Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Den fælles landbrugspolitik og landbrug i Europa – ofte stillede spørgsmål

Commission Européenne - MEMO/13/631   28/06/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO HR

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 26. juni 2013

Den fælles landbrugspolitik og landbrug i Europa – ofte stillede spørgsmål

Landbrug i Europa – en oversigt

Hvor stor en andel af EU er landdistrikter?

Over 77 % af EU's område betegnes som landdistrikter (47 % er landbrugsland og 30 % er skov), og her lever halvdelen af EU's befolkning (landbrugere og andre indbyggere).

Hvor mange landbrugere er der i EU?

12 millioner fuldtidslandbrugere. Tilsammen står landbruget og landbrugsfødevareindustrien, hvis forsyninger afhænger stærkt af landbrugssektoren, for 6 % af EU's BNP. 15 millioner virksomheder beskæftiger 46 millioner mennesker er beskæftiget i 15 millioner virksomheder inden for landbrugs- og fødevareerhvervet.

Hvilke former for landbrug findes der i EU?

Der findes mange forskellige former for landbrug, fra intensivt til konventionelt eller økologisk landbrug. Med optagelsen af de nye medlemsstater i Central- og Østeuropa er mangfoldigheden er blevet endnu større.

Typisk er landbrugene familiebedrifter, der ofte går i arv fra generation til generation.

Der er 12 millioner landbrugere i Europa, og gennemsnitsstørrelsen på en bedrift er 15 hektar. Til sammenligning er der 2 millioner landbrugere i USA, som råder over bedrifter med en gennemsnitsstørrelse på 180 hektar.

Støtter EU en bestemt "europæisk landbrugsmodel"?

Ja. EU’s fælles landbrugspolitik har til formål at støtte et landbrug, som på baggrund af klimaforandringer garanterer fødevaresikkerhed og en bæredygtig og afbalanceret udvikling i alle Europas landdistrikter, også i områder med svære produktionsvilkår.

Landbruget skal være multifunktionelt og tjene flere formål: Det skal imødekomme borgernes krav til fødevarer (tilgængelighed, pris, udvalg, kvalitet og sikkerhed), beskytte miljøet og sikre landbrugerne en rimelig levestandard.

Samtidig skal landbosamfund og landskaber bevares som en værdifuld europæisk kulturarv.

Som resultat af den politiske enighed i juni 2013 vil der fra 2014 blive taget større hensyn til det europæiske landbrugs mangfoldighed i den fælles landbrugspolitik.

Hvor kan jeg finde statistikker om landbruget i EU?

På vores side om statistikker og på EUROSTAT’s hjemmeside.

Den fælles landbrugspolitik – faktaoplysninger

Hvad er den fælles landbrugspolitik?

Den fælles landbrugspolitik gør det muligt for europæiske landbrugere at sørge for 500 millioner europæere. Dens vigtigste formål er at sikre landbrugerne en rimelig levestandard og sørge for en stabil og sikker fødevareforsyning til rimelige priser for forbrugerne.

Den fælles landbrugspolitik har ændret sig meget siden begyndelsen i 1962 og vil fortsat blive tilpasset de aktuelle forhold. Reformen fra juni 2013 fastsætter tre prioriterede målsætninger:

  1. En levedygtig fødevareproduktion

  2. En bæredygtig forvaltning af naturressourcerne

  3. En afbalanceret udvikling af landdistrikterne overalt i EU.

Hvem forvalter den fælles landbrugspolitik?

Europa-Kommissionen arbejder inden udarbejdelsen af sine forslag sammen med alle interesseparter, hovedsagelig via sine mange rådgivende grupper. Når forslagene skal blive til lov, skal de vedtages af Rådet, sammensat af landbrugsministrene fra de 27 EU-medlemsstater, og Europa-Parlamentet.

Det er medlemsstaterne, som har ansvaret for den løbende forvaltning af den fælles landbrugspolitik. Den Europæiske Revisionsret har en vigtig rolle, idet den fører tilsyn med udgifterne.

Hvordan bruges budgetmidlerne?

Budgetmidlerne for den fælles landbrugspolitik anvendes på tre forskellige måder:

  1. Indkomststøtte for landbrugere og for anvendelse af bæredygtige produktionsmetoder: landbrugere modtager direkte betalinger, hvis de overholder høje normer for fødevaresikkerhed, miljøbeskyttelse og dyresundhed og -velfærd. Disse støtteudbetalinger betalinger finansieres fuldt ud af EU og udgør 70 % af den fælles landbrugspolitiks budget. Efter juni 2013-reformen vil 30 % af de direkte betalinger være knyttet til de europæiske landbrugeres forpligtelse til at anvende bæredygtige dyrkningsmetoder, som har en positiv effekt på dyrkningsjordens kvalitet, biodiversitet og miljøet generelt, som f.eks. afgrødediversificering, bevarelse af permanente græsarealer eller opretholdelse af miljømæssige fokusområder på deres bedrifter.

  2. Markedsstøtteforanstaltninger: de aktiveres f.eks., hvis markedet bringes ud af ligevægt på grund af ugunstige vejrforhold. Disse betalinger udgør under 10 % af landbrugsbudgettet.

  3. Foranstaltninger til udvikling af landdistrikter: de har til formål at hjælpe landbrugere med at modernisere deres bedrifter og blive mere konkurrencedygtige, samtidig med at miljøet beskyttes, og bidrage til diversificering af landbrugsaktiviteter og ikke-landbrugsaktiviteter og til at holde landdistrikterne levedygtige. Disse betalinger, som delvis finansieres af medlemsstaterne, udgør ca. 20 % af landbrugsbudgettet.

Disse tre områder er tæt forbundet med hinanden og skal forvaltes på en sammenhængende måde. For eksempel sikres landbrugere gennem direkte betalinger en fast indkomst og belønnes for at levere offentlige goder inden for miljø. På samme måde gør foranstaltninger til udvikling af landdistrikter det lettere at modernisere landbrugsbedrifter og samtidig tilskynde til diversificering af aktiviteter i landområder.

Hvem bestemmer, hvor stort landbrugsbudgettet skal være?

Budgettet vedtages for et år ad gangen af Rådet og Europa-Parlamentet. For at holde udgifterne under kontrol på lang sigt afholdes de inden for flerårige rammer, der kaldes "finansielle overslag". De beløb, der er afsat til landbrugspolitikken, er opført under udgiftskategori 2 i den flerårige ramme ("Bæredygtig vækst: naturressourcer"). I udgiftskategori 2 er fastsat et maksimumsbeløb, som er afsat til søjle 1 i den fælles landbrugspolitik (direkte støtte og markedsforanstaltninger). Foranstaltningerne til udvikling af landdistrikter udgør søjle II i den fælles landbrugspolitik og finansieres af det samlede beløb i udgiftskategori 2. Den igangværende finansielle ramme gælder for perioden 2007-2013, og den næste for perioden 2014-2020.

Er der lige vilkår for alle landbrugere?

På grund af udviklingen i den fælles landbrugspolitik i årenes løb og anvendelsen af "historiske referenceværdier" kan der være meget store forskellige i støtteniveau mellem bedrifter, medlemsstater og regioner. En af hovedmålsætningerne med den reform, som blev vedtaget i juni 2013, er i perioden 2014-2020 at få udjævnet disse forskelle i støtteniveau mellem medlemsstater, regioner og landbrugere. Det er således målet at gøre landbrugspolitikken mere retfærdig.

For en medlemsstat eller en region, som var en del af EU før 2004, forklares den nuværende situation med, at oprindelig afhang det tildelte støttebeløb, som bedriften var berettiget til i løbet af referenceperioden 2000-2002, af det udnyttede areal og den støttemodel, som hver enkelt medlemsstat havde indført. Det har ført til, at en landmand kan få udbetalt 50 EUR pr. hektar og hans nabo 1 000 EUR pr. hektar for et areal, der i landbrugsmæssig henseende, er fuldstændig identisk.

Siden reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 har de "gamle" medlemsstater haft mulighed for at omfordele den direkte støtte til landbrugerne og udbetale støtte på individuel eller regional basis, eller en kombination af begge. Både den regionale model og blandingsmodellen kan bruges til at rette op på eventuelle uretfærdigheder. Af disse 15 medlemsstater er Tyskland det eneste land, der fuldstændig har afskaffet historiske referenceværdier.

For de lande, der er kommet med i EU efter 2004, er de direkte betalinger baseret på et fast beløb pr. hektar, som er ens for alle landbrugere i disse medlemsstater.

Selvom Kommissionen adskillige gange siden 1999 har foreslået at fastsætte en øvre grænse for direkte betalinger for at gøre fordelingen af støtte mere lige, har flere medlemsstater afvist dette forslag. Kommissionen har inden for rammerne af de beslutninger, der blev vedtaget i juni 2013, endelig opnået, at fra 2014 skal størrelsen af den direkte støtte gradvis sænkes. Det vil føre til en mere retfærdig fælles landbrugspolitik. De medlemsstater, der ønsker det, kan fortsat anvende en øvre grænse.

På EU-plan vil der blive gjort en indsat for at opnå konvergens for at mindske forskellen i støtteniveau for direkte støtte, som medlemsstaterne modtager. Det er således blevet besluttet, at i løbet af perioden 2014-2020 vil de medlemsstater, hvis gennemsnitlige størrelse af den støtte, de modtager pr. hektar, gradvis vil blive tilnærmet gennemsnittet, og at intet land vil ligge under tærsklen på 75 % af gennemsnittet i 2020.

Tilskynder den fælles landbrugspolitik til at modernisere landbruget i EU?

Ja. Der er gennemført talrige foranstaltninger for at tilskynde til modernisering af landbruget og hjælpe landbrugere med at forbedre deres bedrifter, forarbejde og sælge deres afgrøder, producere fødevarer og anvende mere bæredygtige og miljøvenlige dyrkningsmetoder. Fra 2014 vil der være nye foranstaltninger til rådighed inden for rammerne af landbrugspolitikken, som har til formål at fremme kollektive investeringer, hjælpe små bedrifter med at udvikle sig og tilskynde til videnoverførsel inden for landbruget gennem det Europæiske Innovations Partnerskab for landbrugsproduktivitet.

Svindles der med den fælles landbrugspolitiks midler?

Ifølge oplysninger fra Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) udgjorde omfanget af svindel i gennemsnit 0,02 % af budgettet til den fælles landbrugspolitik i perioden 2006-2010. EU har i de seneste år strammet sin budgetkontrol.

Følges der op på, om målene for den fælles landbrugspolitik føres ud i livet?

Ja. Effektiviteten af den fælles landbrugspolitik vurderes meget nøje. Inden Kommissionen kommer med lovforslag, hører den altid de berørte parter og borgerne og gennemfører konsekvensanalyser. Den iværksætter også jævnligt uafhængige undersøgelser af resultaterne af landbrugspolitikkens forskellige instrumenter og af, hvordan de kan forbedres.

Hvad er formålet med direkte betalinger?

Direkte betalinger er med til at sikre, at landbruget kan opretholdes i hele EU og sikrer landbrugerne et minimum af indkomststabilitet. På den måde kan bedrifterne overleve på lang sigt og beskyttes mod prisudsving. I gennemsnit udgør de direkte betalinger i EU 30 % indtjeningen i landbruget. I de senere år er de direkte betalingers andel af landbrugsindkomsten på grund af krisesituationen steget til mere end 60 % af landbrugets indtjening, det var f.eks. tilfældet i Sverige, Irland og Danmark under krisen i 2008/2009.

Med de direkte betalinger er det også muligt at belønne landbrugerne for de aspekter af deres arbejde, der ikke er afhængig af markedet, men som alligevel er vigtige offentlige goder for alle europæere. I henhold til den reform, som blev vedtaget i juni 2013, skal 30 % af den direkte støtte, som udbetales til landbrugerne, knyttes til krav om anvendelse af visse effektive dyrkningsmetoder med det formål at opretholde biodiversiteten, dyrkningsjordens kvalitet og miljøet i almindelighed. Disse omfatter afgrødediversificering, bevarelse af permanente græsarealer og miljømæssige fokusområder på bedriften.

Derudover udbetales samtlige direkte betalinger kun på betingelse af, at landbrugerne overholder strenge standarder for miljø, fødevaresikkerhed, dyre- og plantesundhed og dyrevelfærd og generelt holder deres landbrugsjord i god produktiv stand. Det kaldes også "krydsoverensstemmelse." Hvis disse regler ikke overholdes, kan betalingerne udsættes, eller landbrugeren kan blive pålagt sanktioner.

Hvordan fungerer EU's landbrugsmarkeder?

Den fælles landbrugspolitik sikrer, at landbrugerne producerer det, der efterspørges på markedet, men den stiller også for mekanismer – sikkerhedsnet – til rådighed for at forhindre en økonomisk, sundhedsmæssig eller vejrrelateret krise ødelægger store dele af produktionen. Disse mekanismer omfatter opkøb ved offentlig intervention (nationale interventionsorganer opkøber overskud fra markeder) og støtte til privat oplagring (for at stabilisere markederne).

Inden for rammerne af beslutninger truffet i juni 2013 er disse instrumenter blevet moderniseret. Eftersom krisesituationer forekommer oftere og er mere alvorlige, end hvad der tidligere var tilfældet, er der indført en specifik reserve for at imødegå kriser, som indvirker markedets normale funktion, samt en styrket krisemekanisme. Endvidere er der indført støtteforanstaltninger for at fremme oprettelsen af fælles fonde og forsikringsmekanismer, der kan hjælpe landbrugere med bedre at foregribe kriser.

Endelig er der indført nye mekanismer for at tilskynde landbrugere til at organisere sig i producentorganisationer og interprofessionelle organisationer. Kommissionen holder også øje med relationer i fødevarekæden og vil tilskynde de forskellige aktører til at forbedre åbenheden, hvad angår priser og handelspraksis.

Hjælper den fælles landbrugspolitik unge mennesker til at blive landmand?

Antallet af landbrugere i Europa falder på grund af de vanskelige arbejdsvilkår og de omfattende investeringer, der er nødvendig for at starte en bedrift op. I øjeblikket er 4,5 millioner landbrugere i Europa over 65 år (30 % af landbrugerne), og kun 6 % er under 35 år. Det er nødvendigt at gøre erhvervet mere attraktivt og hjælpe de unge med at etablere sig i landbruget.

For at det skal lykkes og for at tilskynde til, at der sker et generationsskifte i landbruget, indeholder landbrugspolitikken støtteordninger for opstart. Med 2013-reformen indføres en ny støttetype målrettet unge landbrugere: et supplement på 25 % af gennemsnitsværdien af den pågældende unge landbrugers betalingsrettigheder i de første fem år efter opstart.

Udvikling af landdistrikterne

Hvad menes med udvikling af landdistrikterne?

Under den fælles landbrugspolitik er formålet med udvikling af landdistrikter at bevare livet på landet gennem programmer til støtte for investering og modernisering i både landbrugsmæssige og ikke-landbrugsmæssige i landdistrikterne.

Hvem fører landdistriktspolitikken ud i livet?

Medlemsstaterne vælger de foranstaltninger, som passer til deres behov, og forvalter selv programmerne. EU betaler en del af udgifterne (såkaldt "samfinansiering").

Hvor meget koster udviklingen af landdistrikterne? Hvor kommer pengene fra?

Landbrugsbudgettet for 2014-2020 for alle 28 EU-lande er på 95 milliarder euro (løbende priser).

Pengene kommer fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL).

Hvordan bruges pengene?

Fra 2014 kommer Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) til at indgå i den nye fælles strategiske ramme sammen med Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EMFF) for at nå målene i Europa 2020-strategien (bæredygtig, intelligent og inklusiv vækst).

De midler, der er afsat til landdistriktsudvikling, kan bruges til at finansiere både landbrugsmæssige og ikke-landbrugsmæssige aktiviteter inden for seks prioriterede områder:

  1. fremme af videnoverførsel og innovation

  2. styrkelse af konkurrenceevnen

  3. fremme af fødevarekædens organisation og risikostyring

  4. genopretning, bevaring og forbedring af økosystemer

  5. fremme af ressourceeffektivitet og støtte overgangen til en lavemissionsøkonomi

  6. fremme af social inklusion, nedbringelse af fattigdom og økonomisk udvikling af landdistrikterne.

Medlemsstaterne og regionerne får mulighed for at udarbejde delprogrammer med højere støttesatser for sektorer med specifikke problemer, unge landbrugere, små bedrifter, bjergområder og korte forsyningskæder.

Kan programmer for landdistriktsudvikling tilpasses til forskellige regioner?

Hvert land udarbejder en national strategi for landdistriktsudvikling. Specifikke programmer kan også udformes og iværksættes på regionalt plan.

Hvad er forskellen mellem udvikling af landdistrikterne under den fælles landbrugspolitik og regionalpolitik?

EU's regionalpolitik har primært til formål at støtte de fattigste regioner i EU, mens landdistriktsprogrammerne gælder alle landdistrikter i alle EU-lande.

Politikken for landdistriktsudvikling støtter ikke kun landbrugere, men også andre aktører i landdistrikternes økonomi som f.eks. skovejere, landbrugsmedhjælpere, små virksomheder og lokale ngo'er, osv.

Hvad er "Leader"?

"Leader" er et program, der skal styrke økonomien i landdistrikterne ved at tilskynde lokalsamfundene til selv at bestemme, hvilke tiltag de vil gennemføre ("bottom up"-tilgang) i stedet for at pålægge dem færdigudviklede foranstaltninger ("top-down"-tilgang). Ifølge de nugældende regler skal medlemsstaterne afsætte mindst 5 % af deres budget for landdistriktsudvikling på Leader-projekter.

Kan udvikling af landdistrikterne bidrage til at beskytte miljøet?

Alle programmer for landdistriktsudvikling skal indeholde foranstaltninger til beskyttelse og forbedring af naturressourcer og landskaber i EU's landdistrikter.

Der gives penge til landdistriktsudvikling som modydelse for foranstaltninger, der beskytter og bevarer landdistrikterne i EU, og medvirker til at bekæmpe klimaændringer såsom

  1. bevarelse af vandkvaliteten

  2. bæredygtig arealforvaltning

  3. plantning af træer for at forebygge erosion og oversvømmelser.

Hvad er formålet med en fælles landbrugspolitik?

Hvorfor har vi brug for en "fælles" landbrugspolitik på EU-plan?

Landbruget er en erhvervssektor, som næsten udelukkende støttes på europæisk plan til forskel fra de fleste andre sektorer, som reguleres gennem nationale politikker. Det er vigtigt at have en offentlig politik for en sektor, der sikrer vores fødevaresikkerhed og spiller en nøglerolle ved anvendelsen af naturressourcer og landdistrikters økonomiske udvikling.

Alle EU-landene deler disse mål, som ikke kan opnås uden økonomisk støtte til landbruget og landdistrikterne.

Derfor må der gennemføres en strategi på EU-plan, som sikrer rimelige vilkår med fælles mål, principper og regler. Med en fælles EU-politik anvendes budgetressourcerne også bedre end med forskellige nationale politikker.

Ud over forvaltning af EU's indre marked er der også en række andre mål, der skal nås på grænseoverskridende områder: samhørighed på tværs af lande og regioner, miljøproblemer på tværs af grænser og globale udfordringer som klimaforandringer, vandforvaltning, biodiversitet, dyresundhed og -velfærd, fødevare- og fodersikkerhed, plantesundhed og folkesundhed samt forbrugerinteresser.

Hvorfor har landbrugere brug for offentlig støtte?

I modsætning til den udbredte opfattelse i nogle lande er landbrug ikke et særlig indbringende erhverv – snarere tvært imod. Landbrugeres investeringer i tid og penge er altid betinget af økonomiske, sundhedsmæssige og vejrmæssige forhold, som de ikke har nogen indflydelse på. Landbrug kræver store investeringer, både menneskelige og økonomiske, som først bærer frugt måneder eller år senere, og som konstant er udsatte.

Ved at støtte landbrugernes indkomst kan vi sikre, at der fortsat bliver produceret fødevarer i hele EU, og det betaler desuden for offentlige goder, der ikke har nogen handelsværdi: miljøbeskyttelse, dyrevelfærd, sikre fødevarer af høj kvalitet osv.

Disse offentlige goder er særlig vigtige, fordi EU's standarder er blandt de højeste i verden Det betyder, at det er dyrere at producere fødevarer i Europa end i andre lande, der anvender mindre strenge standarder.

Uden offentlig støtte ville Europas landbrugere ikke være i stand til at konkurrere med landbrugere fra andre steder i verden og samtidig stadig kunne overholde de europæiske forbrugeres krav. Endvidere mærkes effekten af klimaforandringerne i stadig højere grad, og omkostningerne til bæredygtigt landbrug vil således blot fortsat stige.

Hvor meget koster den fælles landbrugspolitik?

Hvor meget betaler skatteborgerne til den fælles landbrugspolitik?

Landbrugspolitikken koster hver EU-borger ca. 30 eurocent pr. dag. I 2011 udgjorde den 43 % af EU's årlige budget, dvs. 58 millioner euro. Dens andel af budgettet er faldet siden 1984, hvor den udgjorde 72 %, samtidig med udvidelsen i 1992 førte til en fordobling af antallet af landbrugere.

Faktisk udgør udgifterne til den fælles landbrugspolitik under 1 % af alle EU-landenes offentlige udgifter tilsammen. De offentlige udgifter til landbruget i EU er samlet på europæisk plan, hvilket ikke er set i nogen anden økonomisk sektor. Til sammenligning bruger EU-landene tre gange så meget på forsvar som på landbrug.

Hvorfor anvendes næsten 40 % af EU-budgettet til landbrug – og ikke til andre sektorer?

Landbrug er den eneste sektor, som udelukkende finansieres over EU-budgettet. Det betyder, at EU-udgifterne erstatter de nationale udgifter. Andre områder så f.eks. forskning, uddannelse, transport, forsvar, pensioner og sundhedsvæsen er enten ikke en del af budgettet eller udgør en meget mindre andel, fordi de helt eller delvis finansieres over de nationale budgetter og gennemføres af EU-landene selv.

Til gengæld sikrer den fælles landbrugspolitik de europæiske borgere et pålideligt og stort udbud af fødevarer af høj kvalitet og et sundt miljø og enestående landskaber.

Hvordan finansieres den fælles landbrugspolitik?

Pengene til den fælles landbrugspolitik kommer fra EU's almindelige budget. Landbrugspolitikkens udgifter til landdistriktsudvikling finansieres i fællesskab af EU og medlemsstaterne.

Selve EU-budgettet finansieres primært af EU's "egne indtægter": told, forskellige afgifter, momsindtægter og indtægter baseret på medlemsstaterne bruttonationalindkomst (BNI).

Hvem modtager støtte og hvor meget?

Siden 2009 har hvert medlemsland af hensyn til gennemsigtighed og ansvarlighed skullet offentliggøre en liste over alle modtagere af landbrugsstøtte. Men efter en retssag, som tyske landbrugere havde anlagt ved EU-Domstolen, ophørte pligten til at offentliggøre alle personoplysninger om modtagere af landbrugsstøtte i 2010 af hensyn til privatlivets fred. Domstolen afgjorde, at navnene på støttemodtagere ikke længere skulle offentliggøres. Kommissionen er fortsat fortaler for princippet om åbenhed og vil nu foreslå nye regler, der tager højde for Domstolens argumenter. Med reformen fra juni 2013 bliver kravet om gennemsigtighed igen indført, hvorved der tages hensyn til spørgsmålet om proportionalitetsprincippet, som Domstolen havde påpeget. Små landbrugere, dvs. landbrugere som modtager meget små støttebeløb (i størrelsesordenen 500 til 1 000 EUR), vil ikke blive berørt af kravet om offentliggørelse.

Kan jeg som skatteborger få fordele af den fælles landbrugspolitik, selvom jeg ikke er landmand?

Det gør du allerede! Når landbruget får hjælp, gavner det samfundet som helhed. Vi får alle en sikker forsyning af fødevarer til rimelige priser. I gennemsnit bruger en husholdning i EU 15 % af sit budget på fødevarer, hvilket er halvt så meget som i 1960.

Ved at støtte bæredygtige produktionsmetoder inden for rammerne af landbrugspolitikken er vi med til at beskytte miljøet såvel som de forskelligartede landskaber i EU's landdistrikter og vores fødevareforsyning.

Reform af den fælles landbrugspolitik

Hvilke resultater blev der opnået med de foregående reformer?

De mest omfattende reformer af den fælles landbrugspolitik begyndte i 1992 og blev intensiveret i 2003, hvor koblingen mellem støtte og produktion blev afskaffet. Det vil sige, at landbrugere ikke længere behøver at drive landbrug for støttens skyld og producere varer, som ikke kan afsættes på markedet. I stedet kan de nu frit producere, hvad markedet og forbrugerne efterspørger, finde nye indbringende afsætningsmuligheder og udnytte nye nicher.

Landbrugere modtager nu indkomststøtte, hvis de passer deres landbrugsarealer og lever op til standarderne inden for miljø, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed – i modsat fald nedsættes deres betalinger.

Den nye landbrugspolitik er bedre tilpasset en åben verden, og ifølge Verdenshandelsorganisationen (WTO) er 90 % af de direkte betalinger ikke handelsforvridende.

Den fælles landbrugspolitik giver forbrugerne et stort udbud af kvalitetsfødevarer.

Kommissionen arbejder hele tiden på at modernisere, strømline og forenkle landbrugspolitikken.

Eftersom betalingerne ikke længere er koblet til produktionen, har landbrugerne fortsat en vis grad af økonomisk sikkerhed samtidig med at de kan tilpasse produktionen til markedssignalerne.

Landbrugspolitikkens markedsinstrumenter (f.eks. offentlig intervention) er blevet tilpasset, så de nu fungerer som reelle sikkerhedsnet uden at blokere for normale markedssignaler. Politikken for udvikling af landdistrikter hjælper landbrugerne med at omlægge deres bedrifter og tage vare på miljøet, så landdistrikterne holdes i live.

Hvordan ser den fælles landbrugspolitik i hovedtræk ud efter 2013?

I 2013 blev der vedtaget en ny reform af den fælles landbrugspolitik, som træder i kraft den 1. januar 2014. Alle reformens elementer vil kunne anvendes fra den 1. januar 2014, herunder de elementer, der vedrører den flerårige finansielle ramme, markedsforanstaltninger og landdistriktsudvikling, med undtagelse af de direkte betalingers nye struktur, eftersom de direkte betalinger ydes årligt: Landbrugerne indgiver deres erklæringer om foråret. På grundlag af disse oplysninger bliver udbetalingerne inden for rammerne af den nye struktur foretaget i 2015 i form af f.eks. miljøvenlige dvs. de såkaldte "grønne” betalinger og tillægsstøtte til unge landbrugere.

Den nye reform berører alle EU-borgere. Ved forberedelsen af den indledte Kommissionen en dialog med civilsamfundet og alle de berørte aktører. Hovedlinjerne i den reform af den fælles landbrugspolitik, som blev vedtaget i 2013, er udsprunget af den brede offentlige debat i april-juli 2010 (som omfattede næsten 6 000 individuelle og kollektive bidrag) og de efterfølgende intense politiske drøftelser med Ministerrådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen fremlagde sine lovforslag i oktober 2011.

Dette ændres med den nye reform:

  1. Direkte betalinger til landbrugere vil bedre afspejle behovet for at støtte landbrugernes indkomst på en mere retfærdig måde og værdisætte de offentlige tjenesteydelsesopgaver, de udfører (f.eks. beskyttelse af miljøet). De vil også indebære mere støtte til ugunstigt stillede regioner og hjælpe unge med at etablere sig som landbrugere.

  2. Markedsforvaltningsmekanismerne bliver enklere, mere effektive og mere fleksible.

  3. Politikken for landdistriktsudvikling vil lægge hovedvægten på forbedring af konkurrenceevnen og fremme af innovation.

Endelig indføres der nye foranstaltninger for at hjælpe landbruget med at håndtere svingende markedspriser og indkomster.

Fødevarepriser

Hvorfor støtte landbruget, når fødevarepriserne er høje?

Priserne på landbrugsprodukter udgør kun en relativt lille del af den pris, som forbrugerne betaler for deres fødevarer. Prisen for korn udgør kun 5 % af prisen for et brød. Stigende priser for forbrugerne betyder ikke nødvendigvis en stigning i landbrugernes indkomst. Og hertil kommer, at landbrugerne også står over for stigende produktionsomkostninger. Det er i stigende grad tilfældet, at landbrugerne er yderst sårbare over for de stadig hyppigere og mere ekstreme prissvingninger på markedet. Således er landbrugsbedrifternes energiomkostninger i de seneste år steget med 223 %, og prisen på gødning med 163 %. Priserne for landbrugsprodukter er i gennemsnit steget med 50 %.

Er biobrændstoffer skyld i stigningen i fødevarepriserne?

Undersøgelser tyder på, at produktionen af biobrændstoffer i EU ikke har særlig stor indflydelse på de stigende fødevarepriser. Kun 1 % af EU's kornproduktion anvendes til fremstilling af ethanol. Omkring 2/3 af vores rapsproduktion anvendes til at fremstille biodiesel, men EU's rapsproduktion udgør kun 2 % af efterspørgslen på verdensplan. Til trods for dette er vi alligevel nødt til at investere i anden- og tredjegenerationsbiobrændstoffer.

Den fælles landbrugspolitik og miljøet

Hvordan påvirker landbruget miljøet?

Landbruget kan hjælpe med til at skabe og opretholde et bæredygtigt miljø, men dets aktiviteter kan også være til skade for miljøet. Den fælles landbrugspolitik spiller en vigtig rolle med hensyn til at skabe balance mellem disse to forhold, og denne rolle vil i de kommende år blive endnu vigtigere.

Hvordan hjælper landbrugspolitikken med til at beskytte miljøet?

Takket være den reform af den fælles landbrugspolitik, som blev vedtaget i juni 2013, bidrager den fælles landbrugspolitik til miljøbeskyttelse gennem tre mekanismer:

- "grøn" direkte støtte: 30 % af den direkte støtte knyttes til krav om, at landbrugerne skal anvende enkle, men effektive foranstaltninger til beskyttelse af miljøet: afgrødediversificering, opretholdelse af permanente græsarealer, bevarelse af miljømæssige fokusområder på bedriften (levende hegn, stenmure, grøfter, lavskov, osv.)

- krydsoverensstemmelse som støttebetingelse: landbrugerne skal overholde visse krav med hensyn til miljø, fødevaresikkerhed, dyre- og plantesundhed og dyrevelfærd og generelt holde deres landbrugsjord i god produktiv stand. Hvis disse krav ikke overholdes, kan støtten blive nedsat eller helt bortfalde.

- landbrugsmiljøforanstaltninger i landdistriktsprogrammer. De består af specifikke, målrettede foranstaltninger, som landbrugerne kan modtage landbrugsstøttemidler til. Medlemsstaterne skal afsætte 25 % af deres budget for landdistriktsudvikling for denne type foranstaltning samt til økologisk landbrug og ugunstigt stillede områder.

Udover disse tre foranstaltninger gives støtte til forskning, innovation og vidensdeling vedrørende landbrugsmetoder, som har til formål at styrke det europæiske landbrugs bæredygtighed. I løbet af perioden 2014-2020 vil investeringerne i forskning via den fælles landbrugspolitik blive fordoblet i forhold til den foregående periode.

Hvad gør EU for at fremme økologisk landbrug?

I EU er økologisk landbrug, som tager hensyn til dyrs og planters naturlige cyklus, beskyttet gennem strenge og specifikke produktionsbetingelser, som er fastsat i EU-lovgivningen. Området er endvidere omfattet af regler om mærkning og sporbarhed, der garanterer de økologiske produkters kvalitet eller ægthed, uanset hvor i verden de kommer fra.

I den sammenhæng har EU udviklet et særligt europæisk logo for økologiske produkter, som overholder EU's standarder for økologisk produktion. Økologiske landbrugere og fødevareproducenter skal igennem en omfattende certificeringsproces for at få ret til at bruge logoet.

EU-landene kan under deres programmer til udvikling af landdistrikterne yde særlig støtte til landbrugere, der driver konventionelt landbrug og som ønsker at omlægge til økologisk produktion. Denne mulighed bliver mere synlig efter 2013, hvor der vil blive givet særlig støtte til økologisk landbrug, og der udover at få støtte til overgangen til økologisk produktion også bliver muligt at få støtte til bibeholdelsen af økologisk produktion.

Er skovbruget også omfattet af landbrugspolitikken?

Den fælles landbrugspolitik omfatter ikke kommercielt skovbrug, men den anerkender fordelene ved godt forvaltede skove for naturlandskabet og biodiversiteten. Den støtter derfor landbrugere, der ønsker at omlægge en del af deres landbrugsjord til skov.

Den fælles landbrugspolitik og handel

Er Europa åben over for import af fødevarer?

EU har gjort meget i de seneste 20 år for at åbne sine markeder: Mere end to tredjedele af de importerede landbrugsprodukter stammer fra udviklingslandene, hvilket er mere end for USA, Australien, Japan, Canada og New Zealand tilsammen. Bilaterale aftaler med en lang række lande gør det muligt at importere landbrugsprodukter til lave toldsatser, og de 50 fattigste lande i verden kan toldfrit eksportere ubegrænsede mængder til EU.

Skal vi indføre nye handelsbarrierer for at beskytte vores landbrugere og vores fødevarer?

Hvis EU indfører nye barrierer, vil EU’s handelspartnere gøre det samme. Europas konkurrencemæssige fordel består i, at vi kan levere højtforædlede fødevarer. Markederne i udviklingslandene, herunder Kina og Indien, rummer store muligheder for ekspansion i den retning.

Den den bedste måde at sikre fødevareforsyningen på er gennem en velfungerende samhandel med vores handelspartnere. Den bedste måde at beskytte vores landbrugere på er ved at give dem de rette forudsætninger for at kunne konkurrere på verdensvarkedet. Det kan vi gøre ved at sikre den en stabil indkomst. Og det er præcis, hvad landbrugspolitikken gør i dag.

Landbrugspolitikken og udviklinglandene

For 20 år siden brugte EU 10 milliarder euro om året på eksportstøtte. I 2001 brugte EU omkring 160 millioner euro. Eksportrestitutioner er ikke rettet mod udviklingslandene, men mod Middelhavsområdet og det øvrige Europa. Kun en meget lille andel af varer med eksportstøtte finder vej til Afrika.

Det er blevet besluttet, at eksportrestitutionsmekanismen kun vil blive anvendt i undtagelsessituationer fra 2014.

Er EU's handelsindrømmelser reelt til gavn for udviklingslandene?

EU har indgået aftaler om toldpræferencer med en lang række udviklingslande. EU giver udviklingslandene mere handelsrelateret bistand end resten af verden tilsammen - knap 1 milliard euro om året i de seneste 3 år.

71 % af landbrugseksporten fra udviklingslandene til en værdi af omkring 59 milliarder euro i 2008-2010 indføres i EU. Det er mere end USA, Canada, Japan, New Zealand og Australien tilsammen. Alene EU's import fra Afrika udgør over 12 milliarder euro, dvs. 15 % af hele EU's import. Omkring en tredjedel af eksporten fra udviklingslandene har EU som bestemmelsessted.

Hvad er EU's handelsstrategi over for udviklingslandene?

EU går ind for multilaterale handelsregler, som er til gavn for alle parter, især udviklingslandene. Derfor har EU den holdning, at industrilandene bør sænke deres toldsatser mere og hurtigere end udviklingslandene.

Fødevarernes sikkerhed og kvalitet

Er vores fødevarer sikre?

Siden 1990’ernes fødevarekriser har EU bedret fødevaresikkerheden betydeligt ved at indføre hygiejneforanstaltninger, regler for dyre- og plantesundhed og kontrol med pesticidrester og tilsætningsstoffer i fødevarer. Den europæiske fødevarelovgivning er en af de strengeste i verden.

Hvordan garanterer EU fødevarernes kvalitet?

Fødevarernes kvalitet garanteres ved hjælp af regler for mærkning, markedsføring og kvalitet, beskyttelse af geografiske betegnelser, obligatorisk mærkning med ernæringsoplysninger, kvalitetslogoer, standarder for dyrevelfærd, osv..

Ud over hygiejneregler, der garanterer sikre produkter, har EU også fastsat:

  1. handelsnormer, som produkter, der sælges i EU, skal overholde

  2. fakultative kvalitetsbetegnelser, som angiver produktets kvalitet på etiketten

  3. europæiske kvalitetsordninger for produkter med en særlig kvalitet

  • "beskyttet oprindelsesbetegnelse" (BOB) eller "beskyttet geografisk betegnelse" (BGB) for at angive kvaliteter, der er knyttet til det geografiske område

  • garanteret traditionel specialitet (GTS)

  1. et særligt EU-logo for økologiske produkter, der opfylder strenge krav

  2. retningslinjer for forbedring af certificeringssystemer for fødevarekvalitet, der garanterer, at bestemte produktegenskaber eller processer er i overensstemmelse hermed.

Dyresundhed og dyrevelfærd

Hvordan behandles dyr?

Formålet med EU's regler om dyrevelfærd er at anerkende, at dyr er sansende væsener, som ikke skal udsættes for unødig lidelse. De indførte bestemmelser omfatter de "fem friheder" for dyr:

  1. frihed fra sult og tørst

  2. frihed fra ubehag

  3. frihed fra smerte, skade og sygdom

  4. frihed til at udtrykke normal adfærd

  5. frihed fra frygt og lidelse.

Kommissionens Levnedsmiddel-og Veterinærkontor foretager kontroller for at sikre, at EU's regler om dyrevelfærd anvendes korrekt i medlemsstaterne.

Den fælles landbrugspolitik yder også støtte til landbrugere til at foretage forbedringer af dyrevelfærden på deres bedrifter, som rækker længere end minimumsstandarderne:

  1. Al støtte, der udbetales til landbrugere i medfør af den fælles landbrugspolitik, er betinget af, at minimumsstandarderne for dyrevelfærd overholdes. Landbrugere, som ikke overholder disse standarder, kan miste hele eller en del af støtten.

  2. Landbrugere, som investerer i forbedring af deres husdyrbrug (f.eks. opstaldningsforhold), er berettiget til yderligere tilskud.

De højeste standarder for dyrevelfærd gælder for økologisk husdyrbrug. Det betyder, at det er dyrere at fremstille fødevarer i Europa end i andre dele af verden, hvor der ikke gælder så strenge regler. Uden offentlig støtte ville de europæiske landbrugere have meget svært ved at klare sig på lang sigt i den globaliserede verden.

EU’s engagement med hensyn til dyrevelfærd rækker ud over EU's grænser: i international giver hensynet til dette spørgsmål en merværdi.

Hvordan beskytter EU dyrs sundhed?

EU’s regler om dyresygdomme er bindende for medlemsstaterne og forbedres løbende, efterhånden som ekspertise og erfaring på området opbygges.

MEMO/13/621

IP/13/613


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site