Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Det digitale indre marked: Enighed ved EU-forhandlinger om at sætte en stopper for uberettiget geoblokering

Bruxelles, den 20. november 2017

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen har her til aften indfriet de tilsagn, som blev givet på september måneds digitale topmøde i Tallinn, ved at sætte en stopper for uberettiget geoblokering, der er en af EU's prioriteter for 2017.

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er til aften nået til politisk enighed om afskaffelse af uberettiget geoblokering for forbrugere, som ønsker at købe produkter eller tjenester online i EU. De nye regler vil sætte skub i e-handlen til gavn for forbrugere og virksomheder, som benytter sig af det voksende europæiske onlinemarked.

Næstformand Andrus Ansip, der er ansvarlig for det digitale indre marked, udtaler: "I dag har vi sat en stopper for uberettiget forskelsbehandling ved onlinekøb. Det er virkelig godt nyt for forbrugerne. Med de nye regler vil europæerne kunne vælge, hvilken hjemmeside de ønsker at handle på uden at blive blokeret eller omdirigeret. Det vil være en realitet til jul næste år."

Elżbieta Bieńkowska, kommissær for det indre marked, industri, iværksætteri og SMV'er, tilføjer: "Vi opgraderer EU's indre marked til den digitale verden ved at give forbrugerne de samme muligheder for at tilgå det bredest mulige udvalg, uanset om de træder fysisk ind i en forretning i et andet land, eller om de handler online. Det næste skridt er at sænke priserne på grænseoverskridende pakkelevering, som stadig afholder folk fra at købe og sælge produkter på tværs af EU's grænser."

Mariya Gabriel, kommissær for den digitale økonomi og det digitale samfund, konkluderer: "Afskaffelse af uberretiget geoblokering er et stort skridt fremad for forbrugerne og for opbygningen af et reelt digitalt indre marked, som fungerer for alle. Sammen med afskaffelsen af roamingtakster og indførelsen af portabilitet vil EU-borgerne nu kunne købe nye møbler online, reservere hotelværelser eller bruge deres kreditkort ude såvel som hjemme."

For borgerne betyder det, at de vil være i stand til at købe deres nye elektriske apparater online, leje en bil eller skaffe koncertbilletter på tværs af grænserne, ligesom de gør i deres hjemland. Det vil sikre, at de ikke længere står over for hindringer som eksempelvis at blive bedt om at betale med et debet- eller kreditkort udstedt i et andet land. For virksomhederne betyder det større retssikkerhed, når de opererer på tværs af grænserne.

Som formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, sagde ved det digitale topmøde i Tallinn i september, skal EU's lovgivere vedtage samtlige 24 lovforslag fremsat af Kommissionen siden begyndelsen af den indeværende mandatperiode for at fuldende det digitale indre marked. Europa-Kommissionen vil bistå Europa-Parlamentet og Rådet med at opnå gode aftaler og beviste dette i aften ved at gøre aftalen mulig.

Med de nye regler defineres tre specifikke situationer, hvor der som udgangspunkt ikke er nogen begrundelse eller objektive kriterier for forskelsbehandling af kunder fra forskellige EU-medlemsstater.

Det drejer sig om:

· Salg af varer uden fysisk levering. Eksempel: En belgisk kunde ønsker at købe et køleskab og finder det bedste tilbud på en tysk hjemmeside. Kunden er i stand til at bestille produktet og hente det hos den erhvervsdrivende eller arrangere levering til sin hjemadresse.

· Salg af elektronisk leverede ydelser. Eksempel: En bulgarsk forbruger ønsker at købe hostingtjenester til sin hjemmeside fra en spansk virksomhed. Hun kan nu få adgang til denne tjeneste, kan registrere sig og købe tjenesten uden at skulle betale yderligere gebyrer sammenlignet med en spansk kunde.

· Salg af ydelser, der leveres et specifikt fysisk sted. Eksempel: En italiensk familie kan købe en tur til en fransk forlystelsespark direkte uden at skulle omdirigeres til en italiensk hjemmeside.

Forordningen pålægger ikke en forpligtelse til at sælge og harmoniserer ikke priser. Den sætter derimod fokus på forskelsbehandling i adgangen til varer eller tjenester i tilfælde, hvor denne ikke kan begrundes objektivt (i f.eks. momsforpligtelser eller forskellige lovmæssige krav).

De nye regler vil træde direkte i kraft ni måneder fra offentliggørelsen i EU-Tidende, så navnlig små handlende får tid til at tilpasse sig.

Baggrund

En undersøgelse foretaget af Kommissionen har vist, at geoblokering finder sted på 63 % af de vurderede hjemmesider. Den viser, at det i 2015 var mindre end 40 % af hjemmesiderne, som tillod kunder fra andre lande at foretage et køb. Det betyder færre indtægter for virksomhederne og færre valg for forbrugerne. Forordningen om afskaffelse af uberettiget geoblokering, som blev foreslået i maj 2016 som del af det digitale indre marked, blev i de tre europæiske institutioners fælles erklæring tidligere i år fremhævet som en lovgivningsmæssig prioritet for 2017. Forordningen er del af en e-handelspakke sammen med et lovforslag om grænseoverskridende pakkeleveringstjenester og et lovforslag om at styrke håndhævelsen af forbrugerrettigheder.

Yderligere oplysninger

Undersøgelse fra maj 2016 om online-geoblokering af forbrugere:

Resultater af mystery shopping foretaget af Europa-Kommissionen

Faktaark om strategien for et digitalt indre marked

IP/17/4781

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar