Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Debat om Europas fremtid: 1 750 events indtil videre med potentiale til at nå ud til mere end 30 millioner europæere

Bruxelles, den 17. juli 2017

.

Fire måneder efter at Kommissionen fremlagde sin hvidbog om Europas fremtid, har debatten om Europas fremtid taget fart, idet 30 millioner borgere formentlig har deltaget indtil videre. 

Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, udtaler: "Det glæder mig at se så mange deltagere i debatten om Den Europæiske Unions fremtid, som Kommissionen lancerede den 1. marts 2017 sammen med hvidbogen. Der er allerede fremført mange forskellige synspunkter, og vi oplever et stærkt positivt momentum, der fører os fremad. Jeg vil fremlægge min vision i september, men i virkeligheden er det jer, der tegner Europas fremtid. Det er jer, der skriver morgendagens historiebøger. Så bliv ved med at deltage og give jeres mening til kende!"

Kommissionen fremlagde fem scenarier for, hvordan EU kan udvikle sig i løbet af det næste årti. Siden da har der med støtte fra politiske institutioner og civilsamfundet som helhed fundet en bred debat sted. Foreløbigt har 270 000 borgere deltaget i mere end 1 750 events tilrettelagt eller støttet af Kommissionen, og endnu flere har deltaget via internettet (se tal her). Der vil fortsat blive afholdt events og debatter i løbet af de kommende måneder, og borgerne kan også bidrage direkte via: https://ec.europa.eu/commission/give-your-comments_da 

Borgerne opfordres til fortsat at fremføre deres synspunkter, navnlig forud for den årlige tale om Unionens tilstand den 13. september 2017, hvor kommissionsformand Jean-Claude Juncker vil fremlægge sin vision for Europas fremtid.

Baggrund

Den 1. marts 2017 lancerede Kommissionen med hvidbogen om Europas fremtid en paneuropæisk debat, som skal gøre det muligt for borgere og ledere at skabe en vision for et EU med 27 medlemsstater. I hvidbogen skitseres fem scenarier for Unionens udvikling frem til 2025:

  • "Uændret kurs": EU-27 fortsætter med at skabe resultater på baggrund af sin positive reformdagsorden.
  • "Intet andet end det indre marked": EU-27 skifter gradvist fokus tilbage på det indre marked, da de 27 medlemsstater ikke er i stand til at finde fælles fodslag på et stigende antal politikområder.
  • "De, som vil mere, gør mere": EU-27 fortsætter som i dag, men de medlemsstater, som ønsker det, kan gøre mere sammen på specifikke områder.
  • "Mindre, men mere effektivt": Der fokuseres på at gøre mere og hurtigere på udvalgte politiske områder og gøre mindre på andre områder.
  • "Langt mere sammen": Medlemsstaterne beslutter at være fælles om flere beføjelser, ressourcer og beslutninger.

Scenarierne omfatter en række muligheder med forskellige resultater alt efter det politikområde, det handler om. De er af illustrativ karakter og udelukker ikke hinanden, ligesom de heller ikke er udtømmende.

Kommissionen fremlagde også en række oplæg om de vigtigste emner for Europa: 1) udvikling af Europas sociale dimension, 2) uddybning af Den Økonomiske og Monetære Union, 3) styring af globaliseringen, 4) fremtiden for Europas forsvar og 5) fremtiden for EU's finanser.

Kommissionsformand Jean-Claude Junckers tale i september 2017 vil føre disse idéer videre, inden de første konklusioner vil kunne drages på Det Europæiske Råds møde i december 2017. Det vil bidrage til, at der kan udstikkes en kurs i god tid inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2019.

Yderligere oplysninger

Faktablad: Debat om Europas fremtid

Følg talen på de sociale medier via hashtaggen #SOTEU. Websted: www.ec.europa.eu/soteu

Hvidbog om Europas fremtid

Hvidbogens proces

Borgerdialoger

Eurobarometerundersøgelser om Europas fremtid (oktober 2016 og april 2017)

Den europæiske historie: 60 år med fælles fremskridt

EU 60 år – fold din egen due i origami

#EU60 #FutureOfEurope

IP/17/2029

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar