Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Konkurrence: Kommissionen pålægger Google en bøde på 2,42 mia. EUR for at misbruge sin dominerende stilling som søgemaskine ved at give sin egen prissammenligningstjeneste en ulovlig fordel

Bruxelles, den 27. juni 2017

Europa-Kommissionen har pålagt Google en bøde på 2,42 mia. EUR for overtrædelse af EU's konkurrenceregler. Google har misbrugt sin dominerende stilling på markedet for søgemaskiner ved at give et andet Google-produkt, nemlig Googles egen prissammenligningstjeneste, en ulovlig fordel.

Selskabet har nu 90 dage til at ændre sin adfærd, hvorefter det i modsat fald vil blive pålagt tvangsbøder på op til 5% af Googles moderselskabs (Alphabet) gennemsnitlige daglige omsætning.

Konkurrencekommissær Margrethe Vestager udtaler: "Google har bidraget med mange innovative produkter og tjenester, der har gjort en forskel for vores hverdag. Det er en god ting. Men Googles strategi for sin prissammenligningstjeneste gik ikke kun ud på at tiltrække kunder ved at gøre sit produkt bedre end konkurrenternes. I stedet har Google misbrugt sin dominerende stilling som søgemaskine ved at begunstige sin egen prissammenligningstjeneste i søgeresultaterne på bekostning af konkurrenternes.

Googles adfærd er ulovlig efter EU's konkurrenceregler. Selskabet har frataget andre virksomheder muligheden for at konkurrere på egne meritter og innovere, og – hvad der er endnu vigtigere – det har frataget de europæiske forbrugere et reelt valg mellem tjenester og forhindret dem i at opnå alle fordelene ved innovation."

Googles strategi med hensyn til sin prissammenligningstjeneste

Googles vigtigste produkt er selskabets søgemaskine, der leverer søgeresultater til forbrugerne, som til gengæld betaler for denne tjeneste med deres oplysninger. Knap 90 % af Googles indtægter kommer fra annoncer, som bl.a. vises til forbrugerne i forbindelse med en søgning.

I 2004 trådte Google ind på det særskilte marked for prissammenligningstjenester i Europa med et produkt, der oprindeligt gik under navnet "Froogle", som senere blev omdøbt til "Google Product Search" i 2008 og siden 2013 er kendt under navnet "Google Shopping". Det giver forbrugerne mulighed for at sammenligne produkter og priser på nettet og finde tilbud fra alle typer af onlineforhandlere, herunder producenternes egne onlinebutikker, platforme (f.eks. Amazon og eBay) samt andre forhandlere.

Der var allerede adskillige veletablerede aktører på markedet, da Google med Froogle lancerede sin egen prissammenligningstjeneste. Ifølge datidige oplysninger fra Google var selskabet bekendt med, at Froogle klarede sig forholdsvis dårligt på markedet (i et internt dokument fra 2006 anføres det, at "Froogle simply doesn't work"/"Froogle fungerer simpelthen ikke").

Trafikken på prissammenligningstjenesternes websteder er yderst vigtig for deres konkurrencedygtighed. Mere trafik fører til flere klik og genererer indtægter. Samtidig tiltrækker en øget trafik også flere forhandlere, som ønsker at præsentere deres produkter på prissammenligningstjenesterne. I betragtning af Googles dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning, udgør selskabets søgemaskine en vigtig kilde til trafik på prissammenligningstjenesterne.

Fra 2008 begyndte Google at ændre sin strategi på de europæiske markeder fundamentalt for at promovere sin prissammenligninstjeneste. Google baserede sin strategi på sin dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning i stedet for at konkurrere på egne meritter på markederne for prissammenligning:

  • Google har systematisk sørget for at placere sin egen prissammenligningstjeneste bedst: når en forbruger foretager en søgning i Googles søgemaskine, som selskabets egen prissammenligningstjeneste vil vise resultater for, placeres disse resultater øverst eller næsten øverst i søgeresultaterne.
  • Google har sørget for at placere rivaliserende prissammenligningstjenester længere nede i søgeresultaterne: rivaliserende prissammenligningstjenester i Googles søgeresultater vises på basis af Googles egne søgealgoritmer. Google anvender nogle bestemte kriterier i disse algoritmer, hvorved rivaliserende prissammenligningstjenester ryger længere ned i søgeresultaterne. Der er dokumentation for, at selv de højest rangerende rivaliserende tjenester i gennemsnit først vises på side fire i Googles søgeresultater, mens andre først vises endnu længere nede. Googles egen prissammenligningstjeneste er ikke underlagt Googles søgealgoritmer og dermed heller ikke denne nedprioritering.

Forbrugerne ser derfor i højere grad resultater fra Googles prissammenligningstjeneste i søgeresultaterne, mens de rivaliserende prissammenligningstjenester er langt mindre synlige.

Der er dokumentation for, at forbrugerne oftere klikker på de resultater, der er mere synlige, dvs. resultater vist højere oppe i Googles søgeresultater. Selv når det drejer sig om stationære pc'er, tegner de ti højest rangerende generiske søgeresultater på side 1 sig tilsammen for 95 % af alle klik i de generiske søgeresultater (og det øverste resultat tegner sig for omkring 35 % af alle klik). Det første resultat på side 2 i Googles generiske søgeresultater tegner sig kun for omkring 1 % af alle klik. Dette kan ikke kun forklares ved, at det første resultat er det mest relevante, eftersom der også er dokumentation for, at dette søgeresultat, hvis det blev flyttet ned på tredjepladsen, ville få omkring 50 % færre klik. Når der er tale om bærbare enheder, er effekten endnu mere udtalt på grund af den mindre skærmstørrelse.

Det betyder, at Google ved alene at begunstige sin egen prissammenligningstjeneste og degradere konkurrenternes produkter har givet sin egen prissammenligningstjeneste en betydelig fordel i forhold til sine konkurrenter.

Overtrædelse af EU's konkurrenceregler

Googles adfærd er et misbrug af Googles dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning, idet den kvæler konkurrencen på markedet for prissammenligningstjenester.

Markedsdominans er i sig selv ikke ulovligt under EU's konkurrenceregler. Men dominerende selskaber har et særligt ansvar for ikke at misbruge deres magtfulde markedsposition ved at begrænse konkurrencen på både det marked, som de er dominerende på, og på særskilte markeder.

  • I den afgørelse, der offentliggøres i dag, konkluderes det, at Google har en dominerende stilling på markederne for almindelig internetsøgning i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), dvs. i samtlige 31 EØS-lande. Det konkluderes, at Google siden 2008 har haft en dominerende stilling på markederne for almindelig internetsøgning i alle EØS-landene, undtagen i Tjekkiet hvor selskabet ifølge afgørelsen har haft en dominerende stilling siden 2011. Denne vurdering bygger på det forhold, at Googles søgemaskine har haft meget store markedsandele i alle EØS-lande, for de flestes vedkommende over 90 %. Det har konsekvent været tilfældet siden 2008, som er den periode, Kommissionen har undersøgt. Der er også store adgangsbarrierer på disse markeder, som delvis skyldes netværkseffekter: jo flere forbrugere, der benytter en søgemaskine, desto mere attraktiv bliver den for annoncørerne. De indtægter, der således genereres, kan følgelig bruges til at tiltrække endnu flere forbrugere. Ligeledes kan de oplysninger, som en søgemaskine indhenter om forbrugerne, bruges til at forbedre søgeresultaterne.
  • Google har misbrugt sin dominerende stilling på markedet ved at give sin egen prissammenligningstjeneste en ulovlig fordel. Selskabet har udelukkende givet sin egen prissammenligningstjeneste en fremtrædende position i søgeresultaterne, mens det har nedprioriteret rivaliserende tjenester. Det har forhindret en reel konkurrence på markederne for prissammenligningstjenester.

Google har fulgt samme praksis i alle de 13 EØS-lande, hvor selskabet har lanceret sin prissammenligningstjeneste, begyndende i 2008 i Tyskland og Det Forenede Kongerige. Selskabet udvidede senere denne praksis til Frankrig i oktober 2010, til Italien, Nederlandene og Spanien i maj 2011, til Tjekkiet i februar 2013 og til Østrig, Belgien, Danmark, Norge, Polen og Sverige i november 2013.

image_en 

Følgerne af Googles ulovlige adfærd

Googles ulovlige adfærd har haft betydelige konsekvenser for konkurrencen mellem Googles egen prissammenligningstjeneste og rivaliserende tjenester. Den har givet Googles prissammenligningstjeneste mulighed for at tiltrække en stor del af trafikken på bekostning af selskabets konkurrenter og til skade for de europæiske forbrugere.

I betragtning af Googles dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning, udgør dens søgemaskine en vigtig kilde til trafik. Som følge af Googles ulovlige adfærd er trafikken på Googles prissammenligningstjeneste steget markant, mens konkurrenterne har lidt store varige tab.

  • Siden Google påbegyndte sin adfærd i de forskellige lande, har selskabets prissammenligningstjeneste øget sin trafik 45 gange i Det Forenede Kongerige, 35 gange i Tyskland, 19 gange i Frankrig, 29 gange i Nederlandene, 17 gange i Spanien og 14 gange i Italien.
  • Trafikken på de rivaliserende prissammenligningstjenester er derimod faldet drastisk på grund af Googles nedprioriteringer. Kommissionen har f.eks. fundet konkrete beviser på sådanne fald i trafikken på nogle rivaliserende websteder, på 85 % i Det Forenede Kongerige, helt op til 92 % i Tyskland og 80 % i Frankrig. Disse pludselige fald kan desuden ikke forklares ved andre forhold. Nogle konkurrenter har formået at tilpasse sig situationen og har genvundet en del af trafikken, men aldrig til fulde.

Sammen med Kommissionens øvrige konklusioner er det et tydeligt bevis for, at Googles adfærd har forhindret en reel konkurrence på markederne for prissammenligningstjenester og således har frataget de europæiske forbrugere et reelt valg og forhindret dem i at opnå fordelene ved innovation.

Indsamlet bevismateriale

I forbindelse med sin afgørelse har Kommissionen indsamlet og gransket en bred vifte af bevismateriale, bl.a.:

1)    datidige dokumenter fra både Google og andre markedsaktører

2)    en betydelig mængde oplysninger fra den virkelige verden, herunder 5,2 terabyte aktuelle søgeresultater fra Google (ca. 1,7 milliarder søgninger)

3)    eksperimenter og undersøgelser, hvor Kommissionen særligt har analyseret, hvordan synligheden i søgeresultater påvirker forbrugernes adfærd og "click through"-rater

4)    finansielle oplysninger og oplysninger om trafik, som påviser den kommercielle betydning af synlighed i Googles søgeresultater og følgerne af nedprioritering

5)    en udførlig markedsundersøgelse af kunder og konkurrenter på de berørte markeder (Kommissionen har sendt spørgeskemaer ud til flere hundrede selskaber).

Konsekvenser af afgørelsen

Kommissionens bøde på 2 424 495 000 EUR er beregnet ud fra overtrædelsens varighed og grovhed. I overensstemmelse med Kommissionens bøderetningslinjer (se pressemeddelelse og memo) er bøden beregnet med udgangspunkt i værdien af Googles indtægter fra prissammenligningstjenesten i de 13 berørte EØS-lande.

I Kommissionens afgørelse pålægges Google at bringe sin illegale adfærd til ophør inden for 90 dage fra afgørelsens dato og at afstå fra enhver handling, der måtte have samme eller tilsvarende formål eller virkning. Navnlig pålægges Google at overholde det simple princip om ligebehandling af rivaliserende prissammenligningstjenester og egne tjenester.

Google skal således anvende de samme processer og metoder til placering og visning af rivaliserende prissammenligningstjenester i Googles søgeresultater, som for sin egen prissammenligningstjeneste.

Det er Googles eget ansvar at efterleve afgørelsen og at redegøre for, hvordan selskabet agter at gøre det. Uanset hvilken mulighed, Google vælger, vil Kommissionen overvåge Googles overholdelse nøje, og Google har pligt til at holde Kommissionen underrettet om sine tiltag (i første omgang 60 dage efter datoen for afgørelsen og derefter ved hjælp af periodisk rapportering)

Hvis Google ikke efterlever Kommissionens afgørelse, kan selskabet blive pålagt at skulle betale bøder for manglende overholdelse på op til 5 % af Alphabets (Googles moderselskab) gennemsnitlige daglige omsætning på verdensplan. Kommissionen vil skulle fastslå den manglende efterlevelse i en særskilt afgørelse, og et eventuelt bødepålæg vil blive beregnet med tilbagevirkende kraft fra den dato, hvor den manglende efterlevelse opstod.

Endelig vil der kunne anlægges sag mod Google for skader, som kan indbringes for retten i medlemsstaterne af enhver person eller virksomhed, der påvirkes af den konkurrencebegrænsende adfærd. Det nye direktiv om erstatning i konkurrencesager gør det lettere for ofrene for konkurrencebegrænsende adfærd at modtage erstatning.

Andre sager vedrørende Google

Kommissionen er allerede nået til den foreløbige konklusion, at Google har misbrugt sin dominerende stilling i to andre sager, som stadig er under behandling. Det drejer sig om:

1)    Android-styresystemet, hvor Kommissionen har mistanke om, at Google har begrænset udvalget og innovationen inden for en række af mobilapplikationer og ‑tjenester ved at følge en overordnet strategi vedrørende mobile apparater for at beskytte og udvide sin dominerende stilling inden for almindelig internetsøgning

2)    AdSense, hvor Kommissionen har mistanke om, at Google har begrænset udvalget ved at forhindre tredjepartswebsteder i at vise søgeannoncer fra Googles konkurrenter.

Kommissionen fortsætter også sin undersøgelse af Googles behandling af andre specialiserede Google-søgetjenester i sine søgeresultater. Den afgørelse, der offentliggøres i dag, vil skabe præcedens med hensyn til rammerne for vurderingen af lovligheden af denne type adfærd. Den erstatter imidlertid den ikke behovet for at foretage en særskilt undersøgelse i hver enkelt sag for at tage hensyn til særlige kendetegn ved markedet.

Baggrund

Se også faktabladet.

Den afgørelse, der vedtages i dag, er rettet til Google Inc. og dets moderselskab Alphabet Inc.

Artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og EØS-aftalens artikel 54 forbyder misbrug af en dominerende stilling. Dagens afgørelse følger oven på to klagepunktsmeddelelser, der blev sendt til Google henholdsvis i april 2015 og juli 2016.

Der findes flere oplysninger om undersøgelsen i sagsregistret på Kommissionens websted for konkurrence under sagsnummer 39740.

IP/17/1784

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar

Photos