Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Tilbage til Schengen: Kommissionen tager de næste skridt til at ophæve den midlertidige kontrol ved de indre grænser

Bruxelles, den 4. maj 2016

Tilbage til Schengen: Kommissionen tager de næste skridt til at ophæve den midlertidige kontrol ved de indre grænser

Kommissionen har i dag fremlagt et forslag om en henstilling, som Rådet skal træffe beslutning om med henblik på at forlænge en passende kontrol ved visse indre Schengengrænser - i Tyskland, Østrig, Sverige, Danmark og Norge - for en periode på højst seks måneder. Disse lande har allerede truffet nationale foranstaltninger over for truslen mod den offentlige orden og den indre sikkerhed som følge af irregulære migranters sekundære bevægelser. Med det forslag til henstilling, der lægges frem i dag, foreslås det at videreføre disse foranstaltninger i tråd med Schengengrænsekodeksen, for selv om Grækenland har gjort betydelige fremskridt, har det ikke været muligt at afhjælpe alle de konstaterede alvorlige mangler under ét i tilstrækkeligt omfang.

Førstenæstformand, Frans Timmermans, udtalte: "De græske myndigheder har gjort en stor indsats, og der er tale om reelle fremskridt lokalt. Aftalen mellem EU og Tyrkiet har endvidere medført en dramatisk nedgang i antallet af migranter, der ankommer til Grækenland. Der er imidlertid stadig et betydeligt migrationspres ved vores ydre grænse, og der er et stort antal migranter i Grækenland. Så længe der er alvorlige mangler ved grænseforvaltningen, bør der derfor opretholdes visse kontrolforanstaltninger ved de indre grænser. Vi har en klart formuleret køreplan for en tilbagevenden til et normalt fungerende Schengenområde inden udgangen af året, og dertil skal vi nå på en velordnet måde. Vi bevarer Schengen ved at anvende Schengenreglerne."

Kommissæren med ansvar for migration og indre anliggender, Dimitris Avramopoulos, udtalte: "Schengen er en af EU’s største succeser, og det er fortsat vores endelige mål at vende tilbage til en normal situation i Schengenområdet. Da der stadig er mangler ved de ydre grænser, kræver det, at der i mellemtiden tages midlertidige skridt for undtagelsesvist at forlænge kontrollen ved de indre grænser. Navnlig i Grækenland, men også i visse lande langs Vestbalkanruten, befinder der sig stadig et stort antal asylansøgere og irregulære migranter, som kan udgøre en risiko for sekundære bevægelser. Grækenland har gjort betydelige fremskridt og er på rette spor, og Europa-Kommissionen yder fortsat omfattende støtte til de græske myndigheder."

Lige siden der i forbindelse med en evaluering af Schengenområdet i november 2015 blev konstateret alvorlige mangler ved Grækenlands forvaltning af de ydre grænser, er der gjort betydelige fremskridt med at løse mange af problemerne. Der er navnlig sket store forbedringer med registreringen af irregulære migranter - både med hensyn til udstyr og menneskelige ressourcer. Den indledende gennemførelse af aftalen mellem EU og Tyrkiet har sammen med de igangværende NATO- og Frontexoperationer også ført til en kraftig nedgang i antallet af irregulære migranter og asylansøgere, der ankommer til Grækenland over Ægæerhavet.

På nuværende tidspunkt viser Kommissionens oplysninger, som også hidrører fra et Schengenevalueringsbesøg i Grækenland fra den 10. til den 16. april, imidlertid, at der på grund af visse vedvarende mangler fortsat er risiko for betydelige sekundære bevægelser, som fik flere medlemsstater til midlertidigt at genindføre kontrol ved de indre grænser. Det mangler desuden at blive bekræftet, om det store fald i antallet af migranter, der er konstateret de seneste uger, varer ved.

Der er derfor stadig risiko for, at det samlede Schengenområde ikke vil kunne fungere korrekt, og Kommissionen har på baggrund af de foreliggende oplysninger foreslået Rådet at vedtage en henstilling rettet til de medlemsstater, der i øjeblikket foretager kontrol ved de indre grænser, og hvorved de opfordres til at fortsætte målrettet og passende kontrol ved bestemte grænser i en periode på op til seks måneder for at imødegå den alvorlige trussel, der er konstateret. Disse medlemsstater bør i løbet af denne periode jævnligt revidere kontrollen og tilpasse den til det eksisterende trusselsniveau.

Kommissionen foreslår Rådet at henstille, at fem lande opretholder følgende kontrol ved de indre grænser i yderligere en periode på seks måneder:

  • Østrig: ved landegrænsen mellem Østrig og Ungarn og landegrænsen mellem Østrig og Slovenien;

  • Tyskland: ved landegrænsen mellem Tyskland og Østrig;

  • Danmark: i de danske havne med færgeforbindelser til Tyskland og ved grænsen mellem Danmark og Tyskland;

  • Sverige: i de svenske havne i politiregion Syd og Vest og ved Øresundsbroen;

  • Norge: i de norske havne med færgeforbindelser til Danmark, Tyskland og Sverige.

Disse foranstaltninger, som er omhandlet i Schengengrænsekodeksen, skal sikre et generelt fungerende Schengenområde uden kontrol ved de indre grænser. Det er Kommissionens mål at sikre tilbagevenden til et normalt fungerende Schengenområde og at ophæve al kontrol ved de indre grænser inden udgangen af 2016 - i tråd med Tilbage til Schengen - en køreplan.

Baggrund

Schengengrænsekodeksen (Artikel 29, tidligere artikel 26) fastsætter en særlig procedure, hvor ekstraordinære omstændigheder kan være til hinder for et velfungerende Schengenområde på grund af vedvarende alvorlige mangler ved en af EU's ydre grænser. Denne procedure tager hverken sigte på at sanktionere eller isolere en medlemsstat eller på at udelukke nogen medlemsstat fra Schengenområdet.

I henhold til Schengenevalueringsmekanismen, som blev indført i oktober 2013, foretages der Schengenevalueringer i medlemsstaterne på grundlag af et flerårigt og et årligt evalueringsprogram. Evalueringsbesøgene kan være anmeldte eller uanmeldte og gennemføres af team, der ledes af Kommissionen og består af eksperter fra medlemsstaterne og Frontex.

Efter hvert besøg udarbejdes der en rapport om mangler, som ledsages af henstillinger til afhjælpende foranstaltninger med en frist for deres gennemførelse. Rådet vedtager henstillingerne på forslag fra Kommissionen. Som opfølgning skal de pågældende medlemsstater indsende handlingsplaner for, hvordan de agter at afhjælpe de konstaterede mangler.

Hvis der konstateres alvorlige mangler ved forvaltningen af de ydre grænser, kan Kommissionen desuden anbefale, at den evaluerede medlemsstat træffer visse specifikke foranstaltninger for at sikre efterlevelse af Rådets henstilling.

Der blev i november 2015 gennemført en evaluering af Grækenlands anvendelse af Schengenreglerne på forvaltningen af de ydre grænser i november 2015. Evalueringsrapporten, som afslørede alvorlige mangler ved Grækenlands varetagelse af kontrollen ved de ydre grænser, blev vedtaget af Kommissionen den 2. februar 2016. Rådet vedtog den 12. februar 2016 henstillinger om afhjælpende foranstaltninger.

I evalueringsrapporten omtales der alvorlige mangler, og Kommissionen vedtog derfor den 24. februar 2016 en gennemførelsesafgørelse, der fastsætter henstillinger angående specifikke foranstaltninger, som Grækenland skal træffe. Henstillingerne skal sikre, at Grækenland anvender alle Schengenreglerne om forvaltning af de ydre grænser.

Grækenland fremlagde den 12. marts 2016 sin handlingsplan til afhjælpning af de mangler, der blev konstateret i evalueringsrapporten, og som er genstand for Rådets henstillinger. Kommissionen fremlagde den 12. april 2016 sin vurdering af handlingsplanens egnethed. Grækenland fremlagde den 29. april 2016 sin rapport om gennemførelsen af handlingsplanen.

I henhold til Schengengrænsekodeksen skal Kommissionen på grundlag af en rapport, der fremlægges af Grækenland senest tre måneder efter offentliggørelsen af Rådets henstillinger, vurdere, om der stadig er alvorlige mangler. Den henstilling, der præsenteres i dag, er opfølgningen på denne retlige forpligtelse.

Yderligere oplysninger

Spørgsmål og svar: En koordineret EU-strategi for midlertidig kontrol ved de indre grænser

Kommissionens forslag til Rådets henstilling om kontrol ved de indre grænser

Kommissionens vurdering af Grækenlands handlingsplan til afhjælpning af manglerne i grænseforvaltningen

Meddelelse fra Kommissionen: Vurdering af Grækenlands handlingsplan til afhjælpning af de alvorlige mangler, der blev konstateret ved evalueringen i 2015 af Grækenlands anvendelse af Schengenreglerne på området forvaltning af den ydre grænse

FAKTABLAD: Schengenreglerne kort fortalt

Meddelelse fra Kommissionen: Tilbage til Schengen – En køreplan

FAKTABLAD: Håndtering af flygtningekrisen – EU's finansielle støtte til Grækenland

IP/16/1627

Pressehenvendelser:

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail


Side Bar