Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Topmøde mellem EU og Indien: styrkelse af vores strategiske partnerskab og vejen frem i vores fælles dagsorden

Bruxelles, den 6. oktober 2017

Det 14. topmøde mellem EU og Indien blev afholdt i dag i New Delhi og markerer 55 års diplomatiske forbindelser mellem verdens to største demokratier.

Den Europæiske Union blev repræsenteret på topmødet af Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og af Donald Tusk, Det Europæiske Råds formand. Indien blev repræsenteret af premierminister Narendra Modi. Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Europa-Kommissionen, Federica Mogherini, deltog også.

Den Europæiske Union og Indien har udsendt en fælles erklæring fra topmødet. Der blev desuden vedtaget fælles erklæringer om bekæmpelse af terrorisme, miljøvenlig energi og klimaændringer og intelligent og bæredygtig urbanisering. Lederne gjorde også status over gennemførelsen af den omfattende handlingsdagsorden for EU og Indien 2020, der blev godkendt på sidste års topmøde.

"Vi er verdens to største demokratier. Vi er to af verdens største økonomier. Vi deler de samme værdier og troen på frihed, lighed, tolerance og retsstaten. At arbejde sammen med en ligesindet partner som Indien er simpelthen sund fornuft. Det ligger lige for," udtalte kommissionsformand Jean-Claude Juncker. "Vi er blevet enige om, at vi bør optrappe vores handelsforbindelser. Det er tid til en frihandelsaftale mellem Indien og EU. Når de rette betingelser er til stede – og først til den tid – genoptager vi arbejdet. Dette topmøde er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og efter at have hørt premierminister Modi er jeg sikker på, at vi kan bevæge os fremad. I november mødes vores chefforhandlere for at sætte kursen fremover."

Formand Junckers bemærkninger på den fælles pressekonference efter topmødet er i deres helhed tilgængelige online.

 

Partnere for velstand

Handel og investering udgør vigtige aspekter af det strategiske partnerskab mellem EU og Indien. EU er Indiens største handelspartner, mens Indien er EU's niendestørste partner. Den gensidige handel med varer og tjenesteydelser beløb sig i 2016 til over 100 mia. EUR. Lederne på topmødet gav udtryk for deres fælles vilje til at styrke det økonomiske partnerskab mellem EU og Indien og til at nå det fulde potentiale af dette aspekt af vores forhold. På begge sider stræbes der efter atter at arbejde aktivt hen imod en rettidig genoptagelse af forhandlingerne om en omfattende og gensidigt fordelagtig frihandelsaftale. Lederne bekræftede ligeledes på ny Verdenshandelsorganisationens (WTO) centrale rolle og vigtigheden af at fremme fri, fair og åben handel og således opnå bæredygtig vækst og udvikling. Begge sider gentog deres tilsagn om at arbejde sammen med alle WTO's medlemmer og gøre den 11. ministerkonference til en succes med konkrete resultater.

Lederne på topmødet bifaldt den nylige lancering af den investeringsfremmende mekanisme for EU's investeringer i Indien, der skal lette og anspore til investering fra EU ved at give konkret støtte på stedet til EU-virksomheder, der har til hensigt at investere i Indien, især ved at yde proceduremæssig vejledning.

 

Partnere for ansvarlig udvikling

Lederne vedtog en fælles erklæring om ren energi og klimaændringer og demonstrerede dermed deres fælles ansvar og vilje til at gå i spidsen for den globale indsats for at afbøde og tilpasse sig virkningerne af klimaændringerne. Begge sider bekræftede deres forpligtelser i henhold til Parisaftalen og blev enige om at optrappe samarbejdet om gennemførelsen af deres klimaforpligtelser, miljøvenlig køling, soldrevne pumper, energilagring, elektrisk mobilitet og vedvarende energikilder for dermed at fremme gennemførelsen af aftalen.

Byerne i EU og Indien skaber vækst og innovation, men de huser også mange presserende økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer. Den fælles erklæring om et partnerskab om intelligent og bæredygtig urbanisering, som blev vedtaget på topmødet, indeholder prioriteterne og målene for øget samarbejde mellem EU og Indien inden for byudvikling i de kommende år. Partnerskabet vil skabe nye muligheder for samarbejde mellem vores respektive lokale og regionale myndigheder. Det vil bygge videre på erfaringerne med EU's dagsorden for byerne og Indiens flagskibsprogram "Smart Cities Mission".

Næstformanden for Den Europæiske Investeringsbank (EIB), Andrew McDowell, bekræftede EIB's største lån nogensinde til investering i Indien. Den nye støtte på 500 mio. EUR i støtte til bæredygtig transport i Indien skal bruges til at finansiere opførelsen af en ny linje og 96 nye tog i Bangalores metrosystem.

Lederne gav tilsagn om at bevæge sig i retning af en mere cirkulær økonomisk model, der skal nedbringe forbruget af primære ressourcer. Den nye G20-dialog om ressourceeffektivitet skal fungere som platform for et tæt samarbejde om effektiv og bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, udvikling af strategier for denne afgørende økonomiske overgang og på fælles basis promovere ressourceeffektivitet på globalt plan. Lederne blev også enige om at optrappe samarbejdet om håndteringen af miljømæssige udfordringer, især i forbindelse med partnerskabet om vand mellem Indien og EU. Indien-EU-vandforummet finder sted den 11. oktober 2017, hvor der skal fastsættes konkrete skridt for dette initiativ.

Den Europæiske Union og Indien blev på topmødet enige om at blæse frisk vind i sejlene på samarbejdet om forskning og innovation ved at lancere et flagskibsinitiativ på 30 mio. EUR inden for vandforskning. Begge sider blev også enige om at forstærke samarbejdet inden for forskning og innovation ved at udvide deres samfinansieringsordning til at omfatte alle Indiens interesseområder i Horisont 2020 såsom sundhed, klimaændringer og energi, hvor sidstnævnte hører ind under "Mission Innovation"-initiativet. Kommissionen og det indiske forskningsråd ("Science and Engineering Research Board", SERB) har indgået en gennemførelsesordning, der skal lette samarbejdet mellem talentfulde indiske forskere og Det Europæiske Forskningsråds forskergrupper i Europa. Begge sider bekræftede vigtigheden af at skabe en aftale mellem Euratom og Indien om forsknings- og udviklingssamarbejde vedrørende fredelig anvendelse af nuklear energi og enedes om at arbejde hen imod en hurtig vedtagelse.

Lederne så også med tilfredshed på den nært forestående operationalisering af den horisontale aftale mellem EU og Indien om visse aspekter af lufttrafik. Gennemførelsen af denne aftale vil genskabe retssikkerheden vedrørende vores luftfartsforbindelser med Indien ved at bringe de bilaterale luftfartsaftaler mellem Indien og EU's medlemsstater i overensstemmelse med EU's lovgivning. Dermed anerkender Indien nu princippet om EU-udpegning af luftfartsselskaber, hvilket vil gøre det muligt for EU's luftfartsselskaber at flyve til Indien fra alle de medlemsstater, som Indien har en bilateral aftale med.

Lederne gav også udtryk for deres fælles engagement i at styrke samarbejdet om migration og flygtninge, herunder inden for rammerne af De Forenede Nationers proces for vedtagelsen af globale aftaler om sikker, velordnet og regulær migration og om flygtninge. Begge sider blev enige om at styrke den fælles indsats for gennemførelsen af EU's og Indiens fælles dagsorden for migration og mobilitet (FDMM).

 

Partnere for global fred og sikkerhed

Som stærke tilhængere af multilateralisme og en regelbaseret verdensorden har EU og Indien en fælles vision for de vigtigste globale og regionale udfordringer. Lederne drøftede på topmødet en række presserende situationer i såvel EU's og Indiens umiddelbare nabolande som i fjernere områder. Dette vedrørte blandt andet udsigterne til fred i Afghanistan, situationen på den koreanske halvø, i Myanmar og i det østlige Ukraine samt Iran, Syrien og fredsprocessen i Mellemøsten. Lederne drøftede også mulighederne for øget samarbejde mellem EU og Indien i både Det Indiske Ocean og Afrika.

Lederne vedtog en fælles erklæring om bekæmpelse af terrorisme, hvilket markerer endnu en intensivering af den fælles kamp mod terrorisme. Der er sket betydelige fremskridt i de seneste måneder, herunder via jævnlig dialog om terrorbekæmpelse, og den fælles erklæring har til formål at styrke samarbejdet inden for forebyggelse og bekæmpelse af terror, voldelig ekstremisme og radikalisering samt at modvirke rekruttering af fremmedkrigere, terroristers finansieringskilder og levering af våben til terrorister.

Den 4. oktober afholdt det italienske flagskib og hovedkvarteret for EU's flådestyrkeoperation Atalanta, ITS Fasan, fælles manøvrer med det indiske flådefartøj INS Trishul ud for Somalias kyst. Dette er den første fælles flådeøvelse mellem EU og Indien nogensinde. På topmødet blev lederne enige om at fortsætte denne slags øvelser og udvide samarbejdet inden for maritim sikkerhed.

Forud for den 5. globale konference om cyberspace, som skal afholdes i New Delhi den 23. og 24. november 2017, gav lederne udtryk for deres hensigt om at uddybe samarbejdet på cybersikkerhedsområdet, mens der stadig sikres et åbent, frit, sikkert, stabilt og nemt tilgængeligt cyberspace, der fremmer økonomisk vækst og innovation.

 

Yderligere oplysninger

Webstedet for det 14. topmøde mellem EU og Indien

Fælles erklæring fra det 14. topmøde mellem EU og Indien

Fælles erklæring om ren energi og klimaændringer

Fælles erklæring om bekæmpelse af terrorisme

Fælles erklæring om et partnerskab om intelligent og bæredygtig urbanisering

Formand Junckers bemærkninger på den fælles pressekonference efter det 14. topmøde mellem EU og Indien

Faktablad om forbindelserne mellem EU og Indien

Handelsforbindelserne mellem EU og Indien

Webstedet for EU's delegation i Indien

IP/17/3728

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar