Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Økonomisk styring i EU: et væsentligt fremskridt

Commission Européenne - MEMO/11/364   31/05/2011

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

MEMO/11/364

Bruxelles, den 31. maj 2011

Økonomisk styring i EU: et væsentligt fremskridt

EU og EU's medlemsstater har truffet en række vigtige beslutninger, som vil betyde en stærkere økonomisk og budgetmæssig samordning for EU som helhed og især i euroområdet. På denne måde er der rettet op på den ubalance, der har været mellem de to dele af EU's Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Beslutningerne vil sikre, at medlemsstaterne samordner deres økonomiske politikker endnu tættere – hvilket har vist sig at være af afgørende betydning i forbindelse med krisen. Som følge heraf vil EU's økonomier, som er afhængige af hinanden, være bedre i stand til at sætte kurs mod vækst og jobskabelse. Det er et væsentligt fremskridt.

Den nye økonomiske styring er baseret på de tre vigtigste svar på krisen:

1. Styrkelse af vores fælles økonomiske dagsorden med mere EU-overvågning

  • Vi har vedtaget økonomiske prioriteter for EU: Europa 2020-strategien er EU's fælles økonomiske dagsorden. Den fastlægger klare prioriteter og mål på EU-plan og på nationalt plan med det formål at sætte gang i Europas vækst i det næste årti. I den årlige vækstundersøgelse fastlægges prioriterede aktioner i de næste atten måneder, som omsættes til nationale mål og foranstaltninger, der er skræddersyet til behovene i hver enkelt medlemsstat. I europluspagten fastsættes yderligere forpligtelser for de deltagende lande.

  • Der vil være en strengere EU-overvågning af den økonomiske politik og finanspolitikken:
    Kommissionen har foreslået at give EU nye redskaber til at undgå uholdbare offentlige finanser og større konkurrencemæssige ubalancer mellem medlemsstaterne. Systemet omfatter sanktioner: lande i euroområdet, som ikke overholder reglerne, kan blive pålagt en bod. Europa-Parlamentet og Rådet forventes at færdiggøre pakken i juni 2011.

  • Vi vil drøfte vores økonomiske prioriteter og vores budgetpolitik på samme tidspunkt hvert år: Vores nye mekanisme til at kontrollere forpligtelserne på EU-plan kaldes "det europæiske halvår". I første halvdel af hvert år vil der foregå drøftelser både om EU's økonomiske dagsorden - på grundlag af den årlige vækstundersøgelse, som fremlægges af Kommissionen i januar - og om medlemsstaternes prioriteter, som præsenteres i deres nationale programmer i foråret. I juni vil der blive fremsat landespecifikke henstillinger, hvorved der bliver tid til at indarbejde disse i de nationale budgetter og økonomiske politikker for det følgende år.

2. Sikring af stabiliteten i euroområdet.

I 2010 reagerede EU på statsgældskrisen ved at indføre foreløbige støttemekanismer, som vil blive afløst af den permanente europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) i 2013. Disse støtteforanstaltninger bidrager til at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet. De er betinget af en stram finanspolitisk konsolidering og reformprogrammer og udarbejdes i nært samarbejde med IMF.

3. Genoprettelse af den finansielle sektor.

EU har indført nye regler og organer for at kunne tackle eventuelle problemer på et tidligere tidspunkt og for at sikre, at alle finansielle aktører er underlagt en passende regulering og kontrol. Der vil ske en yderligere indsats, herunder de mere systematiske og strenge bankstresstest, som gennemføres i øjeblikket. En sund finanssektor er af afgørende betydning, når virksomheder og husholdninger skal have adgang til kredit.

1. Styrkelse af vores fælles økonomiske dagsorden med mere EU-overvågning

En fælles ramme er af afgørende betydning, når EU skal tackle de økonomiske udfordringer og vende tilbage til en stærkere vækst. Tidligere resulterede mangelen på et klart system for økonomisk styring mellem medlemsstaterne i ubalancer og spildte muligheder og gjorde EU mere sårbart, da krisen ramte. For at sikre, at dette nu er fortid, foreslog Kommissionen Europa 2020-strategien, som blev godkendt af Det Europæiske Råd i juni 2010. Strategien forener 1) en fælles økonomisk dagsorden og 2) en stærkere ramme for EU-overvågning, som skal vedtages og kontrolleres på en synkroniseret måde 3).

1.1 Europa 2020, den årlige vækstundersøgelse og europluspagten

Europa 2020-strategien * 1 er EU's fælles økonomiske dagsorden – en plan for at komme ud over krisen og sætte gang i en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst i de næste ti år. Den beskæftiger sig med såvel kortsigtede udfordringer i forbindelse med krisen som behovet for strukturreformer og vækstfremmende foranstaltninger, der er nødvendige for at hjælpe Europa med at komme over krisen og gøre den europæiske økonomi mere modstandsdygtig over for økonomiske chok i fremtiden.

Europa 2020 er baseret på en enkel og effektiv gennemførelsesmekanisme, som er sammensat af målsætninger, konkrete prioriterede aktioner og overvågning. Strategien består af:

  • - Fem mål for 2020. Der er fastsat fem mål for 2020 for at katalysere indsatsen på områder, som er af afgørende betydning for EU's fremtid: beskæftigelse, innovation, klima/energi, uddannelse og social integration. Disse mål er blevet aftalt for EU som helhed og skal nu også omsættes til nationale mål af hver enkelt medlemsstat.

  • 75 % af befolkningen mellem 20 og 64 år skal være i beskæftigelse.

  • 3 % af EU's BNP skal investeres i forskning og udvikling.

  • EU skal reducere sine CO2-emissioner med 20 %, øge sin energieffektivitet med 20 % og udvide andelen af vedvarende energikilder i det samlede energiforbrug til 20 %.

  • Andelen af unge, der forlader skolen tidligt, bør være under 10 %, og mindst 40 % af den unge generation skal have en videregående uddannelse.

  • Gruppen af borgere, der er i fare for at blive ramt af fattigdom, skal reduceres med 20 millioner mennesker.

  • - Syv "flagskibsinitiativer". For at sikre fremskridt hen imod målene for Europa 2020 har Kommissionen præsenteret syv "flagskibsinitiativer", som dækker følgende områder: "En digital dagsorden for Europa2", "Innovation i EU3", "Unge på vej4", "Et ressourceeffektivt Europa5", "En industripolitik for en globaliseret verden6", "En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job7" og "En europæisk platform mod fattigdom8". Den nylige vedtagelse af akten for det indre marked9 er et yderligere eksempel på Kommissionens bestræbelser for at støtte Europa 2020.

  • - Ti konkrete prioriterede aktioner for 2011. I januar 2011 specificerede Kommissionen yderligere vejen fremad med sin årlige vækstundersøgelse*10, hvor der fastlægges en række mere umiddelbare aktioner i de næste atten måneder.

  • Tre prioriterede aktioner til sikring af makroøkonomisk stabilitet: 1) der skal bringes orden i de offentlige finanser, 2) der skal træffes foranstaltninger, når vi konstaterer store underskud eller overskud på de løbende poster, og 3) der skal sikres stabilitet i den finansielle sektor. Et eksempel: i 2011 gennemfører alle medlemsstater finanspolitiske konsolideringsplaner, hvori der er fastsat strenge underskudsmål, som skal nås fra og med i år, og som vil bringe deres budgetunderskud ned under 3 % af BNP inden for en aftalt tidsfrist.

  • Fire prioriterede aktioner til styrkelse af strukturreformer: 1) hjælpe folk med at komme tilbage i arbejde eller finde nyt arbejde ved at gøre det mere finansielt attraktivt at være i arbejde, 2) reformere pensionssystemerne hurtigst muligt, 3) sikre, at arbejdsløshedsdagpengene tilskynder folk til at være i arbejde, og 4) sikre en bedre balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Dette indebærer ikke, at vi skal opgive vores europæiske sociale model. Det betyder, at vi skal inkludere dem, der i øjeblikket er udelukket fra arbejdsmarkedet.

  • Tre prioriterede aktioner til fremrykning af foranstaltninger, der fremmer væksten: 1) afskaffelse af barrierer, der stadig hæmmer det indre marked, 2) større investeringer i energi, transport og it-infrastrukturer, delvis gennem innovative finansieringsløsninger (herunder EU-projektobligationer), og 3) skabelse af omkostningseffektiv adgang til energi. Fremskyndelse af væksten vil også bidrage til at fremme den finanspolitiske konsolidering og støtte strukturreformerne.

  • - En supplerende dagsorden med yderligere reformer – den såkaldte europluspagt* – er blevet aftalt mellem euroområdets medlemsstater som en afspejling af deres større indbyrdes afhængighed; seks lande, der står uden for euroområdet (Bulgarien, Danmark, Letland, Litauen, Polen og Rumænien), har ligeledes valgt at tilslutte sig pagten. I pagten sættes der fokus på fire områder: konkurrenceevne, beskæftigelse, holdbare offentlige finanser og styrkelse af den finansielle stabilitet.

  • - Pagten blev godkendt på Det Europæiske Råd den 24./25. marts 2011. Alle 23 signatarer er forpligtet til at gennemføre de reformer, der er nærmere angivet i pagten. De resterende medlemsstater kan frit vælge at tilslutte sig, hvis de skulle ønske det.

  • - Pagten er fuldt integreret i de nye rammer for økonomisk styring, og de forpligtelser, der afgives i forbindelse med pagten, er indeholdt i de nationale reformprogrammer* i de pågældende medlemsstater.

  • - En enkelt integreret gennemførelsesmekanisme til at sikre, at EU's forpligtelser gennemføres effektivt gennem nationale reformer. Medlemsstaterne er forpligtet til at:

  • fastlægge nationale mål, som skal opfyldes senest i 2020, og hvori de forpligter sig til at bidrage til den samlede EU-indsats. Dette skete i 2010. Kommissionen overvåger udviklingen

  • i deres nationale reformprogrammer* (NRP) og stabilitets- eller konvergensprogrammer* redegøre for de foranstaltninger, de har til hensigt at træffe på nationalt plan for at bidrage til det, der er vedtaget på EU-plan. Dette omfatter både den årlige vækstundersøgelse og de centrale områder, der er indeholdt i europluspagten. Disse NRP og stabilitets- og konvergensprogrammer skal sendes til Kommissionen

  • omsætte disse foranstaltninger til konkrete politiske aktioner gennem deres nationale budgetter og love, som drøftes i deres parlamenter.

1.2. Strengere EU-overvågning af den økonomiske politik og finanspolitikken

I de seneste år har EU ikke været i stand til at overholde de mål, det satte sig med hensyn til den økonomiske politik og finanspolitikken, hvilket til dels skyldes en overvågningsmekanisme, der ikke er tilstrækkelig streng. For at tackle dette problem fremlagde Kommissionen den 29. september 2010 en pakke med seks lovgivningsforslag11. Europa-Parlamentet og Rådet forventes at give deres endelige tilslutning til pakken i juni 2011. Pakken har tre hovedmålsætninger:

Første målsætning: Stærkere forebyggende indsats gennem en styrket stabilitets- og vækstpagt

Medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud (over 3 % af BNP) og en uforholdsmæssigt stor gæld (60 % af BNP), således at den finanspolitiske holdbarhed ikke bringes i fare. Disse regler er forankret i traktaterne og nærmere beskrevet i stabilitets- og vækstpagten*.

Dette opnås både gennem overvågning af de nationale budgetter og overvågning og samordning af de økonomiske politikker (baseret på traktatens artikel 121). Til det formål beskriver medlemsstaterne hvert år i deres stabilitets- eller konvergensprogrammer* de strukturreformer og den indsats, der er nødvendig for at opnå finanspolitisk holdbarhed.

Det nye styringssystem indeholder tre væsentlige ændringer:

  • Større gennemsigtighed: Medlemsstaterne skal sikre, at deres finanspolitiske rammer på alle administrative niveauer (nationalt, regionalt og lokalt) afspejler EU's budgetrammer. Dette betyder, at alle elementer – såsom nationale offentlige regnskabssystemer, statistik- og prognosemetoder – skal bringes i overensstemmelse med EU's standarder, hvilket vil give mulighed for større klarhed og pres fra andre medlemsstater.

  • Strengere regler: Medlemsstater med uholdbare offentlige finanser skal gøre store fremskridt hen imod de mellemfristede budgetmålsætninger for at opfylde underskudskriteriet på 3 %. Væksten i udgifterne bør være knyttet til den mellemfristede BNP-vækstrate, således at eventuelle ekstraindtægter resulterer i øget opsparing snarere end højere udgifter. Der vil blive forventet en hurtigere tilpasning i retning af den mellemfristede budgetmålsætning i lande med en gældskvote på over 60 %, lande med et stærkt stigende gældsniveau eller lande, hvor den langsigtede holdbarhed er truet.

  • Bedre håndhævelse: Overholdes de aftalte principper ikke, vil den pågældende medlemsstat - selv i den forebyggende fase - kunne få en advarsel fra Kommissionen. Såfremt medlemsstaten vedvarende og/eller i særlig alvorlig grad undlader at overholde reglerne, retter Kommissionen en henstilling til medlemsstaten om at træffe korrigerende foranstaltninger. Henstillingen vil blive vedtaget af Rådet, medmindre et kvalificeret flertal af medlemsstater stemmer imod den (den såkaldte afstemningsprocedure med omvendt kvalificeret flertal). For så vidt angår medlemsstaterne i euroområdet vil henstillingen blive bakket op af en håndhævelsesmekanisme (baseret på traktatens artikel 136) i form af deponering af et rentebærende beløb svarende til 0,2 % af BNP. Denne forebyggende del af stabilitets- og vækstpakken er blevet yderligere styrket gennem europluspagten, idet euroområdets medlemsstater (og flere andre) er forpligtet til at omsætte EU's finanspolitiske regler som anført i stabilitets- og vækstpagten til national lovgivning gennem et specifikt nationalt juridisk instrument efter eget valg. Dette skal have en tilstrækkeligt stærk bindende og varig karakter (f.eks. en forfatningslov eller rammelov).

  • - Anden målsætning: Stærkere korrigerende indsats gennem en styrket stabilitets- og vækstpagt

  • Når medlemsstaterne ikke overholder de tærskelværdier, der er fastsat I traktaterne, udløses proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud*. Den nuværende finanspolitiske situation i næsten alle medlemsstater - og statsgældsproblemerne i nogle - viser imidlertid, at den eksisterende underskudsprocedure ikke har været effektiv. Kommissionen har foreslået, at stabilitets- og vækstpagten styrkes gennem bedre håndhævelse og muligheden for at pålægge medlemsstaterne en bod (som beskrevet ovenfor). De to væsentligste ændringer er:

  • Strengere regler: gældsreduktion vil nu være et kriterium ved vurderingen af de offentlige finanser. Medlemsstater med gæld, der overstiger 60 % af BNP, skal reducere det beløb, hvormed deres gæld overstiger tærsklen, med mindst 1/20 om året i tre år. Hvis de ikke gør det, vil de blive omfattet af underskudsproceduren. Som anført i Kommissionens forslag, skal der tages hensyn til alle relevante faktorer, når det vurderes, om gælden nedbringes i et tilfredsstillende tempo.

  • Bedre håndhævelse: et land i euroområdet, som bliver omfattet af underskudsproceduren, vil blive bedt om at deponere et ikke-rentebærende beløb svarende til 0,2 % af BNP. Kommissionen retter en henstilling til medlemsstaten om at træffe korrigerende foranstaltninger. Henstillingen vil blive vedtaget af Rådet, medmindre et kvalificeret flertal af medlemsstater stemmer imod den (den såkaldte afstemningsprocedure med omvendt kvalificeret flertal). Såfremt den oprindelige henstilling om korrigerende foranstaltninger ikke efterkommes, vil denne ikke-rentebærende deponering (se nedenfor) blive konverteret til en bod. Boden vil blive forhøjet, såfremt henstillingerne gentagne gange ikke efterkommes.

- Tredje målsætning: Reduktion af de makroøkonomiske og konkurrencemæssige ubalancer.

I de seneste ti år har medlemsstaterne truffet divergerende økonomiske valg, som har resulteret i forskelle i konkurrenceevnen og større makroøkonomiske ubalancer inden for EU. Der vil blive indført en ny overvågningsmekanisme til at identificere og korrigere sådanne problemer langt tidligere. Den vil bygge på følgende hovedelementer:

  • Et tydeligt varslingssystem: en resultattavle for eksterne og interne indikatorer (ca. 10) med det formål at opdage ubalancer, der opstår i forskellige dele af økonomien. Indikatorernes sammensætning kan ændre sig med tiden. Tærskelværdierne vil blive identificeret og bekendtgjort. Vurderingen af sådanne indikatorer vil ikke være automatisk, men vil blive foretaget af Kommissionen på grundlag af dybtgående undersøgelser, stabilitets- og konvergensprogrammer samt nationale reformprogrammer.

  • Strengere regler: der vil nu blive indført en ny procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer* på grundlag af traktatens artikel 121. Dette afspejler underskudsproceduren for de offentlige finanser. Hvis Kommissionen mener, at der består makroøkonomiske ubalancer (eller er risiko herfor), vil den foreslå, at Rådet indleder en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer og henstille, at de(n) pågældende medlemsstat(er) træffer korrigerende foranstaltninger med en klar køreplan for gennemførelsesforanstaltninger og en tidsfrist. Udviklingen vil regelmæssigt blive vurderet.

  • Bedre håndhævelse: For så vidt angår landene i euroområdet vil håndhævelsesmekanismerne omfatte såvel bod (0,1 % af BNP) som ikke-finansielle foranstaltninger i tilfælde af, at ubalancerne ikke korrigeres.

1.3. Det europæiske halvår

Tidligere gennemgik EU-institutionerne den økonomiske politik om foråret og de finanspolitiske rammer om efteråret, idet medlemsstaternes implementering af de forpligtelser, de havde indgået på EU-plan, kun blev vurderet med tilbagevirkende kraft. I realiteten traf vi afgørelser om økonomiske målsætninger, uden at vi nødvendigvis vidste, hvor mange penge vi kunne mobilisere.

Fra nu af vil medlemsstaterne og Kommissionen drøfte strukturreformer, vækstfremmende foranstaltninger og finanspolitisk overvågning på samme tid. Disse drøftelser vil foregå på EU-plan hvert år fra januar til juni (det europæiske halvår*12 henviser rent faktisk til det første halvår i hvert år). På denne måde vil Europa sikre overensstemmelse mellem økonomiske beslutninger og budgetmæssige begrænsninger med det formål at styrke effektiviteten og opnå bedre resultater på nationalt plan. De yderligere forpligtelser, der er indgået under europluspagten, vil også blive fuldt integreret i denne nye proces.

Hvordan fungerer det?

  • Januar: Kommissionen sætter kursen. Kommissionen iværksætter hver cyklus ved at fremlægge sin årlige vækstundersøgelse*13 i januar med en klar vurdering af EU's økonomiske situation og vejledning med hensyn til yderligere prioriterede aktioner, der skal gennemføres på såvel EU-plan som på nationalt plan. Undersøgelsen vil omfatte tre økonomisk-politiske komponenter: makroøkonomisk politik og budgetpolitik, strukturreformer og vækstfremmende foranstaltninger.

  • Marts: politisk godkendelse i Det Europæiske Råd. På Det Europæiske Råd i foråret drøftes og godkendes denne menu for økonomiske reformer og budgetpolitik i et enkelt sæt af konklusioner. Stats- og regeringscheferne vil således tage ansvaret for denne fælles økonomiske dagsorden og ramme for budgetovervågning og vil være forpligtet til en korrekt gennemførelse i deres respektive lande.

  • April/maj: præsentation af de nationale programmer. Medlemsstaterne forelægger derefter deres nationale reformprogrammer* og stabilitetsprogrammer* (lande i euroområdet) eller konvergensprogrammer* (lande uden for euroområdet) for Kommissionen og de andre medlemsstater. De nationale reformprogrammer indeholder medlemsstaternes dagsordener for strukturreformer og foranstaltninger, der skal fremme vækst og beskæftigelse og sikre en udvikling hen imod opnåelse af målene for Europa 2020. De indeholder også de kortfristede forpligtelser, som er indgået under europluspagten af de lande, der har tilsluttet sig den. Stabilitets- og konvergensprogrammerne indeholder på den anden side nationale planer for sunde og holdbare offentlige finanser. Synkroniseringen af udarbejdelsen af disse to programmer vil sikre en strømlining af processerne og afspejle den gode cirkel med sunde offentlige finanser og strukturreformer.

  • Juni: henstillinger fra Kommissionen. Efter en passende vurdering af disse nationale rapporter forelægger Kommissionen i juni et udkast til landespecifikke henstillinger for Rådet, hvori den påpeger den enkelte medlemsstats fremskridt og mangler med hensyn til at gennemføre de aftalte foranstaltninger. Henstillingerne drøftes på Det Europæiske Råd i juni, hvorefter de vedtages af Rådet. Medlemsstaterne tager hensyn til de retningslinjer, de har modtaget fra Rådet, når de udarbejder deres budgetter for det følgende år. Budgetforslagene vil fortsat blive sendt fra regeringerne til drøftelse i de nationale parlamenter i anden halvdel af året, idet disse stadig i fuldt omfang udøver deres ret til at vedtage budgettet. De nye rammer udgør med andre ord på ingen måde en begrænsning i de nationale parlamenters suverænitet.

Figures and graphics available in PDF and WORD PROCESSED

2. Sikring af stabiliteten i euroområdet

Den økonomiske krise har lagt stort pres på de offentlige finanser og øget underskuddenes og den offentlige gælds størrelse i alle medlemsstater. Tre medlemsstater uden for euroområdet har fået finansiel bistand fra EU (gennem betalingsbalancemekanismen), IMF og Verdensbanken mod at acceptere at gennemføre programmer for finanspolitisk konsolidering og strukturreformer. Det første program blev aftalt med Ungarn, som modtog udbetalinger på 5,5 mia. EUR mellem oktober 2008 og november 2010. I januar 2009 blev der godkendt et andet program for Letland til gengæld for en bistand på op til 7,5 mia. EUR. Endelig blev der i maj 2009 aftalt et tredje program med Rumænien til et beløb af 5 mia. EUR.

Udviklingen i statsgælden har givet anledning til stor bekymring siden 2010 og har afskåret nogle medlemsstater i euroområdet fra at få adgang til en holdbar refinansiering af statsgælden på markedet.

For at garantere stabiliteten i euroområdet som helhed og hjælpe individuelle medlemsstater, som er i finansielle vanskeligheder og/eller under alvorligt markedspres, er der indført midlertidige mekanismer som en sidste udvej. Der er endvidere opnået enighed om en permanent mekanisme, der skal indføres fra den 1. juli 2013.

Der kan ydes finansiel bistand til en medlemsstat i euroområdet, som anmoder herom, hvilket dog skal ske på en række strenge betingelser, som afspejles i et økonomisk tilpasningsprogram, der forhandles af Kommissionen og Den Internationale Valutafond (IMF) i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB). Ved hjælp af sådanne mekanismer har EU mulighed for at gribe ind for at forsvare euroen, selv i de mest anspændte scenarier. De afspejler klart den fælles interesse og solidariteten inden for euroområdet samt den enkelte medlemsstats ansvar over for de andre medlemsstater.

    - Mekanisme for bilaterale lån (Grækenland). Den 2. maj 2010 blev der indført en ad hoc-mekanisme for at imødegå den umiddelbare trussel om græsk insolvens. Medlemsstaterne i euroområdet enedes om, at de sammen med IMF ville yde finansiel bistand på 110 mia. EUR til Grækenland i form af bilaterale lån med særlige rentesatser i en periode på tre år. Disse lån blev gjort betinget af et strengt finanspolitisk konsolideringsprogram og blev drøftet med Kommissionen, ECB og IMF. Kommissionen kontrollerer udviklingen gennem kvartårlige kontrolbesøg og rapporter til finansministrene.

    Med aftalen af 11. marts 2011 afstemtes løbetiderne for de fremtidige og de allerede udbetalte rater af lånene til Grækenland med løbetiderne for lånet til Irland (i gennemsnit syv et halvt år). Det blev endvidere besluttet at reducere prisen på både de fremtidige og allerede udbetalte rater af lånene under den græske facilitet med 100 basispoint.

  • - Midlertidige mekanismer til en værdi af op til 500 mia. EUR (2010–2013). Stillet over for det vedvarende pres på statsgældsmarkederne besluttede medlemsstaterne i euroområdet og Kommissionen den 10. maj 2010 at etablere to midlertidige finansielle bagstoppermekanismer til en værdi af op til 500 mia. EUR med henblik på støtte til eventuelle andre lande i euroområdet, som kunne få behov for finansiel støtte. Det drejer sig om den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme* (EFSM), baseret på garantier fra fællesskabsbudgettet på op til 60 mia. EUR, og den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet* (EFSF), et mellemstatsligt organ, der stiller op til 440 mia. EUR i garantier til rådighed fra euroområdets medlemsstater. IMF besluttede at supplere disse mekanismer med en potentiel finansiel støtte til lande i euroområdet på op til 250 mia. EUR.

I november 2010 anmodede Irland om 85 mia. EUR i bistand fra disse nyetablerede mekanismer efter en voldsom forværring af landets finanspolitiske stilling som følge af ekstraordinære bankproblemer oven i virkningerne af recessionen. Kommissionen, IMF og ECB forhandlede et program på plads. Det Forenede Kongerige, Danmark og Sverige besluttede at supplere denne bistandsmekanisme med bilaterale lån14.

På baggrund af de irske erfaringer og for at kunne klare en eventuel yderligere anmodning inden 2013 vedtog Det Europæiske Råd en yderligere forbedring af de centrale elementer i disse midlertidige mekanismer på sit møde den 24.-25. marts. Prisen på EFSF's lån (og efterfølgende EFSM's lån) er blevet reduceret for bedre at tage hensyn til holdbarheden af gælden i de støttede lande, samtidig med at den i overensstemmelse med IMF's prisfastsættelsesprincipper fortsat ligger over facilitetens finansieringsomkostninger. EFSF's aktivitetsområde er også gjort mere fleksibelt: den kan undtagelsesvis intervenere på det primære gældsmarked (dvs. købe nyudstedte statsobligationer) i forbindelse med et program med strenge betingelser. Endelig vil EFSF's aftalte udlånskapacitet på 440 mia. EUR blive gjort fuldt effektiv, således som det er henstillet af Kommissionen. Ændringerne i EFSF's juridiske aftale vil blive udarbejdet således, at de nationale parlamentsprocedurer kan afsluttes inden udgangen af juni 2011 med fuld overholdelse af de nationale forfatningsmæssige krav.

I maj 2011 blev der også bevilget finansiel bistand på 78 mia. EUR til Portugal for at sætte landet i stand til at klare sine finansieringsvanskeligheder. To tredjedele af bistanden vil komme fra EU-kilder: 26 mia. EUR fra EFSF og 26 mia. EUR fra EFSM, mens de sidste 26 mia. EUR kommer fra IMF. Bistanden vil blive udbetalt over tre år, afhængigt af resultatet af de kvartårlige vurderinger af Portugals gennemførelse af det aftalte program, som omfatter en ambitiøs finanspolitisk tilpasning, en lang række reformer til at forbedre væksten og konkurrenceevnen samt foranstaltninger til at styrke stabiliteten i den finansielle sektor.

- Den europæiske stabilitetsmekanisme* (pr. 1. juli 2013). Sidste efterår besluttede medlemsstaterne i euroområdet at oprette en permanent mekanisme, der er forankret i traktaten, som et strukturelt svar på eventuelle fremtidige anmodninger om finansiel bistand efter 2013.

Den europæiske stabilitetsmekanisme15 (ESM) vil udgøre en permanent ramme for løsning af kriser og vil varetage både den europæiske finansielle stabilitetsfacilitets (EFSF) og den europæiske finansielle stabilitetsmekanismes (EFSM) rolle med hensyn til at yde ekstern finansiel bistand til medlemsstater i euroområdet fra den 1. juli 2013. Adgangen til finansiel støtte fra ESM vil kunne opnås på grundlag af strenge politiske betingelser som led i et makroøkonomisk tilpasningsprogram og en nøje analyse af holdbarheden af den offentlige gæld, som foretages af Kommissionen sammen med IMF og i samarbejde med ECB. Den støttemodtagende medlemsstat skal iværksætte en passende form for involvering af den private sektor på baggrund af de specifikke omstændigheder og på en måde, der er fuldt ud i overensstemmelse med IMF's praksis. Medlemsstater uden for euroområdet kan beslutte at deltage i transaktioner, der gennemføres af ESM på ad hoc-basis (således som det nu er tilfældet med Irland).

Vilkårene for ESM, herunder styring, kapitalens struktur og fordeling, beliggenhed, instrumenter og IMF's deltagelse, blev vedtaget på topmødet i euroområdet den 11. marts og bekræftet af Det Europæiske Råd den 24.-25. marts. ESM skal have en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. EUR (en samlet tegnet kapital på 700 mia. EUR, heraf 80 mia. EUR i form af indbetalt kapital og 620 mia. EUR i en kombination af engageret kapital, der kan kræves indbetalt, og garantier fra medlemsstaterne i euroområdet).

Traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (artikel 136) vil blive ændret med henblik på oprettelsen af ESM. Efter at Kommissionen og Europa-Parlamentet afgav positive udtalelser, enedes Det Europæiske Råd om denne ændring i februar og marts 2011, hvorved der banes vej for de nationale ratifikationer.

3. Genopretning af den finansielle sektor

Siden den finansielle krise brød ud i 2008, har EU's indsats været koncentreret om at udfylde hullerne i lovgivningen vedrørende den finansielle sektor og styrke tilsynet med denne sektor med det formål at forbedre stabiliteten, gennemsigtigheden og tilliden.

  • I januar 2011 blev der med Det Europæiske Råd for Systemiske Risici (ESRB) etableret en ny finansiel tilsynsarkitektur med reel styrke, som skal sikre, at makroøkonomiske risici opdages tilstrækkelig tidligt. Dette suppleres af tre sektormæssige europæiske tilsynsmyndigheder: den europæiske bankmyndighed (EBA – London), den europæiske tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA – Frankfurt) og den europæiske værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA – Paris)16.

  • Der er ved at blive fastlagt styrkede regler for kapitalkrav til banker, investeringsselskaber og forsikringsselskaber: en fjerde revision af kapitalkravsdirektivet for banker og investeringsselskaber samt et "solvens II"-direktiv for forsikringsselskaber (dette træder i kraft i 2013). Der vil blive større mulighed for bedre risikostyring i finansielle institutioner med de eksisterende og nye regler om regulering af honorarer og bonusser i finansielle institutioner og om reduktion af incitamenter til kortsigtede risici. Der gennemføres en global indsats for at sikre, at ingen finansiel aktør og intet finansielt marked eller finansielt produkt undgår passende regulering og effektivt tilsyn17. Der er allerede truffet foranstaltninger til at skabe en ramme for hedgefonde og private equity og udforme visse regler for kreditvurderingsbureauer, om end der stadig er behov for en yderligere indsats. Flere initiativer er under forhandling eller nært forestående18, herunder om derivater, short selling, finansielle markeder og markedsmisbrug. Kommissionen er forpligtet til inden udgangen af sommeren 2011 at fremsætte alle de nødvendige lovgivningsforslag for at implementere de G20-tilsagn, der er afgivet i London, Pittsburgh og Washington.

  • Det er også vigtigt at komme væk fra den nuværende situation med "moralsk hasard", hvor bankerne reelt går ud fra, at staten træder til, hvis de kommer ud for alvorlige vanskeligheder. Kommissionen vil derfor i de nærmeste måneder foreslå en omfattende ramme for afvikling af banker, der krakker – for at sikre, at banker kan gå fallit på en ordentlig måde, og at skatteborgerne ikke skal betale, når der opstår vanskeligheder.

Parallelt hermed arbejdes der på at sikre banksektorens levedygtighed og klare krisen.

  • Stresstest for banker er et af de tilsynsværktøjer, der anvendes på EU-plan til at opdage potentielle svagheder og forhindre konkurser eller systemsvigt. Helt konkret tjener testene til at vurdere den generelle modstandsdygtighed i EU's banksektor og de individuelle bankers solvens, når de står over for hypotetiske negative begivenheder. Dette arbejde ledes af EBA. De øvrige involverede parter er ECB, Kommissionen og nationale tilsynsmyndigheder, som er ansvarlige for at gennemføre testene på nationalt plan.

  • Siden 2008 er der gennemført to runder med stresstest. EBA indledte en ny runde med stresstest på et bredt udvalg af EU-banker i marts. Der vil blive foretaget en streng peer review og kvalitetskontrol, og resultaterne vil blive offentliggjort i midten af juni 2011. Der skal sikres fuld gennemsigtighed med hensyn til bankernes eksponeringer. Alle banker, der identificeres som sårbare og eventuelt underkapitaliserede under stresstesten, forventes at træffe de nødvendige foranstaltninger. Forud for offentliggørelsen af de nye stresstestresultater offentliggør medlemsstaterne specifikke hjælpeplaner for omstruktureringen af sårbare institutioner, herunder potentielle markedsbaserede løsninger såsom direkte finansiering på markederne eller salg af aktiver, men også solide rammer for rekapitalisering af individuelle institutioner og om nødvendigt fremskyndelse af bankomstruktureringen inden for rammerne af EU's statsstøtteregler. Stress-scenarierne, som er udarbejdet af EBA i nært samarbejde med ECB, ESRB og Kommissionen, er rigorøse og tilgodeser markedets bekymringer med hensyn til testens strenghed og rækkevidde. Hvad angår statsgældsrisikoen, vil der blive simuleret chok i forbindelse med bankernes handelsbeholdninger.

  • EBA foretager særskilt en undersøgelse af bankernes finansieringsstrukturer og likviditeten i deres aktivporteføljer.

ORDLISTE: CENTRALE UDTRYK VEDRØRENDE ØKONOMISK STYRING

Årlig vækstundersøgelse – fremlægges af Kommissionen i begyndelsen af hvert år og fastlægger de økonomiske prioriteter for EU med henblik på at fremme vækst og beskæftigelse i de næste tolv måneder. Den årlige vækstundersøgelse er det grundlag, som Det Europæiske Råd i foråret baserer sig på, når det udsteder sine retningslinjer, som derefter omsættes til nationale planer i april/maj. Fremlæggelsen af den årlige vækstundersøgelse markerer desuden indledningen af det europæiske halvår.

Europluspagten – europluspagten er en supplerende dagsorden til den årlige vækstundersøgelse indeholdende yderligere reformer, som euroområdets medlemsstater har forpligtet sig til, og som andre medlemsstater kan deltage i, hvis de ønsker det (Bulgarien, Danmark, Letland, Litauen, Polen og Rumænien har tilsluttet sig). Pagten, som blev aftalt i marts 2011, sætter fokus på konkurrenceevne, beskæftigelse, holdbare offentlige finanser og styrkelse af den finansielle stabilitet.

Europa 2020 – dette er EU's fælles økonomiske dagsorden: en tiårig reformstrategi til fremme af vækst og jobskabelse samt fremme af social integration og bekæmpelse af klimaforandringer. Strategien, som blev aftalt i marts 2010, omfatter fem niveauer for vækst og fem mål, som skal nås i 2020 i relation til beskæftigelse, forskning og innovation, energi, uddannelse og reduktion af fattigdom.

Den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) – EFSF, som blev etableret i maj 2010, er et mellemstatsligt organ, der kan låne op til 440 mia. EUR til lande i euroområdet, som har behov for finansiel støtte. Euroområdets medlemsstater tilvejebringer selv lånegarantierne. EFSF vil fra den 1. juli 2013 blive afløst af ESM.

Den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) – EFSM, som ligeledes blev oprettet i maj 2010, kan yde lån på op til 60 mia. EUR til medlemsstater i euroområdet, som har behov for finansiel støtte. EFSM er garanteret ved Fællesskabets budget, uden dog at blive finansieret af selve budgettet. EFSM vil også blive afløst af ESM pr. 1. juli 2013.

Den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) – EU's permanente mekanisme for løsning af kriser træder i kraft den 1. juli 2013. Den afløser EFSM og EFSF som det middel, hvormed der vil blive ydet finansiel bistand til medlemsstater i euroområdet, der har behov herfor. Bistanden vil blive ydet på grundlag af strenge politiske betingelser og være bundet til et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Vilkårene for ESM blev vedtaget på Det Europæiske Råd i marts 2011. ESM får en effektiv udlånskapacitet på 500 mia. EUR. For at muliggøre etableringen af ESM er der aftalt en ændring af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Det europæiske halvår – fra 2011 vil der i første halvdel af hvert år ske en intensiv politisk samordning mellem EU-institutionerne og de 27 medlemsstater om både den økonomiske dagsorden og den budgetmæssige overvågning. Dette er et centralt element i den forbedrede økonomiske styring. Halvåret starter i januar med Kommissionens præsentation af den årlige vækstundersøgelse, som indeholder prioriteterne for EU med hensyn til økonomiske reformer og finanspolitisk konsolidering. Disse prioriteter drøftes og godkendes derefter af Det Europæiske Råd i marts. I april forelægger medlemsstaterne deres nationale reformprogrammer og deres stabilitets- eller konvergensprogrammer for Kommissionen og de øvrige medlemsstater. Kommissionen fremsætter derefter henstillinger om disse programmer, som godkendes af Det Europæiske Råd i juni og vedtages formelt af Rådet i juli. Medlemsstaterne tager disse retningslinjer i betragtning ved udarbejdelsen af deres budgetter, som drøftes i de nationale parlamenter på den sædvanlige måde i anden halvdel af året – hvorved det sikres, at denne proces for allerførste gang omfatter en europæisk dimension.

Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud – medlemsstaterne skal undgå uforholdsmæssigt store underskud (over 3 % af BNP) og en uforholdsmæssigt stor gæld (over 60 % af BNP). Kommissionen har foreslået at styrke den eksisterende procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, som tager sigte på at forhindre, at regeringerne overskrider disse tærskelværdier. Når en medlemsstat ikke overholder disse tærskelværdier, beslutter Rådet på grundlag af en henstilling fra Kommissionen at indlede en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Lande i euroområdet, som er omfattet af en sådan underskudsprocedure, vil blive anmodet om at deponere et ikke-rentebærende beløb svarende til 0,2 % af deres BNP og træffe korrigerende foranstaltninger som henstillet af Rådet. Hvis et land undlader at efterkomme henstillingen, vil det deponerede beløb blive konverteret til en bod.

Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer – et centralt element i EU's nye økonomiske styring er den vægt, der lægges på sporing og korrektion af makroøkonomiske og konkurrencemæssige ubalancer, især inden for euroområdet. Ved hjælp af en resultattavle med ca. ti indikatorer vil Kommissionen opdage ubalancer, der opstår i forskellige dele af økonomien. Efter en henstilling fra Kommissionen kan Rådet indlede en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer mod en medlemsstat, hvor der består ubalancer eller er risiko herfor. For så vidt angår euroområdets lande kan en manglende korrektion af ubalancer i overensstemmelse med en aftalt køreplan og inden for en nærmere fastsat frist medføre, at der pålægges en bod på 0,1 % af BNP.

Nationalt reformprogram (NRP) – alle medlemsstater forelægger i april/maj et nationalt reformprogram for Kommissionen efter Det Europæiske Råd i marts. Heri redegøres for de økonomiske reformer og vækstfremmende foranstaltninger, der skal vedtages i det kommende år og derefter, for at den pågældende medlemsstat kan bevæge sig i retning af de mål, den har forpligtet sig til i forbindelse med Europa 2020. Medlemsstaterne forelægger deres nationale reformprogrammer sammen med deres stabilitets- og konvergensprogrammer (hvori der fokuseres på finanspolitisk konsolidering). Kommissionen baserer sine landehenstillinger på begge programmer.

Stabilitets- eller konvergensprogrammer – i ugerne efter Det Europæiske Råd i marts forelægger medlemsstaterne deres planer for sunde offentlige finanser og finanspolitisk holdbarhed for Kommissionen. For så vidt angår landene i euroområdet kaldes disse stabilitetsprogrammer, mens de i andre medlemsstater benævnes konvergensprogrammer. Kommissionen vurderer disse programmer sammen med medlemsstaternes nationale reformprogrammer i løbet af april/maj. Kommissionens henstillinger godkendes af Det Europæiske Råd i juni og vedtages formelt af Rådet kort derefter.

Stabilitets- og vækstpagt – stabilitets- og vækstpagten er den ramme, hvormed EU sikrer finanspolitisk holdbarhed i alle 27 medlemsstater og især i euroområdet. Reformerne af EU's økonomiske styring, som formelt vil blive vedtaget i juni 2011, vil gøre stabilitets- og vækstpagten mere tydelig, stærkere og mere effektiv både med hensyn til forebyggelse og håndhævelse. Kriterierne for offentlig gæld og offentligt underskud vil for første gang blive sidestillet. Medlemsstaterne vil skulle gøre store fremskridt hen imod de mellemfristede budgetmålsætninger, og væksten i udgifterne skal holdes på linje med væksten i BNP. Kommissionen vil henstille, at lande i euroområdet, som undlader at træffe korrigerende foranstaltninger til at nå disse mål inden for en aftalt frist, pålægges en bod på 0,2 % af BNP. Denne bod gælder, medmindre et kvalificeret flertal af medlemsstater stemmer imod den.

1 :

* alle punkter, der er markeret med *, er forklaret i den ordliste, der er vedhæftet dette MEMO.

Se IP/10/225

2 :

Se IP/10/581, MEMO/10/199 og MEMO/10/200

3 :

Se IP/10/1288 og MEMO/10/473

4 :

Se IP/10/1124 og MEMO/10/408

5 :

Se IP/11/63 og MEMO/11/43

6 :

Se IP/10/1434, MEMO/10/532 og MEMO/10/533

7 :

Se IP/10/1541 og MEMO/10/602

8 :

Se IP/10/1729 og MEMO/10/687

9 :

Se IP/10/1390, IP/11/469 og MEMO/11/239

10 :

Se IP/11/22 og MEMO/11/11

11 :

Se IP/10/1199, MEMO/10/455, MEMO/10/454 og MEMO/10/456

12 :

Se IP/11/22 og MEMO/11/14

13 :

Se MEMO/11/11

14 :

Se IP/10/1768

15 :

Se MEMO/10/636

16 :

Se MEMO/10/434

17 :

Se IP/10/1353, MEMO/10/506 og MEMO/10/660

18 :

Se MEMO/11/6


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site