Navigation path

Left navigation

Additional tools

Myter om EU-budgettet og den flerårige finansielle ramme

European Commission - MEMO/11/459   29/06/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

MEMO/11/459

Bruxelles, den 29. juni 2011

Myter om EU-budgettet og den flerårige finansielle ramme

Der skrives tit om EU's budget, men det, der skrives, er ikke altid rigtigt. Denne note indeholder en række almindeligt udbredte misforståelser og giver de rigtige fakta og relevante tal.

1. EU-budgettet er enormt stort

Nej, det er det ikke.

EU-budgettet var på ca. 140 mia. EUR i 2011, hvilket er meget lidt sammenlignet med summen af de nationale budgetter i alle 27 EU-medlemsstater, der ligger på over 6 300 mia. EUR. Med andre ord er de samlede offentlige udgifter i de 27 medlemsstater næsten 50 gange større end EU-budgettet!

Hvis det skal sættes i perspektiv, betalte en gennemsnitlig unionsborger kun 67 cents gennemsnitligt pr. dag til finansieringen af det årlige budget i 2010. Det er mindre en halvdelen af prisen på en kop kaffe – ikke nogen stor udgift set i lyset af de store fordele, EU giver borgerne.

EU-budgettet er faktisk mindre end budgettet i en mellemstor medlemsstat som Østrig eller Belgien.

Man kan også se det på en anden måde: EU-budgettet udgør ca. 1 % af EU-27's bruttonationalprodukt – den samlede værdi af alle varer og tjenesteydelser, der fremstilles i EU – mens medlemsstaternes budgetter tegner sig for 44 % af BNP i gennemsnit.

EU-budgettet er altid i balance, hvilket betyder, at ikke en eneste EUR bliver brugt til at betale gæld. Og 94 % af det, der indbetales til EU's budget, bliver brugt i medlemsstaterne på politikker og programmer, der direkte kommer borgerne til gavn.

2. EU-budgettet stiger hele tiden, hvorimod de nationale regeringer skærer ned på udgifterne

Forkert.

Nationale budgetter er ikke faldende, de er stigende:

  • Mellem 2000 og 2010 er de nationale budgetter i EU steget med 62 %, mens EU-budgettet er steget med 37 % i samme periode.

  • I 2011 er der ud af de 27 nationale budgetter 23, der stiger.

  • I 2012 er der ud af de 27 nationale budgetter 24, som efter de seneste vurderinger vil stige.

3. Langt størstedelen af EU's udgifter går til administration.

Det er helt forkert. EU's administrative udgifter er på under 6 % af det samlede EU-budget, og lønningerne tegner sig for ca. halvdelen af de 6 %.

Over 94 % af EU's budget går til borgerne, regionerne, byerne, landmændene og virksomhederne. EU-budgettet er fokuseret på at give vækst og beskæftigelse, takle klimaforandringer, migration, kriminalitet på tværs af grænserne og andre udfordringer, som vi alle berøres af. Det hjælper med til at øge velstanden, f.eks. ved at skabe bedre forbindelse mellem europæerne gennem netværk for energi, transport og informations- og kommunikationsteknologi, ved at støtte mindre velstående regioner, så der kan skabes vækst og job både der og i resten af EU, og ved at samle vores indsats på områder som forskning. Det drejer sig også om at sikre vores egen fødevareforsyning. Og endelig drejer det sig om at sørge for at få den indflydelse i verden, som vi efter vores størrelse bør have– helt på samme måde, som USA og Kina gør – og om at samle vores bestræbelser på at hjælpe de fattigste i verden.

Lønningerne går til at betale de ansatte, som leverer og styrer værdifulde EU-politikker, der har en direkte positiv virkning på borgerne.

Tænk bare på liberaliseringen af lufttrafikken, passagerers rettigheder eller billigere roamingtakster. Eller tænk på Kommissionens afgørelser i monopol- og kartelsager, hvor forbrugerne er blevet snydt for millioner af EUR på grund af ulovligt høje priser. I 2010 var den anslåede fordel for forbrugerne som følge af Kommissionens kartelafgørelser på mindst 7,2 mia. EUR.

Kommissionens ansatte har ansvaret for at føre forhandlinger om handelsaftaler, der medvirker til at nedbringe priserne på forbrugsgoder og giver et større udvalg af billigere varer. De tager sig også af at hjælpe EU med at drage erfaring af den finansielle og økonomiske krise i form af en bedre regulering og et bedre tilsyn med finansmarkederne. De administrative udgifter har været stabile i lang tid, og i løbet af de sidste fem år er der gjort en alvorlig indsats for at holde dem nede. Kommissionen har ført en nulvækstpolitik med hensyn til antallet af ansatte. Den har klaret sine nye beføjelser og prioriteter gennem omplacering af det eksisterende personale og har ikke bedt om flere ansatte ud over dem, der skulle ansættes som følge af udvidelsen. Kommissionen har også besluttet at fastfryse sine administrative udgifter i 2012, en 0 %-ændring.

Så sent som for syv år siden foretog Europa-Kommissionen en omgribende reform af sin administration. Den omfattede lavere lønninger til nyansatte, indførelse af kontraktansatte som en kategori med lavere lønninger, højere pensionsalder, lavere pensionsrettigheder og højere pensionsbidrag. Reformen har allerede sparet EU-skatteborgerne 3 mia. EUR og forventes at give yderligere 5 mia. EUR i besparelser inden 2020.

4. EU-budgettet er fuld af svindel.

Den Europæiske Revisionsret siger god for vores regnskaber og siger, at de giver et korrekt billede af, hvordan midlerne på EU-budgettet bruges.

Det er sandt, at Revisionsretten på visse politikområder stadig har problemer med at underskrive vores betalinger. I samhørighedspolitikken f.eks. er fejlprocenten stadig lidt over 5 %, selv om den er blevet nedbragt betydeligt. Revisionsretten anslår Kommissionens fejlprocent til mellem 2 % og 5 % af vores betalinger afhængig af politikområdet, mens den grænse, Revisionsretten har sat, er en fejlprocent på 2 %.

Men:

  • En fejlprocent på mellem 2 og 5 % er ikke stor. Den betyder, at mindst 95 % af vores betalinger er korrekte. Så vi klarer os ikke dårligt på EU-plan.

  • Fejl er ikke ensbetydende med svindel. Der er kun mistanke om svig med hensyn til en meget lille del af budgettet, svarende til 0,2 % af EU's budget.

Sidste maj foreslog Kommissionen foranstaltninger til at forbedre ansvarligheden i forbindelse med den revision af finansforordningen, der gik ud på, at medlemsstaternes nationale betalingsorganer for regionalstøtte skulle afgive forvaltningserklæringer om EU-midler (hvilket allerede er et krav inden for landbruget), som der skulle fortages en uafhængig revision af. Indtil videre har medlemsstaterne ikke reageret på det med den store begejstring.

5. EU-budgettet bliver besluttet af eurokrater uden nogen demokratiske procedurer.

Forkert.

Det årlige EU-budget bliver besluttet af folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og i Rådet, som alle medlemsstaterne sidder i. EU's årlige budget bliver besluttet af folkevalgte politikere i Europa-Parlamentet og Rådet, som alle medlemsstaternes finansministre sidder i. Kommissionen fremsætter kun et forslag til budget og skal overholde de maksimumsgrænser, som de folkevalgte politiker har fastsat for en given periode (for tiden 2007-2013).

Kommissionen fremsætter forslag til den flerårige finansielle ramme. Derefter bliver den forhandlet og vedtaget efter åbne og demokratiske procedurer under fuld overholdelse af den nationale suverænitet og de demokratiske rettigheder.

For udgifterne træffes afgørelsen om forordningen, der fastsætter den nye flerårige finansielle ramme, der vil gælde fra 2014, af Det Europæiske Råd med enstemmighed, når Europa-Parlamentet har givet sin godkendelse med et flertal af sine medlemmer.

Med hensyn til de egne indtægter, der finansierer budgettet, skal Rådet træffe en enstemmig afgørelse efter høring af Europa-Parlamentet. Afgørelsen træder først i kraft, når alle medlemsstaterne har godkendt efter deres forfatningsmæssige bestemmelser.

Også med hensyn til det årlige EU-budget følger EU's beslutningsproces strenge demokratiske procedurer, der ligner dem, der findes for de fleste nationale regeringer. Det oprindelige forslag til det årlige budget kommer fra Kommissionen. Budgettet gennemgås og aftales mellem Rådet og Europa-Parlamentet. De når som regel frem til den endelige aftale i december hvert år.

Enhver borger kan følge med i budgetforhandlingerne. Dokumenterne ligger på vores websteder, og man kan se de detaljerede drøftelser i udvalgene i Europa-Parlamentet online.

6. EU koster for meget.

Det er simpelthen ikke rigtigt.

Det kan illustreres ved en sammenligning på grundlag af "skattebetalingsdagen". Det er den tid i løbet af et år, som folk skal arbejde for at betale deres samlede skattebyrde. I de fleste medlemsstater skal borgerne arbejde et godt stykke hen i foråret og sommeren, før de har betalt deres bidrag. Heroverfor skal en gennemsnitseuropæer kun arbejde i fire dage, indtil den 4. januar, for at dække sit bidrag til EU's budget.

7. EU finansierer pjattede projekter som hundeopdragelsescentre eller Elton John-koncerter.

Det er endnu en urigtig historie, nogen har sat i omløb.

I begge tilfælde måtte de ansvarlige myndigheder tilbagebetale hver eneste cent, de havde krævet udbetalt med urette. Ingen af dem kostede skatteborgerne en eneste euro.

Generelt vælger de nationale og regionale myndigheder i medlemsstaterne projekter, de mener passer bedst til deres behov, i overensstemmelse med de strategier og prioriteter, de er blevet enige med Kommissionen om. Kontrol på forskellige niveauer (projektniveau, nationalt plan, EU-plan) sikrer, at skatteydernes penge bliver beskyttet i det bedst mulige omfang. Hvis et krav ikke er berettiget, bliver det ikke finansieret over EU's budget.

8. Kommissionen vil indføre en direkte EU-skat og øge skattebyrden på borgerne.

Det er forkert.

Kommissionen har aldrig fremført nogen idé om en direkte EU-skat. Medlemsstaterne skal fortsat have kontrol over skattestigninger. Kommissionen er ikke ved at blive borgernes skattemyndighed. Ideerne om nye egne ressourcer, som er fremlagt i revisionen af budgettet, drejer sig ikke om flere penge til Bruxelles. Det drejer sig ikke om at øge borgernes skattebyrde. Det drejer sig om at ændre den blanding af ressourcer, der finansierer EU-budgettet. Hver euro, der opkræves efter en reform af systemet, nedbringer medlemsstaternes nationale bidrag og gør det nye budget mere retfærdigt og mere åbent.

Ved du, at enhver afgørelse om EU-finansiering kræver enstemmighed blandt medlemsstaterne og efterfølgende ratificering efter deres forfatningsmæssige krav? Gennemførelsesbestemmelser kræver derudover Europa-Parlamentets godkendelse. Det betyder, at EU's egne indtægter er undergivet en streng parlamentarisk kontrol, og at medlemsstaternes suverænitet og demokratiske rettigheder bliver sikret fuldt ud.

9. Det meste af EU's budget går til landmændene.

Forkert.

I 1985 gik ca. 70 % af EU's budget til landbrug. I 2011 udgør direkte støtte til landmændene og markedsrelaterede udgifter kun lige 30 % af budgettet, og udvikling af landdistrikterne 11 %. Denne nedgang fortsætter.

Endvidere er den relativt store andel, de udgør, fuldt ud berettiget. Landbrug er det eneste politikområde, der udelukkende finansieres af EU's budget. Det betyder, at EU-udgifter i vidt omfang afholdes i stedet for nationale udgifter, hvilket er grunden til, at landbruget står for en væsentlig del af EU's budget. EU's budget betaler det, som de nationale budgetter ikke længere betaler, fordi der er en fælles landbrugspolitik.

Efter en række reformer af den fælles landbrugspolitik er støtten blevet flyttet væk fra produktion og over til direkte indkomststøtte til landmænd, der er betinget af, at de overholder visse sundheds- og miljøstandarder, og til projekter, der skal stimulere den økonomiske aktivitet i landdistrikterne. Så den fælles landbrugspolitik er i konstant udvikling.

EU har også fået 12 nye medlemsstater, hvoraf de fleste har store landbrugssektorer. Men der har ikke været nogen stigning i budgettet for den fælles landbrugspolitik for at dække disse yderligere omkostninger.

10. Nu hvor priserne på fødevarer og råvarer er høje, kan vi afskaffe landbrugsstøtten.

Tværtimod.

Stigninger og svingninger i fødevare- og råvarepriserne understreger vigtigheden af at investere i landbruget, så der kan komme en bedre balance i udbuddet og efterspørgslen. Høje priser viser, at efterspørgslen er større end udbuddet. Efterspørgslen efter fødevarer på verdensplan forventes at stige med 50 % inden 2030 i takt med befolkningstilvæksten og ændringer i kostvanerne i mange lande med vækstøkonomi. Det er derfor et globalt problem, hvilket understreger de grundlæggende vanskeligheder ved fødevaresikkerhed – og betydningen af, at EU bevarer sit potentiale for landbrugsproduktion på alle områder, så vi ikke bliver for afhængige af import af fødevarer.

Da der endvidere ikke er de store muligheder for at udvide produktionsarealerne i Europa, må produktivitetsstigningen komme fra innovation og forskning. EU's politik for udvikling af landdistrikterne kan hjælpe vores landmænd med at tage de nye produktionsmuligheder til sig og sætte gang i overførslen af teknologi.

11. Den fælles landbrugspolitik skaber overskud af fødevarer og skader landmændene i de fattigste lande i verden.

Den tid, hvor der fandtes "vinsøer" og "smørbjerge", er for længst forbi.

De sidste ti års reformer har gjort vores landbrugspolitik mere venlig over for udviklingslandene. I dag har udviklingslandene en fin markedsadgang med lave tariffer eller tariffer til nulsats, og der er sket en væsentlig reduktion af markedsforvridningerne. I dag kommer ca. 70 % af EU's landbrugsimport fra udviklingslande. Derudover er eksportstøtten blevet drastisk nedskåret: For 15 år siden brugte vi 10 mia. EUR om året på eksportstøtte. I 2009 brugte vi kun 350 mio. EUR. Som led i WTO-forhandlingerne har EU tilbudt at ophæve al eksportstøtte inden 2013. I 2011 er 90 % af den direkte støtte ikke handelsfordrejende (dvs. ikke knyttet til produktionen).

Vidste du, at en gennemsnitslandmand i EU får mindre end halvdelen af, hvad en gennemsnitslandmand i USA får, i offentlig støtte? Og vidste du, at EU ikke alene er den største donor af udviklingsbistand i verden, men også er Afrikas største handelspartner? Næsten 40 % af Afrikas eksport går til EU. Og værdien af EU's import af landbrugsvarer fra udviklingslandene er 20 % højere end tallene for USA, Canada, Japan, Australien og New Zealand tilsammen.

12. Samhørighedspolitikken er en dyr form for velgørenhed.

Samhørighedspolitikken hjælper fattigere egne og lande med at indhente de andre og komme ind på det indre marked. Det er en fremtidsorienteret investeringspolitik, der giver resten af Europa en klar fordel ved at skabe vækst og job overalt.

F.eks. er eksport mellem EU-medlemsstaterne steget betydeligt til regioner, der modtager midler fra samhørighedsfonden. Der er en klar sammenhæng mellem samhørighedspolitikken og vækst i EU. Undersøgelser har vist, at BNP i EU-25 samlet set har været 0,7 % højere i 2009 takket være investeringer som led i samhørighedspolitikken i løbet af perioden 2000-2006. Det anslås, at dette vil stige til 4 % inden 2020. Alene i EU-15 anslås det, at der vil være en kumulativ nettoeffekt på BNP på 3,3 % i 2020. Regional investering er med andre ord en udvikling af EU. Vækst i en fattigere region fører til køb af varer og tjenesteydelser fra en anden, rigere region. Det sætter yderligere gang i udviklingen af det indre marked, der står for mellem 60 % og 80 % af medlemsstaternes eksport, betydeligt mere end til tredjelande som Kina, Indien eller USA.

Samhørighedspolitikken i perioden 2000-2006 resulterede i et afkast på 2,1 EUR for hver 1 EUR, der blev investeret. Det forventes, at afkastgraden i 2020 vil være på 4,2 EUR for hver 1 EUR, der er investeret. Samhørighedspolitikken har også bidraget til at øge beskæftigelsesgraden. For 2009 vurderes det, at antallet af beskæftigede var 5,6 mio. højere på grund af politikken i 2000-2006, eller gennemsnitligt 560 000 flere om året end uden samhørighedspolitikken.

Efter det seneste økonomiske tilbageslag og gældskrisen har samhørighedspolitikken en central rolle at spille i den økonomiske og sociale genopretning, idet den virker som løftestang for brancher i vækst, såsom energieffektivitet. Den hjælper også folk med at uddanne sig og forbedre deres færdigheder, så de kan finde et job.

13. Den flerårige finansielle ramme er endnu et eksempel på, at EU er på vej mod en centraliseret planøkonomi.

Bestemt ikke.

Den flerårige finansielle ramme opstiller EU's udgiftsprioriteter på lang sigt i overensstemmelse med de politiske prioriteter, man er blevet enige om, og fastsætter de årlige maksimalbeløb, der kan bruges på hvert prioriteret område. Den finansielle ramme strækker sig over flere år (f.eks. fra 2000 til 2006 og fra 2007 til 2013) for at sikre en fornuftig og ansvarlig finansiel planlægning og styring.

Med en flerårig finansiel ramme kan de årlige EU-budgetter ikke bare blive ved med at vokse, men må fokusere på de egentlige prioriteter.

EU-budgettet har aldrig underskud, ophober aldrig gæld og giver kun ud, hvad det har modtaget. Det er altid i balance.

Yderligere oplysninger:

Forklaring af EU-budgettet:

http://ec.europa.eu/budget/explained/index_en.cfm

Forklaring af den flerårige finansielle ramme

http://ec.europa.eu/budget/reform/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website