Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Retsstatsprincippet: Kommissionen tager næste skridt i traktatbrudsproceduren for at beskytte den polske højesterets uafhængighed

Bruxelles, den 14. august 2018

Europa-Kommissionen har i dag besluttet at sende en begrundet udtalelse til Polen om den polske lov om højesteret.

Ved den nye polske lov om højesteret sænkes pensionsalderen for dommere ved højesteret fra 70 til 65, hvilket indebærer, at 27 ud af de fungerende 72 højesteretsdommere risikerer at blive tvunget til at gå på pension. Denne foranstaltning gælder også for højesterets førstepræsident, hvis embedsperiode på seks år vil blive afsluttet før tid.

Det fremgår af loven, at de nuværende dommere, der berøres af den lavere pensionsalder, får mulighed for at anmode Polens præsident om en forlængelse af deres embedsperiode, der kan indrømmes for en periode på tre år og fornyes én gang. Der er ikke fastsat nogen kriterier for præsidentens beslutning, og der er ingen mulighed for en retslig prøvelse af et eventuelt afslag. Kommissionen finder ikke, at indførelsen af en høring af det nationale råd for retsvæsenet (NCJ) udgør en effektiv beskyttelsesforanstaltning, således som de polske myndigheder hævder. NCJ's udtalelse er ikke bindende og bygger på vage kriterier. NCJ er desuden nu efter reformen af 8. december 2017 sammensat af dommere, der er udnævnt af det polske parlament, hvilket ikke lever op til de europæiske standarder for retsvæsenets uafhængighed.

Kommissionen har foretaget en grundig analyse af de polske myndigheders svar på Kommissionens åbningsskrivelse af 2. juli 2018 vedrørende loven om højesteret. De polske myndigheders svar afbøder ikke Kommissionens retlige betænkeligheder.

Europa-Kommissionen fastholder sit standpunkt, hvorefter den polske lov om højesteret er uforenelig med EU-retten, da den undergraver princippet om retsvæsenets uafhængighed, herunder princippet om dommeres uafsættelighed, og Polen opfylder således ikke sine forpligtelser efter artikel 19, stk. 1, i traktaten om den Europæiske Union sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Kommissionen har derfor indledt næste fase af traktatbrudsproceduren. De polske myndigheder har nu en måned til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme den begrundede udtalelse. Hvis de polske myndigheder ikke træffer passende foranstaltninger, kan Kommissionen beslutte at indbringe sagen for EU-Domstolen.

Baggrund

Retsstatsprincippet er en af de fælles værdier, som Den Europæiske Union bygger på. Det er forankret i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union. Europa-Kommissionen er ifølge traktaterne ansvarlig for sammen med Europa-Parlamentet og Rådet at sikre, at retsstatsprincippet overholdes som en af Unionens grundlæggende værdier, og at EU-retten samt Unionens værdier og principper efterleves.

Begivenheder i Polen fik Europa-Kommissionen til i januar 2016 at indlede en dialog med den polske regering inden for retsstatsrammen. Processen er baseret på en løbende dialog mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat. Kommissionen holder Europa-Parlamentet og Rådet løbende informeret.

Den 29. juli 2017 indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure vedrørende den polske lov om de almindelige domstoles organisation, som også angik lovens pensionsbestemmelser og deres indvirkning på domstolenes uafhængighed. Kommissionen indbragte denne sag for EU-Domstolen den 20. december 2017. Sagen verserer stadig for Domstolen.

På grund af manglende fremskridt inden for retsstatsrammen indledte Kommissionen den 20. december 2017 for første gang proceduren efter artikel 7, stk. 1, idet den indgav et begrundet forslag til rådsafgørelse, hvorved det fastslås, at der er en klar fare for, at Polen groft tilsidesætter retsstatsprincippet. Det fremgår af artikel 7, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union, at Rådet med et flertal på fire femtedele af sine medlemmer kan fastslå, at der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de fælles værdier, der er nævnt i traktatens artikel 2.

På samlingen i Rådet for Almindelige Anliggender i Polen den 26. juni 2018, i forbindelse med proceduren efter artikel 7, stk. 1, gav de polske myndigheder ingen tilsagn om forestående foranstaltninger til imødegåelse af Kommissionens fortsatte betænkeligheder. På denne baggrund og henset til de manglende fremskridt på dette område inden for rammerne af dialogen med Polen om retsstatsprincippet besluttede kommissærkollegiet den 27. juni 2018 med Kommissionens formand Jean-Claude Junckers samtykke at give førstenæstformand Frans Timmermans bemyndigelse til at indlede denne traktatbrudsprocedure. Kommissionen besluttede den 2. juli 2018 at sende en åbningsskrivelse, hvori der klart redegøres for Kommissionens retlige betænkeligheder. De polske myndigheder besvarede åbningsskrivelsen den 2. august 2018.

Traktatbrudssagen er ikke til hinder for den fortsatte dialog med Polen om retsstatsprincippets overholdelse, hvilket fortsat er Kommissionens foretrukne metode til at afhjælpe den systemiske trussel mod retsstatsprincippet i Polen.

Yderligere oplysninger

Om den almindelige traktatbrudsprocedure, se MEMO/12/12

Pressemeddelelse om åbningsskrivelsen vedrørende loven om højesteret

Pressemeddelelse om den begrundede forslag, den fjerde henstilling om retsstatsprincippet, og traktatbrudsproceduren vedrørende loven om de almindelige domstoles organisation

 

 

 

 

IP/18/4987

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar