Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 25. november 2013

Europa-Kommissionen fremmer den frie bevægelighed for personer

(se også IP/13/1151)

De over 14 millioner EU-borgere, der permanent bor i en anden medlemsstat end deres egen, viser, at den frie bevægelighed – muligheden for at bo, arbejde og studere hvor som helst i EU – er den EU-rettighed, europæerne værdsætter mest. Når EU-borgerne gør brug af den frie bevægelighed er det oftest af arbejdshensyn og dernæst af familiehensyn. Af alle de EU-borgere, der i 2012 boede i et andet land end deres eget ("mobile EU-borgere"), var over tre fjerdedele (78 %) i den erhvervsaktive alder (15-64), sammenlignet med ca. 66 % af værtslandenes bosiddende statsborgere. Beskæftigelsesgraden blandt mobile EU-borgere (67,7 %) var i gennemsnit højere end blandt værtslandenes egne statsborgere (64,6 %).

Mobile EU-borgere, der ikke er i beskæftigelse (dvs. studerende, pensionister, jobsøgende og ikke-erhvervsaktive familiemedlemmer), udgør kun en begrænset andel af det samlede antal mobile EU-borgere. Endvidere har 64 % af dem tidligere arbejdet i deres aktuelle bopælsland. 79 % bor i en husholdning med mindst én erhvervsaktiv person. I perioden 2005-2012 faldt andelen af ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere fra 34,1 % til 30,7 %.

Borgernes frie bevægelighed, som er fastlagt i EU-traktaterne, er en hjørnesten i det indre marked og spiller en væsentlig rolle for dets succes: Den stimulerer den økonomiske vækst ved at gøre det muligt for borgerne at rejse og handle på tværs af grænserne. Arbejdstagernes frie bevægelighed gavner ikke kun arbejdstagerne, men også medlemsstaternes økonomier, da den giver mulighed for at matche kvalifikationer med ledige stillinger fra hele EU's arbejdsmarked. På trods af den økonomiske krise er der i øjeblikket 2 millioner ledige stillinger i EU.

Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en meddelelse om den frie bevægelighed, der understreger medlemsstaternes og EU-institutionernes fælles ansvar for at fremme borgernes ret til at bo og arbejde i et andet EU-land. I meddelelsen skitseres der også konkrete tiltag, der skal støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser på at gøre dette og samtidig hjælpe dem med at udnytte de positive fordele, den frie bevægelighed bringer. Dokumentet præciserer EU-borgernes ret til fri bevægelighed og adgang til sociale ydelser og behandler de betænkeligheder, som visse medlemsstater har over for de udfordringer, som mobilitet kan medføre for de lokale myndigheder.

1. Lovgivningen om den frie bevægelighed

Hvad er arbejdskraftens frie bevægelighed?

Arbejdstagere i EU har haft ret til at arbejde i en anden medlemsstat siden 1960'erne: Rettigheden blev allerede fastlagt i EU-traktaterne ved begyndelsen på det europæiske samarbejde i 1957. Denne rettighed følger nu af artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Den omfatter retten til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af nationalitet for så vidt angår adgang til beskæftigelse, aflønning og øvrige arbejdsvilkår.

Forordning (EU) nr. 492/2011indeholder nærmere bestemmelser om arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med den frie bevægelighed og definerer de specifikke områder, hvor forskelsbehandling på grundlag af nationalitet er forbudt, bl.a. med hensyn til: adgang til beskæftigelse, arbejdsvilkår, sociale og skattemæssige fordele, adgang til uddannelse, medlemskab af fagforening, bolig og adgang til uddannelse for børn.

At løse problemerne med forskelsbehandling af arbejdstagere fra andre medlemsstater og oplyse om EU-borgernes ret til at arbejde i andre EU-lande er de vigtigste mål i forslaget til et direktiv om fremme af arbejdstageres ret til fri bevægelighed, som Kommissionen fremlagde sidst i april 2013 (se IP/13/372, MEMO/13/384 og SPEECH/13/373).

Arbejdskraftens mobilitet i EU er ikke blot til gavn for de berørte arbejdstagere, men også for medlemsstaternes økonomier. Den gavner værtslandene, fordi den giver virksomhederne mulighed for at besætte ledige stillinger, som ellers ikke ville blive besat, og dermed producere varer og tjenesteydelser, som de ellers ikke ville være i stand til. Og den er til gavn for borgernes hjemlande, da den giver arbejdstagere, der ellers ville have sværere ved at finde arbejde, mulighed for at arbejde og dermed sikre en økonomisk støtte til deres familie derhjemme og erhverve kvalifikationer og erfaringer, som de ellers ville mangle. Når vandrende arbejdstagere efterfølgende vender tilbage til deres hjemland, kan de drage nytte af disse erfaringer.

Hvad er borgernes frie bevægelighed?

Med vedtagelsen af Maastrichttraktaten for 20 år siden blev den frie bevægelighed anerkendt for alle EU-borgere, uanset om de er erhvervsaktive eller ej. Den blev fastsat som en af borgernes grundlæggende rettigheder i henhold til EU-retten (artikel 21 i TEUF) og er et grundlæggende aspekt af unionsborgerskabet.

De specifikke regler og betingelser, der gælder for den frie bevægelighed og for ophold, er indeholdt i et direktiv, som medlemsstaterne blev enige om i 2004 (direktiv 2004/38/EF).

Den frie bevægelighed er den mest værdsatte rettighed ved EU-borgerskabet: 56 % af Europas borgere mener, at den frie bevægelighed er EU's mest positive resultat. Der er da også flere og flere europæere, der benytter sig af denne ret og bosætter sig i en anden EU-medlemsstat. Ved udgangen af 2012 boede 14,1 millioner EU-borgere i en anden medlemsstat end deres egen i et år eller længere. I Eurobarometer-undersøgelser svarer over to tredjedele af europæerne, at borgernes frie bevægelighed inden for EU gavner deres lands økonomi (67 %).

Hvem kan gøre brug af den frie bevægelighed?

De første tre måneder: Alle EU-borgere har ret til at opholde sig på et andet EU-lands område i op til tre måneder uden at skulle opfylde nogen betingelser eller formaliteter.

Efter de første tre måneder: EU-borgernes ret til at opholde sig i et andet EU-land end deres eget i mere end tre måneder er underlagt visse betingelser, afhængigt af deres status i EU-værtslandet:

Arbejdstagere og selvstændige samt deres direkte familiemedlemmer har ret til ophold uden nogen betingelser.

Jobsøgende har uden videre ret til at opholde sig i værtsmedlemsstaten i en periode på seks måneder og endda længere, hvis de fortsat søger arbejde i det pågældende land og har en reel chance for ansættelse. De kan få udbetalt arbejdsløshedsunderstøttelse fra deres hjemland i mindst tre måneder, mens de søger arbejde i et andet EU-land, hvis de først er blevet registreret som arbejdsløse i deres hjemland.

Studerende og andre ikke-erhvervsaktive personer (f.eks. arbejdsløse, pensionister osv.) har ret til ophold på over tre måneder, hvis de har tilstrækkelige finansielle midler og sygeforsikring for dem selv og deres familie, så opholdet ikke bliver en byrde for EU-værtslandets sociale system.

Efter fem år: Når en EU-borger og vedkommendes familie har opholdt sig lovligt i værtslandet i fem år uden afbrydelse, får de ret til at opholde sig permanent i landet. Når retten er opnået, er den ikke længere underlagt de betingelser, der fandt anvendelse i de foregående fem år.

2. Social bistand og socialydelser

Hvem har ret til social bistand?

Social bistand er en "ydelse til underhold" og består typisk af ydelser, der skal dække minimumsleveomkostninger, eller bistand, der udbetales ved særlige livsforhold.

EU-borgere, der lovligt opholder sig i et andet EU-land, skal behandles på lige fod med landets statsborgere. Takket være ligebehandlingsprincippet har de derfor som hovedregel ret til ydelser, sociale fordele og skattefordele, herunder social bistand, på samme vilkår som værtsmedlemsstatens egne statsborgere.

EU-retten giver dog mulighed for beskyttelsesforanstaltninger for så vidt angår adgang til social bistand for ikke-erhvervsaktive EU-borgere for at undgå, at de bliver en urimelig byrde på værtslandets finanser.

De første tre måneder: Værtslandet er ikke forpligtet af EU-retten til at yde social bistand til ikke-erhvervsaktive EU-borgere i opholdets tre første måneder.

Mellem tre måneder og fem år: I praksis er der ringe sandsynlighed for, at ikke-erhvervsaktive EU-borgere er berettigede til at modtage sociale bistandsydelser, da de for at opnå ret til ophold skal have bevist over for de nationale myndigheder, at de har tilstrækkelige ressourcer (se ovenfor).

Hvis de anmoder om sociale bistandsydelser, f.eks. fordi deres økonomiske situation er blevet dårligere, skal deres anmodning vurderes i lyset af deres ret til ligebehandling. Men også her indeholder EU-lovgivningen beskyttelsesforanstaltninger:

For det første kan en anmodning om social bistand i de enkelte tilfælde give de nationale myndigheder en begrundet mistanke om, at den pågældende person er blevet en urimelig byrde for det sociale bistandssystem.

Endvidere kan medlemsstaten gøre tildeling af sociale bistandsydelser eller særlige ikke-bidragsbaserede ydelser (dvs. ydelser, der har karakter af både socialsikring og social bistand, og som er dækket af forordning (EF) nr. 883/2004) betinget af, at borgeren opfylder kravene til at opnå opholdsret ifølge loven for en periode på over tre måneder. Medlemsstaten kan dog ikke automatisk afslå at tildele disse ydelser til ikke-erhvervsaktive EU-borgere og kan heller ikke automatisk antage, at borgerne ikke har tilstrækkelige ressourcer og dermed ikke har ret til at opholde sig i medlemsstaten.

De nationale myndigheder bør vurdere den individuelle situation under hensyntagen til en lang række faktorer (beløb, varighed, om vanskelighederne er midlertidige, den samlede byrde for medlemsstatens sociale bistandssystem).

Hvis myndighederne ud fra en sådan individuel vurdering konkluderer, at de pågældende personer er blevet en urimelig byrde, kan myndighederne ophæve deres opholdsret.

Efter fem år: EU-borgere, der har opnået permanent opholdsret, har ret til social bistand på samme vilkår som EU-værtslandets statsborgere. Der tillades ingen undtagelser i henhold til EU-retten.

Hvem har ret til socialsikringsydelser?

Eksempler på socialsikringsydelser er folkepension, pension til efterladte, invaliditetsydelser, ydelser i tilfælde af sygdom, barselsydelse, arbejdsløshedsunderstøttelse, familieydelser eller sundhedspleje.

Medlemsstaterne fastsætter selv deres egne socialsikringsregler i overensstemmelse med deres forhold. EU koordinerer kun socialsikringsreglerne (forordning (EF) nr. 883/2004 og 987/2009) i det omfang, det er nødvendigt for at sikre, at EU-borgere ikke mister deres socialsikringsrettigheder, når de flytter inden for EU.

Det betyder, at værtslandets love bestemmer, hvilke ydelser der gives, under hvilke forhold de tildeles (f.eks. ud fra hvor længe en person har arbejdet), i hvor lang tid og hvor meget der udbetales. Retten til ydelser er derfor forskellig i EU-landene.

Forordning (EF) nr. 883/2004 sikrer blot, at mobile EU-borgere fortsat er dækket af socialsikringen, når de flytter, hovedsageligt ved at fastlægge, hvilken af de pågældende medlemsstater der er ansvarlig for socialsikringen.

Arbejdstagere – lønmodtagere eller selvstændige – og familiemedlemmer, som arbejdstageren har forsørgerpligt over for, er omfattet af værtslandets socialsikringssystem på de samme betingelser som værtslandets statsborgere – fordi de, som alle andre arbejdende statsborgere, gennem deres skatter og afgifter bidrager til de offentlige midler, der finansierer ydelserne.

For mobile EU-borgere, der ikke arbejder i værtslandet, kan reglen om beskæftigelsesstaten ikke anvendes, da disse personer i sagens natur ikke arbejder i noget land. I henhold til EU-retten om koordinering af socialsikringssystemer bliver bopælslandet først ansvarligt for socialsikringsdækningen, når de pågældende borgere opfylder strenge krav om sædvanligt opholdssted og dermed beviser, at de har en reel tilknytning til den pågældende medlemsstat. De strenge krav i dette kriterium sikrer, at borgere, der ikke arbejder, kun har adgang til socialsikring i et andet EU-land, når de reelt har flyttet deres interessecentrum til det pågældende EU-land (f.eks. hvis deres familie bor der).

3. Hvordan påvirker mobile EU-borgere de nationale socialsikringssystemer?

Ifølge tal, som medlemsstaterne har oplyst, og en netop offentliggjort undersøgelse fra Europa-Kommissionen bruger EU-borgere fra andre medlemsstater i de fleste EU-lande ikke velfærdsydelser i større grad end værtslandenes egne statsborgere. I de fleste af de undersøgte lande har mobile EU-borgere større sandsynlighed for at modtage bolig- og familierelaterede ydelser.

Med hensyn til kontantydelser som f.eks. socialpension, invaliditetsydelser og ikke-bidragspligtig arbejdsløshedsunderstøttelse, der finansieres over skatterne frem for via bidrag fra den pågældende (såkaldte særlige ikke-bidragspligtige kontantydelser), viser undersøgelsen, at ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere udgør en meget lille andel af støttemodtagerne, og at de økonomiske følger af sådanne udbetalinger fra nationale velfærdsbudgetter er meget små. EU-migranter tegner sig for under 1 % af alle denne type støttemodtagere (af EU-borgere) i seks af de undersøgte lande (Bulgarien, Estland, Grækenland, Malta, Portugal og Østrig) og mellem 1 % og 5 % i fem andre lande (Finland, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Tyskland).

Andre resultater fra undersøgelsen:

Langt størstedelen af EU-borgere, der flytter til et andet EU-land, gør det for at arbejde.

Beskæftigelsen blandt sådanne mobile EU-borgere er steget i de sidste syv år.

Generelt set har mobile EU-borgere større sandsynlighed for at være i beskæftigelse end værtslandets statsborgere (til dels fordi der er flere mobile EU-borgere i aldersgruppen 15-64).

Ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere udgør en meget lille del af den samlede befolkning i hver medlemsstat og mellem 0,7 % og 1,0 % af EU's samlede befolkning.

De udgifter, der er forbundet med at yde sundhedspleje til ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere, er i gennemsnit meget små sammenlignet med de samlede udgifter i sundhedssektoren (i gennemsnit 0,2 %) eller værtslandenes samlede økonomier (i gennemsnit 0,01 % af BNP).

  • Mobile EU-borgere udgør en meget lille del af modtagere af særlige ikke-bidragsbaserede ydelser, dvs. ydelser, der har karakter af både socialsikring og social bistand: under 1 % af alle støttemodtagere (som er EU-borgere) i seks lande (Bulgarien, Estland, Grækenland, Malta, Portugal og Østrig), mellem 1 % og 5 % i fem andre lande (Finland, Frankrig, Nederlandene, Sverige og Tyskland) og over 5 % i Belgien og Irland (tallene for Irland er dog skøn baseret på ansøgninger).

  • Der er ingen statistisk sammenhæng mellem, hvor stor støtte socialsikringssystemerne yder, og tilstrømningen af mobile EU-borgere.

  • Overblik over ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere:

  • 64 % af dem har tidligere arbejdet i deres aktuelle bopælsland.

  • 71 % af dem er pensionister, studerende og jobsøgende.

79 % af dem bor i en husholdning med mindst én erhvervsaktiv person.

Resultaterne fra den seneste undersøgelse bekræfter resultaterne fra andre undersøgelser, der gennemgående viser, at arbejdstagere fra andre medlemsstater er nettobidragydere til værtslandets offentlige finanser. Arbejdstagere fra andre EU-medlemsstater betaler sædvanligvis mere til værtslandets budget i skatter og socialsikring, end de modtager i ydelser, fordi de som regel er yngre og mere erhvervsaktive end værtslandets egen arbejdsstyrke. Blandt disse undersøgelser kan nævnes OECD's International Migration Outlook 2013, undersøgelsen "Assessing the Fiscal Costs and Benefits of A8 Migration to the UK" fra Centre for Research and Analysis of Migration og en undersøgelse fra Centre for European Reform, der blev offentliggjort for nylig.

4. Hvordan kan man håndtere eventuelt misbrug?

Hvilke redskaber findes der i EU-lovgivningen, der kan hjælpe medlemsstaterne med at undgå misbrug?

EU-lovgivningen indeholder strenge foranstaltninger, der skal forebygge misbrug af den frie bevægelighed.

EU-reglerne om borgernes frie bevægelighed giver medlemsstaterne mulighed for at træffe effektive og nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe misbrug, såsom proformaægteskaber, og svindel, såsom dokumentfalsk, eller andre former for bedrag, der alene har til formål at opnå ret til fri bevægelighed, idet medlemsstaterne kan nægte eller ophæve de rettigheder, der følger af direktiv 2004/38 (artikel 35). Sådanne foranstaltninger skal stå i rimeligt forhold til misbruget og er omfattet af de proceduremæssige garantier i direktivet.

Nationale myndigheder kan efterforske individuelle sager, hvor de har rimelig grund til mistanke om misbrug, og hvis de konkluderer, at der faktisk foreligger et tilfælde af misbrug, kan de tilbagekalde den pågældendes opholdsret og udvise vedkommende fra landet.

Efter at have vurderet alle relevante forhold og afhængigt af, hvor alvorlig overtrædelsen er (f.eks. dokumentfalsk, proformaægteskab, hvor der forekommer organiseret kriminalitet), kan de nationale myndigheder konkludere, at den pågældende person udgør en reel, vedvarende og tilstrækkeligt alvorlig trussel for den offentlige orden, og på dette grundlag udstede et indrejseforbud i tillæg til udvisningen af personen. Derved forbydes personen at rejse ind i landet i et afgrænset tidsrum.

Hvad gør Kommissionen for at imødekomme medlemsstaternes betænkeligheder?

Kommissionen forelægger fem konkrete aktioner, der kræver samarbejde mellem medlemsstaterne for at kunne gennemføres. Det er konkrete eksempler på, hvordan EU kan hjælpe nationale og lokale myndigheder med at få størst muligt udbytte af EU-borgernes frie bevægelighed, håndtere tilfælde af misbrug og svig, løfte udfordringerne ved social inklusion og anvende de disponible midler på stedet.

  • Bekæmpe proformaægteskaber: Kommissionen vil hjælpe de nationale myndigheder med at implementere EU-regler, der skal understøtte bekæmpelsen af misbrug af den frie bevægelighed, ved at udarbejde en håndbog om håndtering af proformaægteskaber.

  • Anvende EU's regler om koordinering af de sociale sikringsordninger: Kommissionen arbejder tæt sammen med EU-landene for at præcisere kriteriet om sædvanligt opholdssted, der anvendes i EU-reglerne om koordinering af sociale sikringsordninger (forordning (EF) nr. 883/2004), i en praktisk vejledning, der vil blive udarbejdet i slutningen af 2013. De strenge krav i dette kriterium sikrer, at borgere, der ikke arbejder, kun har adgang til socialsikring i et andet EU-land, når de reelt har flyttet deres interessecentrum til det pågældende EU-land (f.eks. hvis deres familie bor der).

  • Løse problemerne med social inklusion: Hjælpe EU-landene med i større grad at anvende Den Europæiske Socialfond til at behandle social inklusion: I programperioden 2014-2020 skal mindst 20 % af ESF-bevillingerne i hver medlemsstat (sammenlignet med den aktuelle andel på ca. 17 %) gå til at fremme social inklusion og bekæmpe fattigdom. Derudover vil ESF også kunne yde støtte til kapacitetsopbygning til alle interessenter på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Medlemsstater, der er oprindelses- og bestemmelseslande for mobile EU-borgere, vil blive vejledt i politikudformning med henblik på at udvikle programmer for social inklusion med støtte fra ESF. Kommissionen vil fortsætte sin indsats for at hjælpe med at opbygge lokale myndigheders kapacitet, så de kan anvende europæiske struktur- og investeringsfonde effektivt.

  • Fremme udvekslingen af bedste praksis blandt lokale myndigheder: Kommissionen vil hjælpe de lokale myndigheder med at udveksle bedste praksis udviklet i hele Europa for at gennemføre bestemmelser om den frie bevægelighed og skaffe bedre løsninger på problemerne med social inklusion. Inden udgangen af 2013 vil Kommissionen udarbejde en undersøgelse, der evaluerer, hvordan den frie bevægelighed påvirker seks storbyer. Den vil i februar 2014 opfordre borgmestre til at drøfte udfordringer og udveksle bedste praksis.

  • Sikre den praktiske anvendelse af EU's bestemmelser om den frie bevægelighed: Kommissionen vil oprette et onlinetræningsmodul, der skal hjælpe ansatte hos de lokale myndigheder med at forstå og anvende bestemmelserne om den frie bevægelighed i EU. Kommissionen har foreslået, at der i alle medlemsstater oprettes organer, der kan yde juridisk støtte til og oplyse mobile EU-arbejdstagere (se IP/13/372), og den vil fremsætte forslag om at modernisere Eures, det europæiske arbejdsformidlingsnet, for at styrke de nationale arbejdsformidlingers rolle og virkning, forbedre koordineringen af arbejdskraftens bevægelighed i EU og gøre Eures til et fuldt udviklet europæisk jobformidlings- og rekrutteringsværktøj. I dag siger 47 % af EU's borgere, at de problemer, de oplever, når de bosætter sig i et andet EU-land, skyldes, at embedsmændene i lokalforvaltningerne ikke kender EU-borgernes rettigheder i forbindelse med den frie bevægelighed godt nok.

Yderligere oplysninger

Europa-Kommissionens undersøgelse af, hvordan ikke-erhvervsaktive mobile EU-borgere påvirker socialsikringen:

http://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=en&catId=89&newsId=1980&furtherNews=yes

Europa-Kommissionen – den frie bevægelighed i EU:

http://ec.europa.eu/justice/citizen/move-live/index_en.htm

Oplysninger om koordinering af den sociale sikring i EU:

http://ec.europa.eu/social/main.jsp?langId=da&catId=849

Websted for Viviane Reding, Europa-Kommissionens næstformand og kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/reding

Websted for László Andor, kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion:

http://ec.europa.eu/andor

Følg Viviane Reding på Twitter: @VivianeRedingEU

Følg László Andor på Twitter: @LaszloAndorEU

Bilag

Bilag 1: Den frie bevægelighed er den mest værdsatte rettighed

Kilde: Standard Eurobarometer 79, foråret 2013

Bilag 2: Offentlighedens opfattelse af den frie bevægelighed

Kilde: Flash Eurobarometer 365 om "European Union Citizenship" (unionsborgerskabet), s. 44.

Bilag 3: Hvor mange EU-borgere er mobile?

Årlig grænseoverskridende mobilitet i EU sammenlignet med USA og Australien

Kilde: OECD Economic Survey of the EU – 2012

Bilag 4: Mobile EU-borgere er oftere erhvervsaktive end medlemsstaternes egne statsborgere

Diagrammet er sorteret efter andelen af mobile EU-borgere i den erhvervsaktive alder (15-64), der bor i landet.

Kilde: Eurostat, undersøgelse af arbejdsstyrken i EU (tabel lfsa_argan). Bemærk: Kun de væsentligste bestemmelseslande for mobile EU-borgere er vist i diagrammet. Disse 17 medlemsstater tegner sig for 99 % af de mobile EU-borgere i 2012.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website