Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank lancerer ny rådgivningstjeneste, der skal hjælpe byer med at planlægge investeringer

Bruxelles, den 28. november 2017

Urbis, der står for "Urban Investment Support", skal hjælpe byer med at planlægge investeringer til støtte for deres egne byudviklingsstrategier og få lettere adgang til finansiering.

EIB's logo

Byer står over for særlige udfordringer, når det gælder adgang til finansiering. Individuelle kommunale projekter, f.eks. på områderne social inklusion, byfornyelse eller energieffektivitet, kan være alt for risikable eller små for markedet. Samtidig kan det også være vanskeligt at få adgang til finansiering af integrerede byprogrammer, fordi de samler flere små projekter inden for forskellige sektorer. Endelig kan der også være grænser for, hvor meget byer kan låne.

Urbis vil hjælpe byer med at løse disse særlige problemer. Det vil hjælpe dem med at udforme, planlægge og gennemføre deres investeringsstrategier og projekter med skræddersyet teknisk og finansiel rådgivning, også med hensyn til innovative finansieringsmuligheder. Målet er at hjælpe solide projekter med at komme i gang på kort eller mellemlang sigt, f.eks. på området klimatiltag i byerne.

Maroš Šefčovič, som er næstformand for Kommissionen med ansvar for energiunionen, udtalte følgende: "Borgmestre vil gerne agere og gøre deres byer mere intelligente og bæredygtige. Vi vil med Urbis gøre det lettere for dem at få adgang til de investeringer, de har brug for til at få dette gennemført — gennem skræddersyet rådgivning og udnyttelse af eksisterende midler og aktiver. Potentialet for bymæssig innovation skal frigøres, udvikles og udbredes i hele Europa."

Ved lancering af Urbis i dag på Cities Forum 2017 i Rotterdam udtalte Corina Creţu, som er kommissær med ansvar for regionalpolitikken, følgende: "Vi har ambitiøse mål for en bæredygtig byudvikling i EU's dagsorden for byerne, og Urbis vil hjælpe os med at nå dem. Takket være dette initiativ vil byerne få den støtte, de har brug for til at skabe nye muligheder for deres indbyggere."

"Byer er mere attraktive end nogensinde: Om tre årtier vil 8 ud af 10 EU-borgere bo i en by", sagde Vazil Hudák, Den Europæiske Investeringsbanks næstformand med ansvar for rådgivning og støtte til projekter i byer og regioner. "Byer og regioner har både behov for finansiering og rådgivning, for at de kan blive intelligente, moderne, grønne og innovative, og med hjælp fra vores pilotprojekt Urbis kan vi opnå lige præcis dette."

Urbis vil bestå af eksperter fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB), som kommer fra institutionens forskellige rådgivnings- og projekttjenester, herunder EIB's personale i EU-landene og eksperter fra Jaspers, som er et uafhængigt partnerskab, der er specialiseret i at forberede EU-finansierede projekter af høj kvalitet.

Urbis vil om nødvendigt inddrage eksperter, som kan forklare, hvordan man blander EU-midler med finansiering fra nationale og lokale erhvervsfremmende banker og med innovative finansieringsmuligheder. Sådanne muligheder kunne f.eks. omfatte impact-investeringer, dvs. investeringer i virksomheder eller fonde med det formål at skabe sociale og miljømæssige virkninger ved siden af det økonomiske udbytte.

Byer i alle størrelser i alle EU-lande kan ansøge om støtte fra Urbis via en webside på Det Europæiske Centrum for Investeringsrådgivning.

Urbis vil hjælpe med at:

  • forbedre en bys investeringsstrategi ved at rådgive om strategisk planlægning, prioritering og optimering af investeringsprogrammer og projekter
  • gøre projekter og programmer tilstrækkeligt solide f.eks. ved at tilvejebringe analyser af udbuddet og efterspørgslen inden for finansiel strukturering og gennemgå udkast til ansøgninger om tilskud
  • undersøge mulighederne for finansiering under Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI), fondene under samhørighedspolitikken — gennem hvilke der i 2014-2020 investeres over 100 mia. EUR i byområder — eller en kombination heraf
  • støtte det forberedende arbejde vedrørende investeringsplatforme og faciliteter, der kombinerer finansiering, holde kontakt til finansielle formidlere og etablere ordninger for gennemførelse af disse faciliteter
  • udvikle tilgange til finansiering, der tager sigte på at lette byrden for de kommunale budgetter og hjælpe kommunale virksomheder og private udbydere af bymæssige tjenester med at få adgang til finansiering.

Næste skridt:

Urbis vil starte med at bruge Den Europæiske Investeringsbanks eksisterende rådgivnings- og projekttjenester og vil fokusere på et udvalgt antal opgaver.

Dette indledende arbejde samt byernes efterspørgsel efter Urbis-støtte vil blive vurderet af EIB og Kommissionen i anden halvdel af 2018. Hvis Urbis viser sig at være en succes, kan det komme på tale at tilføre initiativet ekstra ressourcer med henblik på at videreføre, forbedre og udvide det.

Urbis' arbejde og analyser vil bidrage til de igangværende overvejelser om næste budgetramme efter 2020, navnlig for så vidt angår byers adgang til og forvaltning af fondene under samhørighedspolitikken.

Yderligere oplysninger:

EU's dagsorden for byerne: kvikskranke for byer på Europa-Kommissionens websted

EIB's støtte til EU's dagsorden for byerne

Junckerplanen

Åben dataplatform for samhørighedspolitikken

IP/17/4941

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar