Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Kommissionen byder politisk enighed om at fremme mobile internettjenester med radiofrekvenser af høj kvalitet velkommen

Bruxelles, den 14. december 2016

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen er blevet enige om, hvordan man skal koordinere anvendelsen af 700 MHz-frekvensbåndet med henblik på at sikre alle europæere adgang til mobile internettjenester og nye applikationer på tværs af grænserne, og derved fremme indførelsen af 5G fra 2020.

Efterspørgslen efter trådløse forbindelser via smartphones og fremtidige 5G-enheder er konstant stigende. I 2020 vil der være næsten otte gange så meget mobil internettrafik som i dag. Disse forbindelser afhænger af radiofrekvenserne, som er nøglen til trådløs kommunikation, men samtidig også en begrænset ressource. Da radiofrekvenser ikke kender nogen grænser, er det for at undgå interferens nødvendigt at koordinere bedre på EU-plan, hvornår frekvenserne frigives. Dette vil også over hele kontinentet fremme innovative tjenester, såsom internetforbundne biler, fjernbehandling i sundhedssektoren, intelligente byer eller videostreaming på vej til arbejde.

Her til aften nåede forhandlere fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen til politisk enighed om en samlet EU-tilgang til anvendelsen af UHF-båndet (ultrahøje frekvenser, 470-790 MHz), herunder 700 MHz-frekvensbåndet (694-790 MHz). Enigheden bygger på et forslag, som Kommissionen fremlagde i februar 2016. Rådet fastlagde sin fælles holdning den 26. maj og Europa-Parlamentet (ITRE-udvalget) fastlagde sin den 10. november. Begge institutioner forventes at godkende aftalen formelt i løbet af de kommende uger.

Aftenens aftale er også den første aftale, som er indgået inden for rammerne af strategien for det digitale indre marked, som Kommissionen fremlagde i maj.

Næstformand for Kommissionen med ansvar for det digitale indre marked Andrus Ansip hilser dagens aftale velkommen: "Bedre samordning af frekvenser er afgørende for etableringen af bedre internetforbindelser til alle europæere. Herved banes vejen for 5G, som er den næste generation af kommunikationsnetværk, og tingenes internet. Vi har i dag taget det første skridt med en fælles tilgang til anvendelsen af 700 MHz-frekvensbåndet i EU. Vi bør gå videre endnu, og dette er et af de vigtigste mål i vores nye europæiske kodeks for elektronisk kommunikation og 5G-handlingsplan, som blev fremlagt tidligere på året. Vi bør gøre lige så hurtige fremskridt med disse initiativer, som er afgørende for at have førsteklasses forbindelser i det digitale indre marked. Vi har i dag indgået den første aftale og vi bør indgå mange flere så hurtigt som muligt". (nyligt blogindlæg på Connectivity, radio spectrum and the Digital Single Market: preparing for the future)

Kommissær for den digitale økonomi og det digitale samfund, Günther H. Oettinger, udtaler: "En koordineret strategi for hele UHF-båndet bekræfter vores europæiske vision. Strategien sikrer, at europæerne har adgang til innovative tjenester og kreativt indhold fra deres tablets og smartphones, når de er på farten, og fra deres smart-TV-apparater, når de er derhjemme. Den koordinerede frigivelse af 700 MHz-frekvensbåndet er et vigtigt skridt fremad på Unionens vej mod 5G".

UHF-båndet (ultrahøje frekvenser) dækker frekvensområdet 470-790 MHz og anvendes på nuværende tidspunkt til jordbaseret digitalt tv og trådløse mikrofoner i forbindelse med programproduktion og særlige begivenheder. Som et resultat af dagens aftale:

  • bør 700 MHz-frekvensbåndet tildeles mobiloperatører og gøres tilgængeligt for anvendelse til trådløst bredbånd senest den 30. juni 2020 i alle medlemsstaterne. Behørigt begrundede undtagelser - som skyldes årsager, der er angivet i afgørelsen - er mulige indtil den 30. juni 2022

    skal medlemsstaterne vedtage og offentliggøre deres nationale planer for frigivelse af dette frekvensbånd senest den 30. juni 2018. Det vil også være nødvendigt for medlemsstaterne at indgå koordinationsaftaler på tværs af grænserne inden udgangen af 2017
  • prioriteres frekvensbåndet under 700 MHz (470-694 MHz) på lang sigt til anvendelse til radio-/tv-spredning indtil 2030. Dette opvejes af, at hver medlemsstat har mulighed for at vælge en mere fleksibel tilgang til alternativ anvendelse af frekvenserne - eksempelvis til avancerede mobile multimedietjenester - i overensstemmelse med de forskellige udnyttelsesniveauer for jordbaseret digitalt tv. Kommissionen vil også gennemgå anvendelsen af dette frekvensbånd for at sikre en effektiv anvendelse af frekvenserne.

Den koordinerede tilgang, som er fastsat ved denne afgørelse, skaber forbindelse til de overordnede forslag fra Kommissionen om at mindske afvigelserne mellem lovgivningspraksis og skabe øget koordination i forbindelse med tildelingen af radiofrekvenserne, som i september 2016 blev skitseret i udkastet til en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation. (Pressemeddelelse, NOTAT) Med kodeksen foreslås der frekvenstilladelser af lang varighed i kombination med strengere krav for en mere effektiv og hensigtsmæssig brug af radiofrekvenser. For at kunne levere fuld trådløs dækning i hele EU foreslås der ligeledes en koordinering af grundlæggende parametre, herunder tidspunktet for tildelinger, med henblik på at sikre en rettidig frigørelse af radiofrekvenser til EU-markedet og en mere ensartet frekvenspolitik i EU.

Baggrund

UHF-båndet (ultrahøje frekvenser) dækker frekvensområdet 470-790 MHz og anvendes på nuværende tidspunkt til jordbaseret digitalt tv og trådløse mikrofoner i forbindelse med programproduktion og særlige begivenheder.

Dagens aftale vil skaffe flere værdifulde frekvenser til trådløst bredbånd i 700 MHz-frekvensbåndet inden juni 2020. Dette frekvensbånd er ideelt til at levere internetforbindelser af høj kvalitet til brugerne, uanset om de befinder sig indendørs i en storby, i en lille fjerntliggende landsby eller på en landevej. Det er en prioritet, at frekvenserne i frekvensbåndet under 700 MHz fortsat er til rådighed for radio-/tv-spredning, hvorved europas audiovisuelle model, som tilbyder gratis offentlig radio- og tv-virksomhed, bevares. Det sidstnævnte frekvensbånd kan dog som støtte til 5G-innovation og i overensstemmelse med nationale radio-/tv-spredningsbehov anvendes fleksibelt til andre teknologier eller tjenester.

Yderligere oplysninger

Radiofrekvenserne i EU

Det digitale indre marked (#DigitalSingleMarket)

 

IP/16/4405

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar