Navigation path

Left navigation

Additional tools

Klimaforandringer: Spørgsmål og svar til meddelelsen "Analyse af mulighederne for at nedbringe drivhusgas­emissionerne ud over 20 % og vurdering af risikoen for udflytning af CO2-emissionskilder"

European Commission - MEMO/10/215   26/05/2010

Other available languages: EN

MEMO/10/215

Bruxelles, den 26. maj 2010

Klimaforandringer: Spørgsmål og svar til meddelelsen "Analyse af mulighederne for at nedbringe drivhusgas­emissionerne ud over 20 % og vurdering af risikoen for udflytning af CO2-emissionskilder"

Hvad er meddelelsens formål?

I 2007 forpligtede EU sig ensidigt til at nedbringe sine udledninger af drivhusgasser til 20 % under 1990-niveauet. Sammen med målet om 20 % vedvarende energi i 2020 blev dette løfte omsat i EU-lovgivning med den såkaldte klima- og energipakke, som Rådet og Parlamentet nåede til enighed om ved udgangen af 2008.

I 2007 afgav EU's ledere derudover løfte om at sætte nedskæringsmålet for EU's drivhusgasemissioner op fra 20 til 30 % på den betingelse, at de andre udviklede lande forpligter sig til at gennemføre tilsvarende emissionsreduktioner, og at de mere fremskredne udviklingslande bidrager rimeligt til en global indsats i overensstem­melse med deres ansvar og respektive kapaciteter.

Disse betingelser er endnu ikke opfyldt, og meddelelsen foreslår derfor ikke, at EU sætter målet til 30 % nu. Hvad den derimod gør, er at analysere omkostningerne og udbyttet ved at sætte EU's nedskæringsmål til 30 %, og hvilke valgmuligheder det indebærer, som situationen ser ud i dag, og når der tages hensyn til den seneste udvikling, f.eks. den økonomiske krise.

Meddelelsen er også et svar på klima- og energipakkens opfordring til Kommis­sionen til at vurdere de energiintensive sektorers konkurrencesituation i lyset af, hvad der kom ud af klimakonferencen i København i december 2009, og i givet fald stille forslag om foranstaltninger, der er nødvendige for at begrænse risikoen for "CO2-lækage" (udflytning af produktion fra EU til lande med lempeligere CO2-regler). Drivhusgasemissionerne fra disse energiintensive sektorer reguleres ved hjælp af EU's emissionshandelssystem (kvotesystemet).

Hvad er meddelelsens hovedpunkter?

Det er blevet billigere at opfylde nedskæringsmålene på 20 og 30 %

  • Omkostningerne ved af opfylde nedskæringsmålet på 20 %1 er faldet med en tredjedel. I 2008 blev omkostningerne i 2020 anslået til mindst 70 mia. EUR om året. Nu anslås de til 48 mia. EUR. Men det er ikke kun omkostningerne, der er blevet mindre, det samme er sket med virksomhedernes kortsigtede evne til at investere i CO2-besparende teknik.

  • De ekstra omkostninger ved at sætte reduktionsmålet op fra 20 til 30 % anslås til 33 mia. EUR om året. CO2-prisen i kvotesystemet ville blive 30 EUR pr. ton i 2020 i stedet for de 16 EUR, den vil ligge på med et reduktionsmål på 20 %. De samlede omkostninger ved en nedskæring på 30 %, inklusive omkostnin­gerne ved 20 %-målet, anslås til 81 mia. EUR om året i 2020.

  • De største muligheder for at nedsætte udledningerne findes i de kvotebelagte sektorer. Med et reduktionsmål på 30 % vil emissionsloftet over kvotesys­temet ligge 34 % under 2005-niveauet, som det med 20 %-målet ligger 21 % under. Nedskæringen af udledninger fra de sektorer, der ikke er omfattet af emissions­handelssystemet, ville ligge 16 % under 2005-niveauet, hvor der nu sigtes mod en nedskæring på 10 %.

  • I kvotesystemet kan der gøres en yderligere indsats ved at sætte færre kvoter på auktion. En reduktion svarende til 1,4 milliarder kvoter i perioden 2013-2020 kunne være nok. Det ville øge medlemsstaternes auktionsprovenu. Desuden kunne man belønne de bedst præsterende og hurtigst innoverende virksom­heder med ekstra, ufordelte gratis kvoter.

  • Ser man geografisk på det, er der relativt flere muligheder for yderligere reduktioner i de fattigere medlemsstater. EU's samhørighedspolitik kan blive et vigtigt virkemiddel til at fremskaffe de nødvendige offentlige og private finansie­ringsmidler.

  • CO2-skatter på brændstoffer eller på produkter som afspejling af deres CO2-indhold kan styrke incitamentet til at mindske udledningerne, og provenuet fra disse skatter kan geninvesteres i økonomien for at fremme grøn vækst og grønne arbejdspladser.

  • Opfyldes 30 %-målet for reduktionen, mindskes importen af olie og gas med cirka 40 mia. EUR om året i 2020.

  • En reduktion på 30 % i stedet for 20 % vil mindske omkostningerne ved luftforurening med 6,5-11 mia. EUR om året.

Mindre risiko for CO2-lækage

  • Risikoen for CO2-lækage med 20 %-målet er under de nuværende omstændig­heder mindre end antaget i 2008. EU's energiintensive sektorer som helhed vil stå i en lidt bedre situation, hvis alle løfterne fra Københavnsaftalen indfries fuldt ud. Men den fortsatte usikkerhed omkring gennemførelsen af Københavns­afta­len gør det berettiget at opretholde foranstaltninger, der allerede er aftalt, for at hjælpe energiintensive industrier i EU: gratis kvoter og adgang til internationale kreditter.

  • En overgang fra 20 til 30 % som reduktionsmål vil kun give en begrænset yderligere risiko for CO2-lækage, når blot der ikke røres ved gratis tildeling og adgang til internationale kreditter. Men adgangen til internationale kreditter bør gøres mere målrettet, fremme sektorspecifik kreditering eller begrænse brugen af CDM-kreditter fra energiintensive sektorer i udviklingslande (andre end de mindst udviklede) eller fra lande, der ikke medvirker tilstrækkeligt til den internationale klimaindsats.

  • En yderligere valgmulighed kunne være at medregne import til EU fra energiintensive industrier i EU's emissionshandelssystem. Det vil dog rejse en række praktiske problemer, og ordningen skal i givet fald udformes meget omhyggeligt for at sikre, at den er i fuld overensstemmelse med WTO-kravene.

Hvor langt er EU nået i dag med reduktionsmålet på 20 %?

EU har beskåret udledningen af drivhusgasser fra 7 % under 1990-niveauet i 2005 til 10 % under i 2008. Dette fremskridt skyldes en forstærket klimapolitisk indsats og høje energipriser. Siden 2008 har krisen sat yderligere fart i emissionsreduktionerne. I 2009 lå EU's emissioner cirka 14 % under 1990.

Udledningerne kan forventes at stige igen, når der igen kommer gang i økonomien, men ifølge fremskrivningerne vil de allerede gennemførte foranstaltninger medføre, at EU's udledninger ligger 14 % under 1990-niveauet i 2020. EU ville endda være i stand til at opfylde 20 %-målet ved egen kraft, dvs. uden at gribe til internationale kreditter, hvis der sættes yderligere ind med politiske tiltag til støtte for 20 % vedvarende energi og i begrænset omfang med foranstaltninger af regulerings- og skattemæssig art.

Hvordan har omkostningerne ved at nå reduktionsmålet på 20 % ændret sig, og hvorfor?

I 2008 blev omkostningerne ved klima- og energipakken (både til 20 % reduktion af drivhusgasudledningerne og til 20 % vedvarende energi i 2020) sat til mindst 70 mia. EUR om året i 2020. Det var på den tid 0,45 % af det fremskrevne BNP i 2020. Disse omkostninger udgør ikke et tab af BNP, men derimod de merudgifter, der skal til for at styre økonomien over mod mindre CO2-intensive aktiviteter.

Siden 2008 har tre faktorer gjort disse omkostninger mindre. For det første har en lavere økonomisk vækst presset drivhusgasemissionerne ned og dermed reelt gjort 20 %-målet mindre belastende. For det andet har de høje energipriser, og for­ventningen om, at de forbliver høje, virket som en spore til investeringer i effektiv energiudnyttelse. Derfor bliver den fremskrevne energiefterspørgsel og drivhusgas­udledning mindre. For det tredje overføres kvoter i EU's emissionshandelssystem, der som følge af krisen ikke er blevet brugt, til handelsperioden 2013-2020, hvorved de forventede CO2-priser og ‑omkostninger i 2020 sænkes.

Samspillet mellem disse faktorer har medført, at de anslåede omkostninger ved klima- og energipakken nu sættes til 48 mia. EUR i 2020, eller en tredjedel mindre end anslået, da forslaget blev stillet i 2008. Det svarer til 0,32 % af det fremskrevne 2020-BNP.

CO2-prisen i kvotesystemet anslås til 16 EUR (2008-priser) i 2020, væsentligt mindre end forventet før krisen. Lavere CO2-priser giver risiko for en tilsvarende halvering af staternes auktions­provenu. Det vil lægge yderligere pres på de offentlige finanser og forringe en anden potentiel kilde til offentlige midler i indsatsen mod klima­forandringer.

Hvad er omkostningerne ved at sætte reduktionsmålet op til 30 %?

EU's yderligere direkte omkostninger ved at skærpe målet for nedskæring af drivhusgasudledningerne fra de nuværende 20 % til 30 % anslås til cirka 33 mia. EUR i 2020 eller 0,2 % af BNP.

Ifølge fremskrivningerne vil EU's egne emissioner falde til 25 % under 1990-niveauet i 2020, mens internationale kreditter og opsparede kvoter i emissionshandelssyste­met vil bidrage med resten op til 30 % reduktion. CO2-prisen i kvotesystemet vil stige til cirka 30 EUR pr. ton svarende til den pris, der i 2008 skønnedes at blive resultatet ved en reduktion på 20 %.

De samlede omkostninger ved en reduktion på 30 %, herunder omkostningerne ved at opfylde 20 %-målet, anslås nu til 81 mia. EUR, 0,54 % af BNP, i 2020. Det er omkring en femtedel mere end de 0,45 % af 2020-BNP'et, som i 2008 blev anslået til at være prisen for at nå 20 %-målet.

Men selvom de yderligere omkostninger ved at sætte målet op til 30 % tydeligt er blevet mindre, er kapaciteten til at investere i CO2-besparende teknologi også – i det mindste på kort sigt – blevet svækket af virksomhedernes lavere rentabilitet, forbrugernes forringede købekraft og den vanskeligere adgang til banklån.

Hvad får vi ud af at sætte målet op til 30 %?

Det, at det er blevet billigere at nå 20 %-målet, og at CO2-prisen i kvotesystemet er blevet mindre end forventet, har svækket det incitament til innovation, som klima- og energipakken skabte.

Ved at sætte målet op til 30 % vil man genetablere disse innovationsincitamenter. En fremrykket indsats vil give betydelige fordele for Europas konkurrenceevne på længere sigt, fordi den gør det muligt at fastholde en stærk position på et hastigt voksende globalt marked for CO2-besparende teknologi. Dertil kommer, at en sådan fremrykning vil føre EU's udledninger ind på en bane, der er forenelig med målet om at skære ned til 80-95 % under 1990-niveauet i 2050.

Der ligger også andre betydelige økonomiske og miljømæssige fordele i at skærpe målet fra 20 til 30 %. Det vil styrke energiforsyningssikkerheden i EU ved at mindske afhængigheden af energiimport. I forhold til en situation uden yderligere indgreb vil olie- og gasimporten falde med cirka 40 mia. EUR årligt i 2020 (under antagelse af en oliepris på 88 USD pr. tønde i 2020), hvis 30%-målet nås. Denne besparelse er medregnet i ovennævnte omkostningsskøn på 81 mia. EUR for en reduktion på 30%.

Derudover vil luftforureningen blive mindre, og det vil give et udbytte på sund­hedsområdet, der anslås til mellem 3,5 og 8 mia. EUR om året (i 2020). Udgifterne til bekæmpelse af forurening vil falde med omkring 3 mia. EUR om året i 2020. Disse besparelser på grund af mindre luftforurening er ikke medregnet i ovennævnte omkostningsskøn for en reduktion 30 %.

Hvordan skulle et reduktionsmål på 30 % fordeles mellem sektorerne?

I klima- og energipakken blev 20 %-målet fordelt på særskilte reduktionsmål for de kvotebelagte sektorer på den ene side og på den anden de øvrige sektorer, som ikke er omfattet af kvotesystemet.

Her skal de kvotebelagte sektorer (eksklusive luftfart) bidrage med 21 % reduktion mellem 2005 og 2020. De ikke-kvotebelagte sektorer vil skære deres samlede emissioner ned med 10 % i samme periode. Der skæres mere ned via kvotesys­temet, fordi det er relativt billigere at reducere emissionerne fra de sektorer, der er omfattet af systemet.

Den omkostningseffektive fordeling af indsatsen mellem kvotebelagte og ikke-kvotebelagte sektorer bliver nogenlunde den samme med et mål på 30 %: kvotesystemet skal stadig resultere i en nedskæring, der målt i procent er cirka dobbelt så stor som reduktionen i sektorerne uden for sys­temet. I 2020 skulle emissionsloftet over de kvotebelagte sektorer (inklusive luftfart) ligge 34 % under 2005-emissionerne, mens det samlede mål for emissionsreduktionen i de ikke-kvotebelagte sektorer skulle være 16 % i samme periode.

Hvor i EU kan de ekstra reduktioner, der skulle til for at nå et mål på 30 %, gennemføres, og hvad betyder det for finansieringen af sådanne reduktioner?

Også hvis reduktionsmålet sættes op fra 20 til 30 %, vil de billigste reduktionsmulig­he­der være at finde i de fattigere medlemsstater. Prognoserne viser, at mange af disse lande vil overopfylde deres 2020-mål for udledninger fra de ikke-kvotebelagte sektorer uden indgreb ud over de eksisterende. Det betyder, at der stadig er store uudnyttede muligheder for at mindske udledningerne, selv efter gennemførelsen af klima- og energipakken.

Hvis disse muligheder skal udnyttes i forbindelse med en skærpelse af målet til 30 %, skal der mobiliseres offentlige og private ressourcer, der kan øge emissionsre­duktionerne, uden at det går ud over den økonomiske vækst. I den forbindelse er EU's samhørighedspolitik et vigtigt virkemiddel. Ved at styre flere af samhørig­heds­politikkens finansieringsmidler over mod grønne investeringer kan medlemsstaterne, regionerne og byerne, også i de fattigere medlemsstater, øge deres emissionsredu­cerende investeringer.

Hvad ville et reduktionsmål på 30 % betyde for EU's kvotesystem?

EU's kvotehandelssystem skal hjælpe EU og medlemsstaterne til at holde deres løfter om at mindske drivhusgasemissionerne på en omkostningseffektiv måde. Når de deltagende virksomheder kan købe og sælge emissionskvoter, kan emis­sio­nerne beskæres der, hvor det er billigst.

Det kommer ikke bag på nogen, at den økonomiske krise har påvirket emissionerne fra de kvoteregulerede sektorer kraftigt. De verificerede emissioner lå i 2009 11,6 % under niveauet i 2008 (se IP/10/576). CO2-prisen ligger lavere nu, end forventningen var i 2008, da klima- og energipakken blev vedtaget. Og hvad mere er: frem til 2020 forventes den ikke at stige igen til et niveau, der er højt nok til at fungere som drivkraft for tekniske fornyelser som f.eks. CO2-opsamling og ‑lagring.

Kvotesystemet er det primære redskab til at presse emissionerne ned i EU og bør danne udgangspunkt for initiativer til at skærpe 20 %-målet. Som nævnt vil emissionsloftet for de kvotebelagte sektorer i 2020 ligge 34 % under udledningerne i 2005, hvis målet skærpes til 30 %, i stedet for de nu planlagte 21 %.

Hvorfor bør der bortauktioneres færre kvoter, hvis målet bliver 30 %?

Hvis EU's kvotesystem skal bidrage til et reduktionsmål på 30 %, må der sættes færre kvoter i omsætning i perioden 2013-2020. Det kan gøres på to måder: enten ved at mindske antallet af kvoter, der sælges på auktion, eller ved at tildele færre gratis kvoter til industrianlæg.

Indførelsen af store auktioner for emissionskvoter er en praktisk måde at indlede udviklingen mod større reduktioner end 20 % i kvotesystemet på. Reduktionsmålet kan hæves ved at sætte en andel af de kvoter, som der er planer om at sætte på auktion i perioden frem til 2020, til side og dermed reducere den til rådighed stående kvotemængde. Det ville styrke incitamentet for de kvotebelagte virksomheder til at nedsætte deres udledninger yderligere.

Hvis færre kvoter bortauktioneres, men til en højere pris, vil medlemsstaternes samlede provenu ved salget stige: Med et reduktionsmål på 30 % beregnes CO2-prisen i kvotehandelssystemet at ville stige fra 16 til 30 EUR pr. kvote, og det vil hæve provenuet med en tredjedel i 2020.

Vedtages det at skærpe reduktionsmålet til 30 %, vil en fortsat bortauktionering af kvoter i den takt, der nu er planlagt under 20 %-målet, indebære en risiko for forstyrrelse af CO2-markedet, hvis mængden af bortauktionerede kvoter først tilpasses, efter at den ændrede lovgivning er vedtaget og trådt i kraft. Hvis en del af auktionskvoterne sættes til side, inden lovgivningen ændres, får markedet mulighed for en mere glidende tilpasning.

Kan EU's emissionshandelssystem bidrage til endnu mere innovation?

Der kan tilvejebringes yderligere innovationsincitamenter ved at udnytte det såkaldte benchmarkingsystem ved gratis kvotetildeling. Det giver mulighed for at udpege de virksomheder, der gør hurtige fremskridt mod bedre præstationer, og belønne dem ekstra med ufordelte gratis kvoter. På den måde kunne man frigøre ekstra finansi­eringsmidler til innovationsvillige virksomheder.

De praktiske regler for et sådant innovationsfremmende program kunne udformes på samme måde som reglerne for gennemførelse af demonstrationsprogrammerne for CO2-opsamling og ‑lagring og for innovativ teknologi for vedvarende energi, som finansieres med 300 millioner kvoter fra reserven til nytilkomne virksomheder.

Er EU forud med grøn teknologi?

EU ligger stadig i spidsen med grøn teknologi på mange områder. I 2008 var over 40 % af alle nye investeringer i vedvarende energi og energieffekti­vitet i verden europæiske. Men siden da er investeringerne vokset voldsomt i andre lande, især Kina. Det er ingen given sag, at EU kan bevare sin førerposition i den stadig vildere konkurrence på verdensplan.

  • Europas bilindustri ligger i spidsen i bestræbelserne på at nedskære nye personbilers CO2-emissioner. 17 % af alle nye biler solgt i EU udsendte mindre end 120 g/km. Men andre producenter gør tilsvarende fremskridt ved at lægge den traditionelle motorteknik bag sig og gå over til hybrid- og elbiler.

  • Nogle af USA's delstater og Kina udfordrer EU's forspring med hurtigt stigende investe­ringsmuligheder for vedvarende energi. I 2009 lå Kina øverst på verdensranglisten mht. vindkraftanlæg, og Kina og Taiwan fremstiller nu de fleste af verdens elproducerende solcellepaneler. Kinesiske og indiske vind­mølle­fabrikanter er nu blandt de ti største i verden.

  • Hvad angår CCS-teknikken (CO2-opsamling og ‑lagring) har EU taget vigtige skridt ved at tilvejebringe en finansieringsstøtteordning for de første CCS-demonstrationsprojekter. Men om CCS-teknikken tages i brug og bliver rentabel afhænger i høj grad af, hvilket prissignal CO2-markedet sender. Og CO2-pri­serne i kvotesystemet ligger under det forventede og giver derfor et meget mindre incitament til at indføre CCS – og i det hele taget til teknologisk forny­else.

Hvad er de tekniske muligheder for at mindske udledningerne?

Det største potentiale for yderligere emissionsreduktioner ligger i elproduktionen. Mulighederne ligger i en kombination af elbesparelser hos erhvervsmæssige brugere og i husstandene, mindskede transmissionstab i kraft af mere effektive distribu­tionsnet og større investeringer i CO2-besparende måder at producere elektricitet på som f.eks. vedvarende energi. Cirka 61 % af al ny elproduktionskapacitet, der blev installeret i EU i 2009, var baseret på vedvarende energi. Derudover ligger der også stadig et stort omkostningseffektivt reduktionspotentiale i nogle af de kvotebelagte industrisektorer. Det gælder f.eks. olieraffinaderier.

I sektorerne uden for kvotesystemet er der væsentlige muligheder for at nedbringe CO2-emissionerne fra husholdningerne og servicesektoren - hovedsagelig fra opvarmning. Landbruget står for omkring halvdelen af alle udledninger af andre drivhusgasser end CO2, og her har det intensive landbrug et yderligere potentiale for at nedbringe emissionerne af metan og lattergas.

Hvordan kan CO2-beskatning føre frem mod 30 %-målet?

Beskatning kan indføre et prissignal i de sektorer, der ikke er omfattet af kvote­systemet. Skattesystemet kan justeres sådan, at det afspejler CO2-indholdet i brændstoffer eller produkter, og dermed tilskynde til nedskæring af udledningerne. Det er en mulighed, nogle medlemsstater allerede har taget i brug, f.eks. for at udnytte det store reduktionspotentiale inden for opvarmning, mindske bilparkens CO2-intensitet og øge transportsektorens effektivitet.

En skat giver også medlemsstaterne et provenu, som de kan bruge til CO2-bespa­rende investeringer, der så igen kan skabe grønne arbejdspladser i landet selv. En makroøkonomisk vurdering af en reduktion på 30 % viser f.eks., at nettoeffekten for BNP og beskæftigelsen kan blive positiv, hvis provenuet bruges til at nedsætte prisen på arbejdskraft.

Kan vi udnytte EU-reduktionen bedre som løftestang for ændringer i de internationale krediteringsregler?

Den såkaldte CDM-mekanisme (mekanismen for bæredygtig udvikling) bygger på, at der gennemføres emissionsbesparende projekter i udviklingslande. Disse projekter skaber emissionsreduktionskreditter, som virksomheder eller regeringer i industriali­serede lande så kan købe og bruge til at opfylde deres egne reduktionsmål. Ordnin­gen har medført, at der verden over er gennemført flere tusind projekter, som i man­ge tilfælde har givet særdeles omkostningseffektive reduktioner. Imidlertid virker det efterhånden mere rimeligt, om de fremskredne udviklingslande selv iværksætter nogle af disse reduktioner.

Der er flere måder, hvorpå de internationale kreditter kan bruges som støtte for EU's reduktionsindsats.

Man kunne indføre en "multiplikator" som forudsætning for accept i EU's kvote­han­dels­system af konventionelle CDM-kreditter fra lande, der ikke deltager tilfreds­stillende i den internationale indsats for at beskytte klimaet. Det kunne f.eks. tage form af et krav om aflevering af to CDM-kreditter i stedet for kun én pr. ton CO2, der udledes under EU's kvotesystem. En sådan multiplikator kunne anvendes for visse typer af meget omkostnings­effektive projekter, som efter EU's opfattelse burde iværksættes af fremskredne udviklingslande selv, f.eks. projekter for destruktion af industrigasser.

Der kunne også indføres sektorspecifik kreditering ved siden af de projektbaserede CDM-system. Sektorspecifikke kreditter ville opstå, når en hel sektor i et avanceret udviklingsland opfylder en forud aftalt, ambitiøs tærskel for emissioner, der afspejler et indsatsniveau, som er passende for det pågældende land.

Desuden kunne en mere målrettet indfaldsvinkel til internationale kreditter også yderligere tage fat om risikoen for CO2-lækage ved at afvise CDM-kreditter fra projekter i energiintensive sektorer, der i EU anses for at være udsat for en væsentlig risiko for CO2-lækage.

Hvad skulle målet være for et pilotinitiativ mellem EU og Kina om sektorspecifikke kreditter for stålsektoren?

EU har i nogen tid talt for en overgang fra projektbaseret modregning under CDM til sektorbaserede kreditter, hvor der sættes ambitiøse kredittærskler, især for avancerede udviklingslande.

Denne holdning har udløst en aktiv debat blandt interessenter om fordele og ulemper ved sektorspecifikke krediteringsordninger og om, hvordan de skal udformes for at sikre, at de lykkes. Opmærksomheden samler sig mere og mere om pilotinitiativer, da de ville give mulighed for at nå videre med debatten ved at omsætte idéen til praksis. Det ville berige drøftelserne i de relevante FN-fora og give grundlag for efterfølgende beslutninger om udformningen. Kommissionen mener, at et pilotinitiativ med den kinesiske stålsektor er et lovende skridt fremad i denne retning.

Kan arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug medvirke til, at 30 %-målet nås?

Skønnene for, hvor meget arealanvendelse, ændringer i arealanvendelsen og skovbruget bidrager med emissioner og opsugning af emissioner er præget af stor usikkerhed. Det står dog klart, at visse aktiviteter på dette område kan yde et begrænset bidrag til at mindske udledningerne frem til 2020. Da der generelt går lang tid, fra sådanne foranstaltninger sættes i værk, til de får mærkbare virkninger, er deres modvirkningspotentiale større på længere sigt, for eksempel frem til 2030.

Hvordan påvirker Københavnsaftalens emissionsløfter risikoen for CO2-lækage?

Foreløbig har 125 parter officielt tilsluttet sig Københavnsaftalen2, der blev indgået i december sidste år. De repræsenterer mere end 80 % af de globale drivhusgas­emissioner. Alle de store udledere har afgivet løfter om mål eller handlinger for at modvirke deres emissioner.

Aftalen er ikke juridisk bindende, så forhandlingerne om en FN-klimaaftale for tiden efter 2012 fortsætter. Det gør det svært at vurdere resultatet af de internationale forhandlinger på nuværende tidspunkt.

Kommissionens analyse viser dog, at hvis alle emissionsløfterne i medfør af Københavnsaftalen holdes, vil de energiintensive sektorer i EU generelt stå i en lidt bedre position, end hvis EU gennemfører sin nedskæring på 20 %, uden at andre gør noget. Det forhold, at det er blevet billigere at opfylde 20 %-målet, og at CO2-prisen bliver lavere end oprindelig tænkt, har også mindsket risikoen for CO2-lækage.

Men da usikkerheden om den faktiske gennemførelse af Københavnsaftalen består uændret, er beskyttelsesbestemmelserne for de energiintensive industrier, der anses for truet af CO2-lækage, indtil videre stadig berettigede. Disse bestemmelser indebærer, at der udstedes gratis emissionskvoter, baseret på benchmarks, og at der anvendes internationale kreditter.

Bør der træffes yderligere eller alternative foranstaltninger for at forebygge CO2-lækage, hvis reduktionsmålet hæves til 30 %?

Den makroøkonomiske analyse viser, at i forhold til klima- og energipakken ville en skærpelse af EU's emissionsreduktionsmål til 30 % i en situation, hvor den andre parter bliver stående ved deres beskedne løfter i Københavnsaftalen, kun få begrænsede yderligere virkninger for energiintensiv industri i EU, så længe ovennævnte beskyttelsesbestemmelser forbliver gældende.

På baggrund af usikkerheden omkring løfterne fra København kunne man ledsage en skærpelse til 30 % af yderligere eller alternative skridt til at begrænse risikoen for CO2-lækage.

F.eks. bør EU som nævnt ovenfor overveje at anvende en mere målrettet fremgangsmåde med hensyn til arten og anerkendelsen af de internationale kreditter i emissionshandelssystemet. Det bør også overvejes at kræve større miljørigtighed af CDM-kreditter fra lande, der ikke deltager tilstrækkeligt i den internationale klimaindsats.

Som det fremgår af den nugældende lovgivning, er der også mulighed for at inddrage import i emissionshandelssystemet. Det betyder, at der i givet fald skal købes kvoter på markedet for at dække emissionerne fra produktionen af visse importvarer. Men i denne forbindelse opstår der bredere spørgsmål om EU's handelspolitik og vores generelle interesse i et åbent verdenshandelssystem. Fra flere af de opvoksende økonomiers side er der allerede udtrykt betænkelighed ved dette spørgsmål, og ethvert system må anerkende, at indsatsen for at mindske emissionerne ikke vil foregå i samme takt i industri- og udviklingslande. En sådan foranstaltning skal i givet fald udformes meget omhyggeligt for at sikre, at den er fuldt forenelig med WTO-kravene, og for at løse andre praktiske problemer.

Det kan blive svært at gennemføre et system, som i detaljer søger at fastlægge CO2-indholdet i hver enkelt varekategori, men en sådan præcision vil måske være nødvendig. Dette tyder på, at systemet i bedste fald kun kunne indføres for et stærkt begrænset antal standardiserede råvarer såsom stål eller cement. For det andet skal der for hver varekategori fastlægges et EU-gennemsnitligt CO2-indhold. Det kan blive en administrativ byrde og vil forudsætte enighed om, hvad gennemsnittet er, hvilket må forventes at kræve en vanskelig og langstrakt proces. For det tredje forekommer det at være en udfordring at skulle verificere emissions­præstationerne for hvert enkelt anlæg i tredjelande, uden at der skal placeres et yderst sofistikeret overvågnings- og indberetningssystem ved hvert anlæg.

Er løfterne i Københavnsaftalen nok til at holde den globale opvarmning under 2 °C?

De mere vidtrækkende af de løfter, som landende har afgivet i medfør af Køben­havnsaftalen, er et vigtigt skridt til at føre de globale emissioner ind på en bane, der er forenelig med en global temperaturstigning på under 2 °C, hvis de efterleves i fuldt omfang, men tilstrækkelige er de ikke.

Mange af de mål, industrilande har sat sig, er gjort betingede af, at andre gør en tilsvarende indsats, og mange af løfterne om en indsats fra udviklingslandenes side er betinget af, at de får yderligere international økonomisk eller teknisk bistand. Denne betingethed gør det endnu mere usikkert, om de vil blive ført ud i livet.

Industrilandenes nuværende emissionsmål tilsammen giver i bedste fald en reduktion i forhold til 1990-niveauet på 18 % i 2020 (vidtrækkende løfter) og i værste fald en reduktion på 12 % (begrænsede løfter). Disse tal ligger langt under den reduktion på 25-40 % i industrilandene, som FN's klimapanel (IPPC) har sagt er nødvendig i 2020 for at få de globale emissioner ind på en bane, der giver en 50/50-chance for at holde temperaturstigningen på mindre end 2 °C over temperaturen før industrialiseringen. En samlet reduktion på 12-18 % ligger altså langt under de 30 %, som EU forventer af industrilandene som helhed.

Dertil kommer, at ambitionsniveauet i de nuværende løfter vil dale betragteligt, hvis ikke visse regnskabsmæssige problemer med Kyotoprotokollen løses. Det gælder f.eks. spørgsmålet om, hvordan man skal behandle overskuddet af tildelte emis­sionsenheder (AAU'er) fra den første forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, og spørgsmålet om regnskabsregler for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelsen og landbrug. En mulighed for de nye EU-medlemsstater kunne være at afløse deres overskuds-AAU'er med midler fra EU's samhørighedspolitik efter 2012.

Hvad er de næste skridt?

Meddelelsen og analysen i de ledsagende arbejdsdokumenter fra Kommissionens tjenestegrene vil blive fremsendt til Rådet, Europa-Parlamentet, Regionsudvalget og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg som grundlag for deres drøftelser om en mulig overgang til et reduktionsmål for drivhusgasemissioner på 30 %. Kommissionen vil udarbejde yderligere analyser, der kan indgå i drøftelserne i lyset af de internationale forhandlinger. Kommissionen vil også fortsat overvåge risikoen for CO2-lækage.

Hvor kan jeg finde flere oplysninger?

Meddelelsen og arbejdsdokumenterne er lagt på internettet på denne adresse:

http://ec.europa.eu/environment/climat/future_action_com.htm.

1 :

Inklusive omkostningerne ved at nå målet om 20 % vedvarende energi.

2 :

Flere oplysninger kan findes her: http://www.unfccc.int/.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website