Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

MEMO/05/248

Bruxelles, den 11. august 2005

Spørgsmål og svar om EU's politik for
elektrisk og elektronisk affald

1) Hvorfor er elektrisk og elektronisk affald problematisk?

Elektrisk og elektronisk affald stammer fra et væld af forskellige produkter. Det kommer bl.a. fra små og store husholdningsapparater, it- og telekommunikationsudstyr, belysningsudstyr og forbrugsvarer som radioer, fjernsyn, videokameraer og musikanlæg - en udstyrstype, der består af mange og forskelligartede materialer og komponenter, nogle af dem farlige. Hvis ikke affald fra elektrisk og elektronisk udstyr behandles rigtigt, kan det altså skabe alvorlige miljøproblemer, når det skal håndteres, især ved deponering på lossepladser og ved forbrænding.

Hvert stykke elektrisk og elektronisk udstyr består af mange forskellige dele. Det kan være printkort, kabler og ledninger, plast behandlet med flammehæmmere, kviksølvholdige kontakter, skærmudstyr som billedrør og LCD-skærme, akkumulatorer og batterier, lyskilder, kondensatorer og meget andet.

Blandt de miljøskadelige stoffer i disse komponenter finder man visse tungmetaller (kviksølv, bly, cadmium og chrom) og halogenerede stoffer (CFC, PCB, PVC og bromerede flammehæmmere). Mange af stofferne er giftige og kan være sundhedsfarlige, hvis de frigives i miljøet. F.eks. kan bly skade nervesystemet, hjerte-kredsløbssystemet og nyrerne. Også cadmium påvirker nyrernes funktionsevne og kan give hjerneskade.

Hidtil er over 90 % af det elektriske og elektroniske affald enten blevet deponeret på lossepladser, brændt eller nyttiggjort uden forudgående behandling - med fare for, at de forurenende stoffer slipper ud i miljøet og forurener luft, vand og jord.

Oplysninger fra 1998 viser, at der produceres 14 kg elektrisk og elektronisk affald per indbygger om året, eller i alt omkring 6 millioner tons om året (4 % af husholdningsaffaldet). Mængden af elektrisk og elektronisk affald skønnes at vokse med 3-5 % om året, og det er tre gange så hurtigt som affaldsstrømmen som helhed. I dag frembringer en gennemsnitsborger nok mellem 17 og 20 kg om året.

2) Hvad gør EU?

EU har vedtaget to direktiver, som tager fat om problemerne med elektrisk og elektronisk affald.

Direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE)[1] sigter mod at forebygge frembringelse af affald af elektrisk og elektronisk udstyr og at fremme genbrug, genvinding og andre former for nyttiggørelse, så der skal deponeres og forbrændes mindre af denne slags affald.

Derfor stiller det krav om, at elektrisk og elektronisk affald indsamles og nyttiggøres, genbruges eller genvindes. Genbrug af komplette apparater bør foretrækkes, når det er muligt.

Med direktivet om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr[2] tilstræber vi, at brugen af bly, kviksølv, cadmium, hexavalent chrom, polybromerede biphenyler (PBB) og polybromerede diphenylethere (PBDE) i elektrisk og elektronisk udstyr afvikles, når der er andre muligheder, sådan at det bliver lettere at nyttiggøre produkterne på miljømæssigt forsvarlig vis og at forebygge problemer under håndteringen af affaldet. (CFC, PCB og PVC gælder der andre EU-regler for.)

Begge direktiverne trådte i kraft den 13. februar 2003, og medlemsstaterne skulle indarbejde dem i national ret senest halvandet år efter, dvs. den 13. august 2004.

3) Hvad er hovedindholdet og de vigtigste tidsfrister i direktivet om elektrisk og elektronisk affald?

2005: Medlemsstaterne skal oprette og vedligeholde et producentregister, og hvert andet år skal de indsende oplysninger til Kommissionen om, hvor mange produkter, der bliver markedsført, indsamlet, nyttiggjort, genbrugt og genvundet. Hvert tredje år skal medlemsstaterne indsende en rapport om, hvordan de har anvendt direktivet.

13. august 2005 er sidste frist for oprettelse af indsamlingsordninger i medlemsstaterne, og herefter skal producenterne af elektrisk og elektronisk udstyr finansiere indsamling, behandling, nyttiggørelse og miljørigtig bortskaffelse. Det betyder, at forbrugerne kan indlevere deres gamle elektriske og elektroniske udstyr i forholdet 1:1, når de køber et nyt produkt. Oveni kommer der andre indsamlingssteder, hvor enhver kvit og frit kan aflevere sit affald fra elektrisk og elektronisk udstyr. Indsamlingsstederne skal placeres let tilgængeligt og under hensyntagen til befolkningstætheden.

Alle produkter, der markedsføres efter den 13. august 2005 skal mærkes med en overstreget affaldsspand, så forbrugerne ved, at de ikke bare må smide dem væk.

Finansieringsordningerne vil sikre, at der er penge til at varetage indsamlingen, behandlingen, nyttiggørelsen og bortskaffelsen af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Når producenterne sætter et nyt produkt på markedet efter den 13. august 2005, skal de stille en finansiel garanti (f.eks. en forsikring, penge på en blokeret konto eller deltagelse i en fælles indsamlingsordning), der dækker omkostningerne. Det skulle forebygge, at ikke er nogen til at tage sig af "forældreløse" produkter, dvs. gamle elektriske og elektroniske produkter, hvis producenter ikke findes mere.

Håndteringen af "historisk" affald, dvs. produkter, der er markedsført inden den 13. august 2005, skal finansieres ved, at producenterne tilslutter sig et kollektivt system. Kollektiv finansiering kan tage form af en fast afgift eller et gebyr på nyt udstyr.

31. december 2006 er medlemsstaternes sidste frist for at nå op på særskilt indsamling af 4 kg per indbygger om året. Producenterne skal opfylde forskellige mål for nyttiggørelse og genvinding/genbrug beregnet ud fra den gennemsnitlige vægt af de pågældende apparater. Reparation af udstyr, så det kan genbruges, skal have forrang. Når det ikke lader sig gøre, indeholder direktivet mål for genbrug af komponenter og for genvinding og nyttiggørelse af produktets materialeindhold.

For eksempel skal mindst 80 % af de store husholdningsapparater som køleskabe og mikrobølgeovne nyttiggøres, og genbrugs-/genvindingssatsen for deres indhold af komponenter, materialer og stoffer er sat til 75 %. Små husholdningsapparater, belysningsudstyr, elektrisk og elektronisk værktøj, legetøj, fritids- og sportsudstyr samt overvågnings- og reguleringsinstrumenter skal op på en nyttiggørelsesprocent på 70, og satsen for genbrug/genvinding for deres indhold af komponenter, materialer og stoffer skal være 50 %. Der er forskellige mål for nyttiggørelse og genbrug/genvinding per kategori.

Nye medlemsstater: De ti medlemsstater, der kom med i EU den 1. maj 2004 har fået fristen udsat med to år (Slovenien dog kun ét år), både for indsamlingsmålet på 4 kg per indbygger om året og for målene for nyttiggørelse og genbrug/genvinding.

4) Hvad er hovedindholdet og de vigtigste tidsfrister i direktivet om begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer?

1. juli 2006: Fra denne dato må producenternes ikke længere sælge elektrisk og elektronisk udstyr, der indeholder de farlige stoffer bly, kviksølv, cadmium, hexavalent chrom, polybromerede biphenyler (PBB) eller polybromerede diphenylethere (PBDE).

Bilaget til direktivet indeholder en liste over undtagelser fra forbuddet, hvor der ikke findes alternativer. Direktivet giver mulighed for at tilpasse bilagets liste over undtagelser til den videnskabelige og tekniske udvikling - hvis det ikke er teknisk eller videnskabeligt gennemførligt at eliminere de farlige stoffer, eller hvis erstatningsstoffets negative virkninger for miljø, sundhed eller forbrugerbeskyttelse er større end dets fordele på disse områder.

5) Hvilken rolle spiller de forskellige aktører: medlemsstaterne, forbrugerne, Europa-Kommissionen?

Medlemsstaterne skal omsætte direktivernes bestemmelser til nationale retsregler (se punkt 7) og sikre, at producenterne efterlever deres forpligtelser (se punkt 3 og 4).

Forbrugerne bør holde op med bare at smide gammelt elektrisk og elektronisk udstyr væk. Fra den 13. august 2005 skal de kunne aflevere det i butikkerne - i forholdet 1:1, når de køber nyt - og på andre indsamlingssteder, og begge steder skal det være gratis. Fra og med samme dag skal nye elektriske og elektroniske produkter mærkes med en overstreget affaldsspand, så forbrugerne er klar over, at de ikke bare kan smides væk sammen med det usorterede husholdningsaffald (se punkt 3). Ved at medvirke til den særskilte indsamling af elektrisk og elektronisk affald og ved at aflevere det på de særlige indsamlingssteder bidrager borgerne til miljømæssigt forsvarlig genbrug, genvinding og andre former for nyttiggørelse.

Europa-Kommissionen støtter gennemførelsen af de to direktiver. Den vejleder medlemsstaterne i spørgsmål om, hvordan direktiverne skal fortolkes og har til den ende udarbejdet et dokument med "hyppige spørgsmål" og svarene på dem. Det ligger på Generaldirektoratet for Miljø's websted (adresse:
http://ec.europa.eu/environment/waste/weee_index.htm).

I 2003 vedtog Kommissionen en ændring til direktivet om elektrisk og elektronisk affald, hvor det er præciseret, hvilke finansieringsforpligtelser brugere, der ikke er private husholdninger, har[3].

I 2004 vedtog den en beslutning om et spørgeskema, som medlemsstaterne skal benytte, når de indberetter deres gennemførelse af direktivet om elektrisk og elektronisk affald til Kommissionen[4]. Og i 2005 har den truffet afgørelse om dataformater.

Kommissionen er for tiden ved at tage stilling til ændringer af direktivet om begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer, hvor der gives yderligere undtagelser fra forbuddet mod de omhandlede stoffer, og hvor der fastsættes maksimalværdier for koncentrationen af de farlige stoffer, direktivet behandler.

6) Hvad vil det koste at gennemføre de to direktiver, og vil de skade erhvervslivets konkurrenceevne? Vil de få priserne på elektrisk og elektronisk udstyr til at stige?

De to direktiver gælder uden forskel for producenter i og uden for EU. Og udgifterne til afløsningsstoffer for de farlige stoffer, som "begrænsningsdirektivet" forbyder, bæres af EU- såvel som ikke-EU-producenter. Konkurrencen sker der altså ikke noget med.

I alt forventes det at ville koste 500-900 mio. EUR om året at overholde direktivet om elektrisk og elektronisk affald i hele EU. Heraf vil 300-600 mio. EUR blive brugt på indsamling og 200-300 mio. EUR på nyttiggørelse, genbrug og genvinding.

Den prisstigning, der vil blive en følge heraf, forventes at ligge mellem 1 % for det meste elektriske og elektroniske udstyr og 2-3 % for køleskabe, tv-apparater og monitorer. Omkostningerne og prisstigningerne synes berettigede på baggrund af de fordele, de to direktiver vil bringe.

Hovedmålet er at beskytte menneskenes helbred og miljøet. Men genvinding af elektrisk og elektronisk affald vil også give energibesparelser på omkring 2,8 millioner tons olieækvivalenter om året. Et mindre resurseforbrug vil derfor mindske miljøbelastningerne. Desuden vil de to direktiver resultere i besparelser på produktionsomkostningerne til nye materialer og på bortskaffelsesomkostningerne.

7) Hvor langt er medlemsstaterne kommet med at gennemføre de to direktiver?

Direktiverne om elektrisk og elektronisk affald og begrænsning i anvendelsen af farlige stoffer trådte i kraft den 13. februar 2003, og medlemsstaterne havde frist til den 13. august 2004 til at indarbejde bestemmelserne i deres nationale lovgivning.

Hidtil har Kommissionen fået meddelelse om gennemførelsen af direktivet om elektrisk og elektronisk affald fra alle medlemsstater undtagen Frankrig, Malta, Polen og Det Forenede Kongerige.

For direktivet om begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer har den fået meddelelse fra alle medlemsstater undtagen Frankrig og Det Forenede Kongerige.

Kommissionen arbejder for tiden på at vurdere, om de foranstaltninger, der er indsendt meddelelse om, udgør en korrekt gennemførelse af direktivforpligtelserne. Kommissionen kan indlede overtrædelsesprocedurer mod de medlemsstater, der ikke har gennemført direktiverne korrekt.

I juli 2005 tog Kommissionen skridt til overtrædelsesprocedurer mod otte medlemsstater, som endnu ikke havde gennemført direktiverne.
Flere oplysninger om direktiverne om elektrisk og elektronisk affald og om begrænsning af anvendelsen af farlige stoffer finder du på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/environment/waste/weee_index.htm

Nærmere oplysninger om de ordninger, medlemsstaterne har indført, kan f.eks. fås her:

Den belgiske tilbagetagelsesordning, som har været i funktion siden 1. juli 2001: http://www.recupel.be

Den hollandske tilbagetagelsesordning, som har været i funktion siden 1. januar 1999: http://www.nvmp.nl

Den svenske tilbagetagelsesordning, som har været i funktion siden 1. juli 2001: http://www.el-kretsen.se/


[1] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr [EU-Tidende L 37 af 13.2.2003], senest ændret ved direktiv 2003/108/EF [EU-Tidende L 345 af 31.12.2003.]

[2] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar 2003 om begrænsning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr [EU-Tidende L 37 af 13.2.2003].

[3] Ændringen, direktiv 2003/108/EF [EUT L 345 af 31.12.2003] handler om, hvordan håndteringen af elektrisk og elektronisk affald fra andre brugere end private husholdninger skal finansieres. For elektrisk og elektronisk udstyr, der markedsføres efter 2005, skal producenterne dække omkostningerne ved affaldshåndteringen. For historisk affald, skal producenterne betale omkostningerne, hvis de har erstattet produktet med et tilsvarende produkt eller med et, der opfylder samme funktion. Men ordningerne omfatter også mulighed for at pålægge brugerne et ansvar for finansieringen. For andet historisk affald dækkes finansieringen af brugerne.
[4] Beslutning 2004/249/EF.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site