Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE SV

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Statsstøtte: Kommissionen godkender de danske myndigheders kompensation for befordringspligt til Post Danmark

Bruxelles, den 28. maj 2018

Europa-Kommissionen har konkluderet, at den kompensation for befordringspligt, som den danske stat har ydet til Post Danmark i perioden 2017-2019, er i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler.

Kommissær Margrethe Vestager, som har ansvar for konkurrencepolitikken, udtaler: " Nem adgang til posttjenester er vigtigt for alle EU borgere. Med dagens afgørelse kan Post Danmark fortsat opfylde sin befordringspligt og sin sociale og økonomiske rolle uden ulovligt at fordreje konkurrencen."

I februar 2018 meddelte den danske stat sine planer om at kompensere Post Danmark for at varetage postbefordringspligten i perioden 2017-2019. Denne pligt omfatter levering af grundlæggende posttjenester i hele Danmark til overkommelige priser og med visse minimumskrav. Post Danmark vil gennem sit moderselskab, PostNord-koncernen (som ejes i fælleskab af Danmark og Sverige), modtage op til i alt 1,192 mia. DKK (1,683 mia. SEK eller ca. 160 mio. EUR) for perioden 2017-2019. Kompensationen er fastsat i en bilateral aftale mellem Sverige og Danmark, som blev underskrevet i oktober 2017.

Kommissionen har undersøgt kompensationen i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler om kompensation for offentlig tjeneste, som blev vedtaget i 2011. Medlemsstaterne kan i henhold til disse regler yde statsstøtte på visse betingelser til virksomheder for at kompensere dem for ekstraomkostningerne ved at levere offentlige tjenester. Det kræver, at de virksomheder, der har fået overdraget en offentlig tjeneste, ikke overkompenseres. Undgår man overkompensation, minimeres fordrejningen af konkurrencen, og man sikrer effektiv anvendelse af de offentlige midler.

Kommissionens vurdering viser, at den kompensation, som Danmark yder til Post Danmark, ikke overstiger befordringspligtens nettoomkostninger. Det betyder, at der ikke er tale om overkompensation. På det grundlag har Kommissionen konkluderet, at støtten er forenelig med EU's statsstøtteregler.

Kommissionen modtog også i november 2017 en klage fra brancheorganisationen for danske transport- og logistikvirksomheder (ITD) over en række foranstaltninger vedrørende Post Danmark, herunder over den universelle postbefordringspligt. Som en del af den afgørelse, der træffes i dag, afviser Kommissionen delvis klagen. Kommissionen fortsætter sin behandling af en problemstilling i klagen, som vedrører visse kapitaltilførsler, der er planlagt i den bilaterale aftale mellem Sverige og Danmark af oktober 2017.

 

Baggrund

Post Danmark er den største udbyder af posttjenester i Danmark, og virksomheden fik overdraget en postbefordringspligt ved dens grundlæggelse i 1995. Den er et helejet datterselskab i PostNord-koncernen, som er ejet af Sverige (60 %) og Danmark (40 %).

Det danske marked for posttjenester har været liberaliseret siden 2011 i overensstemmelse med postdirektivet, og selv om Post Danmark har sin oprindelse i den offentlige forvaltning, udøver den nu virksomhed i fuld konkurrence med andre postbefordrende virksomheder.

Generelle digitaliseringstendenser og særlige omstændigheder i Danmark har ført til en hurtig nedgang i antallet af breve, som er den slags posttjenester, der næsten udelukkende håndteres af Post Danmark i overensstemmelse med den universelle postbefordringspligt. Siden 2000-2001 er den årlige brevmængde, som Post Danmark behandler, faldet med i alt 73 %. I lyset heraf har de danske myndigheder besluttet at kompensere Post Danmark for at udføre den vigtige offentlige tjeneste, det er at levere grundlæggende postbefordringstjenester i hele Danmark til overkommelige priser og med visse mindstekrav til kvaliteten (dvs. virksomhedens befordringspligt) i perioden 2017-2019.

Den ikkefortrolige udgave af denne afgørelse vil være tilgængelig under sagsnummer SA.47707 i statsstøtteregistretGD Konkurrences hjemmeside, når eventuelle fortrolighedsspørgsmål er blevet afklaret. I rubrikken State Aid Weekly e-News findes en oversigt over alle statsstøtteafgørelser offentliggjort på internet og i EU-Tidende.

 

 

IP/18/3965

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar