder for at beholde udbyttet fra deres kriminalitet, og de udnytter således, at retshåndhævelsen i EU bærer præg af manglende konsekvens.

Hvor mange EU-midler svindles der med?

Der har i gennemsnit hvert af de seneste tre år været mistanke om svig med EU-midler til en værdi af 500 mio. EUR i medlemsstaterne, men det faktiske beløb skønnes at være betydeligt højere. Tallene for indberettet svig omfatter ikke svig, der ikke opdages, så det samlede tal er sandsynligvis meget højere.

Hvorfor kan medlemsstaterne ikke bekæmpe svig effektivt?

På nuværende tidspunkt er det kun de nationale myndigheder, der kan efterforske og retsforfølge sager om svig, der skader EU’s finansielle interesser. Men deres beføjelser går ikke ud over landegrænserne. Lovovertrædelser, der skader EU’s finansielle interesser, er ofte komplekse. De involverer en række aktører, komplekse og organiserede svigordninger og adskillige lande og kompetente retsinstanser. Dertil kommer, at en vellykket svigefterforskning kræver en indgående indsigt i de relevante juridiske og administrative regler.

De forskellige retssystemer, uklar kompetencefordeling, besværlige og tidskrævende procedurer for retshjælp, sprogproblemer, manglende ressourcer og forskellige prioriteringer vanskeliggør medlemsstaternes effektive samarbejde.

Det kan føre til, at svindel med EU-midler på nationalt plan betragtes som tids- og personalekrævende. I nogle tilfælde tages der derfor slet ikke hånd om sådanne typer svig, og i andre tilfælde frafaldes sagerne, så snart der opstår vanskeligheder. I nogle sager beslutter de nationale myndigheder kun at undersøge "deres" nationale del af en lovovertrædelse og ser dermed bort fra, at internationalt svig potentielt kan have meget vidtrækkende konsekvenser.

Et eksempel på, hvordan Den Europæiske Anklagemyndighed kan forbedre den nuværende situation

I en specifik sag overførte OLAF oplysninger til de tyske og bulgarske myndigheder om tyske og bulgarske statsborgere, der (angiveligt) samarbejdede om at svindle med midler fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. Den tyske retssag førte til en domfældelse, hvorimod sagen i Bulgarien endte med, at de mistænkte blev frifundet. Det nuværende system medførte altså forskellige resultater i den samme sag, da den foregik på tværs af grænser. Den Europæiske Anklagemyndighed ville have gjort en forskel i sådan et tilfælde, i og med at den ville have sikret overensstemmelse mellem Bulgariens og Tysklands efterforskning og retsforfølgning.

Et andet eksempel drejer sig om cigaretsmugling fra Tjekkiet til Tyskland. Den tyske strafferet anvendte telefonaflytninger, som det tjekkiske politi havde foretaget, som bevis for at dømme den mistænkte. Selvom bevismaterialet i henhold til tjekkisk lovgivning var fremskaffet på lovlig vis, argumenterede forsvarsadvokaten for, at det burde afvises af den tyske domstol, fordi der ikke forelå en dommerkendelse, der bemyndigede telefonaflytningen.

Med Den Europæiske Anklagemyndighed er det mindre tænkeligt, at sådanne problemer opstår som følge af forskellig national retspleje. Under de nye bestemmelser bliver det ikke muligt at foretage telefonaflytning uden forudgående dommerkendelse. Derudover fastsættes det ved forordningen, at beviser, der er fremskaffet på lovlig vis i én medlemsstat, er antagelige ved domstole i alle medlemsstater, forudsat at bevismaterialet er indsamlet under overholdelse af de processuelle rettigheder omhandlet i artikel 47 (adgang til effektive retsmidler) og artikel 48 (uskyldsformodning og ret til et forsvar) EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Hvad ændres med Den Europæiske Anklagemyndighed?

Den Europæiske Anklagemyndighed får enekompetence til at efterforske og retsforfølge i forbindelse med lovovertrædelser, der vedrører EU-midler, og stille de mistænkte for en domstol. Komplekse grænseoverskridende sager bliver dermed koordineret og håndteret af Den Europæiske Anklagemyndighed. Det vil løse de problemer, der skyldes, at de nationale myndigheder har begrænsede beføjelser, der ikke rækker ud over egne grænser.

Den Europæiske Anklagemyndighed vil sikre en gnidningsfri retshåndhævelsescyklus, der omfatter efterforskning, retsforfølgning og at mistænkte stilles for en domstol. Via de delegerede europæiske anklagere får myndigheden grænseoverskridende efterforskningsbeføjelser i alle medlemsstaterne. Den Europæiske Anklagemyndighed er dermed ikke afhængig af besværlige og tidskrævende mellemstatslige retshjælpsinstrumenter, som finder anvendelse medlemsstaterne imellem (såsom gensidig retshjælp og aftaler om gensidig anerkendelse). Den Europæiske Anklagemyndighed kommer til at drage fordel af klare bestemmelser for dens efterforskning og anerkendelse af bevismateriale, der indsamles og forelægges den domstol, hvor sagen føres, uanset hvilken EU-medlemsstat der er tale om.

Hvordan kommer Den Europæiske Anklagemyndighed og de europæiske delegerede anklagere til at arbejde sammen?

De europæiske anklagere kommer til at være en del af Den Europæiske Anklagemyndighed. Som hovedregel er det de delegerede anklagere, der foretager efterforskningen og retsforfølgningen i deres egen medlemsstat ved hjælp af nationalt personale og national ret. Deres arbejde koordineres af et centralt kontor, der ledes af den europæiske anklager, som skal sikres sammenhæng og effektivitet i alle medlemsstaterne (se figuren i bilaget).

Denne decentraliserede struktur giver Den Europæiske Anklagemyndighed direkte adgang til national ekspertise, f.eks. indgående kendskab til det nationale retssystem, kendskab til lokalsproget, inkorporeringen af den europæiske dimension i den nationale retspleje, erfaring med retssager i det pågældende land, osv.

De delegerede anklagere kan fortsætte deres funktion som nationale anklagere (og dermed have en dobbeltfunktion). Når de handler under mandat fra Den Europæiske Anklagemyndighed, er de fuldstændig uafhængige af deres nationale anklagemyndighed.

Et såkaldt kollegium, der består af ti medlemmer, nemlig den europæiske anklager, de stedfortrædende og de delegerede anklagere, skal sikre, at integrationen mellem EU og medlemsstaterne sker gnidningsfrit, især når det drejer sig om at fastsætte den interne forretningsorden og de generelle bestemmelser om fordeling af sager. Denne løsning, som stammer fra spørgsmål, der blev rejst i forbindelse med høringerne med medlemsstaterne, herunder det nylige fransk-tyske initiativ om at oprette en europæisk anklagemyndighed, vil også sikre den nødvendige koordinering i retsforfølgningen, således at der undgås "dobbelt strafforfølgning" (princippet om ne bis in idem), som kan opstå, hvis lovovertrædelser med forbindelse til hinanden overses eller ikke betragtes som en helhed.

Kan de nationale domstole kontrollere Den Europæiske Anklagers handlinger?

Ja, det kan de. I forbindelse med domstolsprøvelse vil Den Europæiske Anklagemyndighed blive anset som en national myndighed, dvs. at dens retsakter kun kan indbringes for den kompetente nationale ret og ikke for EU-Domstolen.

Desuden bliver de kompetente nationale retslige myndigheder ansvarlige for den forudgående godkendelse af Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforskningsskridt, hvor den nationale lovgivning og EU-lovgivningen kræver det.

Det er også i de nationale domstole, at sagerne føres. Den Europæisk Anklagemyndighed fungerer altså som anklager ved medlemsstaternes kompetente domstole.

Den Europæiske Unions Domstol kan som altid blive inddraget gennem den præjudicielle procedure.

Hvilke beføjelser får Den Europæiske Anklagemyndighed i henhold til forordningen?

Den Europæiske Anklagemyndighed får beføjelse til at anmode om eller kræve til efterforskningsskridt. De instrumenter, myndigheden har til rådighed, er klart fastlagt i forordningen og omfatter både tvangsforanstaltninger og "blødere" efterforskningsskridt.

Eksempler på tvangsforanstaltninger, som Den Europæiske Anklagemyndighed kan træffe, er ransagning af lokaler, ejendom og computersystemer, beslaglæggelse af genstande, aflytning af telefonsamtaler og indefrysning af finansielle transaktioner.

De blødere efterforskningsskridt kan omfatte afhøring af den tiltalte og vidner, udpegning af eksperter, når der er brug for specialiseret faglig ekspertise, eller foranstaltninger til at spore og overvåge en person for at fastsætte vedkommendes opholdssted.

Gennemførelsen af efterforskningsforanstaltningerne er underlagt national lovgivning. Navnlig skal den enkelte foranstaltning godkendes af den kompetente nationale domstol eller en anden myndighed, hvis national lovgivning eller forordningen kræver det.

For at sikre, at Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforskninger foretages så effektivt som muligt, kan beviser, der er indsamlet på lovlig vis i én medlemsstat, anvendes ved domstole i alle medlemsstaterne.

Hvordan sikres Den Europæiske Anklagemyndigheds uafhængighed?

For det første er det fastsat i forordningen, at myndigheden hverken må søge eller modtage instrukser fra andre end Den Europæiske Anklagemyndighed. Denne bestemmelse indebærer, at EU-institutionerne, -organerne, -kontorerne eller -agenturerne og medlemsstaterne skal respektere Den Europæiske Anklagemyndigheds uafhængighed og ikke må forsøge at øve indflydelse på myndighedens udførelse af sine opgaver. For det andet bliver Den Europæiske Anklagemyndighed strukturelt set uafhængig, da den ikke bliver en del af en anden EU-institution eller EU-tjenestegren. For det tredje er EU-institutionerne med til at udnævne den europæiske anklager (udnævnelse af Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse), og tidligere medlemmer af Domstolen, medlemmer af de nationale højeste retter, de nationale statsadvokaturer og/eller jurister med anerkendte faglige kvalifikationer hjælper med at udarbejde en liste over udvalgte kandidater. Den europæiske anklagers embedsperiode er begrænset til 8 år og kan ikke forlænges, hvilket betyder, at anklagerens handlinger ikke påvirkes af overvejelser om genudnævnelse. Domstolen kan afskedige den europæiske anklager efter anmodning fra Europa-Parlamentet, Rådet eller Kommissionen.

Det er fastsat i forordningen, at de nationale delegerede anklageres arbejde med sager for den europæiske anklager altid har forrang over for nationale sager. Det nævnes desuden eksplicit i forordningen, at de delegerede anklagere er fuldstændig uafhængige af de nationale anklagemyndigheder. Interessekonflikter afgøres af den europæiske anklager. De delegerede anklagere kan, når de arbejder som nationale anklagere for de kompetente nationale myndigheder, afskediges af disse uden den europæiske anklagers godkendelse.

Hvad med de mistænktes processuelle rettigheder?

Det er vigtigt at styrke de retslige garantier, der beskytter de borgere og virksomheder, der undergår efterforskning eller retsforfølgning i EU. Forslaget omfatter en solid og omfattende række processuelle garantier, der sikrer, at de rettigheder, som de mistænktes og andre medvirkende, der er genstand for Den Europæiske Anklagemyndigheds efterforskning, har, beskyttes af både den eksisterende EU-lovgivning og den nationale ret til forsvar.

I forslaget klarlægges det, at mistænkte har alle de rettigheder, der er fastlagt ved EU-lovgivning og Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder. Rettighederne er klart anført og omfatter retten til:

  1. tolkning og oversættelse

  2. oplysninger om og adgang til sagsmateriale

  3. adgang til en advokat og til at kommunikere med tredjepersoner og orientering af disse i tilfælde af frihedsberøvelse

  4. retten til ikke at udtale sig og uskyldsformodning

  5. retshjælp

  6. fremlæggelse af beviser, udpegning af eksperter og afhøring af vidner.

Derudover har den mistænkte ret til forsvar i henhold til den nationale procesret.

Hvorfor fremlægges forslaget om Den Europæiske Anklagemyndighed sammen med en reform af Eurojust?

I henhold til artikel 86, stk. 1, i TEUF oprettes Den Europæiske Anklagemyndighed ud fra Eurojust. Dagens pakke af lovgivningsforslag sigter mod at skabe en stærk forbindelse og synergi mellem de to organisationer ved hjælp af effektivt samarbejde og oplysnings-, viden- og ressourcedeling.

Både Den Europæiske Anklagemyndighed og Eurojust kommer især til at beskæftige sig med sager, hvor de mistænkte er involverede i lovovertrædelser, der påvirker EU's finansielle interesser og andre former for kriminalitet. Det betyder, at der bliver behov for et kontinuerligt tæt samarbejde. Både forordningen om Den Europæiske Anklagemyndighed og forordningen om Eurojust indeholder bestemmelser herom. Derudover kan Eurojust i tilfælde af overlappende kompetence i grænseoverskridende sager hjælpe med at afgøre spørgsmålet om, hvem den kompetente retsinstans er.

Eurojust stiller administrative støttetjenester til rådighed for Den Europæiske Anklagemyndighed i form af f.eks. personale, støtte i forbindelse med finansielle anliggender og it. Den Europæiske Anklagemyndighed kan eksempelvis bruge Eurojusts it-infrastruktur, herunder sagsforvaltningssystemet, midlertidige arbejdsfiler og fortegnelser, til sine sager. Detaljerne herfor bliver fastlagt i en aftale mellem Den Europæiske Anklagemyndighed og Eurojust.

Hvilken rolle får Eurojust efter oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed?

Eurojust bistår de nationale myndigheder, der er ansvarlige for efterforskning og retsforfølgning, i forbindelse med deres samarbejde om og koordinering af årligt ca. 1 500 grænseoverskridende sager. Eurojust har været med til at opbygge gensidig tillid og bygge bro mellem EU's mange forskellige retssystemer og retlige traditioner. Eurojust har dog ikke kompetence til at foretage strafferetlig efterforskning eller retsforfølge sigtede i sager om svig.

Den Europæiske Anklagemyndighed får i forbindelse med kriminalitet, der berører EU-midler, enekompetence til at foretage efterforskning og retsforfølgning og stille sigtede for en domstol. Oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed styrker Eurojusts demokratiske legitimitet, idet Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter fremover i højere grad inddrages i evalueringen af Eurojusts aktiviteter.

Efter reformen vil Eurojust bistå Den Europæiske Anklagemyndighed i kampen mod svig med EU-midler. Eurojust vil yde administrative støttetjenester til Den Europæiske Anklagemyndighed, bl.a. i form af personale, finansiering og it. Den Europæiske Anklagemyndighed vil eksempelvis kunne bruge Eurojusts it-infrastruktur, herunder dets sagsforvaltningssystem, midlertidige elektroniske sagsmapper og fortegnelser, i forbindelse med sine egne sager. Denne ordnings nærmere detaljer fastsættes i en aftale mellem Den Europæiske Anklagemyndighed og Eurojust.

Hvilke andre ændringer indebærer forslaget om en reform af Eurojust?

Formålet med dette forslag er at forbedre den måde, som Eurojust overordnet set fungerer på. Reformen vedrører således Eurojusts interne styring. Der indføres en klar skelnen mellem operative opgaver, som varetages af Eurojusts kollegium (kollegiet består af nationale medlemmer – én fra hver EU-medlemsstat), og administrative opgaver. Forslaget vil sætte kollegiet og de nationale medlemmer i stand til at fokusere på deres operative opgaver, dvs. at koordinere og fremme samarbejdet mellem de nationale retslige myndigheder i kampen mod grov kriminalitet, såsom narkotikahandel, hvidvaskning af penge, svig, korruption, it-kriminalitet, terrorisme og organiseret kriminalitet. Som noget nyt nedsættes der en bestyrelse, som bl.a. Kommissionen bliver medlem af, og som skal bistå kollegiet i forbindelse med dets administrative opgaver.

Forslaget vil skabe en samlet og moderniseret retlig ramme for et nyt agentur for strafferetligt samarbejde (Eurojust), der erstatter den Eurojust-enhed, som blev oprettet ved Rådets afgørelse 2002/187/RIA. I den nye forordning fastholdes de styring- og driftsmæssige elementer, som har vist sig at være effektive, og samtidig strømlines Eurojusts funktion og opbygning i overensstemmelse med Lissabontrakten, idet:

  1. Eurojusts effektivitet øges i kraft af en ny ledelsesstruktur

  2. Eurojusts operative effektivitet forbedres, eftersom de nationale medlemmers status og beføjelser fastlægges på en ensartet måde

  3. Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter inddrages i evalueringen af Eurojusts aktiviteter i overensstemmelse med Lissabontraktaten og under opretholdelse af Eurojusts operative uafhængighed

  4. de retlige rammer for Eurojust bringes i overensstemmelse med den fælles strategi for EU-agenturer under fuldt hensyn til Eurojusts særlige rolle i forbindelse med koordineringen af igangværende strafferetlig efterforskning

  5. det sikres, at Eurojust kan arbejde tæt sammen med Den Europæiske Anklagemyndighed efter sidstnævntes oprettelse.

Hvilken rolle får OLAF efter oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed?

Som det fremgår af meddelelsen om OLAF's ledelsesstruktur, som blev vedtaget i dag, får OLAF en ny rolle efter oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed.

OLAF vil fortsat have ansvaret for administrative undersøgelser på områder, som ikke falder ind under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence. Det kan være undersøgelser af uregelmæssigheder, der skader EU's finansielle interesser, og grove fejl eller grov kriminalitet, som begås af EU-ansatte, men ikke har finansielle konsekvenser.

OLAF vil ikke længere foretage administrative undersøgelser af EU-svig eller anden kriminalitet, der skader EU's finansielle interesser. Det skyldes, at sådan kriminalitet kommer til at henhøre under Den Europæiske Anklagemyndigheds enekompetence. Hvis OLAF får mistanke om sådan kriminalitet, er OLAF forpligtet til så tidligt som muligt at underrette Den Europæiske Anklagemyndighed. Selv om OLAF ikke længere skal foretage undersøgelser på dette område, vil OLAF fortsat bistå Den Europæiske Anklagemyndighed, hvis sidstnævnte anmoder om det (OLAF bistår i forvejen de nationale anklagemyndigheder). Denne ændring vil gøre det lettere at fremskynde efterforskningen og er med til at forhindre, at administrative undersøgelser og strafferetlig efterforskning af en sags omstændigheder foretages to gange. Det betyder, at der er større chance for en vellykket retsforfølgning.

Kommissionen vil udarbejde forslag om ændring af forordningen om OLAF for at afspejle OLAF's nye rolle og for samtidig at styrke OLAF's ledelse i forbindelse undersøgelser i lyset af de ændringer, som oprettelsen af Den Europæiske Anklagemyndighed medfører. Der er i den forbindelse to vigtige initiativer i vente. For det første oprettes der en uafhængig myndighed, der får til opgave at kontrollere overholdelsen af processuelle garantier, for at styrke den juridiske gennemgang af OLAF's undersøgelsesforanstaltninger. For det andet vil de processuelle krav muligvis blive skærpet for at åbne op for tvangsforanstaltninger (undersøgelse af kontorer, beslaglæggelse af dokumenter osv.), som OLAF kan være nødt til at iværksætte i EU-institutionerne.

Hvor mange sager kommer Den Europæiske Anklagemyndighed til at behandle?

Det samlede antal anslås til 2 500 sager om året. Dette tal bygger på, at EU hvert år i gennemsnit behandler 1 500 sager, som indberettes af administrative undersøgelsesinstanser i medlemsstaterne, at OLAF i gennemsnit årligt behandler 300 sager om mistanke om svig, at medlemsstaterne i gennemsnit årligt behandler 500 sager om momssvig, og at de nationale myndigheder, som forestår strafferetlig efterforskning, anslås at behandle 200 sager om året. Det forventes, at Den Europæiske Anklagemyndighed vil få bedre adgang til oplysninger om mulig svig end medlemsstaterne og OLAF. Arbejdsbyrden kan derfor være større end anslået.

Vil Den Europæiske Anklagemyndighed begynde at anholde folk i hele Europa?

Nej. Det er kun nationale myndigheder, der kan anholde folk for overtrædelser, der henhører under Den Europæiske Anklagemyndigheds kompetence. Den Europæiske Anklagemyndighed får kun mulighed for at anmode de retslige myndigheder om at anholde en mistænkt, hvis den vurderer, at det er absolut nødvendigt af hensyn til dens efterforskning, og hvis efterforskningen ikke kan beskyttes ved hjælp af mindre indgribende foranstaltninger. Sådanne anmodninger skal vurderes og godkendes af de kompetente nationale retslige myndigheder i henhold til national ret.

Hvad er de næste skridt?

Inden Kommissionens forslag kan blive til lov, skal det vedtages (med enstemmighed) af medlemsstaterne i Rådet efter Europa-Parlamentets godkendelse.

I tilfælde af manglende enstemmighed i Rådet kan en gruppe på mindst ni medlemsstater i henhold til traktatens artikel 86 indgå et forstærket samarbejde.

De vigtigste trin i proceduren for forstærket samarbejdet i henhold til artikel 86:

  • Kommissionen forelægger sit forslag til retsakt for Ministerrådet. Medlemsstaterne skal i dette forum afklare (formandskabet konkluderer dette), om der kan opnås enstemmighed i det pågældende spørgsmål.

  • Er dette ikke tilfældet, kan en gruppe på mindst ni medlemsstater, som ønsker at indlede et forstærket samarbejde, anmode om, at forslaget forelægges for Det Europæiske Råd.

  • Det Europæiske Råd drøfter anmodningen i højst fire måneder.

  • Hvis Det Europæiske Råd opnår konsensus, forelægger det på ny forslaget for Rådet med henblik på vedtagelse. I tilfælde af uenighed kan en gruppe på minimum ni medlemsstater beslutte at indlede et forstærket samarbejde. Når disse medlemsstater meddeler deres ønske om at indlede et forstærket samarbejde, anses Europa-Parlamentets og Rådets bemyndigelse hertil for at være givet.

  • Forhandlingerne om det forslag, som det forstærkede samarbejde oprettes på grundlag af, finder sted i Rådet. Alle medlemsstater kan deltage i forhandlingerne, men kun deltagerne i det forstærkede samarbejde har stemmeret. En medlemsstat kan til enhver tid anmode om at tilslutte sig det forstærkede samarbejde.

Yderligere oplysninger

Pressemeddelelse: IP/13/709

Pressepakke:

http://ec.europa.eu/justice/newsroom/criminal/news/130717_en.htm

Europa-Kommissionen – strafferetlig politik:

http://ec.europa.eu/justice/criminal/criminal-law-policy

Websted for næstformand Viviane Reding, EU-kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab:

http://ec.europa.eu/reding

Følg næstformanden på Twitter: @VivianeRedingEU

BILAG: Sådan kommer Den Europæiske Anklagemyndighed til at fungere

Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED

Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website