Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Klimaændringer: Spørgsmål og svar vedrørende klimakonferencen i Cancún

Commission Européenne - MEMO/10/627   29/11/2010

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

MEMO/10/627

Bruxelles, den 29. november 2010

Klimaændringer: Spørgsmål og svar vedrørende klimakonferencen i Cancún

1. Hvorfor afholdes der endnu en konference om klimaændringer?

Parterne i FN's rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC)1 og Kyotoprotokollen2 mødes én gang om året på højtstående niveau for at drøfte, hvordan man skal fremme den internationale indsats for at bekæmpe klimaændringerne. Mexico er vært for dette års konference fra den 29. november til den 10. december i Cancún. Det vil være UNFCCC's 16. "partskonference" (COP 16) og Kyotoprotokollens 6. "partskonference, der tjener som møde for parterne".

Konferencen i 2007 i Bali lancerede forhandlingerne med henblik på at udarbejde en global ordning til bekæmpelse af klimaændringer for perioden efter 2012, når Kyotoprotokollens første forpligtelsesperiode slutter. Det var meningen, at disse forhandlinger skulle afsluttes på konferencen i København i december 2009, men det viste sig ikke at være muligt. Konferencen i København resulterede dog i Københavnsaftalen, som 140 lande, herunder Den Europæiske Union og dens medlemsstater, har tilsluttet sig.

Forhandlingerne om en global klimaordning for tiden efter 2012 vil derfor fortsætte i Cancún. Som det erkendes i Københavnsaftalen, er det nødvendigt med en hurtig global indsats, hvis verden skal have en chance for at holde den globale opvarmning nede på mindre end 2 °C over den førindustrielle temperatur.

2. Hvad kan der opnås på konferencen i Cancún? Vil det lykkes at opnå den globale klimaaftale, som det ikke lykkedes at opnå i København?

EU var rede til at indgå aftale om en ambitiøs, omfattende og juridisk bindende global klimaændringsramme i København og er fortsat rede til at indgå en sådan aftale i Cancún. Det er dog klart, at der er en række andre større økonomier, som ikke er det.

For EU er det derfor vigtigt, at Cancún bliver et betydningsfuldt mellemtrin, hvor der opnås beslutninger om en række væsentlige spørgsmål, som fører til omgående tiltag og bringer verden tættere på tilvejebringelsen af en global og omfattende juridisk bindende ramme hurtigst muligt. Pakken af beslutninger bør bygge på Kyotoprotokollen og indeholde Københavnsaftalens politiske retningslinjer. Beslutningerne bør integrere de fremskridt, der hidtil er gjort i forhandlingerne, og fastlægge nogle af hovedelementerne i strukturen for den fremtidige globale klimaordning.

3. Hvad menes der med "afbalanceret"?

Forhandlingerne om en global ordning for tiden efter 2012 føres på to parallelle "spor". Et spor vedrører langsigtede tiltag fra alle UNFCCC-parternes side, dvs. også USA, mens der på det andet spor drøftes fremtidige emissionsreduktionsmål og dertil knyttede regler for de industrilande, der er parter i Kyotoprotokollen.

For EU er en afbalanceret pakke beslutninger en pakke, som integrerer de fremskridt, der er gjort med hensyn til forskellige spørgsmål inden for hvert enkelt spor og på tværs af begge spor, og som behandler spørgsmål af interesse for alle parter.

En afbalanceret tilgang betyder også, at det fastslås, hvilke tiltag alle lande vil iværksætte, navnlig i forbindelse med nedbringelse af emissioner, og hvordan støtten til sådanne tiltag vil blive tilvejebragt.

4. Hvilke spørgsmål bør Cancúnpakken af beslutninger omfatte?

Der er endnu ikke opnået enighed om Cancúnpakkens rækkevidde. EU mener, at beslutningerne bør omfatte et antal specifikke spørgsmål og bidrage til fastlæggelsen af en global klimaordning for tiden efter 2012. Visse beslutninger bør føre til omgående praktiske tiltag for at bekæmpe klimaændringer, især i udviklingslandene.

De spørgsmål, EU ønsker at se behandlet i en afbalanceret Cancúnpakke, omfatter bl.a.:

  • integrering i FN-processen af de emissionstilsagn, der blev afgivet inden for rammerne af Københavnsaftalen

  • regler om gennemsigtighed (overvågning, rapportering og verifikation)

  • reform og udvidelse af CO2-markedsmekanismerne

  • skovrydning i udviklingslandene

  • opgørelsesregler for skovforvaltning i industrilandene

  • tilpasning til klimaændringerne

  • forvaltning af den fremtidige Grønne Københavnsklimafond

  • teknologisk samarbejde

  • kapacitetsopbygning til fordel for udviklingslandene

  • emissioner fra international luftfart og søtransport

Punkt 9 - 18 indeholder yderligere oplysninger om disse spørgsmål.

5. Går EU ind for, at der fastsættes en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen?

EU foretrækker, at en global klimaramme for tiden efter 2012 antager form af et enkelt nyt, juridisk bindende instrument, som indeholder de væsentligste elementer i Kyotoprotokollen. EU er dog rede til at acceptere et resultat, der bygger på særskilte juridiske instrumenter for hver enkelt af de to "forhandlingsspor", så længe instrumenterne indeholder sammenhængende, sammenlignelige og juridisk bindende regler. EU er villig til at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, forudsat at den indgår som led i et sådant "tosporet" resultat, som forpligter alle de store økonomier, og at protokollens svagheder, som underminerer dens miljømæssige integritet, afhjælpes på tilfredsstillende vis.

6. Hvad er EU's betingelser for at tilslutte sig en anden Kyoto-forpligtelsesperiode?

En anden Kyoto-forpligtelsesperiode bør indgå som led i en global og omfattende ramme, som forpligter alle de store økonomier til at iværksætte tiltag for at bekæmpe klimaændringerne. Kyotoprotokollen alene vil ikke forebygge farlige klimaændringer, da den kun dækker 30 % af de globale emissioner, og denne andel fremover vil falde.

De nuværende svagheder i Kyotoprotokollen, som underminerer dens miljømæssige integritet, bør behandles. De to overordnede problemer er parternes mulighed for at overføre overskud på emissionsbudgetterne – kendt som tildelte enheder – fra den første forpligtelsesperiode (se punkt 19) og protokollens regler for opgørelse af emissioner fra skovforvaltning (se punkt 13). Hvis der ikke tages fat om disse svagheder, vil det mindske virkningerne af industrilandenes nuværende emissionsreduktionstilsagn til praktisk taget nul eller endda føre til en mindre stigning i emissionerne.

Der bør gøres fremskridt med reformen af mekanismen for bæredygtig udvikling, og der bør fastlægges nye CO2-markedsmekanismer (se punkt 11).

7. Hvad gør EU for at reducere sine egne drivhusgasemissioner?

EU erkender, at industrilandene har ansvaret for at tage føringen i bestræbelserne for at bekæmpe klimaændringerne. EU er fast besluttet på at blive en meget energieffektiv økonomi med lav drivhusgasudledning. Det arbejder med succes på at nedbringe sin egne drivhusgasemissioner, som tegner sig for ca. 11 % af de globale emissioner (herunder emissioner fra skovrydning).

Takket være til dels de politikker og foranstaltninger, der i det sidste årti er gennemført på EU-niveau og nationalt niveau, er EU og dets 27 medlemsstater godt på vej til at opfylde - eller endda mere end opfylde – deres emissionsreduktionsforpligtelser under Kyotoprotokollen.

De 15 lande, der var medlemmer af EU på tidspunktet for Kyotoprotokollens vedtagelse, har forpligtet sig til i perioden 2008-2012 at reducere deres samlede drivhusgasemissioner til 8 % under niveauet i det valgte basisår (som for de fleste landes vedkommende er 1990). I 2009 var emissionerne næsten 13 % lavere, og prognoserne for de fremtidige emissioner tyder på, at man på sigt vil kunne nå op på en reduktion på hele 14,2 %. Der er 10 andre EU-medlemsstater, som har individuelle reduktionsmål på 6 eller 8 % i henhold til Kyotoprotokollen, og de er også godt på vej til at nå disse mål.

EU har afgivet et ensidigt tilsagn om at reducere sine drivhusgasemissioner til 20 % under 1990-niveauerne i tiden frem til 2020 og har også sat sig det mål, at 20 % af dets energiforbrug på det tidspunkt skal dækkes ved hjælp af vedvarende energikilder. EU er den eneste region i verden, som har indført bindende lovgivning for at sikre, at dets 2020-mål vil blive opfyldt. EU har også afgivet et betinget tilbud om frem til 2020 at optrappe sin emissionsreduktion til 30 % under 1990-niveauerne, hvis dette indgår som led i en global og omfattende klimaaftale for tiden efter 2012, og andre store økonomier forpligter sig til at yde deres rimelige bidrag. EU vil genvurdere situationen efter konferencen i Cancún og bl.a. kigge på mulighederne for at gennemføre en reduktion på over 20 % inden 2020.

Der er videnskabelige beviser for, at det for at forhindre en global opvarmning på mere end 2 °C er nødvendigt, at man inden 2050 mindst halverer de globale emissioner i forhold til 1990-niveauerne. I den sammenhæng og i overensstemmelse med industrilandenes ansvar for at tage føringen har EU sat sig det mål, at det frem til 2050 vil reducere sine emissioner med 80-95 % i forhold til 1990-niveauerne. En køreplan med en strategi for, hvordan man skal nå dette mål og fuldføre overgangen til et samfund med lav CO2-udledning, er ved at blive udarbejdet og vil blive forelagt i begyndelsen af 2011.

8. Hvor stor er EU's finansielle støtte til udviklingslandenes bestræbelser for at bekæmpe klimaændringer?

EU er verdens største donor af finansiel bistand til udviklingslandene, idet det yder næsten 60 % af den globale officielle udviklingsbistand hvert år, svarende til ca. 60 mia. USD. I 2008 tegnede EU sig for over 60 % af den samlede officielle udviklingsbistand til klimarelaterede foranstaltninger.

Foruden sin traditionelle udviklingsbistand har EU forpligtet sig til at yde 7,2 mia. EUR i form af "hurtig start"-finansiering i perioden 2010-2012 til at hjælpe udviklingslandene med at tilpasse sig til klimaændringerne og mindske deres emissioner. Denne forpligtelse udgør næsten en tredjedel af det samlede beløb på ca. 30 mia. USD til hurtig startfinansiering, som industrilandene under Københavnsaftalen gav tilsagn om for 2010-2012.

EU har i 2010 mobiliseret 2,2 mia. EUR ud af de 7,2 mia. EUR til hurtig startfinansiering, som det vil yde frem til udgangen af 2012. Det vil forelægge en komplet og gennemsigtig rapport om gennemførelsen af forpligtelsen til at yde hurtig startfinansiering på konferencen i Cancún og derefter hvert år.

Inden for rammerne af Københavnsaftalen har industrilandene også sammen forpligtet sig til at mobilisere 100 mia. USD om året i form af offentlig og privat klimafinansieringsstøtte til udviklingslandene frem til 2020. EU er rede til at påtage sig sin rimelige andel af den internationale offentlige del af finansieringen af dette samlede beløb.

9. Hvilke beslutninger ønsker EU at få vedtaget i Cancún i forbindelse med nedbringelsen af de globale drivhusgasemissioner?

Under Københavnsaftalen var der mange industri- og udviklingslande, bl.a. EU (se punkt 7), som afgav tilsagn om, at de ville reducere eller begrænse deres drivhusgasemissioner i tiden frem til 2020. Disse tilsagn er en velkommen start, men set som helhed opfylder de slet ikke målet om at opnå emissionsreduktioner i den størrelsesorden, der er nødvendig for at holde den globale opvarmning nede under 2 °C.

I betragtning af Københavnsaftalens politiske, men ikke-bindende karakter ønsker EU, at der på Cancúnkonferencen træffes beslutninger, som "forankrer" disse tilsagn i UNFCCC-forhandlingsprocessen. I Cancún bør der også indledes drøftelser for at præcisere visse uklarheder i forbindelse med nogle af tilsagnene, mobilisere støtte til gennemførelsen deraf og overveje mulighederne for at styrke det kollektive ambitionsniveau for at nå målet om at overholde loftet på 2 °C.

EU ønsker også, at der i Cancún træffes beslutninger på adskillige andre områder, som er vigtige for nedbringelsen af emissioner, bl.a

- en reform af mekanismen for bæredygtig udvikling og enighed om etableringen af nye CO2-markedsmekanismer (se punkt 11)

- fastlæggelse af det operationelle grundlag for en mekanisme til at mindske emissionerne fra rydning og forringelse af tropisk skov (se punkt 12)

- en revision af opgørelsesreglerne for skovforvaltning i industrilandene (se punkt 13)

- fastlæggelse af en global politik for reduktion af emissioner fra international luftfart og søtransport (se punkt 18).

10. Hvad skal der besluttes i Cancún vedrørende tiltagenes gennemsigtighed?

EU ønsker, at der i Cancún gøres mærkbare fremskridt for at få fastlagt et styrket system for overvågning, rapportering og verifikation. Det vil skabe større gennemsigtighed med hensyn til, om landene opfylder deres emissionstilsagn, og om industrilandene vil opfylde deres forpligtelser til at yde langsigtet finansiel bistand til udviklingslandene. Det vil også gøre det muligt at spore de globale fremskridt, der gøres for at overholde loftet på 2 °C. Den større gennemsigtighed, som et styrket system for overvågning, rapportering og verifikation ville medføre, vil kunne bidrage til at øge tilliden mellem parterne og mere generelt mellem Nord og Syd.

Københavnsaftalen indeholder nyttige retningslinjer vedrørende fastlæggelsen af et udvidet system for overvågning, rapportering og verifikation, men de skal udbygges yderligere. Der bør i Cancún træffes beslutninger, som danner grundlag for et sammenhængende og afbalanceret system for overvågning, rapportering og verifikation og gør det muligt at færdiggøre retningslinjerne for et sådant system næste år. Systemet skal sikre en ensartet tilgang, samtidig med at der tages hensyn til udviklingslandenes og industrilandenes forskellige ansvar og kapacitet, og deres forskelligartede forpligtelser respekteres.

I den sammenhæng vil alle lande skulle øge deres forelæggelse af information på grundlag af det eksisterende system med regelmæssige "nationale meddelelser", men på differentieret vis. De informationer, industrilandene fremlægger, er allerede genstand for en grundig international vurderingsproces; som et supplement hertil og i overensstemmelse med Københavnsaftalen må der i Cancún indføres en proces, som fremmer en "international konsultation og analyse" af de informationer, udviklingslandene fremlægger.

Generelt skal systemet for overvågning, rapportering og verifikation danne en fælles ramme for grundige, solide og gennemsigtige opgørelser, hvor alle lande udveksler information, lærer af hinanden og opbygger gensidig tillid.

11. Hvad bør der i Cancún besluttes vedrørende CO2-markedsmekanismerne?

CO2-markedsmekanismerne er vigtige instrumenter til at nedbringe drivhusgasemissionerne på en omkostningseffektiv måde, idet der mobiliseres finansiering fra den private sektor og investeres i lav-CO2-teknologi.

EU ønsker, at der i Cancún gøres fremskridt i retning af at reformere Kyotoprotokollens mekanisme for bæredygtig udvikling (CDM) for at forbedre dens miljømæssige integritet, effektivitet og forvaltning og øge den regionale distribution af CDM-projekter i udviklingslandene.

I Cancún bør der også etableres et grundlag for at oprette nye, udbyggede CO2-markedsmekanismer for de mere udviklede udviklingslande og for at anerkende de emissionskreditter, de genererer. Dette grundlag vil bl.a. kunne omfatte fremme af pilotprojekter. De nye mekanismer kunne omfatte hele økonomiske sektorer – "sektorspecifikke mekanismer" – eller kunne antage form af andre typer markedsmekanismer, som går videre end CDM-mekanismens projektbaserede tilgang med at udligne industrilandenes emissioner ved hjælp af emissionsbesparelser i udviklingslandene.

12. Hvad kan der i Cancún gøres ved rydningen af tropiske skove?

Skovrydningen og skovforringelsen i de tropiske regioner bærer ansvaret for ca. 15-20 % af de globale emissioner af drivhusgas. Der er international enighed om, at denne situation skal løses gennem et program, som tager sigte på at reducere emissionerne fra skovrydning og skovforringelse i udviklingslandene (kendt som "REDD"), samtidig med at man fremmer bevarelsen og en bæredygtig forvaltning af skove og styrker CO2-lagrene i skovene ("REDD+").

I Københavnsaftalen blev der også opfordret til etablering af en "REDD+-mekanisme", der kan gøre det muligt at mobilisere finansiering fra industrilandene. EU ønsker, at der i Cancún som led i en afbalanceret pakke træffes en beslutning om at gøre denne mekanisme operationel. Det bør ske ved hurtigt at udarbejde fornuftige regler, retningslinjer og mål og gennemførelsesbestemmelser for REDD+-tiltag, som sikrer mekanismens miljømæssige integritet.

Målene bør være som minimum at halvere bruttorydningen af tropiske skove i forhold til de aktuelle niveauer inden 2020 og at få standset tabet af jordens skovdække fuldstændigt inden 2030. Beslutningerne skal også beskytte de tropiske skoves biodiversitet, sikre en rimelig fordeling af fordelene mellem interesseparterne, anerkende de oprindelige folks og lokalsamfundenes rettigheder og viden og forbedre strukturerne for skovforvaltning.

Ud af de 2,2 mia. EUR til hurtig startfinansiering, som EU har mobiliseret i 2010, er 362 mio. EUR blevet afsat til at støtte REDD+-aktiviteter i udviklingslandene.

13. Hvad vil der ske med opgørelsesreglerne for skovforvaltningen i industrilandene?

Skovene er enorme kulstoflagre. De både afgiver og optager (fjerner) kuldioxid (CO2) til og fra atmosfæren.

I henhold til Kyotoprotokollen skal industrilandene opgøre emissioner og optagelse af CO2 i forbindelse med skovplantnings-/gentilplantningsaktiviteter og skovrydning i forhold til deres emissionsmål. De kan imidlertid vælge, om de vil eller ikke vil opgøre emissioner og optagelse, der stammer fra "skovforvaltning", dvs. forvaltningsaktiviteter som f.eks. hugst og gentilplantning af træer på arealer, som var beplantet med skov før 1990 og stadig er det. Valgfriheden i forbindelse med denne regel og den måde, opgørelsen foretages på, er en af protokollens svagheder; den kan mindske de praktiske virkninger af emissionsreduktionsmålene og giver kun landene et beskedent incitament til at øge deres skoves CO2-optagelse.

EU går ind for, at man strammer opgørelsesreglerne for skovforvaltning op for at øge deres miljømæssige integritet og skabe større incitamenter til at mindske emissionerne. Europa ønsker også, at det i en ordning for tiden efter 2012 gøres obligatorisk for industrilandene at opgøre emissioner og optagelser i forbindelse med skovforvaltning, forudsat at de får en vis fleksibilitet med hensyn til den praktiske gennemførelse.

Forhandlingerne under Kyotoprotokollen er nået et godt stykke frem, hvad angår revisionen af opgørelsesreglerne for skovforvaltning som led i et mere omfattende sæt opgørelsesregler for emissioner for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug ("LULUCF"). EU ønsker, at der opnås enighed om de nye LULUCF-regler i Cancún.

14. Hvad bør der i Cancún besluttes vedrørende tilpasning til klimaændringer?

Alle lande skal tilpasse sig til klimaændringerne, men dette er en særlig stor udfordring for de fattigste og mest sårbare udviklingslande. Som led i en afbalanceret pakke bør det i Cancún besluttes, at der skal etableres en ramme for internationalt samarbejde med henblik på at styrke de nationale tiltag i forbindelse med klimatilpasning. Landene bør selv fastlægge prioriteter, behov og tiltag under tilpasningsrammen.

Cancúnbeslutningen bør indeholde de vejledende principper for denne ramme. Den bør også sikre, at der tilvejebringes den fornødne finansielle støtte til tilpasningen samt midler til at overvåge og revidere gennemførelsen af tilpasningsforanstaltninger. Beslutningen bør afspejle, at støtten til tilpasning er betydningsfuld og af hastende karakter, idet der især bør gives prioritet til sårbare lande, navnlig de mindst udviklede lande (LDC-lande), små udviklingsøstater (SIDS-lande) og de lande i Afrika, der er udsat for tørke, ørkendannelse og oversvømmelser.

EU har i 2010 ydet 735 mio. EUR i form af hurtig startfinansiering til tilpasningsaktiviteter i udviklingslandene.

15. Hvad skal der i Cancún besluttes vedrørende Den Grønne Københavnsklimafond?

I Københavnsaftalen blev det besluttet, at der skulle oprettes en "grøn Københavnsklimafond". Fonden skal støtte projekter, programmer, politikker og andre aktiviteter i udviklingslandene i forbindelse med reduktion af emissioner (herunder bekæmpelse af skovrydning), tilpasning, kapacitetsopbygning og udvikling og overførsel af teknologi. Den vil blive oprettet som en operationel enhed under UNFCCC's finansielle mekanisme.

EU ønsker, at der som led i en afbalanceret pakke opnås enighed i Cancún om nøgleprincipperne for forvaltningen af fonden. EU går ind for, at man begynder at oprette fonden, således at den kan gøres operationel på den næste FN-klimakonference ved udgangen af 2011.

16. Hvad bør der i Cancún besluttes vedrørende teknologi?

Det er nødvendigt at fremskynde udviklingen, udbredelsen og udnyttelsen af teknologier, som hjælper samfundet med at tilpasse sig til klimaændringerne og mindske drivhusgasemissionerne. Derfor er det i Københavnsaftalen forudset, at der skal etableres en teknologimekanisme.

EU ønsker, at det som led i en afbalanceret pakke i Cancún besluttes at etablere mekanismen og gøre den operationel hurtigst muligt. Mekanismen bør bestå af

  • et klimateknologicenter og –netværk til at bistå udviklingslandene med at opbygge deres kapacitet til at udforme strategier og projekter og til at fremme forskning og udveksling af viden og

  • en teknologieksekutivkomité til at vurdere teknologiske prioriteter, mangler og behov samt yde rådgivning og fremsætte anbefalinger til partskonferencen.

17. Hvad kan der i Cancún gøres for kapacitetsopbygning?

EU erkender, at udviklingslandene, særlig de fattigste, har brug for støtte på mange områder til at opbygge deres kapacitet til at tilpasse sig til klimaændringerne og mindske deres emissioner. EU yder finansiel støtte til kapacitetsopbygning gennem sin officielle udviklingsbistand og sin hurtige startfinansiering (se punkt 8).

EU vil gerne som led i en afbalanceret pakke opnå, at man anerkender betydningen af kapacitetsopbygning og dens tværgående karakter.

18. Hvad med drivhusgasemissioner fra luft- og skibsfart?

Den internationale luftfart og søtransport er to af de hurtigst voksende kilder til drivhusgasemissioner. De tegner sig tilsammen for over 4 % af de globale emissioner, men emissionerne fra disse sektorer er hidtil ikke blevet håndteret på hensigtsmæssig vis.

De internationale organisationer, der er ansvarlige for de to sektorer, er Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO) og Den Internationale Søfartsorganisation (IMO). EU ønsker, at der på Cancúnkonferencen sendes et stærkt politisk signal til ICAO og IMO om, at der skal udarbejdes en global politik for reduktion af emissionerne fra disse sektorer, som er i tråd med målet om at holde den globale opvarmning nede under 2 °C.

19. Hvad bør der i Cancún gøres ved industrilandenes overskud på emissionsbudgetterne?

Under Kyotoprotokollen blev visse lande i Central- og Østeuropa, især Rusland og Ukraine, tildelt flere emissionskvoter, end de har haft brug for. Ifølge protokollens nuværende bestemmelser må de overføre deres overskydende kvoter, kendt som tildelte enheder, til en anden forpligtelsesperiode efter 2012. Det overskud, der er bygget op, er betydeligt – det skønnes at svare til 10-11 mia. ton kuldioxid (CO2) eller mere end det dobbelte af EU's samlede årlige emissioner. Dette overskud udgør en alvorlig trussel mod den miljømæssige integritet i en klimaramme for tiden efter 2012; hvis det bruges, vil det neutralisere en betydelig del af de emissionsreduktioner, parterne har givet tilsagn om.

Det vil måske ikke være muligt at løse dette spørgsmål i Cancún, men EU ønsker, at man på konferencen erkender problemets betydning og gør yderligere fremskridt med at undersøge mulighederne for at forvalte overskuddet hensigtsmæssigt. Dette skal gøres på en retfærdig måde, som ikke diskriminerer mellem lande i og uden for EU.

20. Hvem vil føre forhandlinger for Den Europæiske Union i Cancún?

Som en regional organisation for økonomisk integration er Den Europæiske Union part i UNFCCC og Kyotoprotokollen. De 27 EU-medlemsstater er også selvstændige parter.

Belgien, som i øjeblikket har formandskabet for Rådet for den Europæiske Union, og Europa-Kommissionen deler ansvaret for at føre forhandlinger på vegne af Den Europæiske Union og dets 27 medlemsstater i Cancún. Der er imidlertid en række repræsentanter fra flere medlemsstater, der er udpeget som chefforhandlere for EU i forbindelse med specifikke spørgsmål og derfor taler på EU's vegne i forhandlingerne om disse spørgsmål.

Det belgiske formandskab vil sikre, at EU's holdning koordineres, således at EU taler med "én stemme", også selv om forskellige personer udtaler sig.

1 :

UNFCCC har i øjeblikket 194 parter, bl.a. EU og alle EU-medlemsstaterne.

2 :

Kyotoprotokollen har i øjeblikket 192 parter, bl.a. EU og alle EU-medlemsstaterne. Den vigtigste forskel i forhold til UNFCCC er, at USA ikke har ratificeret Kyotoprotokollen.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site