Navigation path

Left navigation

Additional tools

Spørgsmål og svar om direktivforslaget om geologisk lagring af kuldioxid

European Commission - MEMO/08/36   23/01/2008

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

MEMO/08/36

Bruxelles, den 23. januar 2008

Spørgsmål og svar om direktivforslaget om geologisk lagring af kuldioxid

1) Hvad forstår man ved separation og lagring af CO2?

Separation og lagring af kuldioxid består af en række teknologiske processer, hvor kuldioxid (CO2) først separeres fra industriens røggasser og dernæst transporteres til og injiceres i geologiske formationer.

Hovedformålet med CO2-separation og –lagring (carbon capture and storage - CCS) er at reducere CO2-emissionerne fra elproduktion fra fossile brændsler, navnlig kul og gas, men CCS kan også anvendes i CO2-intensive industribrancher såsom cementfabrikker, raffinaderier, jern- og stålindustri, petrokemikalier, forarbejdning af olie og gas mv. Efter separation transporteres CO2 til en egnet geologisk formation, som den injiceres i med det formål at isolere den fra atmosfæren på lang sigt.

Der er andre lagringsmuligheder end lagring i geologiske formationer, f.eks. lagring i vandsøjlen og lagring gennem mineralisering af CO2 (geokemisk lagring). Lagring af CO2 i vandsøjlen anses i dag for at indebære en stor miljørisiko, og Kommissionens direktivforslag om geologisk lagring af CO2 forbyder denne praksis i EU. Muligheden for lagring gennem mineralisering udforskes for tiden. Udviklingen på dette område vil blive fulgt nøje.

2) Hvordan fungerer geologisk lagring?

Der er fire hovedmekanismer til at fastholde CO2 i egnede geologiske formationer. Ved den første mekanisme holdes CO2 tilbage af et uigennemtrængeligt lag af dækbjergarter (caprock), som forhindrer CO2 i at udslippe (structural trapping). Ved den anden mekanisme (residual CO2 trapping) holdes CO2 tilbage af kapillarkræfterne i hulrummene i klippeformationen. Det finder sted ca. 10 år efter injektionen. Den tredje mekanisme består i, at CO2 opløses i vandet i den geologiske formation (formationsvæsken) og derefter synker, fordi CO2 opløst i vand er tungere end normalt vand (solubility trapping). Denne proces finder i det væsentlige sted mellem 10 og 100 år efter injektionen. Endelig finder der mineralisering sted (mineral trapping), når den opløste CO2 reagerer kemisk med klippeformationen, hvorved der dannes mineraler.

3) Hvorfor er der brug for CCS?

Selv om energieffektivitet og vedvarende energi på lang sigt er de mest bæredygtige løsninger både for forsyningssikkerheden og for klimaet, er det ikke muligt at nedskære CO2-emissionerne i EU og i verden som helhed med 50 % frem til 2050, hvis vi ikke også udnytter andre løsninger, som f.eks. CO2-separation og -lagring.

Her er tidspunktet afgørende. Ca. en tredjedel af den nuværende kulfyrede kraftværkskapacitet i Europa vil blive udskiftet inden for de kommende 10 år. På internationalt plan vil energiforbruget i Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika og Mexico føre til en betydelig global stigning i efterspørgslen, som i vid udstrækning kan ventes at blive dækket med fossilt brændsel. Vi må hurtigst muligt skabe muligheder for at håndtere disse potentielt meget omfattende emissioner.

4) Er CCS teknisk moden?

De forskellige elementer, dvs. separation, transport og lagring af CO2, er alle blevet demonstreret hver for sig, men at integrere dem i en samlet CCS-proces og nedbringe omkostningerne er stadig en udfordring.

De største CO2–lagringsprojekter, som europæiske virksomheder er involveret i, er Sleipner[1]–projektet i Nordsøen (Statoil) og In Salah[2]–projektet i Algeriet (Statoil, BP og Sonatrach). I begge projekterne udskilles CO2 fra naturgassen – en proces, som allerede finder sted, før gassen kan sælges – og lagres i undergrunden i geologiske formationer. Sleipner-projektet blev sat i gang som følge af den norske afgift på kuldioxid, der var væsentlig højere pr. ton CO2 end omkostningerne ved lagring af samme mængde i den geologiske formation i Sleipnerfeltet. In Salah projektet blev sat i gang som følge af BP's interne CO2-handelsordning. Af andre demonstrationsprojekter kan nævnes Vattenfall-projektet ved Schwartze Pumpe[3] i Tyskland, som ventes at være driftsklart i midten af 2008, og Totals CCS-projekt i Lacq-bassinet i Frankrig. "European Technology Platform on Zero Emission Fossil Fuel Power Plant (ETP-ZEP)", et interessentbaseret initiativ, der støttes af Kommissionen, har identificeret omkring 15 fuldskala demonstrationsprojekter, som vil kunne sættes i gang, så snart de nødvendige økonomiske rammer er på plads.
5) Hvor meget vil CO2-separation og -lagring koste?

Omkostningerne til CCS består dels af kapitalinvesteringer i anlæg til separation, transport og lagring af CO2, dels af omkostningerne til driften af disse anlæg – f.eks. den energi, der kræves til separation, transport og injektion af CO2. Med de nuværende teknologipriser er omkostningerne til initialinvesteringer ca. 30 til 70 % (dvs. flere hundrede millioner euro pr. anlæg) højere end for standardanlæg, og driftsomkostningerne er nu 25 til 75 % højere end for kulfyrede anlæg uden CCC. Disse omkostninger ventes at dale betydeligt, efterhånden som teknologien får anvendelse i kommerciel målestok.

6) Hvornår vil denne teknik finde almindelig udbredelse?

Om CCS vil finde anvendelse, afhænger af CO2-prisen og prisen på teknologien. Hvis prisen pr. ton CO2, der undgås med CCS, er lavere end CO2-prisen, vil CCS begynde at få fodfæste. Selv om begge disse priser fortsat er stærkt usikre, vil klima- og energipakken medvirke til at stabilisere dem i nogen grad.

I EU's emissionshandelsordning vil CO2, der separeres, transporteres og lagres forsvarligt, anses for ikke at være udledt. Revisionen af ordningen, der tager sigte på at opfylde den deltagende sektors andel af EU's drivhusgasreduktionsmål på 20 %, kan ventes at sikre en stabil CO2-pris.

I meddelelsen om støtte til tidlig demonstration af bæredygtig elproduktion ud fra fossile brændsler gør Kommissionen sig til talsmand for, at der hurtigst muligt finder en effektiv demonstration af CCS sted, og opfordrer til hurtige og dristige initiativer fra industrien og det offentlige. Sigtet med demonstration er at få erfaring med den praktiske integrering af proceselementerne i kommerciel skala. Rammelovgivningen kommer til at gælde for demonstrationsprojekter og for alle andre fremtidige CCS-projekter. Når demonstrationsprojekterne er gennemført, må prisen på denne teknologi ventes at dale betydeligt over de næste ti år.

Ifølge Kommissionens fremskrivninger i konsekvensanalysen af direktivforslaget om geologisk lagring af kuldioxid kan anvendelsen af CCS i kommerciel målestok ventes at begynde omkring 2020 for derefter at stige betydeligt.

7) Hvem kommer til at bære omkostningerne?

Forslaget om CCS vil ikke medføre yderligere omkostninger ud over dem, der allerede behøves til at opfylde reduktionsmålet på 20 %. Når CCS-teknikken er moden, vil det være op til de enkelte operatører at afgøre, om de vil udlede deres emissioner og betale CO2-kvoter til dækning heraf, eller om de vil anvende CCS til at mindske deres emissioner og deres kvoteforpligtelser. Hvor meget en operatør højst skal betale, vil i stor udstrækning afhænge af CO2-prisen: CCS vil kun blive anvendt, hvis omkostningerne pr. ton undgået CO2 er lavere end CO2-prisen. I denne forstand internaliserer CO2-prisen klimaomkostningerne ved CO2-emissionerne. Afhængigt af vilkårene på det pågældende marked kan operatørerne overvælte en del af CO2-prisen på forbrugerne. (Jf. noterne om byrdefordeling og forslaget om ændring af kvotedirektivet)

Da de nuværende omkostninger ved CCS-teknologien er væsentligt højere end CO2-prisen, vil CCS-demonstrationsprojekterne i den tidlige fase behøve finansiering ud over det incitament, som CO2-markedet indebærer. Denne yderligere finansiering kan kun fremskaffes ved et klart finansielt engagement fra industriens side, og støtte fra medlemsstaterne vil utvivlsomt også komme til at spille en vigtig rolle.

I betragtning af den store betydning, der må tillægges tidlig demonstration af CCS inden for elproduktion, og i betragtning af at en del af disse projekter kan få brug for offentlig finansiering, er Kommissionen rede til at se positivt på brugen af statsstøtte til dækning af ekstraomkostningerne ved CCS-demonstration i elproduktionsprojekter. Dette tilsagn er afspejlet i de reviderede rammebestemmelser for statsstøtte på miljøområdet, der er vedtaget med denne pakke.

8) Vil CCS blive obligatorisk?

Ikke i denne omgang. Kommissionens forslag åbner mulighed for separation og lagring af CO2, i og med at det indeholder regler om håndtering af miljørisikoen ved CCS og om fjernelse af hindringerne for CCS i den gældende lovgivning. Om CCS kommer i anvendelse i praksis, vil blive afgjort af CO2-prisen og omkostningerne ved teknologien. Det vil være op til den enkelte operatør at afgøre, om der er forretningsmæssig fornuft i at anvende CCS.

I konsekvensanalysen af direktivforslaget undersøges følgerne af obligatorisk anvendelse af CCS. Selv om det i en vis udstrækning ville føre til tidlig anvendelse af CCS, ville omkostningerne hertil være meget høje, og fordelen ville ikke være klar: det ville hverken stimulere den teknologiske udvikling, forbedre luftkvaliteten eller fremme tidlig anvendelse af CCS i tredjelande. Gøres CCS obligatorisk, vil det også stride mod den markedsbaserede tilgang, emissionshandelsordningen bygger på. At gøre en teknologi obligatorisk, selv om den endnu ikke er demonstreret i kommerciel skala, indebærer endvidere risici, som ikke kan forsvares på nuværende tidspunkt.

Denne situation kan imidlertid ændre sig. Anvendelse af CCS vil have afgørende betydning for vores mulighed for at opfylde reduktionsmålene for tiden efter 2020, og i 2015 vil vi have et klarere billede af de teknologiske muligheder. Så hvis udviklingen i den kommercielle anvendelse er træg, vil de politiske beslutningstagere være nødsaget til igen at se på muligheden for at indføre obligatorisk krav om anvendelse af CCS.

9) Hvordan behandles CCS i EU's emissionshandelsordning?

Emissionshandelsordningen vil udgøre det vigtigste incitament til at anvende CCS. CO2, der separeres og lagres forsvarligt i overensstemmelse med EU's rammelovgivning, vil under emissionshandelsordningen blive anset for ikke at være udledt. I emissionshandelsordningens fase II (2008-12) kan CCS-anlæg medtages efter eget ønske. I forslaget om ændring af emissionshandelsdirektivet hedder det for fase III (2013 og derefter), at separations-, transport- og lagringsanlæg udtrykkeligt indlemmes i direktivets bilag I.

10) Hvor meget vil CCS bidrage til nedskæringen af CO2-emissionerne i EU?

Hvor meget der nøjagtigt vil blive tale om, vil bero på, i hvor stor grad CCS anvendes. De fremskrivninger, der er udført til brug for konsekvensanalysen af direktivforslaget, viser imidlertid, at hvis CCS inddrages under emissionshandelsordningen og der regnes med en drivhusgasreduktion på 20 % i 2020 og yderligere væsentlige fremskridt hen imod vores 2050-mål i 2030, vil 7 mio. t CO2 kunne lagres i 2020, og op til ca. 160 mio. t i 2030. Den mængde CO2, der vil blive undgået i 2030, vil svare til ca. 15 % af den reduktion, der kræves i Europa[4]. Overslagene over det potentielle globale bidrag ligger tilsvarende på omkring 14 % i 2030[5].

11) Hvilken type anlægslokaliteter vil blive valgt og hvordan?

Især to slags geologiske formationer kan anvendes til CO2-lagring: tømte olie- og gasfelter og saline akviferer (vandførende lag, hvor saltindholdet er for højt til, at de kan anvendes til drikkevand eller landbrug).

Valg af anlægslokalitet er det afgørende stadium i udformningen af et lagringsprojekt. Medlemsstaterne har ret til at afgøre, hvilke områder på deres territorium der kan anvendes til CO2-lagring. Hvis der er behov for efterforskning til at indhente de nødvendige oplysninger, skal efterforskningstilladelserne udstedes på et ikke-diskriminerende grundlag, og de skal gælde i 2 år med mulighed for forlængelse.

Der skal foretages en detaljeret analyse af det potentielle anlæg efter kriterierne i direktivets bilag I, herunder modelberegning af CO2's forventede opførsel efter injektionen. Anlægget kan kun anvendes, hvis analysen viser, at der under de foreslåede anvendelsesbetingelser ikke er væsentlig risiko for udsivning, og at der ikke kan ventes væsentlige negative konsekvenser for miljø og sundhed.

Den indledende analyse af anlægget foretages af den potentielle operatør, som dernæst forelægger medlemsstatens kompetente myndighed den således indhentede dokumentation sammen med tilladelsesansøgningen. Den kompetente myndighed gennemgår oplysningerne, og udsteder et beslutningsudkast om tilladelse, hvis den finder godtgjort, at betingelserne er opfyldt.

Forslaget indeholder yderligere beskyttelsesforanstaltninger for de tidlige lagringsprojekter. For at sikre, at direktivet anvendes ensartet i hele EU, og for at styrke offentlighedens tillid til CO2-separation og –lagring, vil Kommissionen kunne vurdere tilladelsesudkastene med bistand fra et ekspertpanel. Kommissionens udtalelse om udkastene vil være offentlig, men i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet ligger den endelige beslutning om tilladelse hos den kompetente myndighed.

12) Vil lagring uden for EU være tilladt?

Det foreslåede direktiv kan kun regulere lagring i EU og - hvis det inddrages i EØS-aftalen, som Kommissionen venter vil ske - i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Emissioner, der lagres i disse områder, vil i overensstemmelse med direktivforslaget blive anset for ikke at være udledt ifølge emissionshandelsordningen. Lagring af CO2 uden for EU vil ikke blive forbudt, men emissioner, der lagres uden for EU, vil ikke blive tildelt tilgodehavender under emissionshandelsordningen. Der er derfor ikke noget nævneværdigt incitament til at lagre CO2 på denne måde.

13) Hvor stor er risikoen for udsivning? Hvad vil der ske, hvis der siver CO2 ud fra et anlæg?

Risikoen for udsivning vil i høj grad afhænge af det pågældende anlæg. I IPCC's særrapport om CCS konkluderes det:

'Iagttagelserne synes at vise, at den del [af CO2], der holdes tilbage i hensigtsmæssigt valgte og forvaltede reservoirer, med stor sandsynlighed vil overstige 99 % over 100 år og med sandsynlighed vil overstige 99 % over 1000 år[6].

Det afgørende er derfor, at anlægslokaliteten vælges og forvaltes korrekt. Kravene til valg af anlægslokalitet går ud på at sikre, at der kun vælges lokaliteter med minimal udsivningsrisiko, og Kommissionens vurdering af beslutningsudkastene til tilladelser – hvorved Kommissionen bistås af et uafhængigt videnskabeligt panel – vil skabe yderligere tillid til, at kravene vil blive opfyldt på samme måde i hele EU.

Der skal udarbejdes en overvågningsplan til kontrol med, at den injicerede CO2 opfører sig som ventet. Hvis der trods de forholdsregler, der er truffet ved valget af en anlægslokalitet, finder udsivning sted, skal der træffes udbedrende foranstaltninger for at rette op på situationen og gøre anlægget sikkert. For udsivet CO2 skal der returneres et antal emissionshandelskvoter svarende til den udsivede mængde, eftersom de lagrede emissioner under emissionshandelsordningen er registreret som ikke-udledte, da de forlod kilden. Endelig vil bestemmelserne i direktivet om miljøansvar[7] om udbedring af lokale miljøskader finde anvendelse i tilfælde af udsivning.

14) Hvem vil have ansvaret for at inspicere CO2-lagringsanlæg?

De kompetente myndigheder i medlemsstaterne skal sørge for, at der gennemføres inspektioner til at kontrollere, at direktivets bestemmelser efterkommes. Der skal gennemføres rutineinspektioner mindst hvert år med kontrol af injektions- og overvågningsudstyret og af alle potentielle mulige miljøvirkninger fra lagringskomplekset. Herudover skal der gennemføres ikke-rutinemæssige inspektioner, hvis der anmeldes tilfælde af udsivning, hvis operatørens årlige rapport til den kompetente myndighed viser, at anlægget ikke er i overensstemmelse med direktivet, eller hvis andre problemer gør sig gældende.

15) Hvordan sikres ansvaret for anlægget på lang sigt?

Geologisk lagring vil strække sig over meget længere tid end levetiden for et almindeligt kommercielt foretagende. Der skal derfor træffes forholdsregler til at sikre forvaltningen af lagringsanlæg på lang sigt. Ifølge direktivforslaget skal anlægskontrollen på lang sigt derfor overdrages til medlemsstaterne. I overensstemmelse med forureneren betaler-princippet skal operatøren imidlertid beholde ansvaret for et anlæg, så længe det indebærer en væsentlig risiko for udsivning. Der er også behov for regler til at sikre, at afvigelser i medlemsstaternes praksis ikke medfører konkurrenceforvridninger. Ifølge det foreslåede direktiv skal et lagringsanlæg overdrages til staten, når alle tilgængelige oplysninger peger i retning af, at den lagrede CO2 vil forblive fuldstændig indesluttet i al fremtid. Da dette er den anden afgørende afgørelse i et lagringsanlægs livscyklus (den første er afgørelsen om at tillade anlægget til lagring), foreslås det, at den underkastes Kommissionens vurdering.

Yderligere oplysninger:
Kommissionens websted om CO2-separation og -lagring:
http://ec.europa.eu/environment/climat/ccs/index_en.htm

IPCC's særrapport om CO2-separation og –lagring:

http://arch.rivm.nl/env/int/ipcc/pages_media/SRCCS-final/IPCCSpecialReportonCarbondioxideCaptureandStorage.htm


[1] http://www.statoil.com/statoilcom/technology/SVG03268.nsf?OpenDatabase&lang=en

[2] http://www.colloqueco2.com/IFP/fr/minisiteCO2/presentations2007/ColloqueCO2-2007_Session2_3-Wright.pdf

[3]http://www.vattenfall.com/www/vf_com/vf_com/365787ourxc/366203opera/366779resea/366811co2-f/index.jsp

[4] Konsekvensanalyse (SEK(2008)XXX) af direktivet om geologisk lagring af kuldioxid.

[5] Konsekvensanalyse (SEK(2007)8) af meddelelsen KOM(2007)2 'Begrænsning af den globale opvarmning til 2° C'.

[6] IPCC Special Report (se fodnote 1) s. 14.

[7] Direktiv 2004/35/EF.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website