Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

De europæiske kulturhovedstæder i 2017: Aarhus og Pafos

Bruxelles, den 30. december 2016

I det kommende år bliver en dansk og en cypriotisk by vært for et af EU's mest populære projekter.

Aarhus og Pafos vil fra den 1. januar være indehavere af titlen Europæisk Kulturhovedstad. Kulturprogrammet lanceres officielt den 21. januar i Aarhus. Åbningsceremonien for Pafos 2017 vil finde sted den 28. januar med deltagelse af Christos Stylianides, kommissær med ansvar for humanitær bistand og krisestyring, og Cyperns præsident, Nicos Anastasiades [tbc]. Kommissær Tibor Navracsics sagde: "Titlen som Europæisk Kulturhovedstad giver en unik mulighed for at samle fællesskaber gennem kultur og for at fostre stærke lokale, europæiske og internationale partnerskaber for fremtiden. Jeg ønsker Aarhus og Pafos al mulig held og lykke i det kommende år." Begge byer har tilrettelagt programmer, som viser århundreder af kultur, og som samtidig gør brug af forskellige kunstformer til at behandle de socioøkonomiske problemer, som Europa står over for i dag.

"Gentænkning" er et centralt emne for Aarhus 2017. Aarhus vil vise, hvordan kunst, kultur og den kreative sektor kan hjælpe os med at gentænke og skabe grundlæggende sociale, bymæssige, kulturelle og økonomiske adfærdsmønstre og finde nye løsninger i forhold til fælles udfordringer. En vikingesaga, som opføres på et tag, en kunstudstilling, som spreder sig igennem hele byen og ud langs kysten, et "Creativity World Forum" og en international festival for børnelitteratur er bare nogle få eksempler på de mange foranstaltninger, som med kreative idéer vil slå bro mellem fortiden, nutiden og fremtiden.

Aarhus 2017 lancerer sit kulturprogram med børn i centrum af fejringerne. Hundredvis af børn fra Region Midtjylland samles i Aarhus for at forestille sig fremtiden gennem en række events med titlen "Ønskelandet". Når mørket under åbningsceremonien falder på, vil himlen stråle i et spektakulært show med historisk vingesus, der vækker vikingetiden til live og indhyller byen i majestætisk lyd og markerer starten på byens år som Europæisk Kulturhovedstad.

"Forbinde kontinenter, slå bro mellem kulturer" er den røde tråd i de hundredvis af foranstaltninger, der er organiseret af Pafos 2017. Den første cypriotiske by til at optræde som vært for projektet Europæisk Kulturhovedstad udnytter sine erfaringer med multikulturalisme og sin geografiske nærhed til Mellemøsten og Nordafrika til at udbygge forbindelserne mellem lande og kulturer. Pafos skal efter planen blive til en kæmpestor åben scene, et "værksted under åben himmel", hvor en tusindårig tradition med kulturliv i åbne rum stilles over for samtidens måder at skabe, tænke og leve på.

Åbningsceremonien Pafos 2017 er inspireret af et af de emner, som indgår i årets kulturprogram: "Myter og region". Myten om Pygmalion and Galatea og andre fortællinger fra Pafos' historie vil blive genoplivet i en unik musik- og danseforestilling. I åbningsweekenden den 28.-29. januar vil byen blive forvandlet til et værksted under åben himmel med talrige show og kunstneriske aktiviteter.

Baggrund

Projektet Europæisk Kulturhovedstad blev lanceret i 1985 af den daværende græske kulturminister, Melina Mercouri, og er et af det mest højtprofilerede kulturelle inititativer i Europa. Byerne udvælges på grundlag af et kulturprogram, som skal have en markant europæisk dimension, inddrage og involvere byens borgere aktivt og bidrage til den langsigtede udvikling af byen.

Det er også en glimrende lejlighed for byerne til at ændre deres image, komme på verdenskortet, tiltrække flere turister og nytænke deres egen udvikling gennem kultur.

Udnævnelsen har virkninger på længere sigt, ikke kun på det kulturelle område, men også socialt og økonomisk, både for byen og den omkringliggende region. F.eks. har en undersøgelse vist, at antallet af turister, der besøger en europæisk kulturhovedstad med mindst en overnatning, steg med 12 % i gennemsnit sammenlignet med året før, byen var kulturhovedstad.

I 2016 var Wroclaw i Polen og San Sebastian i Spanien indehavere af titlen Europæisk Kulturhovedstad. De fremtidige europæiske kulturhovedstæder bliver efter Aarhus og Pafos i 2017 Valletta (Malta) og Leeuwarden (Nederlandene) i 2018, Plovdiv (Bulgarien) og Matera (Italien) i 2019 og Rijeka (Kroatien) og Galway (Irland) i 2020. Det blev for nylig anbefalet, at Timisoara (Rumænien), Elefsina (Grækenland) og Novi Sad (Serbien, kandidatland) vælges som de tre europæiske kulturhovedstæder i 2021, og de afventer nu at blive officielt udnævnt af de relevante myndigheder.

Yderligere oplysninger

Aarhus 2017 - Europæisk Kulturhovedstad
Pafos 2017 - Europæiske Kulturhovedstad
De europæiske kulturhovedstæder - Faktablad
European Capitals of Culture – Thirty years of achievements - brochure

 

IP/16/4449

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar