Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Feriebooking på nettet: Kommissionen og forbrugerbeskyttelsesmyndigheder reagerer mod vildledende bookingwebsteder

Bruxelles, den 7. april 2017

I takt med at det bliver mere og mere almindeligt at reservere hoteller og fly på nettet, støder forbrugerne på et stigende antal problemer med rejsetjenester på nettet. Ifølge de europæiske forbrugercentre klages der nu oftest over lige netop disse tjenester.

Europa-Kommissionen og forbrugerbeskyttelsesmyndighederne i EU iværksatte i oktober 2016 en koordineret screening af 352 prissammenlignings- og bookingwebsteder over hele EU. De konstaterede, at priserne var utroværdige på 235 (to tredjedele) af webstederne. Der blev for eksempel pålagt ekstra priselementer sent i bookingprocessen, uden at kunderne blev oplyst herom, eller også fandtes tjenesteydelsen slet ikke til den oplyste kampagnepris.

Myndighederne har bedt de pågældende websteder bringe deres praksis i overensstemmelse med EU-forbrugerlovgivningen, som foreskriver, at priserne skal fremgå klart og tydeligt, og at tilbud skal præsenteres helt entydigt på et tidligt tidspunkt i bookingprocessen.

Věra Jourová, der er kommissær med ansvar for retlige anliggender, forbrugere og ligestilling mellem mænd og kvinder, udtaler: "Forbrugerne kan finde alle de oplysninger, som de har brug for til at forberede, sammenligne og bestille deres ferier på nettet. Men hvis anmeldelserne på sammenligningswebstederne er partiske, eller hvis priserne ikke er gennemsigtige, så vildleders forbrugerne. De pågældende virksomheder skal overholde den europæiske forbrugerlovgivning nøjagtig ligesom rejsebureauerne. Forbrugermyndighederne kræver nu, at webstederne løser problemet. Forbrugerne skal beskyttes i samme grad online som offline."

De vigtigste resultater

  • Stemmer det, du tror, du skal betale, overens med, hvad du rent faktisk ender med at betale? I hver tredje tilfælde er den først viste pris ikke den samme som den endelige pris.
  • Er det et tilbud eller bare lokkemad? I en femtedel af tilfældene eksisterede tilbuddene reelt ikke.
  • Forvirrende? I næsten en tredjedel af tilfældene var den samlede pris eller måden, den blev beregnet på, ikke klar.
  • Det sidste billige værelse på hotellet eller bare det sidste værelse, der kan bookes via det pågældende websted? I en fjerdedel af tilfældene præciserede webstederne ikke, at udsagn som "kun to værelser tilbage" eller "kun i dag" kun gjaldt for det pågældende websted.

Næste skridt

Netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde vil sætte ind over for de 235 websteder og bede dem rette op på uregelmæssighederne. Hvis webstederne ikke retter op, kan de nationale myndigheder enten selv træffe administrative eller retlige foranstaltninger eller gå via de nationale domstole, afhængigt af gældende national lovgivning.

Baggrund

Ved en screening af websteder (en såkaldt sweep) på tværs af EU udfører forbrugerbeskyttelsesmyndighederne en række kontroller på samme tid i forskellige lande. Disse kontroller skal afsløre, om EU-forbrugerbeskyttelseslovgivningen overholdes. Hvis der i forbindelse med kontrollerne afsløres, at EU-forbrugerlovgivningen ikke overholdes, kontakter forbrugerbeskyttelsesmyndigheder de involverede virksomheder og beder dem foretage de nødvendige ændringer. Tidligere "sweeps" har fokuseret på: flyselskaber (2007), mobilindhold (2008), elektroniske varer (2009), onlinebilletter (2010), forbrugerkredit (2011), digitalt indhold (2012), rejsetjenester (2013), garanti på elektroniske varer (2014) og direktivet om forbrugerrettigheder (2015)."

Kommissionen koordinerer hvert år en screening af webstederne i en bestemt sektor med hjælp fra netværket for forbrugerbeskyttelsessamarbejde, der består af forbrugermyndighederne i 28 lande (de 26 EU-lande samt Norge og Island). Myndighederne er ansvarlige for at håndhæve EU-forbrugerbeskyttelseslovgivningen.

Resultatet af screeningen i 2016 af rejsesammenlignings- og bookingwebsteder 

Myndighederne fra 28 lande (26 EU-lande samt Norge og Island) kontrollerede i alt 352 websteder, der sammenlignede tilbud og priser, navnlig i rejsebranchen.

23,6 % af webstederne sammenlignede indkvarteringspriser, 21,3 % sammenlignede billetpriser (fly-, færge-, tog- og busbilletter), 5,1 % sammenlignede priser på billeje, og

44,6 % tilbød en kombineret sammenligning af produkter og tjenesteydelser (billetter, indkvartering, feriepakker osv.).

Screeningen afslørede en række uregelmæssigheder i de elektroniske sammenligningsværktøjer. Størstedelen af uregelmæssighederne omhandlede pris og den måde, prisen blev beregnet og fremlagt på:

  • i 32,1 % af tilfældene var prisen på sammenligningslisten ikke den samme, som den endelige pris, der blev vist på bookingsiden
  • på 30,1 % af webstederne var den samlede pris (inklusive afgifter) eller den måde, den blev beregnet på, ikke klar
  • 20,7 % af webstederne viste særlige priser, som så ikke fandtes, når man kom frem til selve bookingsiden
  • 25,9 % af webstederne gav indtryk af, at der kun var et begrænset udbud (f.eks. "kun 2 tilbage", "kun i dag") uden at præcisere, at dette kun gjaldt for deres eget websted.

Andre uregelmæssigheder, som myndighederne konstaterede, drejede sig om:

  • identificering af udbyderen af sammenligningsværktøjet: 22,7 % gav kun sparsomme oplysninger (f.eks. navn, adresse), mens 4 % ikke fremlagde nogen oplysninger overhovedet
  • brugeranmeldelser: 21,3 % af webstederne fremviste brugeranmeldelser på en utydelig og uigennemsigtig måde (og/eller indeholdt elementer, hvor der kunne sættes spørgsmålstegn ved troværdigheden)
  • sammenligningsgrundlaget: 10,5 % af webstederne fremlagde ikke en række væsentlige oplysninger, som var vigtige for sammenligningsgrundlaget.

De mindst problematiske forhold drejede sig om reklamer og markedsføring. Sådanne uregelmæssigheder blev kun konstateret på 2,8 % af webstederne.

 

Antal websteder, der blev kontrolleret under den såkaldte sweep, og som skal undersøges nærmere

 

Graf 1

 

Antal websteder, der blev kontrolleret pr. sammenligningsværktøj

Graf 2

 

Antal websteder, der blev kontrolleret pr. tjeneste/produkt, der blev sammenlignet

 

Graf 3

 

 

Yderligere oplysninger

EU-wide screening of websites (SWEEPS)

Forbrugerbeskyttelsessamarbejde

Faktaark

Q&A

 

IP/17/844

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar