Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

EU-budgettet: Kommissionen foreslår betydelig stigning i finansieringen af stærkere grænser og migration

Bruxelles, den 12. juni 2018

For næste langsigtede EU-budget for 2021-2027 foreslår Kommissionen, at finansieringen til migrations- og grænseforvaltning næsten tredobles fra 13 mia. EUR i den foregående periode til 34,9 mia. EUR.

Kommissionens forslag er et udspil på de stigende migrations-, mobilitets- og sikkerhedsmæssige udfordringer, hvor fleksible finansieringsinstrumenter, der skal tackle uforudsete udfordringer og sikre beskyttelsen af grænserne, får en central plads i det nye budget. Der vil blive oprettet en særlig fond for integreret grænseforvaltning, og Det Europæiske Agentur vil blive styrket yderligere med et nyt stående korps på omkring 10 000 grænsevagter. Den nye grænsefond vil også hjælpe medlemsstaterne med at foretage toldkontrol ved at finansiere toldkontroludstyr.

Førstenæstformand, Frans Timmermans, udtalte: "Ud fra de hidtidige erfaring og bevidstheden om at migration også vil være en udfordring i fremtiden, foreslår vi en hidtil uset stigning i finansieringen. En styrkelse af vores fælles ydre grænser, især med vores europæiske grænse- og kystvagt, vil fortsat være en høj prioritet. Vores finansieringsinstrumenter bliver mere fleksible, og det betyder, at vi står klar til at støtte medlemsstaterne hurtigere, hvor de har behov for det, og når de har behov for det. Især hvis der skulle opstå en krise."

Kommissær med ansvar for migration, indre anliggender og medborgerskab, Dimitris Avramopoulos, udtalte: "En bedre forvaltning af vores ydre grænser og migrationen vil fortsat være centrale prioriteter for EU, medlemsstaterne og borgerne i de kommende år. Større udfordringer kræver flere midler, og derfor foreslår vi næsten en tredobling af budgettet på dette område. Den øgede finansiering vil være afgørende for at sikre, at vi kan gennemføre vores politiske prioriteter. Sikre vores ydre grænser yderligere, fortsat yde beskyttelse til dem, der har behov for det, støtte lovlig migration og integration bedre, bekæmpe ulovlig migration samt hurtigt og effektivt tilbagesende dem, som ikke har ret til at opholde sig her."

Kommissær med ansvar for økonomiske og finansielle anliggender, beskatning og told, Pierre Moscovici, udtalte: "EU's 115 000 toldere kæmper i forreste linje for at beskytte vores borgere mod forfalskede eller usikre varer og andre former og andre former for ulovlig handel. For at støtte dem i denne vigtige opgave foreslår vi i dag en ny fond på 1,3 mia. EUR, så EU-landene kan anskaffe det mest avancerede toldudstyr. EU's toldunion fejrer sit 50-års jubilæum næste måned: Vi skal sikre, at den bliver stærkere og stærkere."

Under flygtningekrisen i 2015 og 2016 var den økonomiske og tekniske bistand fra EU til medlemsstaterne en afgørende støtte til de lande, der var under pres, så de kunne udvikle eftersøgnings- og redningskapacitet, øge tilbagesendelserne og styre de ydre grænser bedre. Kommissionen har lært af erfaringerne og foreslår næsten en tredobling af finansieringen til de afgørende områder, migration og grænseforvaltning.

1. Sikring af EU's ydre grænser

Det er afgørende, at EU's ydre grænser beskyttes effektivt, så vi kan styre migrationen og garantere den indre sikkerhed. Stærke ydre grænser gør det også muligt for EU at opretholde Schengenområdet uden indre grænsekontrol. Kommissionen foreslår, at der bevilges 21,3 mia. EUR til grænseforvaltning generelt, og at der skabes en Fond for Integreret Grænseforvaltning (IBMF) til en værdi af over 9,3 mia. EUR.

Den nye fonds vigtigste elementer er:

De rette prioriteter:

  • Styrkelse af Europas ydre grænser: Den nye fond vil fortsætte arbejdet og bygge på de seneste års indsats for at beskytte EU's grænser bed, med lanceringen af den europæiske grænse- og kystvagt, systematisk kontrol ved grænserne, nye store og interoperable IT-systemer, herunder det kommende ind- og udrejsesystem. Finansieringen vil blive kanaliseret hen imod bekæmpelse af smugling af migranter og menneskehandel samt at pågribe og stoppe dem, der udgør en trussel, støtte til eftersøgnings- og redningsaktioner, udstyr til og uddannelse af grænsevagter og hurtig operationel støtte til medlemsstater under pres
  • En stærkere og mere effektiv visumpolitik: Fonden vil også sikre, at EU's visumpolitik fortsat udvikler sig og bliver moderniseret, samtidig med at sikkerheden styrkes, og risiciene ved ulovlig migration afbødes

- Støtte til medlemsstaterne: Den nye fond vil afsætte 4,8 mia. EUR i langsigtet finansiering til støtte for medlemsstaternes grænseforvaltning og visumpolitik. Finansieringen vil fuldt ud afspejle medlemsstaternes behov, og en midtvejsrevision af situationen vil tage højde for nyopstået eller yderligere pres. Hver medlemsstat modtager et fast beløb på 5 mio. EUR, og resten fordeles på grundlag af arbejdsbyrde og trusselsniveau ved de ydre landgrænser (30 %), ydre havgrænser (35 %), lufthavne (20 %) og konsulære kontorer (15 %)

- Fleksibel og hurtig reaktion:: Der vil blive afsat 3,2 mia. EUR til målrettet støtte til medlemsstater, projekter på EU-plan og akutte behov. Den nye fond er blevet udformet med henblik på at sikre tilstrækkelig fleksibilitet til at kanalisere nødhjælp til medlemsstaterne, når behovet opstår, og til at tackle nye og akutte prioriteter, når de indfinder sig.

- Bedre udstyr til toldkontrol til brug ved de ydre grænser: Det nye instrument vil afsætte 1,3 mia. EUR til at hjælpe medlemsstaterne med at købe, vedligeholde og erstatte moderne toldudstyr såsom nye scannere, automatiserede nummerpladedetektionssystemer, hundepatruljer og mobile laboratorier til analyse af prøver

- Styrkelse af EU's grænseforvaltningsagenturer: Uden for fonden vil der også blive afsat over 12 mia. EUR til yderligere styrkelse af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og EU-LISA.

2. Migration: støtte til en solid, realistisk og retfærdig politik

Kommissionen har foreslået at øge finansieringen med 51% til 10,4 mia. EUR under den nye Asyl-, Migrations- og Integrationsfond (AMF). Fonden vil støtte medlemsstaternes indsats på tre centrale områder: asyl, lovlig migration og integration og bekæmpelse af ulovlig migration samt tilbagesendelse. Den nye fonds vigtigste elementer er:

- De rette prioriteter: Den nye fond vil fortsætte sin afgørende støtte til de nationale asylsystemer og sætte nyt fokus på at kanalisere EU-støtten til de mest akutte områder:

  • Et stærkere og mere effektivt europæisk asylsystem: Fonden vil bidrag til at styrke og udvikle alle aspekter af det fælles europæiske asylsystem, herunder dets eksterne dimension:
  • Større støtte til lovlig migration og integration: Fonden vil afsætte yderligere midler til at støtte tidlig integration af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i EU på kort sigt, kompletteret af finansiering under Samhørighedsfonden for mere langsigtet socioøkonomisk integration
  • Hurtigere og mere hyppig tilbagesendelse: Fonden vil støtte en mere koordineret tilgang til bekæmpelse af irregulær migration, øge effektiviteten af tilbagesendelser og styrke samarbejdet med ikke-EU-lande om tilbagetagelse yderligere

- Støtte til medlemsstaterne: Fonden vil afsætte 6,3 mia. EUR i langsigtet finansiering til at støtte medlemsstaternes forvaltning af migrationen, hvilket afspejler deres behov. Der vil blive en midtvejsrevision for tage højde for nyopstået eller yderligere pres. Hver medlemsstat modtager et fast beløb på 5 mio. EUR, og resten fordeles på grundlag af en vurdering af det pres, de står over for, og under hensyntagen til fordelingen på asylområdet (30 %), lovlig migration og integration (30 %) samt tackling af ulovelig migration og tilbagesendels (40 %)

- Bedre beredskab: Der vil blive afsat 4,2 mia. EUR til målrettet støtte til medlemsstaterne, projekter med en reel europæisk merværdi som genbosættelse eller for at imødekomme presserende behov og kanalisere nødhjælpsfinansiering til medlemsstaterne, hvor og hvornår de har brug for det

- Øget koordinering på tværs af EU's finansieringsinstrumenter: Asyl- og Migrationsfonden vil blive suppleret med yderligere midler fra EU's udenrigspolitiske instrumenter med henblik på at øge samarbejdet om migration med partnerlandene, forbedre mulighederne i oprindelseslandene, øge samarbejdet om tilbagesendelse og tilbagetagelse samt lovlig migration

- Styrkelse af EU's agenturer: Uden for denne fond skal der yderligere tildeles næsten 900 mio. EUR til en yderligere styrkelse af det nye EU-agentur for asyl.

De næste skridt

En hurtig vedtagelse af det overordnede langsigtede EU-budget og de sektorspecifikke forslag er afgørende for at sikre, at EU-midlerne kan begynde at skabe resultater i praksis så hurtigt som muligt.

Hvis der opstår forsinkelser, kan det bringe EU's evne til at reagere på eventuelle fremtidige kriser i fare og kan medføre manglende finansiering til projekter, f.eks. EU-programmer for støttet frivillig tilbagevenden og tilbagetagelse og videreførelsen af EU-støtte til genbosættelse.

En vedtagelse af det næste langsigtede budget i 2019 vil sikre såvel en gnidningsløs overgang mellem det nuværende langsigtede budget (2014-2020) og det nye som forudsigelighed og kontinuitet i finansieringen til gavn for alle.

Baggrund

Grænseforvaltning og migration har været en politisk prioritet, siden Juncker-Kommissionen tiltrådte – fra kommissionsformandens fremlæggelse af sine politiske retningslinjer i juli 2014 til den seneste tale om Unionens tilstand den 13. september 2017. 

Omfanget og alvoren af 2015-16 flygtningekrisen kom imidlertid som en overraskelse for Europa. For at afværge en humanitær krise og skabe en fælles reaktion på denne hidtil usete udfordring samt nye sikkerhedstrusler har EU brugt al fleksibilitet i det eksisterende budget til at mobilisere yderligere midler. Fra de oprindelige tildelinger for 2014-20 på 6,9 mia. EUR til AMIF- og ISA-fondene (grænser og politi) blev der mobiliseret yderligere 3,9 mio. EUR, så der i alt blev brugt 10,8 mia. EUR til migration, grænseforvaltning og den indre sikkerhed – og dette omfatter end ikke det store beløb, der blev mobiliseret for at håndtere flygtningekrisen uden for EU.

Kommissionen har lært af erfaringerne fra tidligere og foreslår nu at fordoble finansieringen over hele linjen, med 10,4 mia. EUR til migration, 9,3 mia. EUR til grænseforvaltning, 2,5 mia. EUR til indre sikkerhed og 1,2 mia. EUR til sikker nedlukning af nukleare aktiviteter i visse medlemsstater, så det samlede budget når op på over 23 mia. EUR.

Derudover stiger støtten til EU's agenturer for sikkerhed, grænse- og migrationsstyring med 4,2 mia. EUR til 14 mia. EUR.

Yderligere oplysninger

Spørgsmål og svar: EU's finansiering af grænser og migration i fremtiden

Retsakter og faktablade:

  • Forslag til forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond
  • Bilag til forslag til forordning om oprettelse af en asyl- og migrationsfond
  • Forordning om et instrument for finansiel støtte til toldkontroludstyr
  • Bilag til forordning om et instrument for finansiel støtte til toldkontroludstyr
  • Forordning om et instrument for finansiel støtte til grænseforvaltning og visum
  • Bilag til forordning om et instrument for finansiel støtte til grænseforvaltning og visum
  • Konsekvensanalyse af den flerårige finansielle ramme
  • Konsekvensanalyse: Sammenfatning
  • Faktablad: et EU-budget for fremtiden - Migration: støtte til en solid, realistisk og retfærdig EU-politik
  • Faktablad: et EU-budget for fremtiden - sikring af EU's ydre grænser

Yderligere oplysninger om EU-budgettet for fremtiden findes her

Kommissær Dimitris Avramopoulos' website

Følg kommissær Dimitris Avramopoulos på Twitter

Kommissær Pierre Moscovicis website

Følg kommissær Pierre Moscovici på Twitter:

 

 

 

IP/18/4106

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar