Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Kyoto-protokollen

Commission Européenne - MEMO/03/154   23/07/2003

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL

MEMO/03/154

Bruxelles, den 23. juli 2003

Kyoto-protokollen

Hvad er Kyoto-protokollen?

De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC) og Kyoto-protokollen dertil er den eneste internationale ramme for bekæmpelse af klimaændringer.1

UNFCCC, det første internationale tiltag til at løse klimaproblemet, blev vedtaget i maj 1992 og trådte i kraft i marts 1994. Efter denne konvention skal alle signatarlandene udarbejde nationale programmer for reduktion af drivhusgasemissionerne og forelægge regelmæssige rapporter. Endvidere bør de industrialiserede signatarlande2, i modsætning til udviklingslandene, stabilisere deres drivhusgasemissioner på 1990-niveauet inden år 2000. Dette mål er imidlertid ikke bindende.

Ved således at skelne mellem industrilande og udviklingslande erkender konventionen, at industrilandene er ophav til størstedelen af de globale drivhusgasemissioner, og at de herudover har den fornødne institutionelle og finansielle kapacitet til at reducere emissionerne. Parterne mødes årligt for at gøre status over fremskridtet og drøfte yderligere foranstaltninger, og der er oprettet en række globale overvågnings- og rapporteringsmekanismer, så udviklingen i drivhusgasemissionerne kan overvåges.

Allerede i 1994 måtte man erkende, at de oprindelige UNFCCC-forpligtelser ikke ville være tilstrækkelige til at stoppe den globale stigning i drivhusgasemissionerne. Den 11. december 1997 tog regeringerne derfor et yderligere skridt og vedtog en protokol til UNFCCC i den japanske by Kyoto. Protokollen, der tager udgangspunkt i UNFCCC, opstiller bindende grænser for drivhusgasemissionerne i industrilandene og indfører en række markedsbaserede gennemførelsesmekanismer, som skal tjene til at holde bekæmpelsesomkostningerne nede.

Efter Kyoto-protokollen skal industrilandene reducere emissionerne af seks drivhusgasser (CO2, som er den vigtigste, methan, nitrogenoxid, hydrofluorcarboner, perfluorcarbon og svovlhexafluorid) på gennemsnitligt 5,2 % under 1990-niveauet i den første "forpligtelsesperiode" fra 2008 til 2012. Der er ikke opstillet emissionsmål for udviklingslandene.

Man valgte en femårig forpligtelsesperiode i stedet for ét enkelt mål-år for at udjævne årlige svingninger i emissionerne forårsaget af ukontrollable faktorer, f.eks. vejrforholdene. Efter planerne skal der i 2005 indledes internationale forhandlinger om en efterfølgende forpligtelsesperiode (efter 2012).

Forpligtelserne vil blive bindende, når Kyoto-protokollen træder i kraft. Efter ikrafttrædelsesreglerne træder protokollen først i kraft, når mindst 55 parter i UNFCCC har ratificeret den, herunder industrilande (bilag I-lande), som tegner sig for mindst 55% af CO2-emissionerne i 1990. Hidtil har 111 lande ratificeret protokollen, så den første træskel er altså nået. Heriblandt tegner bilag I-landene sig imidlertid kun for 44,2% af CO2-emissionerne3. (EU's andel er 24,2%.)

Fem af bilag I-landene har endnu ikke ratificeret protokollen: Australien, Liechtenstein, Monaco, Rusland og USA. Men kun ratifikation fra Rusland, som tegner sig for 17,4% af de globale CO2 -emissioner på 1990-niveau, eller USA , som står for 36,1%, vil være udslagsgivende, eftersom de andre lande tilsammen kun tegner sig for 2,1%. Efter at USA trak sig ud af Kyoto-protokollen i begyndelsen af 2001, er det nu Rusland, der holder nøglen protokollens ikrafttræden. Rusland har bebudet, at det vil ratificere protokollen inden længe.

Efter vedtagelsen af Kyoto-protokollen forsatte forhandlingerne om de nærmere regler for de mekanismer, der indføres med protokollen, og om gennemførelsesbestemmelserne. Slutforhandlingerne blev afsluttet med Marrakech-aftalerne i 2001. EU spillede en vigtig rolle for den vellykkede afslutning af forhandlingerne om Kyoto-protokollen, navnlig efter USA's tilbagetrækning.

Fremskridt med gennemførelsen af Kyoto-protokollen i EU

Efter Kyoto-protokollen har EU forpligtet sig til at reducere sine drivhusgasemissioner med 8% i den første forpligtelsesperiode fra 2008 til 2012. Dette mål er fordelt på medlemsstaterne efter en bindende aftale om byrdefordeling, som opstiller individuelle emissionsmål for hver enkelt medlemsstat.4 Den 31. maj 2002 ratificerede EU og alle dets medlemsstater Kyoto-protokollen.

Af økonomiske analyser af Kyoto-protokollen og konsekvenserne heraf for EU fremgår det, at det er vanskeligt at beregne de samlede overholdelsesomkostninger, og at de kan variere betydeligt, afhængigt af mange forskellige faktorer. Lægges hovedvægten på omkostningseffektive foranstaltninger, skønnes overholdelsesomkostningene for EU's erhvervsliv at komme til at ligge på ca. 0,06% af BNP eller €3,7 milliarder årligt mellem 2008 og 2012.

De kandidatlande, der ventes at tiltræde EU i maj 2004, har alle ratificeret Kyoto-protokollen og har deres egne Kyoto-mål på mellem 6% og 8%. EU's mål på 8% gælder kun de nuværende 15 medlemsstater, og det samme vil være tilfældet efter udvidelsen.

EU har indfriet sin UNFCCC-forpligtelse til at stabilisere sine drivhusgasemissioner på 1990-niveauet inden udgangen af 2000 ved at reducere drivhusgasemissionerne med 3,3% mellem 1990 og 2000. Denne reduktion betyder også, at EU har nærmet sig sit Kyoto-emissionsmål på 8%. Imidlertid steg emissionerne med 0,3% mellem 1999 og 2000 og med 1% mellem 2000 og 2001. Så i 2001 - det seneste år, der foreligger tal for - var niveauet for EU's drivhusgasemissioner 2,3% under niveauet i 1990.

En betydelig del af den første reduktion skyldtes et stort fald i emissionerne i Tyskland (med 18,3%, hvoraf halvdelen skønnes at være en følge af den økonomiske omstrukturering i det tidligere Østtyskland) og i Det Forenede Kongerige (med 12%, hvoraf en del skyldes overgangen fra kul til gas) såvel som i Luxembourg (med 44,2%, som for en stor del skyldtes omstruktureringen af stålindustrien). Ti af de 15 medlemsstater har endnu en lang vej at gå, før de kan opfylde deres forpligtelser efter EU's byrdefordelingsaftale. (Se bilaget for nærmere oplysninger.)

Hvad de enkelte sektorer angår, er der siden 1990 sket et fald i emissionerne fra forarbejdningsindustrien, energisektoren (el- og varmeproduktion) og små fyringsanlæg, herunder husholdninger. Derimod er CO2-emissionerne fra transportsektoren vokset med 18% mellem 1990 og 2000, svarende til 21% af de samlede drivhusgasemissioner.

Disse tal viser, at EU og medlemsstaterne skal gøre en betydelig indsats for at indfri deres forpligtelser efter Kyoto-protokollen. EU's emissionshandelsordning ventes at ville spille en vigtig rolle for, at de EU-lande, der har et efterslæb, kan bringes på rette kurs.

Kyoto's markedsbaserede mekanismer

Kyoto-protokollen opstiller tre markedsbaserede 'fleksible mekanismer': emissionshandel, fælles gennemførelse (Joint Implementation - JI) og mekanismen for bæredygtig udvikling (Clean Development Mechanism - CDM). Sigtet hermed er, at industrilandene kan opfylde deres mål ved at handle med emissionskvoter indbyrdes og ved at indtjene tilgodehavender fra emissionsreducerende projekter i andre lande. 'Joint Implementation' sigter mod projekter i lande, som har emissionsmål, mens 'Clean Development Mechanism' omfatter projekter i udviklingslande uden emissionsmål.

Udgangspunktet herfor er, at det for det globale miljø er mindre vigtigt, hvor emissionsreduktionen finder sted, forudsat at reduktionen er reel. På denne måde kan emissionerne mindskes dér, hvor omkostningerne er lavest, i hvert fald i den første fase af kampen mod klimaændringerne.

Der er opstillet detaljerede regler og overvågningsordninger for at forhindre misbrug af mekanismerne.

Emissionshandel

De tre fleksible mekanismer vil først kunne gennemføres på internationalt plan, når Kyoto-protokollen træder i kraft, men indtil da går EU videre med sin egen interne emissionshandelsordning. Direktivet herom blev vedtaget af Europa-Parlamentet den 2. juli 2003 og af Rådet den 22. juli 2003. Emissionshandlen vil begynde i 2005 og omfatte medlemsstaterne i det udvidede EU. EU-ordningen vil blive den første multinationale emissionshandelsordning i verden og betragtes som en forløber for den internationale emissionshandelsordning under Kyoto-protokollen.

Under EU's emissionshandelsordning vil EU-landene sætte grænser for CO2-emissionerne fra energiintensive virksomheder (ca. 10 000 stålværker, kraftværker, olieraffinaderier, papirfabrikker og cementfabrikker) ved at udstede kvoter for, hvor meget CO2 disse virksomheder har lov til at udlede. Udleder de mindre, kan deres ubrugte kvoter sælges.

Virksomheder, som realiserer reduktioner, kan sælge dem til virksomheder, som har vanskeligt ved overholde deres grænser, eller som finder emissionsbekæmpende foranstaltninger for dyre i forhold til prisen på kvoter. Virksomhederne kan også udlede CO2-mængder, der overskrider deres kvotebeholdning, ved at erhverve flere kvoter på markedet.

Denne ordning vil anspore virksomhederne til at foretage emissionsnedskæringer dér, hvor det er billigst. Den sikrer således, at nedskæringerne gennemføres med de mindst mulige omkostninger for erhvervslivet og fremmer samtidig innovationen.

De virksomheder, der nu deltager i ordningen, skønnes at tegne sig for næsten halvdelen af EU's samlede CO2-emissioner. Andre sektorer, f.eks. aluminiumproduktion, kemikalieindustrien og transportsektoren, vil kunne blive indraget senere.

Nu skal EU-landene forberede deres nationale tildelingsplaner med angivelse af den kvotemængde, som hver enkelt sektor og virksomhed vil få tildelt. Planerne skal forelægges Kommissionen senest i april 2004.

EU har endvidere bekendtgjort, at det er rede til at koble EU-ordningen til handelsordninger i andre lande, som har ratificeret Kyoto-protokollen.

'Fælles gennemførelse' (JI) og 'mekanismen for bæredygtig udvikling' (CDM)

Under Kyoto-protokollen vil industrilandene gennem JI og CDM kunne indfri en del af deres emissionsreduktionsforpligtelser ved at gennemføre emissionsreducerende projekter i andre lande og få godskrevet de hermed indvundne reduktioner. Gennem JI kan der gennemføres projekter i andre industrilande med Kyoto-mål, mens CDM skal gennemføres i lande uden sådanne mål, dvs. udviklingslande. En betingelse for, at der kan udstedes tilgodehavender for de således opnåede reduktioner, er, at projekterne resulterer i reelle, målelige og langsigtede fordele med hensyn til imødegåelse af klimaændringer.

På baggrund af disse bestemmelser og EU's emissionshandelsordning vedtog Kommissionen den 23. juli 2003 et forslag, hvorved tilgodehavender fra JI- og CDM-projekter kobles til emissionshandelsordningen. Efter dette forslag vil europæiske virksomheder kunne konvertere tilgodehavender fra JI- og CDM-projekter til kvoter og således bruge dem til at indfri deres forpligtelser under EU's handelsordning. (Regeringerne vil kunne anvende tilgodehavender fra JI- og CDM-projekter til at opfylde deres forpligtelser efter Kyoto-protokollen i den første Kyoto-forpligtelsesperiode 2008-2012, forudsat at protokollen træder i kraft.)

Tankegangen bag JI og CDM er den samme, som ligger bag emissionshandel: det gør ingen forskel, hvor emissionerne skæres ned, eftersom klimaændringerne er et globalt problem. Hvad der tæller, er at de gennemføres på den mest omkostningseffektive måde. Man skønner, at koblingen af projekttilgodehavender til emissionshandelsordningen vil sænke de årlige overholdelsesomkostninger med ca. en fjerdedel for de virksomheder, der er omfattet af ordningen, herunder virksomheder i de ti tiltrædelseslande. Gennem JI og CDM vil der endvidere blive overført miljøvenlig teknologi til lande med overgangsøkonomi (JI) og udviklingslande (CDM), hvilket vil hjælpe dem med at slå ind på en mere bæredygtig kurs.

I Kommissionens forslag tages der hensyn til, at parterne i Kyoto-protokollen er forpligtet til at realisere en betydelig del af deres Kyoto-mål gennem emissionsreduktioner i EU, således at Kyoto-protokollens fleksible mekanismer supplerer landenes hjemlige foranstaltninger. Ifølge forslaget skal der foretages en revision af ordningen, når de JI- og CDM-projekttilgodehavender, der tilgår ordningen, når op på 6% af den samlede mængde kvoter, der er udstedt for perioden 2008-2012. Hvis og når denne procentdel nås, vil man overveje at fastsætte en grænse for mængden af tilgodehavender, som kan konverteres til kvoter i resten af handelsperioden.

Forslaget udelukker nukleare anlæg, i overensstemmelse med Kyoto-protokollens regler, samt 'kulstofdræn'. Kulstofdræn - skovplantning, hvorved der absorberes CO2 - har været et kontroversielt spørgsmål på internationalt plan, fordi sådanne projekter ikke resulterer i teknologioverførsel, fordi de i sagens natur er midlertidige og reversible, og fordi der stadig er usikkerhed med hensyn til virkningerne af emissionsoptag gennem kulstofdræn. Man har endvidere endnu ikke afsluttet de Internationale forhandlinger om, hvilke typer skovbrugsprojekter regeringerne eventuelt ville kunne acceptere.

Kyoto-protokollen og EU

Bekæmpelse af klimaændringer er et af de vigtigste punkter i EU's strategi for bæredygtig udvikling, som fastslået på Det Europæiske Råds møde i Gøteborg i juni 2001, som også bekræftede EU's tilsagn om at opfylde Kyoto-målene. Det Europæiske Råd i Bruxelles den 20. og 21. marts 2003 opfordrede medlemsstaterne til at fremskynde opfyldelsen af Kyoto-protokollens mål. Klimaændringer er også et af de fire prioriterede områder i Fællesskabets 6. miljøhandlingsprogram, hvori det fremhæves, at fuldstændig implementering af Kyoto-protokollen bør være det første skridt hen imod det langsigtede mål om en nedskæring i emissionerne på 70%.5

Hjørnestenen i Kommissionens indsats for at gennemføre Kyoto-protokollen er "Det europæiske klimaændringsprogram " (ECCP), som blev indledt i marts 2000. Sigtet med ECCP er, at man sammen med alle de relevante interesseparter skal identificere og udvikle omkostningseffektive foranstaltninger, som kan hjælpe EU med at nå sit Kyoto-mål på 8% ved at supplere medlemsstaternes indsats. Siden lanceringen af ECCP er over 200 interesseparter blevet inddraget i elleve forskellige arbejdsgrupper.

Af den anden ECCP-statusrapport fra april 2003 fremgår det, at der kan træffes mange forskellige omkostningseffektive foranstaltninger for at nå EU's Kyoto-mål.6 Rapporten peger således på 42 potentielle emissionsreducerende foranstaltninger til omkostninger på under €20 pr. ton CO2 ækvivalent, svarende til et samlet emissionsreduktionspotentiale på op til 700 millioner tons CO2 ækvivalent. Til opfyldelse af EU's Kyoto-mål skønnes det, at der behøves emissionsreduktioner på ca. 340 millioner tons CO2 ækvivalent.

Af de forskellige foranstaltninger har emissionshandelsordningen det største potentiale, men Rådet og Europa-Parlamentet har vedtaget flere andre initiativer, f.eks. lovgivning til fremme af anvendelsen af vedvarende energi til elproduktion og biobrændstoffer til vejtransport, samt lovgivning om energieffektive bygninger.

Kommissionen har foreslået andre foranstaltninger, f.eks. et direktiv om kobling af JI/CDM til EU's emissionshandelsordning og et direktiv om fremme af kombineret kraftvarmeproduktion. Andre forslag er i støbeskeen, f.eks. lovgivning til regulering af fluorerede gasser. Europa-Kommissionen har endvidere forhandlet en aftale med samtlige europæiske, japanske og koreanske bilproducenter, hvorefter de i 2008/2009 skal have nedskåret de gennemsnitlige CO2 emissioner for nye biler med 25% under 1995-niveauet.

Men da selv de initiativer, som er blevet vedtaget, endnu ikke er ført ud i livet, må vi vente at se, hvor langt de i praksis vil bidrage til at mindske emissionerne. Konsekvensberegninger er altid baseret på en lang række forudsætninger og variable, og det afhænger af mange forskellige faktorer, om en given foranstaltning kan give de optimale resultater.

Virkningerne af klimaændringer

Ifølge den tredje vurderingsrapport fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPPC), som tæller verdens førende eksperter på området, ventes den gennemsnitlige overfladetemperatur at stige med mellem 1,4 og 5,8°C fra 1990 til 2100 efter 'business as usual'-scenariet, og havenes vandstand ventes at stige med mellem 9 og 88 centimeter i det samme tidsrum. Hvis ikke vi gør noget for at mindske disse ændringer, vil de få alvorlige konsekvenser for økosystemet og for økonomien.

Af disse konsekvenser kan nævnes ændringer i nogle plante- og dyrearters geografiske forekomst og/eller visse arters uddøen. Ændringer i nedbørsmønstrene vil belaste vandressourcerne i mange regioner, hvilken igen vil påvirke både drikkevandsforsyning og kunstvanding. Ekstreme vejrbegivenheder og oversvømmelser vil blive hyppigere, med de heraf følgende velkendte økonomiske omkostninger og menneskelige lidelser. I mange af de indre dele af fastlandsområderne ved de mellemste breddegrader vil de varme årstider vil blive tørrere, med deraf følgende hyppigere tørkeperioder og forringelse af jordlaget. Dette vil navnlig få konsekvenser for områder, hvor jordforringelse, ørkendannelse og tørke allerede er et stort problem. Udviklingslandene vil blive særlig hårdt ramt, og tropiske sygdomme vil brede sig til nye egne. 1990'erne var globalt det varmeste årti siden 1861.

    1 Nærmere oplysninger om UNFCCC og Kyoto-protokollen kan findes på http://unfccc.int.

    2 UNFCCC opdeler landene i to hovedgrupper: Pr. 1. juli 2002 var 186 lande parter i konventionen, hvoraf 40 industrilande var opført i konventionens bilag I, mens de resterende 146 blev benævnt ikke-bilag I-lande. Bilag I-landene tæller de 24 relativt velhavende industrilande, som var medlemmer af OECD i 1992, de 15 EU-medlemsstater og 11 lande med overgangsøkonomi, herunder Rusland

    3 Se http://unfccc.int/resource/kpthermo_if.html

    4 Rådets beslutning 2002/358/EF af 25. april 2002

    5 Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse af 22. juli 2002.

    6 Anden ECCP-stautsrapport - "Can we meet our Kyoto targets?", april 2003.

Bilag

De nedenstående grafer og tal beskriver udviklingen i emissionerne af de seks drivhusgasser frem til 2001, for hver enkelt medlemsstat og for EU som helhed. Emissionerne fra international luftfart og søfart samt emissionerne fra/optag gennem ændringer i arealanvendelse og skovbrug er ikke medtaget.

Figur 1: De samlede drivhusgasemissioner i EU i forhold til Kyoto-målet

[Graphic in PDF & Word format]

Tabel 1: Udviklingen i drivhusgasemissionerne og Kyoto-protokollens mål for 2008-2012

[Graphic in PDF & Word format]

    1) Basisår for CO2, CH4 og N2O er 1990; for fluorerede gasser anvendes 1995 som basisår, hvilket er tilladt efter Kyoto-protokollen. Dette afspejler de fleste medlemsstaters ønske.

    2) For Danmark er data, der afspejler justeringer i 1990 for el-handel (import og eksport) og for temperatursvingninger, anført i parentes. Denne metode anvendes af Danmark til at overvåge fremskridtet mod landets nationale mål under EU's "byrdefordelingsaftale". Til beregning af de samlede emissioner for EU er de ikke-justerede danske data anvendt .


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site