Navigation path

Left navigation

Additional tools

Grænseoverskridende pengeoverførsler i euro fra den 1. juli 2003 hyppigt stillede spørgsmål

European Commission - MEMO/03/140   26/06/2003

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL

MEMO/03/140

Bruxelles, den 26. juni 2003

Grænseoverskridende pengeoverførsler i euro fra den 1. juli 2003 hyppigt stillede spørgsmål

(se også IP/03/901)

Hvilke ændringer sker der fra den 1. juli 2003?

I forordning 2560/2001/EF om grænseoverskridende betalinger i euro fastsættes princippet om, at der med virkning fra den 1. juli 2003 skal betales lige store gebyrer for en grænseoverskridende transaktion og en rent indenlandsk transaktion .Når en betaling foretages i euro mellem to konti i euro, er der ingen grund til, at gebyrerne er forskellige, blot fordi en betaling passerer en grænse. I euroområdet er de geografiske grænser i dag ikke længere monetære grænser.

I medfør af forordningen sidestilles en grænseoverskridende overførsel i euro, hvor IBAN- og BIC-koderne anvendes, med en indenlandsk overførsel. Dette betyder, at såvel ved afsendelsen som ved modtagelsen skal gebyrerne være de samme som for indenlandske overførsler.

De regler, der anvendes, er de gældende regler i det land, hvor kontoen befinder sig. I tilfælde af en overførsel fra Nederlandene til Tyskland skal afsenderen betale de nederlandske gebyrer og modtageren de tyske gebyrer (såfremt der opkræves sådanne gebyrer ved modtagelse af indenlandske overførsler).

Hvilke overførsler er omfattet af princippet om, at gebyrerne skal være de samme som for indenlandske transaktioner?

Overførsler, der opfylder alle nedenstående betingelser:

  • i euro, på højst 12 500 EUR, til et land i EU

  • ordregiveren skal give oplysning om betalingsmodtagerens IBAN- og BIC-koder på det standarddokument, der anvendes af hans bank (disse blanketter er ikke de samme som dem, der anvendes ved indenlandske overførsler)

  • ordregiveren betaler sine egne gebyrer.

Hvad sker der, hvis betingelserne ikke er opfyldt?

Hvis en af de tre betingelser ikke er opfyldt, finder forordningen ikke anvendelse, og gebyrerne kan derfor blive meget højere.

Er der ændringer for overførsler på over 12 500 EUR?

I øjeblikket gælder forordningen ikke for disse beløb. Den 1. januar 2006 forhøjes beløbet til 50 000 EUR. Denne tidsmæssige forskydning er indført af hensyn til indsamling af statistiske oplysninger.

Statistikkerne over grænseoverskridende betalinger anvendes af statistikerne til at beregne handelsstrømmene, bl.a. inden for EU. Som følge heraf skulle alle transaktioner indberettes. Med forordningen ophæves denne pligt til systematisk indberetning af betalinger på indtil 12 500 EUR. For så vidt angår betalinger på et større beløb, er det nødvendigt at give statistikerne tid til at udarbejde nye instrumenter til indsamling af oplysninger.

Hvad er IBAN og BIC?

Forordningen har ligeledes til formål at hjælpe bankerne med at indføre automatiske overførselssystemer. I denne forbindelse er anvendelsen af det internationale bankkontonummer (IBAN) og bankidentifikationsnummeret (BIC) en forudsætning for den automatiske overførsel. Denne kan ikke finde sted, hvis kunden ikke har anført disse oplysninger.

IBAN (International Bank Account Number) er betalingsmodtagerens internationale bankkontonummer. De eksisterende systemer for nummerering af bankkonti er rent nationale og indeholder ikke noget element, der viser, i hvilket land kontoen befinder sig. IBAN-standarden består simpelthen i, at der foran hvert kontonummer tilføjes 4 karakterer : 2 bogstaver, der angiver landet, ligesom for et internationalt telefonnummer, og to tal, der gør det muligt at kontrollere IBAN, således at transskriptionsfejl kan undgås.

Det omfatter højst 34 karakterer, men har en bestemt længde for hvert land: f.eks. 16 karakterer i Belgien, men 27 i Frankrig.

Land

Eksempel på IBAN
ØstrigAT617601300035746811
BelgienBE62510007547061
DanmarkDK5000400440116243
FinlandFI2112345600000785
FrankrigFR1420041010050500013M02606
TysklandDE8937040044532013000
GrækenlandGR1601101250000000012300695
IrlandIE29AIBK93115212345678
ItalienIT40S0542811101000000123456
LuxembourgLU280019400644750000
NederlandeneNL39RABO0300065264
PortugalPT50000201231234567890154
SpanienES0700120345030000067890
SverigeSE3550000000054910000003
Det Forenede KongerigeGB29NWBK60161331926819

BIC (Bank Identifier Code) angiver ganske enkelt betalingsmodtagerens bank. Det supplerer de oplysninger, der er indeholdt i IBAN-koden. Det omfatter normalt 11 karakterer, men i visse tilfælde dog kun 8. BIC er ofte kendt under navnet SWIFT-kode eller adresse.

Hvordan får man kendskab til betalingsmodtagerens IBAN og BIC?

Betalingsmodtageren skal give disse oplysninger til den person, der giver ordre til betalingen. For at sikre, at disse oplysninger stilles til rådighed for kunderne, fastsættes det bl.a. i forordningen, at kundens IBAN og BIC skal anføres på kontoen fra den 1. juli. Fakturaer, der kan betales ved hjælp af en grænseoverskridende overførsel, skal ligeledes indeholde disse oplysninger. Disse oplysninger skal så vidt muligt være tilgængelige til enhver tid. Det er desuden nødvendigt, at brugerne ved, hvordan de skal benytte sig af disse oplysninger. Kommissionen har derfor ved flere lejligheder gjort bankverdenen opmærksom på, hvor vigtigt det er at udsende oplysninger om anvendelsen af IBAN og BIC. Kommissionen har også udsendt en informationsbrochure, som er tilgængelig på følgende internetadresse:

http://ec.europa.eu/internal_market/en/finances/payment/area/index.htm

Hvad sker der, hvis der ikke gives oplysning om IBAN og BIC?

En overførsel, der ikke foretages automatisk, bliver langt dyrere for banken. Derfor har bankerne allerede fastsat forskellige takster afhængig af de anførte oplysninger. En kunde, der skal foretage en grænseoverskridende betaling, kommer til at betale store ekstragebyrer, hvis han ikke kan give oplysning om betalingsmodtagerens IBAN- og BIC-koder. Det er udtrykkelig fastsat i EU-forordningen, at der kan pålægges ekstragebyrer, hvis der ikke gives oplysninger om IBAN og BIC.

Berøres taksterne for indenlandske overførsler af forordningen?

Forordningen fastslår ganske enkelt et princip om, at der ikke må skelnes mellem indenlandske og grænseoverskridende betalinger i euro. Tilpasningen af gebyrerne vil derfor medføre et betydeligt fald i prisen på grænseoverskridende transaktioner. Prisen på en betalingstjeneste fastsættes af banken. Hvis en bank mener, at den bliver nødt til at kompensere sit indtægtstab i forbindelse med indførelsen af forordningen ved at hæve prisen på de indenlandske overførsler, er forordningen ikke til hinder herfor. Bankverdenen oplyser ofte, at der for hver grænseoverskridende overførsel er et hundrede indenlandske overførsler. Hvis man antager, at omkostningerne ved en grænseoverskridende overførsel er 25 EUR, viser en enkel beregning, at de indenlandske overførsler vil blive forhøjet med 25 cent. Dette ræsonnement tager imidlertid ikke hensyn til de store produktivitetsgevinster, der opnås i forbindelse med automatiseringen af transaktioner, som førhen foregik manuelt.

Visse banker hæver deres gebyrer for indenlandske pengeoverførsler. Hvad mener Kommissionen herom?

De igangværende initiativer i bankverdenen vil give mulighed for at opnå grænseoverskridende overførsler, der er lige så billige som de indenlandske overførsler. Det er derfor overraskende at konstatere, at en række banker bruger EU-forordningen som argument til at foretage gebyrforhøjelser, som ikke synes at have nogen forbindelse med de reelle omkostninger.

Bankverdenen modsatte sig denne forordning med den begrundelse, at de grænseoverskridende overførsler kun udgjorde 1 % af de samlede overførsler. Det er derfor ikke logisk at beslutte to år senere, at indenlandske overførsler, der koster nogle cent i juni 2003, pludselig skal koste nogle euro i juli 2003, og hævde, at denne stigning skyldes EU-forordningens ikrafttræden.

Bankerne kan frit fastsætte deres gebyrpolitik. Kommissionen gør dog opmærksom på, at der ikke kan foretages en gebyrforhøjelse, hvis kunden ikke på forhånd er blevet underrettet herom (artikel 4, stk. 2, i forordning 2560/2001). Kommissionen skal desuden i juli 2004 forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om udviklingen i gebyrerne for indenlandske betalingstransaktioner.

Hvorfor var de grænseoverskridende pengeoverførsler så dyre?

På nationalt plan er overførslerne i dag fuldstændig automatiseret: når en betalingsordre registreres elektronisk (ved skranken i banken eller i forbindelse med behandlingen), foregår hele transaktionen uden nogen menneskelig medvirken. Dette høje automatiseringsniveau forklarer, hvorfor omkostningerne ved indenlandske overførsler kun udgør nogle få cent. En stor del af de grænseoverskridende overførsler blev derimod behandlet manuelt, hovedsagelig som følge af den manglende standardisering af kontonummereringen. Derfor fastsætter forordningen, at der skal gælde et princip om lige store gebyrer for ensartede overførsler, altså også for automatiske grænseoverskridende overførsler, hvor IBAN- og BIC-koderne anvendes.

Hvad gøres der i øjeblikket for at forbedre behandlingen af overførslerne?

Umiddelbart efter offentliggørelsen af forordningen i december 2001, oprettede den europæiske banksektor Det Europæiske Betalingsråd (European Payment Council). Denne struktur skal sikre gennemførelsen af et europæisk betalingsområde, der er lige så effektivt som de tidligere nationale områder. Således blev der den 28. april 2003 indført et udlignings- og afregningssystem (STEP2) for overførsler af små beløb. Dette første fælleseuropæiske clearingkontor (PEACH (Pan European Automatic Clearing House)) skal i begyndelsen behandle grænseoverskridende overførsler. Der er ligeledes udarbejdet nye standarder og nye regler for disse overførsler (CREDEURO-projektet). Der foregår en række lignende aktiviteter, bl.a. med hensyn til oprettelse af et europæisk system for direkte debitering (automatisk opkrævning).

Kommissionen er på sin side i færd med at revidere de samlede retlige rammer for betalinger. Den vil inden længe udsende en meddelelse, hvori den bl.a. vil angive, hvilke hindringer der fortsat består, og forslag til at fjerne disse.

Hvad er det indre betalingsområde?

Det er anvendelsen af princippet om grænsernes afskaffelse på betalingsområdet. Den bagvedliggende tanke er, at transaktioner, der foretages i en enkelt valuta, nemlig euroen, skal anses for indenlandske, også selv om de passerer en grænse. Derfor skal grænseoverskridende transaktioner gradvis gennemføres til samme pris og inden for samme tidsfrister som indenlandske transaktioner.

I hvert af de tolv nationale betalingsområder, der eksisterer inden for euroområdet, er gebyrerne for en transaktion de samme, uanset om betalingen går fra den ene side af gaden til den anden i hovedstaden eller fra den ene afsidesliggende landsby til den anden. Dette princip om et indre betalingsområde omdanner de tolv nationale områder til et enkelt indre euroområde.

Det samme princip gælder også for transaktioner i euro, der foretages til og fra de øvrige EU-lande.

Hvilken politik vil Kommissionen føre for at opbygge dette indre betalingsområde ?

Det vil tage flere år at opbygge dette område. Kommissionen arbejder i øjeblikket på en omformning af de retlige rammer for betalinger. Forordningen harmoniserer blot gebyrprincipperne. De forskellige juridiske regler for de forskellige betalingsinstrumenter bør også harmoniseres. I dag er det derfor næsten umuligt at etablere grænseoverskridende systemer for direkte debitering. Dette skyldes bl.a. de juridiske regler, der er forskellige fra det ene land til det andet og i de fleste tilfælde uforenelige. Direkte debitering er imidlertid et af de enkleste betalingsmidler.

Der er dog også andre aspekter, som er meget vigtige, f.eks. interoperabilitet og sikkerhed. For så vidt angår interoperabilitet er de elektroniske punge, der i dag findes i EU, alle strengt nationale. Også hvad angår sikkerhed er det vigtigt, at de nye standarder i forbindelse med anvendelsen af chipkort og kontrolforanstaltningerne i forbindelse med hemmelige koder er de samme i hele EU. I tilfælde af forskellige sikkerhedsstandarder falder sikkerheden til det laveste niveau, så snart en transaktion bliver grænseoverskridende. Kommissionen afholder den 16. september 2003 en konference om dette emne:

http://ec.europa.eu/internal_market/en/finances/payment/conference/index.htm

Hvordan anvendes forordningen på transaktioner med de EU-lande, der er uden for euroområdet ?

Hvis en belgisk virksomhed sender en overførsel i euro til en britisk virksomhed på en konto i euro, finder forordningen anvendelse. Afsenderen af betalingen skal betale samme gebyrer som for en indenlandsk overførsel. Hvis den britiske virksomhed skal foretage betalinger i euro til euroområdet, er gebyrerne for overførslen de samme som for en overførsel i euro inden for Det Forenede Kongerige, og eventuelle gebyrer ved modtagelsen er de samme som for en indenlandsk overførsel.

Hvilke sanktionsmuligheder findes der?

Det hedder i forordningens artikel 7, at ”overholdelsen af denne forordning sikres af sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har en afskrækkende virkning”.

De enkelte medlemsstater har ansvaret for disse sanktioner. Det er et princip i fællesskabsretten, at hver stat skal sørge for, at overtrædelser af fællesskabsretten straffes på samme måde som overtrædelser af den nationale ret.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website