Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 27. marts 2013

Spørgsmål og svar: Grønbog om en ramme for klima- og energipolitikker frem til 2030

Hvad er de vigtigste mål i denne ramme?

De vigtigste mål er at reducere drivhusgasemissioner, sikre energiforsyningen og fremme vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse gennem en højteknologisk og omkostningseffektiv tilgang.

Hvad har ændret sig siden 2020-målene blev fastsat?

Blandt de vigtigste ændringer skal nævnes økonomiske ændringer, ny teknologisk udvikling med deraf følgende produktion af nye energiformer, prisudviklingen og udviklingen inden for forskning.

Hvorfor er det vigtigt, at der hurtig opnås enighed om en 2030-ramme for klima- og energipolitikker?

  1. For det første indebærer lange investeringscyklusser, at infrastruktur, der finansieres i den nærmeste fremtid, stadig vil være på plads i 2030 og videre frem. Investorerne har derfor behov for at få vished om, hvilke mål og politikker der forfølges.

  2. For det andet vil en præcisering af målene for 2030 støtte fremskridtene hen imod en konkurrencedygtig økonomi og et sikkert energisystem ved at skabe større efterspørgsel efter effektive lavemissionsteknologier og fremme forskning, udvikling og innovation, som kan skabe nye muligheder for vækst og beskæftigelse.

  3. For det tredje forventes det, at der vil kunne bringes en international aftale om klimaændringer i stand inden udgangen af 2015. Før dette sker, vil der i EU skulle opnås enighed om en række spørgsmål, herunder EU’s eget ambitionsniveau for 2030, således at der kan iværksættes et aktivt samarbejde med andre lande.

Hvad er EU’s klima- og energimål for 2020?

Den nuværende politiske ramme er baseret på tre overordnede mål, der skal nås i EU senest i 2020:

  1. en 20 % reduktion i drivhusgasemissioner i forhold til 1990-niveauet

  2. 20 % af energiforbruget skal komme fra vedvarende energikilder

  3. et forbrug af primærenergi, som er 20 % mindre (i forhold til fremskrivningerne før aftalen om klima- og energimålene for 2020).

Hvad har man så allerede er opnået med hensyn til disse mål?

  1. I 2011 blev EU’s drivhusgasemissioner anslået til at ligge 16 % under 1990-niveauerne, mens BNP er vokset med 48 % siden 1990.

  2. I 2010 var de vedvarende energikilders andel af energiforbruget 12,7 % sammenlignet med 8,5 % i 2005.

  3. Forbruget af primærenergi toppede i 2005/2006 på omkring 1 825 mio. tons olieækvivalent (Mtoe). Siden da har det været let faldende og lå i 2011 på 1 730 Mtoe.

Hvad er de vigtigste spørgsmål i forbindelse med denne høring?

Med grønbogen høres de berørte parter om en række vigtige spørgsmål for 2030-rammen, herunder:

  1. Hvad kan man lære af erfaringerne fra den nuværende ramme?

  2. Hvilke klima- og energimål vil man kunne fastsætte for 2030?

  3. Hvordan kan man sikre, at der er sammenhæng mellem de forskellige politikinstrumenter?

  4. Hvordan kan man bedst udforme politikkerne, så de bidrager til at fremme EU’s konkurrenceevne og energiforsyningssikkerhed?

  5. Hvordan kan der tages hensyn til medlemsstaternes forskellige handlemuligheder?

Hvilke resultater af energikøreplan 2050 og lavemissionskøreplan 2050 er de vigtigste for 2030-rammen?

I energikøreplan 2050 og lavemissionskøreplan 2050 forudses det, at

  1. EU’s drivhusgasemissioner vil skulle reduceres med 40 % under 1990-niveauerne, for at EU er på vej til at opnå en reduktion af drivhusgasser med 80-95 % senest i 2050, i overensstemmelse med de reduktioner, som de industrialiserede lande som gruppe skal gennemføre for at nå de internationalt aftalte mål om at begrænse den globale opvarmning til 2 °C,

  2. større andele af vedvarende energi, forbedringer af energieffektivitet og bedre og mere intelligent energiinfrastruktur er ”no regret”-muligheder for omdannelsen af EU’s energisystem,

  3. energipriserne ventes at stige i perioden frem til 2030, både med og uden væsentlig dekarbonisering af energisystemet. Dette skyldes i høj grad de investeringer i energisystemet, der under alle omstændigheder er nødvendige.

Yderligere oplysninger: IP/13/272.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site