Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 12. juli 2012

Forbedring af investeringsmiljøet for bredbånd – politisk erklæring fremsat af Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen

Europa står i dag på tærsklen til en ny digital overgang. Nye applikationer og tjenester, lige fra e-sundhed og cloud computing til "connected tv", byder på omfattende fordele for borgere og virksomheder og vil generelt styrke økonomien. Men mange af disse nye løsninger kan ikke køre på kobberbaserede adsl-bredbåndsnet. Vi kan ikke lade vores net blive en flaskehals for denne fantastiske mulighed, men er nødt til at investere i en ny højhastighedsinfrastruktur. Og for at opnå det, er det nødvendigt, at den sektor, der udbyder denne helt centrale struktur, dvs. teleselskaber og andre virksomheder, er stærk. For mere end ti år siden havde vi succes med at indføre konkurrence blandt de europæiske telekommunikationsnet. Til dato har resultaterne været positive både for forbrugere og virksomheder. Men overgangen til en dyr, ny generation af højhastighedsnet, der skal fungere sideløbende med de gamle net, skaber særlige problemer. Selv om den offentlige sektor kan hjælpe til, skal den tungeste del af byrden løftes ved hjælp af private investeringer. Det er klart, at uanset hvilket netværk og hvilken udbyder der er tale om, skal man have udsigt til et passende udbytte, før man investerer, idet man tager højde for de risici, der måtte være.

Sidste år i oktober søsatte Kommissionen to offentlige høringer (se IP/11/1147) vedrørende reguleret engrosadgang til telekommunikationsnet, én om omkostningsmetodologi og én om ikke-diskrimination, for at sikre ensartethed på EU-plan, udvikle det indre marked for kommunikation og bidrage til, at vi når vores mål inden for højhastighedsbredbånd.

Disse høringer satte gang i en bredere debat om, hvordan man med lovgivning kan fremme konkurrence og investeringer i en teknologisk overgangsperiode. Vi modtog bidrag fra Berec (Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation) og nationale tilsynsmyndigheder, brancheorganisationer, investorer, virksomheder og detaljerede ekspertundersøgelser.

Vi har gennemgået de tilsendte bidrag nøje, og jeg kan nu løfte sløret for de afgørelser, jeg har til hensigt at foreslå bliver truffet, for at Europa kan etablere sig som et sammenhængende, konkurrencedygtigt kontinent, specielt gennem investeringer i højhastighedsbredbånd til næstegenerationsnetadgang.

Det er klart, at reguleringspolitikken skal fremme, og ikke hindre, udviklingen. Lovgivning, der er stabil i et længere tidsrum og ensartet i hele Europa, kan danne grundlag for bæredygtig konkurrence og effektive investeringer.

Generelle konklusioner

1) Der er brug for ligeværdig konkurrence. Særligt skal nye aktører ikke være tvunget til at konkurrere med den ene hånd bundet på ryggen. De etablerede selskaber skal ikke kunne diskriminere mellem deres eget detailudbud og andres. Selv om dette ofte undervurderes i nuværende lovgivningsmæssig praksis, er den vigtigste garanti for bæredygtig konkurrence på både eksisterende og nye kommunikationsnet er højst sandsynligt, at man sikrer nye aktører helt lige adgang til de etablerede selskabers net, men dette bliver ofte undervurderet i den nuværende lovgivningspraksis.

2) For omfattende indgriben begrænser fleksibiliteten, og som følge heraf reduceres variationen og kvaliteten af de tjenesteydelser, der tilbydes til forskellige forbrugere. Specielt nu, hvor vi står midt i overgangen fra en teknologi til en anden, skal både etablerede og nye aktører kunne udforske nye muligheder. Vi vil så vidt muligt fokusere på emner, der er afgørende for sund konkurrence, så vi måske kan slække på vores indgriben andetsteds.

3) Vi bør være opmærksomme på både direkte og indirekte virkninger af lovgivningen. For eksempel kan regulering af prisen på kobbernet indvirke på priser på og afkast fra andre infrastrukturer, fx nye fibernet eller fiberbaserede opgraderinger fra en hvilken som helst udbydertype, kabelnet eller måske ligefrem trådløse net. Under de rette forhold kan vi udnytte dette ved primært at regulere engrosprisen på kerneprodukter.

4) Vi bør være forsigtige med at udpege vindere. ”Teknologineutralitet” er bare et andet udtryk for, at vi ikke kan forudsige med sikkerhed, hvilke teknologiske løsninger der er de bedste, ej eller hvordan de vil konkurrere og påvirke hinanden. Trinvise løsninger kan bidrage til at tilfredsstille lav efterspørgsel på kort sigt – f.eks. kan ny teknologi, der kombinerer fiber og kobber, eller opgradering af tv-kabel være yderst omkostningseffektiv, når det gælder om at levere høj downloadkapacitet.

5) Generelt bør regulering af engrosadgangspriser give de rette signaler om at købe eller anlægge. Genanskaffelsesomkostningerne kan tilskynde nye aktører kraftigt til at opbygge deres egne net, og således anvende deres egne aktiver til at konkurrere på basis af infrastruktur på områder, hvor dette giver økonomisk mening. I andre tilfælde vil nye aktører fortsætte med at have engrosadgang til de etablerede selskabers net, så forbrugerne kan få konkurrencedygtige tjenesteydelser.

6) Lovgivningsmæssig stabilitet og konsekvens i et længere tidsrum er i sig selv værdifuldt og vigtigt for at opbygge tilliden hos investorer og aktører. Ensartethed inden for det indre marked er også en vigtig del af regnestykket. Vores tilgang skal ligge fast og være konsekvent og troværdig på længere sigt, men den skal også være fleksibel nok til at kunne tilpasse sig skiftende forhold.

7) Spørgsmålet om, hvorvidt en stigning eller et fald i priserne på kobbernet vil sætte skub i investeringerne i næstegenerationsadgangsnet, er komplekst. Forskellige faktorer peger i forskellige retninger, og deres vægt varierer alt efter sammenhængen og deres indvirkning på nye og etablerede aktører. I oktober sidste år undersøgte vi nogle idéer til, hvordan vi kunne få balance mellem disse modstridende faktorer. De nationale tilsynsmyndigheders indvending var, at en tilgang, der kæder prisen på kobbernet sammen med tilsagn om investeringer i næstegenerationsadgangsnet, ville være vanskelig at håndhæve i praksis, og at den ville være åben for spekulation.

Men hvad der er mere vigtigt er, at i lyset af den betydelige konkurrence mellem kobbernet og næstegenerationsadgangsnet, og efter at have undersøgt alt foreliggende materiale, er vi ikke overbevist om, at en trinvis nedsættelse af priserne på kobbernet vil sætte gang i investeringer i næstegenerationsadgangsnet. Faktisk ser vi nu, at investeringer i fibernet har relativt god fremgang i nogle medlemsstater, hvor kobberpriserne ligger omkring eller over EU-gennemsnittet.

De næste skridt

Set i lyset af disse faktorer har jeg til hensigt at skabe blivende rammer for lovgivningen, som skal gælde mindst til 2020. De skal især handle om tre ting.

Først og fremmest har jeg planer om en henstilling om ikkediskrimination. Dette vil understrege, at lige betingelser (equivalence of inputs, eoi) er den bedste garanti for, at der ikke bliver forskelsbehandlet og man opnår lige adgang.

Det kan naturligvis blive dyrt i eksisterende net, så de nationale tilsynsmyndigheder vil være nødsaget til at gøre sig nøje overvejelser over proportionalitet i sådanne tilfælde. Men efter min mening er der ingen undskyldning for ikke at opfylde dette krav i nye systemer og i videst muligt omfang at stille forsyning til egen virksomhed og forsyning til tredjeparter lige, når de søger efter sammenlignelige adgangsprodukter.

De nationale tilsynsmyndigheder bør fastsætte nøgleindikatorer på sådanne områder som bestilling, levering, fejlretning og tjenestekvalitet. Dette skal understøttes af serviceleveranceaftaler eller garantier og en reproducerbar test af de tekniske og økonomiske forudsætninger, så tilsynsmyndighederne kan sikre, at en effektiv aktør ville kunne konkurrere med den etablerede aktørs detailprodukt på baggrund af de samme engrosadgangsprodukter, der tilbydes. Især for at kunne reproducere de økonomiske forudsætninger, vil det være nødvendigt at udføre en forudgående margin squeeze-test. Denne kombination af tiltag vil give effektive, alternative garantier, uden at man må ty til funktionel adskillelse, som vi anser for at være den absolut sidste udvej.

For det andet har jeg planer om en særskilt henstilling om omkostningsmetodologi vedrørende regulerede engrospriser på netadgang for at fremme ensartethed og stabilitet i Europa. Det skulle være muligt med gradvis konvergens, eftersom jeg ikke ser nogen grund til at tvivle på prissignalerne fra den nuværende gennemsnitspris for ubundtet adgang til kobbernet i Europa (i omegnen af 9 EUR pr. måned), som har helt normale lokale afvigelser.

Generelt stammer de mest pålidelige signaler om, hvorvidt man skal købe eller anlægge for at investere i effektive, alternative infrastrukturer, fra den langsigtede grænsebetragtningsmetode, iberegnet et passende beløb til fællesomkostninger. Faktisk anvender adskillige tilsynsmyndigheder allerede denne tilgang, eller en variant af den. Desuden ser det ud til, at det moderne ækvivalente aktiv (modern equivalent asset) til beregning af omkostninger ved adgang til kobbernet er fibernet. Når alt kommer til alt, ville en aktør i dag aldrig anlægge et kobbernet. Når det så er sagt, vil forbrugerne med tiden komme til at sætte større pris på det udbytte, de får af næstegenerationsadgangsnet. Da skal priserne på adgang til kobbernet tilpasses. Det skal ske ud fra devisen ”man får, hvad man betaler for”. Selvom næstegenerationsadgangsnet bliver prisreguleret, bør der i denne regulering tages hensyn til investeringsrisiciene ved at sigte mod fuld dækning af omkostningerne i en sådan infrastruktur, selv om omkostningerne falder i fremtiden.

Vores offentlige høringer har ligeledes set på, hvorvidt visse typer af aktiver, såsom anlægsaktiver, skal gives særbehandling, som det forekommer i nogle medlemsstater. Vi har set, at det i praksis i disse lande ikke har ført til nogen særlig afvigelse fra den europæiske gennemsnitspris, som jeg, som tidligere nævnt, ikke sætter spørgsmålstegn ved.

For det tredje giver disse initiativer mulighed for at pålægge forpligtelser, hvor de er mest til gavn for nye aktører og mindst til gene for de etablerede aktørers daglige forretningsaktiviteter. Kommissionens henstilling om næstegenerationsadgangsnet fra 2010 opstiller det generelle princip for omkostningsorienteret engrosadgang til dominerende aktørers net, bortset fra visse undtagelser.

Når tilsynsmyndighederne pålægger de rette forpligtelser (forpligtelsen til at skabe lige betingelser, reproducerbarhedstest) og hvor der er et betydeligt konkurrencepres (fra aktører, der har omkostningsbaseret adgang til kobbernet i overensstemmelse med Kommissionens vejledning, eller fra andre infrastrukturbaserede konkurrenter, f.eks. kabel-tv eller lte), foreslår jeg, at de nationale tilsynsmyndigheder ikke behøver at anvende omkostningsægthed direkte i forbindelse med engrosadgang til næstegenerationsadgangsnet.

Disse spørgsmål er både betydningsfulde og komplekse. Og jeg havde brug for store mængder input fra interesseparter og god tid til overvejelse, før jeg nåede frem til disse konklusioner. Men disse henstillinger vil opfordre aktørerne til at investere, styrke konkurrencen på tværs af samtlige net og tillade nye aktører at konkurrere på andet end blot prisen.

Til efteråret vil jeg så snart som muligt præsentere disse lovgivningsplaner for det øvrige kommissærkollegium til validering som led i min generelle gennemgang af, hvordan den digitale dagsorden kan blive en endnu mere fokuseret strategi for digital vækst i Europa.

Jeg ønsker, at alle branchens aktører skal høre budskabet klart og tydeligt – at de med fordel kan investere i Europas fremtidige netforbindelser og konkurrere på baggrund af deres investeringer.

Yderligere foranstaltninger

Disse foranstaltninger opererer sammen med en pakke andre tiltag, der sammen kan gøre Europa til et sammenhængende kontinent. Disse omfatter følgende:

  • Offentlig støtte, uanset om det drejer sig om statsstøtte, der ydes af nationale eller lokale myndigheder, eller EU-midler, såsom Connecting Europe-faciliteten (CEF) eller strukturfondene. Innovative finansielle instrumenter under CEF kan forskyde balancen og tiltrække andre investorer. Så Kommissionens CEF-forslag og dens nye retningslinjer vedrørende statsstøtte til bredbånd er af yderste vigtighed for at opnå et godt policy mix.

  • Tiltag, der skal reducere omkostningerne ved udrulningen af næstegenerationsadgangsnet. Senere i år vil jeg fremsætte et lovforslag, så bedste praksis fra visse regioner vinder indpas overalt i EU: Det handler f.eks. om bedre genanvendelse og deling af kabelkanaler på tværs af sektorer og mere smidige godkendelsesprocedurer.

  • For at opnå hurtig udrulning af trådløse 4G-net, vil jeg fortsætte med implementeringen af EU-frekvenspolitikprogrammet. De nationale regeringer skal især stille tilstrækkeligt med frekvenser til rådighed til priser, der ikke har konfiskatorisk karakter.

  • Endelig skal vi opbygge et dynamisk indre marked for digitalt indhold, nye tjenesteydelser og applikationer, der skal åbne folks øjne for fordelene ved hurtigere internetadgang. I sidste ende er det efterspørgslen hos forbrugerne, der vil gøre investeringer i net mindre risikable og mere profitable. Gårsdagens pressemeddelelse om grænseoverskridende ophavsret (IP/12/772) er et første skridt af en mere generel undersøgelse af, hvordan vores ophavsretsregler fungerer i den digitale tidsalder. Vi har allerede ambitiøse lovforslag om databeskyttelse, online-tvistbilæggelser, betingelser i online-kontrakter og elektronisk id. Og der kommer snart en strategi for cloud computing, initiativer om onlinebetaling og e-handelsdirektivet, politisk arbejde i forbindelse med ”connected tv”, vejledning om net-neutralitet, lovgivning om sikkerhed på nettet og meget mere.

Nyttige links

Digital Agenda website

Neelie Kroes' website

Følg Neelie Kroes på Twitter: Twitter


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website