Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Brexitforberedelser: Europa-Kommissionen vedtager et endeligt sæt nødforanstaltninger i tilfælde af "ingen aftale" for studerende på Erasmus+ samt vedrørende koordinering af de sociale sikringsordninger og EU-budgettet

Bruxelles, den 30. januar 2019

Da der er stigende risiko for, at Det Forenede Kongerige forlader EU den 30. marts i år helt uden en aftale ("ingen aftale"), har Europa-Kommissionen i dag vedtaget en række endelige forslag til nødforanstaltninger vedrørende programmet Erasmus+, koordinering af de sociale sikringsordninger og EU-budgettet.

Dette følger efter opfordringen fra Det Europæiske Råd (artikel 50) i november og december 2018 om at intensivere forberedelserne på alle niveauer og vedtagelsen den 19. december 2018 af Kommissionens nødhandlingsplan, herunder en række lovgivningsmæssige foranstaltninger, samt seneste uges nødforslag vedrørende EU-fiskeri. Dette kommer oven i de omfattende forberedelser, som Kommissionen har arbejdet med siden december 2017, jf. tidligere meddelelser om forberedelserne.

Dagens foranstaltninger sikrer, at i tilfælde af "ingen aftale":

- kan unge fra EU og Det Forenede Kongerige, der deltager i programmet Erasmus + den 30. marts 2019, gøre deres ophold færdigt uden afbrydelser

- vil EU-medlemsstaternes myndigheder fortsat medtage forsikringsperioder, beskæftigelse, selvstændig virksomhed eller bopæl i Det Forenede Kongerige inden udtrædelsen, når de beregner sociale sikringsydelser, f.eks. pensioner

- kan britiske modtagere af EU-midler fortsat modtage betalinger i henhold til deres nuværende kontrakter, forudsat at Det Forenede Kongerige fortsat opfylder sine økonomiske forpligtelser i henhold til EU-budgettet. Dette spørgsmål er uafhængigt af den finansielle afregning mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige.

Det er vigtigt at bemærke, at disse foranstaltninger hverken vil eller kan afhjælpe de generelle konsekvenser af "ingen aftale", og de kan heller ikke på nogen måde kompensere for den manglende forberedelse eller erstatte alle fordelene ved et EU-medlemsskab eller de fordelagtige betingelser i en overgangsperiode, jf. udtrædelsesaftalen.

Dagens forslag er af midlertidig karakter, af begrænset omfang og vil blive vedtaget ensidigt af EU. De tager hensyn til drøftelser med medlemsstaterne. Kommissionen vil fortsat støtte medlemsstaterne i deres forberedelser og har intensiveret sin indsats ved eksempelvis at organisere besøg i alle de 27 hovedstæder i EU.

Beskyttelse af studerendes rettigheder under Erasmus+

Programmet Erasmus+ er et af EU's flagskibe. Den 30. marts vil der være 14 000 unge fra EU-27 (herunder studerende, kandidattrainees, praktikanter fra erhvervsuddannelser, ungdomselever og undervisningspersonale) i Det Forenede Kongerige takket være programmet Erasmus +, og tilsvarende er der 7 000 briter i EU-27. Hvis det ender med "ingen aftale", ville de ikke kunne færdiggøre deres Erasmus+ og heller ikke kunne komme i betragtning til støtte. Dagens forslag har til formål at afhjælpe dette ved at sikre, at studerende og praktikanter i udlandet, der deltager i Erasmus+ på tidspunktet for Det Forenede Kongeriges udtræden, i givet fald kan fuldføre deres studier og fortsætte med at modtage den relevante finansiering eller støtte.  

Beskyttelse af borgernes rettigheder med hensyn til social sikring 

Kommissionen har konsekvent meldt tydeligt ud, at EU-borgernes rettigheder i Det Forenede Kongerige og britiske statsborgeres rettigheder i EU er vores prioritet. De skal ikke betale prisen for brexit. Dagens forslag har til formål at sikre, at de mennesker, der har benyttet deres ret til fri bevægelighed inden Det Forenede Kongeriges udtræden, i tilfælde af "ingen aftale" kan opretholde deres rettigheder. Disse rettigheder omfatter perioder med forsikring, selvstændig virksomhed, beskæftigelse eller bopæl i Det Forenede Kongerige før udtrædelsen. Det betyder f. eks., at hvis en EU-27 borger har arbejdet 10 år i Det Forenede Kongerige før brexit, skal denne periode tages i betragtning, når vedkommendes pensionsrettigheder beregnes af de kompetente myndigheder i den EU-medlemsstat, hvor vedkommende går på pension.

Forslaget til forordning sikrer, at medlemsstaterne fortsat anvender de centrale principper for koordinering af social sikring, nemlig principperne om lige behandling, ligestilling og sammenlægning. Dagens forslag svarer på ingen måde til udtrædelsesaftalens betydelige fordele som aftalt den 14. november. Forslaget dækker hverken rettigheder, der er optjent efter den 29. marts 2019, mulighed for eksport af kontantydelser, retten til fortsat at få ydelser under sygdom eller regler om gældende lovgivning.

Beskyttelse af modtagerne af midler fra EU-budgettet

Som fremhævet ved mange lejligheder bør alle forpligtelser, som de 28 medlemsstater har indgået, indfries af de 28 medlemsstater. Dette gælder også i tilfælde af "ingen aftale", hvor Det Forenede Kongerige forventes at fortsætte med at opfylde alle de forpligtelser, der er indgået i forbindelse med EU-medlemsskabet. 

Dagens forslag giver mulighed for, at EU i tilfælde af "ingen aftale" kan opfylde sine forpligtelser og fortsætte med at foretage betalinger i 2019 til britiske modtagere af kontrakter, der er underskrevet før den 30. marts 2019, og beslutninger, der er truffet før denne dato, på betingelse af at Det Forenede Kongerige opfylder sine forpligtelser i henhold til 2019-budgettet og accepterer den nødvendige revision og kontrol. Dette ville bidrage til at afbøde de betydelige konsekvenser, som "ingen aftale" vil få på en lang række områder, der modtager EU-finansiering, eksempelvis forskning, innovation eller landbrug. 

Dette emne er uafhængigt af og griber ikke ind i den finansielle afregning mellem EU og Det Forenede Kongerige i tilfælde af "ingen aftale".

De næste skridt

Europa-Kommissionen vil arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentet og Rådet for at sikre vedtagelsen af de foreslåede retsakter med henblik på, at de kan træde i kraft den 30. marts 2019. Kommissionen fremhæver også over for Europa-Parlamentet og Rådet, at det er vigtigt, at de delegerede retsakter træder i kraft så hurtigt som muligt. 

Baggrund

Den 14. november 2018 blev Kommissionens og Det Forenede Kongeriges forhandlere enige om betingelserne i udtrædelsesaftalen. Den 22. november 2018 godkendte Kommissionen den færdige udtrædelsesaftale. Den 25. november 2018 godkendte Det Europæiske Råd (artikel 50) udtrædelsesaftalen og opfordrede Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at aftalen kan træde i kraft den 30. marts 2019 med henblik på en velordnet udtræden. Ratificeringen af udtrædelsesaftalen i Det Forenede Kongerige er i øjeblikket usikker.

Den 5. december 2018 vedtog Kommissionen to forslag til Rådets afgørelser om undertegnelse og indgåelse af udtrædelsesaftalen. For at udtrædelsesaftalen kan træde i kraft, skal Rådet nu tillade undertegnelsen af aftalen på vegne af EU, og Europa-Parlamentet skal herefter give sit samtykke, inden den kan tiltrædes af Rådet. Udtrædelsesaftalen skal ratificeres af Det Forenede Kongerige i overensstemmelse med dets egne forfatningsmæssige krav.

Ratificeringen af udtrædelsesaftalen er fortsat Kommissionens mål og prioritet. Som understreget i Kommissionens første meddelelse om forberedelserne til brexit af den 19. juli 2018 vil Det Forenede Kongeriges beslutning om at forlade Den Europæiske Union forårsage alvorlige forstyrrelser, uanset hvilken situation det ender med.

Interessenter, nationale myndigheder og EU-myndigheder bør således forberede sig på to mulige scenarier:

  • Hvis udtrædelsesaftalen ratificeres før den 30. marts 2019, finder EU-retten ikke længere anvendelse på og i Det Forenede Kongerige pr. 1. januar 2021, dvs. efter en overgangsperiode på 21 måneder Udtrædelsesaftalen giver mulighed for en enkelt forlængelse af overgangsperioden i op til et eller to år. 
  • Hvis udtrædelsesaftalen ikke ratificeres før den 30. marts 2019, vil der ikke være nogen overgangsperiode, og EU-retten finder ikke længere anvendelse på og i Det Forenede Kongerige pr. 30. marts 2019. Dette kaldes også "ingen aftale" eller "brat overgang".

I det seneste år har Kommissionen offentliggjort 88 sektorspecifikke forberedelsesmeddelelser med henblik på at oplyse offentligheden om konsekvenserne af Det Forenede Kongeriges udtræden, hvis der ikke indgås en udtrædelsesaftale. De er tilgængelige på alle EU's officielle sprog. Med dagens forslag har Kommissionen nu fremsat 18 forslag til retsakter om brexitforberedelserne og nødarbejdet. Kommissionen har også afholdt tekniske drøftelser med de 27 EU-medlemsstater om såvel generelle forberedelser som sektorspecifikke, juridiske og administrative forberedelsestiltag. De slides, der anvendes på disse tekniske seminarer, er tilgængelige online. Kommissionen er også begyndt at besøge de 27 EU-medlemsstater for at sikre, at de nationale nødplaner er på rette spor og er behjælpelig med at svare på spørgsmål i forberedelsesfasen.

 

Yderligere oplysninger:

Oversigt over de retsakter, der er vedtaget i dag

Spørgsmål og svar om Kommissionens “Nødhandlingsplan” af 19. december 2018

Europa-Kommissionens websted om brexitforberedelserne (inklusiv "Brexitforberedelsesmeddelelserne")

Slides om forberedelserne

IP/19/743

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar