Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Erasmus+: endnu et rekordår

Bruxelles, den 30. november 2017

Nu hvor fejringen af 30-års jubilæet for Erasmus slutter i dag, vil Kommissionens opsummere de resultater, programmet Erasmus+ opnåede i 2016.

Årsrapporten om Erasmus+ for 2016 bekræfter den vigtige rolle, som programmet spiller i at opbygge et mere modstandsdygtigt Europa omkring fælles europæiske værdier.

Med en stigning på 7,5 % i budgettet for Erasmus+ i forhold til sidste år investerede EU en rekordhøj sum på 2,27 mia. EUR, der betød, at 725 000 europæere kunne tildeles et mobilitetsstipendium til at studere, uddanne sig, undervise eller arbejde frivilligt i udlandet. Dermed når det samlede antal op på over 2 mio. EUR, siden det nuværende program blev lanceret i 2014. I 2016 blev der igennem programmet ligeledes investeret i 21 000 projekter, der involverede 79 000 uddannelses- og ungdomsorganisationer – hvilket er en stigning på 15 % i forhold til 2015.

Tibor Navracsics, der er kommissær for uddannelse, kultur, unge og sport, udtaler: "Programmet Erasmus+ er nu halvvejs igennem densyvårige periode. Jeg er stolt af at se, hvordan programmet har været en drivkraft for fællesskab i Europa, og hvordan det har styrket modstandskraften både hos individer og i samfundet. Mobiliteten gennem Erasmus+ er med til at udvikle færdigheder og kompetencer, der forstærker den europæiske identitet, hvilket samtidig supplerer og styrker den nationale og og lokale identitet. Det er derfor, vi opfordrede EU's stats- og regeringsledere, der mødtes i Göteborg den 17. november, til at arbejde for at sikre et europæisk uddannelsesområde og mobilitet for alle inden 2025, for at fordoble antallet af deltagere i Erasmus+ og for at nå ud til personer fra socialt dårlige kår."

Resultaterne viser, at Erasmus+ er godt på vej til at nå målet for perioden 2014 til 2020 om, at støtte 3,7 % af unge i EU. De viser også, at programmet har potentiale til at bidrage til et åbent Europa, hvor læringsmobilitet er normen – som skitseret af Kommissionen i meddelelsen om "Styrkelse af den europæiske identitet gennem uddannelse og kultur", der blev drøftet af EU's ledere ved deres arbejdsfrokost i Göteborg, Sverige, den 17. november.

I skoleåret 2015/2016 havde videregående uddannelsesinstitutioner mulighed for at udsende og modtage 330 000 studerende og ansatte (herunder 26 000 til og fra partnerlande) gennem programmet Erasmus+. Frankrig, Tyskland og Spanien var de tre største afsenderlande, mens Spanien, Tyskland og Det Forenede Kongerige var de tre mest populære modtagerlande.

Den rapport, der offentliggøres i dag, viser, hvordan Erasmus+ har bidraget til at imødegå de bredere sociale udfordringer i 2016. Dette omfatter foranstaltninger til at fremme den sociale inklusion og sikre, at unge kan erhverve sociale kompetencer, medborgerskabskompetencer og interkulturelle kompetencer og lære at tænke kritisk:

  • I 2016 blev der anvendt 200 mio. EUR fra programmet Erasmus+ til at støtte 1 200 samarbejdsprojekter med fokus på at fremme tolerance, ikkeforskelsbehandling og social inklusion.
  • Især var ungdomssektoren – med projekter, der var rettet mod flygtninge, asylansøgere og migranter – særligt aktiv på dette område.
  • En specifik indkaldelse af forslag (13 mio. EUR) blev lanceret til at udvikle politikker og strategier til at forebygge voldelig radikalisering og fremme inklusion af dårligt stillede elever, herunder personer med indvandrerbaggrund. Indkaldelsen førte til finansiering af 35 projekter, der indebar deltagelse af 245 organisationer. 

30 år med Erasmus: En vellykket jubilæumskampagne

Offentliggørelsen af rapporten falder sammen med afslutningen på den kampagne, der fejrer 30 års-jubilæet for programmet Erasmus, samt med præsentationen af Erasmus+-generationens erklæring om fremtiden for programmet Erasmus+. I 2017 deltog over 750 000 personer i mere end 1 900 arrangementer i 44 lande for at fejre, drøfte konsekvenserne af og debattere fremtiden for Erasmus+. 65 000 artikler om programmet blev offentliggjort og delt over to millioner gange på de sociale medier og nåede ud til mere end 90 millioner mennesker. Den nye Erasmus+-app til mobiltelefoner blev tilgængelig i juni 2017 og er allerede blevet downloadet mere end 22 000 gange.

I Göteborg opfordrede kommissionsformand Jean-Claude Juncker EU's ledere til at fordoble antallet af unge i EU, der deltager i Erasmus+ (fra 3,7 % til 7,5 %), inden 2025, hvilket ville kræve et budget på 29,4 mia. EUR for perioden 2021-2027. Under deres møde blev EU's ledere enige om at styrke mobiliteten og udvekslingerne, herunder gennem et betydeligt styrket, udvidet og inkluderende Erasmus+-program for alle typer af elever og studerende.

Kommissionen opfordrede også Erasmus+-generationen til at deltage i diskussionen og skabte et online-mødested for dem. Erasmus+-generationens drøftelser resulterede i 30 anbefalinger til, hvordan Erasmus+ kan blive "et større program" med "en større indvirkning på Europas fremtid". Erklæringen, der blev udarbejdet af Erasmus+-generationen, vil officielt blive præsenteret og drøftet i dag under jubilæumskampagnens afslutningsarrangement.

Baggrundsoplysninger

Programmet Erasmus+ og dets forgængere er blandt EU's mest vellykkede programmer. I tre årtier har programmerne givet personer – især unge – mulighed for at få nye erfaringer og udvide deres horisont gennem et udlandsophold. Det, der blot begyndte som en mobilitetsordning for studerende på videregående uddannelser i 1987 (med kun 3 200 studerende i det første år), har gennem de sidste 30 år udviklet sig til et flagskibsprogram, som næsten 300 000 studerende på videregående uddannelser får gavn af hvert år.

Det nuværende program Erasmus+, der løber fra 2014 til 2020, har et budget på 14,7 mia. EUR og giver 3,7 % af unge i EU mulighed for at studere, få arbejdserfaring og deltage i frivilligt arbejde i udlandet (for den samlede periode drejer det sig om omkring 3,3 mio. unge). Programmets geografiske rækkevidde er vokset fra 11 lande i 1987 til 33 i dag (dette tal omfatter samtlige 28 EU-lande plus Tyrkiet, den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, Norge, Island og Liechtenstein). Programmet er desuden åbent for partnerlande fra hele verden. 

Yderligere oplysninger

Memo

Årsrapporten om Erasmus+ for 2016

Faktablade om Erasmus+

Landespecifikke faktablade

Faktablad om 30-årsjubilæet for Erasmus

Faktablade om det europæiske uddannelsesområde

 

IP/17/4964

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar