Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Opdatering - Bankunionen

Commission Européenne - MEMO/12/478   22/06/2012

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, den 22. juni 2012

Opdatering - Bankunionen

Kommissionen mener, at der skal være en klar og mere langsigtet vision for EU's økonomiske og monetære union, så der kan udstikkes en vej for de reformer og beslutninger, der kræves, for at EU og medlemsstaterne kan klare de nuværende udfordringer.

Derfor har Kommissionen arbejdet for mere økonomisk integration som en af løsningerne på den igangværende krise. Dette nye skridt mod europæisk integration supplerer vores monetære union. På denne baggrund fremlægger Kommissionen konceptet om en bankunion.

Den europæiske bankunion er endnu ikke et nyt retligt instrument. Den er en politisk vision for mere EU-integration, som bygger videre på de seneste store skridt, der er taget for at styrke reguleringen af bankverdenen og gå videre.

Tanken om en bankunion blev fremlagt af Kommissionens formand, José Manuel Barroso, på det seneste uformelle Europæiske Råd den 23. maj. Den har siden mødet tiltrukket meget opmærksomhed i den politiske debat og står højt på dagsordenen for det næste europæiske topmøde.

Det vil kun være muligt at høste de fulde fordele ved en mere vidtgående økonomisk og monetær union og en ny bankunion, hvis den finanspolitiske union udvides. På det næste møde i Det Europæiske Råd (28.-29. juni) vil formanden vil fremlægge en rapport i tæt samarbejde med formanden for Europa-Kommissionen, formanden for Eurogruppen og formanden for Den Europæiske Centralbank. I forbindelse med denne rapport bliver de væsentligste aspekter af en mere vidtgående økonomisk og monetær integration, herunder bankunionen og den finanspolitiske union, drøftet indgående sammen med arbejdsmetoderne.

Når visionen er aftalt på det politiske plan, foreslår Kommissionen de nødvendige gennemførelsesforanstaltninger. Kommissionen kan fremsætte forslag allerede i efteråret 2012. Den ser også gerne, at Rådet og Parlamentet fremskynder beslutningsprocessen i forbindelse med afgørende lovgivning, der allerede er på vej.

1. Bankregulering i EU: Hvad har vi gjort?

Siden krisen begyndte, har Europa-Kommissionen fremsat omkring 30 forslag om bedre regulering af finanssystemet til fordel for den rigtige økonomi. Dette er et godt udgangspunkt for en fremtidig bankunion. Kommissionen har også bidraget til den økonomiske stabilitet i banksektoren gennem sin politik for kontrol med statsstøtte samt de forskellige stabilitets- og justeringsprogrammer.

Kommissionen har taget følgende foranstaltninger:

1.1 Foranstaltninger, der muliggør et mere integreret banktilsyn:

  • Den 1. januar 2011 blev der oprettet tre europæiske tilsynsmyndigheder som grundstenene i en tilsynsstruktur:

  • Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), som tager sig af tilsyn med bankerne, herunder rekapitalisering af banker

  • Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som fører tilsyn med kapitalmarkederne

  • Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), som står for tilsynet med forsikringsbranchen.

De 27 nationale tilsynsorganer er repræsenteret i alle tre tilsynsmyndigheder. Deres opgave er at bidrage til udviklingen af et fælles sæt regler for finansiel regulering i Europa, løse problemer på tværs af grænserne, forebygge akkumulering af risici og hjælpe med at genoprette tilliden. De enkelte tilsynsmyndigheder har bestemte opgaver: ESMA fører f.eks. tilsyn på EU-plan med kreditvurderingsbureauerne, mens EBA og EIOPA udfører "stresstest" i deres egne sektorer. EBA har også ført tilsyn med den igangværende rekapitalisering af bankerne i EU. ESMA kan i nødstilfælde forbyde produkter, der truer det samlede finanssystems stabilitet.

Derudover har Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici (ESRB) fået til opgave at føre makroprudentielt tilsyn med finanssystemet i EU.

Dette nye finanstilsynssystem har fungeret siden november 2010.

EBA har leveret et godt stykke arbejde og har hurtigt markeret sig som en troværdig ny institution. Dets resultater skal bedømmes på baggrund af de begrænsninger, det er blevet pålagt af de regler, Rådet og Parlamentet enedes om. De fleste kompetencer inden for banktilsyn ligger i dag hos de nationale tilsynsmyndigheder med EBA som koordinator. Det står klart, at der i fremtiden er behov for direkte tilsynskompetencer på EU-plan.

Få mere at vide om tilsyn med finansverdenen her: MEMO/10/434.

1.2 Styrkelse af bankvæsenet

Gennem bedre kapitalisering:

Bankerne gik ind i krisen med kapital, som var utilstrækkelig både i kvantitet og kvalitet, hvilket førte til hidtil uset støtte fra nationale myndigheder. Kommissionens forslag om kapitalisering af bankerne ("CRD IV) i juli 2011 (IP/11/915) (MEMO/11/527) markerede, at de nye globale standarder for bankers kapitalisering, der var aftalt i G20 (bedre kendt som Basel III-aftalen), kunne indføres i EU. Europa er førende på dette område, idet reglerne skal gælde for over 8 000 banker, som samlet står for 53 % af de globale aktiver. Kommissionens forslag er i øjeblikket til behandling i Rådet og Parlamentet, og Kommissionen venter, at der snart nås til enighed.

Kommissionen ønsker også at etablere en styringsramme, som giver de nationale tilsynsmyndigheder nye beføjelser til at følge bankerne tættere og gribe ind – eventuelt gennem sanktioner – når de observerer risici, f.eks. mindske kreditten, når det ser ud til, at den er ved at vokse til en boble. De europæiske tilsynsmyndigheder skal f.eks. kunne gribe ind, hvis der opstår uenighed mellem de nationale tilsynsmyndigheder i sager, der går på tværs af landegrænserne.

Få mere at vide om EU's foranstaltninger vedrørende bankers kapitalisering her: IP/11/915.

Gennem omstrukturering af bankvæsenet:

De medlemsstater, som har modtaget international økonomisk støtte, har fået opstillet en række politiske betingelser, bl.a. om omfattende tilsyn med finanssektoren.

For banksektorens vedkommende består de nødvendige politiske foranstaltninger på den ene side af velordnet afvikling af urentable pengeinstitutter og på den anden side af omstrukturering af rentable banker. Blandt andre politiske initiativer kan nævnes styrkede kapitalkrav, rekapitalisering af banker, stresstests, nedbringelse af gearingen samt bedre regulerings- og tilsynsrammer. Selv om disse stabiliseringstiltag ikke specifikt handler om programlandene, kan de lettest gennemføres sammen med international økonomisk bistand.

Derudover gælder det, at den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) kan yde lån til medlemsstater i euroområdet uden for programmet med det særlige formål at rekapitalisere pengeinstitutter – på hensigtsmæssige betingelser – både til bestemte institutter og til horisontale formål, herunder strukturreformer af den indenlandske finanssektor.

Målrettet omstrukturering af banker som led i programmet er kædet sammen med betingelserne i EU's statsstøtteregler.

Konkrete eksempler på foranstaltninger for banksektoren, der er taget inden for de makroøkonomiske justeringsprogrammer eller programmer for betalingsbalancestøtte

I Grækenland er der tildelt 50 mia. EUR til den nationale stabilitetsfinansieringsfond til rekapitalisering af bankerne. I Portugal er de 12 mia. EUR fra banksolvensstøttefaciliteten blevet øremærket på en særlig konto i centralbanken.

Letland, der står uden for euroområdet, har modtaget betalingsbalancestøtte, som også indeholdt 600 mio. EUR i støtte til bankerne. Selv om disse midler er en fast del af de internationale økonomiske støttepakker, kommer sidstnævntes bidrag til stabiliseringen af finanssektorerne overvejende fra den programbetingede omstrukturering af bankerne.

Få mere at vide om programmerne her:

http://ec.europa.eu/economy_finance/eu_borrower/greek_loan_facility/index_en.htm

http://ec.europa.eu/economy_finance/eu_borrower/portugal/index_en.htm

http://ec.europa.eu/economy_finance/eu_borrower/balance_of_payments/latvia/latvia_en.htm

Gennem mulighed for bedre beskyttelse af bankindskud:

På grund af EU's lovgivning er bankindskud i alle medlemsstater allerede garanteret op til 100 000 EUR pr. indskyder, hvis en bank går konkurs. Denne garanti har den fordel for den finansielle stabilitet, at den forhindrer, at indskyderne i panik trækker deres penge ud af en bank, hvilket kunne få alvorlige økonomiske konsekvenser.

I juli 2012 foreslog Kommissionen, at der skulle gås videre med harmonisering og forenkling af beskyttede indskud, hurtigere udbetalinger og bedre finansiering forskellige ordninger, især gennem forudgående finansiering af indskudsgarantiordninger og en obligatorisk gensidig lånefacilitet. Tanken er, at hvis en national indskudsgarantiordning er blevet tømt, kan den låne fra en anden national fond. Dette vil være første skridt på vejen mod en fælleseuropæisk garantiordning. Dette forslag drøftes stadig af Rådet og er til andenbehandling i Parlamentet. Kommissionen opfordrer lovgiverne til at gå hurtigt frem i den fælles beslutningsproces om dette spørgsmål og at bevare den gensidige lånefacilitet.

Ved styring af en række bankkriser i de seneste år har de nationale myndigheder ofte skabt en ny struktur ud fra den kriseramte bank og overført afgørende funktioner fra banken til denne struktur, f.eks. indskudsgarantier. Denne saneringsmekanisme sikrer, at indskyderne ikke mister adgangen til deres indskud (f.eks. blev banken Northern Rock opdelt i en "god bank", som indeholdt indskud og gode prioritetslån, og en "dårlig bank", der skulle afvikle misligholdte lån).

Få mere at vide om Kommissionens forslag om et EU-system for indskudsgarantier her: IP/10/918.

Gennem tilpasning af statsstøttekontrollen:

Hvordan har Kommissionen kontrolleret statsstøtten til bankerne under krisen?

Da finansmarkederne var på sammenbruddets rand, var det naturligt for visse beslutningstagere, at vores fælles regler skulle sættes til side, og at man skulle handle hver for sig. Uden en form for koordinering på EU-plan, kunne der være opstået et kapløb om at give de største tilskud, kolossale kapitaloverførsler fra ét land til et andet, og det kunne have betydet enden på det indre marked i sin nuværende form.

Vi fik hurtigt stablet et krisestyringssystem på benene. I efteråret 2008 offentliggjorde Kommissionen hurtigt vejledning om, hvordan medlemsstaterne kunne hjælpe kriseramte banker eller virksomheder i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Vejledningen var baseret på artikel 107, stk. 3, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, som giver mulighed for statsstøtte for at afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi.

I den første meddelelse, der blev vedtaget i oktober 2008, redegjorde Kommissionen for de grundlæggende principper for støtteordninger, bl.a. at støttens omfang og tidsforløb skulle begrænses, at adgang til støtteordninger ikke måtte afhænge af nationalitet, eller at støttemodtagende banker ikke på urimelig vis måtte tiltrække nye aktiviteter udelukkende på grund af statsstøtten (se IP/08/1495). Et godt eksempel er den irske støtteordning for banker, som blev ændret for at undgå diskriminerende dækning af banker med systemisk relevans for den irske økonomi uanset hjemland (se IP/08/1497).

Dette blev fulgt op af en meddelelse om rekapitalisering af banker i december 2008, der handlede om behovet for at rekapitalisere banker, løse solvensproblemer og sørge for, at der i den virkelige økonomi var adgang til kredit (se IP/08/1901) og i februar 2009 af meddelelsen om værdiforringede aktiver, der fastlagde rammerne for løsning af problemer med dårlige aktiver (se IP/09/322).

Endelig vedtog Kommissionen i juli 2009 omstruktureringsmeddelelsen, der skabte klarhed om, hvordan Kommissionen ville undersøge omstruktureringen af bankerne, så de igen kan blive rentable på sigt, bidrage til omkostningerne til deres redning og løse eventuelle problemer med konkurrencefordrejning som følge af den store støtte, bankerne har modtaget (se IP/09/1180). Siden den 1. januar 2011 har alle banker, der har modtaget støtte i form af kapitalindsprøjtninger eller ordninger for værdiforringede aktiver, skullet fremlægge en omstruktureringsplan (og i modsætning til tidligere ikke kun kriseramte banker).

Blandt eksemplerne på, hvordan vigtige banker blev omstruktureret efter disse regler er KBC (se IP/09/1730) og Lloyds (se IP/09/1728).

Hvilken praksis har Kommissionen brugt hidtil?

Under kontrollen af statsstøtte til bankerne har Kommissionen reelt fungeret som krisestyrings- og afviklingsmyndighed på EU-plan, og den har arbejdet på at håndtere de strukturproblemer, som havde ramt mange banker, længe før krisen begyndte. Der er tre hovedmål for vores arbejde: At sikre den økonomiske stabilitet, bevare det indre markeds integritet og sikre, at støttemodtagerne igen bliver rentable på sigt. Den omstrukturering, vi har bedt om, er baseret på tre principper: At banken atter bliver rentabel uden yderligere statsstøtte, at banken sammen med aktionærerne og indskyderne af hybridkapital bidrager til udgifterne til omstruktureringen, og at konkurrencefordrejningen ved støtten begrænses. Vi har f.eks. bedt visse banker om at opgive uholdbare forretningsmodeller, der er baseret på overdreven gearing, og for meget fokus på kortsigtet engrosfinansiering. I andre tilfælde har vi stillet krav om nedskæring og forenkling af bankstrukturerne. I de tilfælde, hvor en bank ikke kunne gøres rentabel igen, blev der sørget for en velordnet sanering. I samtlige tilfælde beder vi bankerne tilbagebetale den modtagne statsstøtte. Denne betingelse er afgørende, fordi den løser problemet med moralsk risiko og sætter loft over, hvor meget skatteyderne skal betale.

Et par eksempler: Der er gennemført en vidtgående omstrukturering og delvis sanering i banker som Hypo Real Estate (se IP/11/898), Kommunalkredit (se IP/11/389), og Northern Rock (se IP/09/1600). Den uholdbare forretningsmodel, der brugtes af visse tyske regionalbanker har i visse tilfælde – f.eks. LBBW (se IP/09/1927) og HSH (se IP/11/1047) – betydet, at de igen beskæftiger sig med deres kernevirksomhed. Hvad angår WestLB – som ikke kunne gøres rentabel igen – blev resultatet en velordnet gældssanering (se IP/11/1576). I andre tilfælde har landene været nødt til at overtage den byrde, der skyldtes forkerte forretningsbeslutninger i banker af systemisk betydning. I disse tilfælde har vi bedt om nedskæringer og en væsentlig forenkling af bankernes struktur, som det f.eks. er sket med ING og Commerzbank (se IP/09/711).

Hvor længe gælder kriseordningen for statsstøtte til finanssektoren? Hvad sker der bagefter?

Der var to faste mål med statsstøttekontrollen under krisen: På den ene side var vi nødt til at komme ud af krisen, på den anden side skulle vi forberede tiden efter krisen. Lige fra begyndelsen har vi fastlagt betingelser for omstrukturering med det formål at øge stabiliteten på finansmarkederne og hjælpe bankerne til igen at skaffe finansiering til den virkelige økonomi. Betingelserne medfører bl.a., at bankerne skal tilbagebetale – på længere sigt fuldt ud – den modtagne statsstøtte, og indskyderne af hybrid kapital skal afholde en rimelig del af byrden for at takle den moralske risiko.

Vi var ved at forberede os på overgangen fra krisesystemet til mere varige regler efter krisen ved udgangen af 2011. Den nye uro på markederne gjorde det imidlertid nødvendigt for os at forlænge krisesystemet ind i 2012, så alle fire meddelelser om bankerne med visse ændringer blev forlænget. Dette skete overvejende for at sikre, at staten får en tilstrækkelig godtgørelse, når medlemsstaterne – hvilket fremover må forventes at ske hyppigere – beslutter at rekapitalisere deres banker med instrumenter som ordinære aktier, der ikke i sig selv giver afkast. Man nåede også til enighed om en ny metode til betaling for garantier for bankernes finansieringsbehov – som hidtil har udgjort broderparten af støtten – for at sikre, at de gebyrer, bankerne betaler, afspejler den iboende risiko og ikke den risiko, der er forbundet med den pågældende medlemsstat eller markedet under ét (se IP/11/1488).

Reglerne vil gælde, så længe markedsvilkårene kræver det. Så snart markedsbetingelserne tillader det, vil Kommissionen vedtage en permanent ordning for statsstøtte til finanssektoren.

1.3 Andre initiativer til styrkelse af finanssektoren i Europa

Ud over at styrke tilsynet med finanssektoren, øge beskyttelsen af indskyderne, styrke kapitalkravene for finansielle virksomheder og forbedre krisestyringen i bankverdenen arbejder Kommissionen også på at:

  • undersøge banksektorens struktur gennem arbejdet i ekspertgruppen på højt niveau under Erkki Liikanens ledelse (se MEMO/12/129)

  • regulere de såkaldte "skyggebanker" (se IP/12/253)

  • gøre kreditvurderingerne mere pålidelige (se IP/11/1355)

  • stramme reglerne for hedgefonde (se IP/09/669), baissespekulation (se IP/10/1126) og derivater (se IP/10/1125)

  • revidere de gældende regler for handel med finansielle instrumenter (se IP/11/1219), markedsmisbrug (se IP/11/1217) og investeringsfonde (se IP/10/869)

  • slå ned på bankers aflønningssystemer, der fremmer uansvarlighed (se IP/09/1120)

  • skabe reformer inden for revision (se IP/11/1480) og regnskabsføring (se IP/11/1238).

2. Forslag, der ventes at træde i kraft snart:

Forslag om saneringsredskaber for kriseramte banker

Kommissionens forslag om redskaber til genopretning og sanering af kriseramte banker, der blev vedtaget den 6. juni, er den seneste af en række foreslåede foranstaltninger, der skal styrke den europæiske bankverden og forebygge spill-over-effekter ved eventuelle finanskriser i fremtiden, der vil ramme indskydere og skatteydere.

For at sikre, at det private erhvervsliv betaler sin rimelige del af eventuelle redninger i fremtiden har EU foreslået et fælles sæt regler og beføjelser, der skal hjælpe EU-landene med at gribe ind og styre kriseramte banker. De mange redninger af banker har skabt et indtryk af uretfærdighed i offentligheden, øget den offentlige gæld og medført en større byrde for skatteyderne.

En fælles EU-ramme for genopretning og sanering af banker vil gøre det muligt at forebygge kriser – og at tage fat på dem tidligt, hvis de alligevel skulle opstå.

Dette vil danne grundlag for en velorganiseret sanering af banker og finansieringsinstitutter, når dette viser sig nødvendigt.

Hvilke instrumenter tilbyder den europæiske stabilitetsmekanisme banksektoren?

Den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) får en udlånskapacitet på 500 mia. EUR. Medlemsstater i euroområdet, der ikke er underlagt et program, kan få lån af ESM med det konkrete formål at rekapitalisere finansieringsinstitutter. Sådan økonomisk bistand kan tildeles efter beslutning af ESM's bestyrelse, dvs. euroområdets finansministre. Betingelserne for økonomisk bistand fastsættes i et aftalememorandum, og der bliver tale om både sektorspecifikke og horisontale betingelser. Der kan også gennemføres rekapitalisering med lån, der ledsages af et fuldt makroøkonomisk justeringsprogram. ESM-traktaten giver ikke for indeværende mulighed for direkte lån fra ESM til et finansieringsinstitut.

3. Mulige foranstaltninger på mellemlang sigt

Til efteråret vil Kommissionen stå klar med vigtige forslag om et mere integreret og direkte tilsyn med bankerne på EU-plan, en fælles indskudsgaranti og saneringsfonde ud fra de politiske retningslinjer fra Det Europæiske Råd.

Følgende elementer bør indgå i den samlede overordnede ramme, da det grundlæggende princip står klart: Risikodelingen i en garantiordning kræver et integreret og stærkt tilsyn med banksektoren, der kan sikre gensidig tillid mellem alle involverede lande.

  • et integreret system til overvågning af grænseoverskridende banker

Selv om de europæiske tilsynsmyndigheder i øjeblikket overvejende holder øje med, hvordan de nationale tilsynssystemer fungerer og hænger sammen, agter Kommissionen at foreslå, at der oprettes et banktilsyn på EU-plan. Vores system er for opsplittet med de nuværende udfordringer, hvilket ikke er befordrende for den nødvendige tillid mellem medlemsstaterne. Derfor er der behov for politisk enighed om yderligere og mere uafhængigt tilsyn på EU-plan.

  • en fælles indskudsgarantiordning

I forbindelse med forslaget om en indskudsgarantiordning i 2010 åbnede Kommissionen for muligheden for gensidig låntagning, hvis en ordning løber tør for midler. Kommissionen undersøger forskellige muligheder for at bygge videre på dette forslag. Derudover betragter vi indskudsgarantiordningen og saneringsfonden som en del af det samme system, for hvis en bank saneres ordentligt, er der ikke brug for indskudsgarantier.

  • en EU-saneringsfond

Vores forslag om værktøjer til genopretning og sanering af kriseramte banker kan blive det første skridt på vejen mod en EU-saneringsfond. Kommissionen foreslår, at der på nationalt plan oprettes fonde, som kan arbejde sammen, og som skal låne til hinanden under visse omstændigheder, og når det er nødvendigt, så de sammen kan danne et europæisk system for saneringsfonde.

Derudover skal den tættere integration af tilsyns- og saneringsordningerne for grænseoverskridende institutter organiseres på forhånd. Forslaget indeholder mekanismer, der sikrer, at de nationale myndigheder og EBA samarbejder, når grænseoverskridende banker kommer i vanskeligheder.

Medlemsstaterne får mulighed for at samle finansieringsordningerne for indskudsgaranti og sanering i stedet for at oprette særskilte saneringsfonde. Se MEMO/12/416.

Forslaget skal gennem beslutningsprocessen og ligger nu klart til behandling i Parlamentet og Rådet.

4. Andre fremtidsmuligheder

Muligheden for at EFSF og/eller ESM kan tilbyde støtte direkte til bankerne er også et vigtigt spørgsmål. Tanken om at undgå eller bryde forbindelsen mellem staterne og bankerne kan overvejes som et alternativ ved direkte rekapitalisering af banker, som ikke indgår i ESM-traktaten, som den ser ud nu. Denne tanke bør indgå i de fremtidige overvejelser, så vi kommer til bunds i den nuværende gældskrise.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site