Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Topmøde mellem EU og Vestbalkan om forbedring af konnektiviteten og sikkerheden i regionen

Bruxelles, den 17. maj 2018

På topmødet mellem EU's stats- og regeringschefer og de vestbalkanske partnere, som fandt sted i Sofia i dag, blev det europæiske perspektiv i regionen bekræftet, og der blev fastsat en række konkrete foranstaltninger med henblik på at styrke samarbejdet på områderne for konnektivitet, sikkerhed og retsstatsprincippet.

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udtaler: "Dette topmøde har givet os mulighed for yderligere at styrke forholdet til vores venner fra det vestlige Balkan, som hver dag skridt for skridt nærmer sig Den Europæiske Union, i hvert sit tempo og på grundlag af hver sine meritter. At være forankret i Den Europæiske Union betyder delte værdier og principper, herunder respekt for retsstatsprincippet, for retsvæsenets uafhængighed og for ytringsfriheden, da Den Europæiske Union først og fremmest er et fællesskab, der bygger på værdier og love."

topmødet og i den heraf resulterende Sofiaerklæring understregedes Vestbalkans fortsatte engagement hvad angår retsstatsprincippet, bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet, god regeringsførelse samt respekt for menneskerettighederne og rettighederne for personer, der tilhører mindretal. En effektiv gennemførelse af reformer er afgørende for regionens yderligere fremskridt på vejen mod EU-integration. EU's og Vestbalkans stats- og regeringschefer blev enige om at træffe en række foranstaltninger til at forbedre energi- og transportinfrastruktur samt digital konnektivitet i regionen. EU og de vestbalkanske partnere fastlagde også grundlaget for et endnu tættere samarbejde på områderne for sikkerhed, migration og håndtering af de geopolitiske udfordringer.

Skabe konnektivitet mellem infrastrukturer, økonomier og mennesker

For at støtte gennemførelsen af Sofiaerklæringen og med udgangspunkt i Kommissionens strategi for Vestbalkan og flagskibsinitiativerne har kommissionsformand Jean-Claude Juncker i dag (link til meddelelsen) fremsat en ny foranstaltningspakke, der vil styrke konnektiviteten i regionen og med EU, navnlig ved hjælp af investeringsrammen for Vestbalkan.

  • EU vil give tilskud til yderligere 11 højt prioriterede transportprojekter (veje, jernbaner og havne) i de prioriterede TEN-T-korridorer, en investering med en værdi på 190 mio. EUR, der kan mobilisere op til 1 mia. EUR yderligere i lån fra de internationale finansieringsinstitutioner. Dette omfatter støtte til de første to strækninger af "fredsmotorvejen" (Nis-Pristina-Durres) og "den blå motorvej" langs Adriaterhavskysten
  • Med henblik på at udvikle den nye digitale dagsorden for Vestbalkan har EU afsat 30 mio. EUR til investering i bredbåndsudbygning i regionen. Partnerne nåede til enighed om at udvide regionens ordninger til nedbringelse af roamingudgifter til alle seks partnerlande, og EU vil samtidig udarbejde en køreplan for nedbringelse af roamingudgifterne mellem Vestbalkan og EU
  • EU vil endvidere støtte energiomstilling i regionen ved at fremme vedvarende energikilder, herunder en bæredygtig udnyttelse af vandkraft
  • På området for økonomisk konnektivitet støtter Kommissionen fortsat regionens egen plan om at udvikle et regionalt økonomisk område, og topmødet bifaldt tilsagn om at fremskynde arbejdet vedrørende anerkendelse af kvalifikationer samt om at lette samhandelen på Vestbalkan
  • Kommissionen vil øge støtten til unge og uddannelse, navnlig ved at fordoble midlerne under Erasmus+ til regionen og ved at iværksætte et pilotprojekt vedrørende mobilitet inden for erhvervsuddannelserne. Kommissionen vil også etablere et "ungdomslab for Vestbalkan" i 2018, der giver plads til innovativ politikudformning, som imødekommer unges behov. Endelig vil Kommissionen støtte udvidelsen af det regionale kontor for ungdomssamarbejde og indføre en mobilitetsordning internt i regionen.

Yderligere elementer i EU's årlige konnektivitetspakke vil blive fremlagt senere i år.

Partnerne gav endvidere deres tilsagn til den digitale dagsorden for Vestbalkan. Den vil støtte de vestlige Balkanlandes udvikling hen imod en digital økonomi, og omfatter foranstaltninger såsom en køreplan for at reducere roamingudgifterne og en teknisk støttepakke til eventuelle investeringer på områder som f.eks. bredbåndsudbygning.

Et tættere samarbejde om sikkerhed

EU og Vestbalkan står over for fælles sikkerhedsmæssige udfordringer. På topmødet gav EU og Vestbalkan deres tilsagn til at optrappe samarbejdet vedrørende nogle af de vigtigste sikkerhedsprioriteter:

  • bekæmpelse af terrorisme og af dennes finansiering, af voldelig ekstremisme og tilbagesendelse af udenlandske krigere samt forebyggelse af radikalisering
  • et styrket samarbejde om bekæmpelsen af grov og organiseret kriminalitet, især handel med ulovlige skydevåben og narkotika, smugling af varer og personer samt cybertrusler og hybride trusler.

EU og de vestbalkanske partnere blev enige om at bygge videre på den allerede betydelige igangværende indsats ved at styrke det strategiske og operationelle arbejde på området for politisamarbejde og retligt samarbejde, især gennem inddragelsen af Vestbalkan i EU's politikcyklus 2018-2021, det koordinerede EU-dækkende samarbejde til bekæmpelse af grov og organiseret kriminalitet. Med støtte fra Kommissionens vil EU's agenturer på området for retlige og indre anliggender, herunder Europol og Cepol, øge samarbejdet med Vestbalkan med henblik på effektivt at knytte de interne og eksterne foranstaltninger til bekæmpelse af alle former for grænseoverskridende kriminalitet sammen.

Samarbejdet i forbindelse med håndtering af flygtningekrisen har vist værdien af en koordineret indsats. Stats- og regeringscheferne fra EU og Vestbalkan blev enige om at styrke samarbejdet om migration og grænseforvaltning, herunder gennem de forbindelsesofficerer, der udsendes af EU.

Læs mere

Sofiaeklæringen fra topmødet mellem EU og Vestbalkan

Webstedet for topmødet mellem EU og Vestbalkan

Øget EU-engagement på Vestbalkan

Generaldirektoratet for Europæisk Naboskabspolitik og Udvidelsesforhandlinger

Dagsordenen for konnektivitet 2018

Faktaark om fremme af konnektiviteten

Faktaark om fremme af digital konnektivitet

Video - Dagsordenen for konnektivitet

Faktaark – Seks nye flagskibsinitiativer til støtte for Vestbalkans omstillingsindsats

Faktaark: De næste skridt

Faktaark: Økonomiske forbindelser – investering i mennesker, infrastruktur og reform

Faktaark: EU's engagement på Vestbalkan

Infografik – Montenegro

Infografik – Serbien

Infografik – Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien

Infografik – Albanien

Infografik – Bosnien-Hercegovina

Infografik – Kosovo

IP/18/3821

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar