Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 29. januar 2014

Valg til Europa-Parlamentet: det skal være nemmere for borgerne at stille op som kandidater i et andet EU-land

I henhold til en række EU-regler, som skulle gælde i alle medlemsstater fra og med i dag, vil det blive nemmere for EU-borgere, der er bosat i en anden medlemsstat end deres egen, at stille op som kandidater til Europa-Parlamentsvalget 2014. Den nye lov blev vedtaget i slutningen af 2012 (MEMO/12/1020) og er en opdatering af tidligere regler (Direktiv 2013/1/EF). Loven forenkler den procedure, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at stille op som kandidater til valget til Europa-Parlamentet. Fristen for implementeringen af de nye regler var i går (den 28. januar 2014), men kun 14 medlemsstater (Kroatien, Cypern, Tyskland, Estland, Finland, Ungarn, Irland, Letland, Luxembourg, Holland, Portugal, Slovenien, Sverige og Storbritannien) har formået at overholde denne frist og give en formel melding om implementeringen. Det viser Kommissionens seneste oplysninger. Den nye lov hører til en række andre foranstaltninger, som Kommissionen har truffet for at fremme deltagelsen i valget til Europa-Parlamentet den 22.-25. maj 2014 (se også IP/13/215).

"Europa skal bygges med hjælp fra europæere. Det er altafgørende, at borgerne har indflydelse på EU's udvikling. Alle EU-borgere har ret til at afgive deres stemme eller stille op som kandidater ved valget til Europa-Parlamentet – uanset om de bor i deres eget land eller en anden EU-medlemsstat. Denne ret bør være en realitet i hele EU," udtaler næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og EU-borgerskab. "Jeg er skuffet over, at kun halvdelen af EU's medlemsstater har overholdt tidsfristen for at opdatere reglerne. Jeg opfordrer dem, der endnu ikke har gennemført dem, til få dette bragt i orden med det samme, så alle EU-borgere kan udnytte deres stemmeret ved det forestående valg. Kommissionen har tænkt sig at holde skarpt øje med situationen forud for valget. Alle stemmer skal tælle."

I sin rapport fra 2010 om unionsborgerskab tog Kommissionen fat på problemet med den stadigt faldende deltagelse i valgene til Europa-Parlamentet og behovet for at lette EU-borgernes deltagelse i disse valg (IP/10/1390, MEMO/10/525). Én måde at tackle problemet på er at forenkle procedurerne for udenlandske EU-borgere, der ønsker at stille op i den medlemsstat, hvor de er bosiddende.

I henhold til de nye EU-regler vil Kandidaterne ikke længere skulle rejse hjem til deres medlemsstat for at få en erklæring om, at de ikke er blevet frataget deres ret til at stille op som kandidater. I stedet vil de – når de anmoder om at stille op til valg i deres bopælsland – skulle fremlægge en erklæring om dette, og bevisbyrden vil i stedet påhvile denne medlemsstats valgmyndighed.

Kommissionen har også gjort en indsats for at sikre, at EU-borgere, der bor i en anden EU-medlemsstat, kan deltage i valg til Europa-Parlamentet på samme vilkår som bopælsmedlemsstatens egne borgere (IP/13/874) – i overensstemmelse med EU-retten (indsatsområde nr. 18 i rapporten fra 2010 om unionsborgerskab).

Baggrund

Takket være unionsborgerskabet – som ikke erstatter det nationale statsborgerskab, men supplerer det – har alle statsborgere i de 28 EU-medlemsstater et sæt ekstra rettigheder som EU-borgere. De har nemlig retten til at stemme og stille op som kandidater til lokale valg og valg til Europa-Parlamentet i det EU-land, hvor de har bopæl. Mere end 14 millioner EU-borgere bor p.t. i en anden medlemsstat end deres egen, herunder mere end 8 millioner, der har stemmeret.

I 2008 blev forhandlingerne om at lette EU-borgeres rettigheder til at stemme og stille op som kandidater til Parlamentsvalget blokeret i Rådet. Derfor tog Kommissionen dem op til revision i oktober 2011, og her fokuserede man på det vigtigste punkt i EU-forslaget fra 2006 – at gøre det nemmere for udenlandske EU-borgere at stille op som kandidater. Som resultat blev reglerne vedtaget den 20. december 2012 (MEMO/12/1020), og de skulle gennemføres af de enkelte medlemsstater i national lovgivning senest to år efter deres offentliggørelse i EU-Tidende.

I 2006 foreslog Europa-Kommissionen at ændre reglerne fra 1993, som fastsætter ordninger, der gør det muligt for EU-borgerne at gøre brug af deres valgret eller stille op som kandidater ved valg til Europa-Parlamentet i den EU-medlemsstat, hvor de bor.

Forslaget skulle forenkle proceduren for de kandidater, der ønskede at stille op i en anden medlemsstat end deres egen, og reformere mekanismen til hindring af dobbelt stemmeafgivelse.
Da medlemsstaterne ikke kunne nå til fuld enighed om ordningerne vedrørende dobbelt stemmeafgivelse, blev forhandlingerne om forslaget indstillet i 2008.

Yderligere oplysninger

Europa-Kommissionen – EU-borgerskab

http://ec.europa.eu/justice/citizen

Hjemmeside for næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/reding

Følg Viviane Reding på Twitter:@VivianeRedingEU

Følg EU Justice på Twitter @EU_Justice

Kontaktpersoner:

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)

For borgere: Europe Direct på telefon 00 800 6 7 8 9 10 11 eller via e­mail


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website