Navigation path

Left navigation

Additional tools

Faktablad: EU-regler om kønsneutral prisfastsættelse på forsikringspræmier

European Commission - MEMO/12/1012   20/12/2012

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

MEMO

Bruxelles, 20 december 2012

Faktablad: EU-regler om kønsneutral prisfastsættelse på forsikringspræmier

Hvad ændres den 21. december?

Fra og med den 21. december 2012 er forsikringsselskaber i Den Europæiske Union forpligtede til at opkræve ens priser for ens forsikringsprodukter for mænd og kvinder uden forskelsbehandling på grund af køn. Ændringen vil gælde alle nye præmier for forsikringsprodukter inklusive bilforsikring, livsforsikring og livrente.

Denne "unisex" eller kønsneutrale prisfastsættelse betyder, at mænd og kvinder med de samme karakteristika (dvs. alder og helbredstilstand afhængig af produktet) bør betale samme pris for samme produkt. Prisfastsættelsen skal baseres på andre risikofaktorer end køn, såsom i tilfælde af bilforsikringer på kørestilen. Det betyder, at man ikke vil skulle betale mere eller mindre blot på grund af sit køn.

Ændringen vil gælde forsikringsaftaler indgået fra og med den 21. december, men nogle forsikringsselskaber tilbyder dog kunderne muligheden for at indgå forsikringsaftaler før denne dato for policer med senere startdato i visse tilfælde op til 90 dage.

Hvorfor sker det nu?

Ligebehandling af mænd og kvinder er en grundlæggende rettighed i EU. EU-Domstolen fastslog den 1. marts 2011, at forskelle i prisfastsættelse på forsikringer udelukkende begrundet i en persons køn er diskriminerende (MEMO/11/123). EU-Domstolen fastslog, at forskellige forsikringspræmier for kvinder og mænd udgør forskelsbehandling på grund af køn og derfor ikke er forenelig med EU's charter om grundlæggende rettigheder. Medlemsstaterne kan ikke fravige dette vigtige princip i deres nationale lovgivning.

Domstolen gav forsikringsbranchen en overgangsperiode på 21 måneder til at få tilpasset deres prisstruktur til de nye regler med en endegyldig tidsfrist den 21. december 2012. For et år siden udfærdigede Europa-Kommissionen, den 21. december 2001 nogle retningslinjer for at hjælpe branchen med at tilpasse sig de nye regler (IP/11/1581).

Hvordan vil det påvirke forbrugerpriserne?

Ændringen vil have en effekt på individuelle præmier for visse forsikringsprodukter. Før i tiden betalte mænd og kvinder nogen gange forskellige priser for forskellige forsikringsprodukter på grund af deres køn. De kunder, der tidligere betalte mindre (såsom yngre kvinder for bilforsikring), vil formentlig opleve en stigning i deres forsikringspræmie. På samme måde vil de, som betalte mere (såsom mænd for livsforsikring), antagelig skulle betale mindre i fremtiden.

Overordnet set skulle ændringerne gerne udlignes over tid, men den reelle virkning af dem er svær at forudsige. Det skyldes, at flere andre faktorer bringes i spil, når assurandører beregner deres præmier, inklusive andelen af mænd og kvinder i assurandørens portefølje, overgangsomkostninger og risikomargen ved at skulle tilpasse sig et nyt system og omfanget af konkurrence på et givent marked. For eksempel er der tegn på, at priser på nogle markeder og indenfor visse områder, eksempelvis bilforsikring i England, overordnet set har været faldende op til ændringerne - delvist forårsaget af øget konkurrence.

Eksempel 1:

Morten og Marie er begge 18 år gamle og kører i den samme type bil. Morten betaler på nuværende tidspunkt 1 200 euro om året for sin bilforsikring og Marie 900 euro. Med de nye regler vil Morten og Marie skulle betale den samme præmie, som derfor vil blive højere for Marie og tilsvarende lavere for Morten.

Eksempel 2:

Knud og Karen er begge 40 år gamle, de ryger ikke og har ingen helbredsproblemer. Knud betaler på nuværende tidspunkt 10 000 euro om året i privat pensionsforsikring som supplement til sin livrente, og Karen betaler 12 000 euro. Hvis de skulle indgå en ny forsikringsaftale i 2013, er det sandsynligt, at Karen ville skulle betale mindre for den samme dækning, mens Knud ville skulle betale mere.

Eksempel 3:

Sarah og Søren er begge 30 år gamle, de ryger ikke og har ingen helbredsproblemer. På nuværende tidspunkt betaler de henholdsvis 105 euro og 150 euro om året for deres livsforsikring. Hvis de skule indgå en ny forsikringsaftale i 2013, ville de skulle betale en kønsneutral præmie, som givetvis ville være højere for Sarah og lavere for Søren.

Hvordan kan forsikringskunder undgå at skulle betale markant højere forsikringspræmier?

Under de nye regler vil assurandører fastsætte individuelle præmier på grundlag af relevante forhold, der ikke er relateret til køn (eksempelvis kørestil for bilforsikringer). Det betyder, at når præmier primært er baseret på andre risikobestemmende faktorer end køn, er det sandsynligt, at de ikke vil blive påvirket af de nye regler. En rutineret bilist vil typisk betale mindre end en urutineret uanset køn.

Eksempel 4:

Susanne betaler på nuværende tidspunkt 500 euro om året for sin bilforsikring. Hun er en rutineret bilist, som har kørt i 20 år. Hvis hun skulle indgå en ny forsikringsaftale i 2013, er det meget sandsynligt, at hendes præmie ikke ville blive påvirket af de nye regler.

Ligeledes af den grund kan mænd og kvinder godt ende med ikke altid at skulle betale den samme pris for et forsikringsprodukt på grund af forskellige individuelle karakteristika, der ikke er relateret til deres køn.

Eksempel 5:

Under de nye regler vil Jonas og Jette, som begge netop har bestået deres køreprøve, hver især skulle betale 1 000 euro om året i bilforsikring. Hvis Jette imidlertid med tiden viser sig at være en bedre bilist end Jonas, vil hendes forsikringspræmie hurtigere blive billigere end hans baseret på hendes individuelle kørestil.

Forbrugeren kan imidlertid selv gøre noget for at mindske effekten af mulige prisstigninger. Nogle forsikringsselskaber tilbyder muligheden for at indgå forsikringsaftaler under de vilkår, der var gældende før den kønsneutrale prisfastsættelse (dvs. før den 21. december 2012) for policer, der først træder i kraft senere. Andre tilbyder bilforsikringer, hvor kørslen overvåges via en "sort boks", og hvor sikker kørsel belønnes med prisnedslag og bonusser.

Endelig eksisterer der i mange lande prissammenligningshjemmesider, hvor forbrugeren direkte kan sammenligne forskellige forsikringsselskabers policer og finde frem til den bedste handel for den enkelte forbruger.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website