Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Plastaffald: en europæisk strategi til at værne om planeten, beskytte borgerne og styrke industrien

Strasbourg, den 16. januar 2018

I dag vedtages den første europæiske plaststrategi nogensinde som led i omstillingen til en mere cirkulær økonomi.

Den vil beskytte miljøet mod plastforurening og samtidig sætte gang i vækst og innovation og således vende udfordringen til en positiv dagsorden for fremtidens Europa. Der kan hentes betydelige forretningsmæssige fordele ved at ændre den måde, vi i EU udformer, producerer, anvender og genbruger produkter på, og ved at gå i spidsen for denne omstilling vil vi skabe nye investeringsmuligheder og jobs. Ifølge de nye planer vil al plastemballage på EU's marked kunne genanvendes i 2030, forbruget af engangsplastvarer vil blive mindsket, og der vil blive indført restriktioner på bevidst anvendelse af mikroplast.

Kommissionens førstenæstformand Frans Timmermans, som er ansvarlig for bæredygtig udvikling, udtaler: "Hvis vi ikke ændrer vores måde at producere og anvende plast på, vil der i 2050 være mere plastic end fisk i vores have. Vi skal forhindre plast i at ende i vores vand, mad og selv i vores krop. Den eneste løsning på langt sigt er at nedbringe mængden af plastaffald ved at genanvende og genbruge noget mere. Det er en udfordring, som borgere, virksomheder og regeringer skal løfte sammen. Med EU's plaststrategi bevæger vi os også i retning af en langt mere cirkulær forretningsmodel. Vi skal investere i innovative nye teknologier, som beskytter borgerne og miljøet og samtidig sikrer konkurrencedygtige virksomheder."

Kommissionens næstformand, Jyrki Katainen, som er ansvarlig for vækst, beskæftigelse, investeringer og konkurrenceevne, udtaler: "Med denne nye plaststrategi skabes grundlaget for en ny cirkulær økonomi for plast, som kan tiltrække investeringer. Den vil hjælpe med at nedbringe omfanget af plastaffald på jorden, i luften og i havet og samtidig skabe nye muligheder for mere innovation, øget konkurrence og flere kvalitetsjobs. Den europæiske industri står med en kæmpe mulighed for at bringe sig i en global førerposition inden for nye teknologier og materialer. Forbrugerne vil kunne træffe bevidste valg til fordel for miljøet. Det er en ægte win-win-situation".

Hvert år producerer europæerne 25 mio. ton plastaffald, men under 30 % af dette indsamles med henblik på genanvendelse. 85 % af alt strandaffald i verden består af plast. Plasten når selv ud i borgernes lunger og er med ved middagsbordet, og den mikroplast, der findes i luften såvel som i vores vand og mad, har en ukendt virkning på vores sundhed. Kommissionens nye EU-plaststrategi tager afsæt i det tidligere arbejde på området og vil gå i direkte kamp med opgaven.

Den plaststrategi, der præsenteres i dag, vil ændre den måde, vi i EU udformer, producerer, anvender og genbruger produkter på. Med den måde, hvorpå vi i dag producerer, anvender og kasserer, får vi alt for sjældent udnyttet de økonomiske fordele ved en mere cirkulær tilgang. Det skader miljøet. Målet er at beskytte miljøet og samtidig danne grundlaget for en ny plastøkonomi, hvor udformningen og produktionen af produkter fuldt ud lever op til behovet for at genbruge, reparere og genanvende, og hvor der udvikles mere bæredygtige materialer.

Europa er bedst placeret til at gå i spidsen for omstillingen. Denne nye tilgangsvinkel vil skabe nye muligheder for mere innovation, øget konkurrence og flere jobs. I forbindelse med plaststrategien indfører Kommissionen en overvågningsramme med 10 indikatorer, som dækker hver fase i cyklussen, og som skal hjælpe med at måle de fremskridt, der gøres med omstillingen til en cirkulær økonomi på både EU-plan og nationalt plan.

Med den nye strategi vil EU:

  • Gøre genanvendelse til en god forretning for virksomhederne: Der vil blive udviklet nye regler for emballage for at forbedre genanvendeligheden af al den plast, der findes på markedet, og øge efterspørgslen efter produkter bestående af genanvendte plastmaterialer. Den øgede indsamling af plast indebærer, at der opføres bedre og større genanvendelsesanlæg, og at der indføres bedre og mere standardiserede systemer for særskilt indsamling og sortering af affald i hele EU. Det vil give besparelser på omkring 100 euro pr. ton indsamlet affald. Det vil også skabe større merværdi for en mere konkurrencedygtig og robust plastindustri.
  • Nedbringe mængden af plastaffald: Som følge af europæisk lovgivning er brugen af plasticposer allerede blevet reduceret betydeligt i adskillige medlemsstater. Med de nye planer rettes fokus nu mod andre engangsplastvarer og fiskeredskaber, der vil blive ydet støtte til nationale oplysningskampagner, og der vil blive set på behovet for nye EU-regler i 2018 med udgangspunkt i høringer af berørte parter og anden dokumentation. Kommissionen vil også træffe foranstaltninger til at begrænse brugen af mikroplast i produkter og indføre særlige mærker for bionedbrydelig og komposterbar plast.
  • Forhindre, at affald udtømmes i havet: Nye regler om havnemodtagefaciliteter vil sætte ind mod havaffald fra kilder til søs ved hjælp af foranstaltninger til at sikre, at affald, der produceres om bord på skibe eller indsamles på havet, ikke blot efterlades der, men bringes tilbage til land og undergår en passende behandling. Reglerne omfatter også foranstaltninger til at nedbringe den administrative byrde for havne, skibe og de kompetente myndigheder.
  • Fremme investering og innovation: Kommissionen vil udstede retningslinjer til de nationale myndigheder og europæiske virksomheder for, hvordan de kan hjælpe med at minimere mængden af plastaffald ved kilden. Der vil blive ydet mere støtte til innovation, idet der afsættes yderligere 100 mio. EUR til udviklingen af mere intelligente og mere genanvendelige plastmaterialer, effektivisering af genanvendelsesprocesser samt sporing og fjernelse af farlige stoffer og forurenende stoffer fra genanvendt plast.
  • Anspore til en omstilling i hele verden: Samtidig med at EU gør sit hjemmearbejde, vil vi arbejde sammen med andre partnere fra resten af verden for at finde globale løsninger og udvikle internationale standarder. Vi vil også fortsat hjælpe andre, som vi f.eks. har gjort det med rengøringen af Ganges-floden i Indien.

De næste skridt

Det nye direktiv om havnemodtagefaciliteter, som fremsættes i dag, vil nu blive sendt til vedtagelse i Europa-Parlamentet og Rådet.

På grundlag af kravene til bedre regulering vil Kommissionen fremsætte et forslag om engangsplastvarer senere i 2018.

De berørte parter har frem til den 12. februar 2018 til at komme med bidrag i forbindelse med den igangværende høring.

Kommissionen vil påbegynde arbejdet med en revideret udgave af direktivet om emballage og emballageaffald og udarbejde retningslinjer for særskilt indsamling og sortering af affald til udstedelse i 2019.

Der findes en komplet oversigt over foranstaltningerne og deres tidshorisont i bilaget til plaststrategien, som kan hentes her.

Baggrund

Plaststrategien er udarbejdet af et centralt projektteam bestående af førstenæstformand Frans Timmermans, næstformand Jyrki Katainen og EU-kommissær Karmenu Vella og Elżbieta Bieńkowska og følger samme ånd som pakken om den cirkulære økonomi fra 2015. Mange andre EU-kommissærer har også deltaget i arbejdet og hjulpet med at udpege de mest effektive redskaber inden for et bredt politisk spektrum.

De initiativer, der i dag vedtages af kommissærkollegiet, består af:

  • en meddelelse om en europæisk strategi for plast i en cirkulær økonomi,
  • en meddelelse om samspillet mellem affalds-, produkt- og kemikalielovgivningen,
  • en overvågningsramme for den cirkulære økonomi
  • et nyt direktiv om havnemodtagefaciliteter.

Disse suppleres af en rapport om kritiske råstoffer og en rapport om oxo-plast.

Den 2. december 2015 vedtog Europa-Kommissionen en ambitiøs pakke om den cirkulære økonomi, som de foranstaltninger, der præsenteres i dag, er en del af.

Plaststrategien vil udgøre et konkret bidrag til 2030-målene for bæredygtig udvikling og Parisaftalen om klimaændringer.

EU har allerede gjort et stort arbejde ved at indføre krav til medlemsstaterne om at vedtage foranstaltninger til at nedbringe forbruget af plasticposer og til at overvåge og nedbringe omfanget af havaffald.

Fremtiden byder også på store muligheder for at udvikle en innovativ cirkulær plastindustri for hele verden.

Yderligere oplysninger

En europæisk plaststrategi: spørgsmål og svar

Faktablade

Plaststrategien

Meddelelse om samspillet

Overvågningsrammen

Forslag om havnemodtagefaciliteter

Rapporten om råstoffer

Rapporten om oxo-plast

Eurobarometerundersøgelse: SMV'er og den cirkulære økonomi

IP/18/5

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar

Videos