Navigation path

Left navigation

Additional tools

EU kickstarter kampagne for at bekæmpe seksuelle overgreb mod mindreårige under VM

European Commission - IP/14/667   12/06/2014

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO HR

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 12. juni 2014

EU kickstarter kampagne for at bekæmpe seksuelle overgreb mod mindreårige under VM

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, har i dag iværksat en ny kampagne, der skal sætte fokus på seksuel udnyttelse af mindreårige under VM i Brasilien.

Kampagnen "vend ikke det blinde øje til" (eller "Não Desvie O Olhar" på portugisisk), der støttes af kendte brasilianske fodboldspillere som Kaká og Juninho Pernambucano, skal gøre brasilianere og udlændinge, som deltager i VM 2014 på eller uden for banen, opmærksomme på, at seksuel udnyttelse er en forbrydelse.

Som led i projektet afholdes der kurser for offentlige ledere og debatter om emnet i hver enkelt af de byer, der er vært for kampene. Der vil også blive afsat øget støtte til at bekæmpe seksuel udnyttelse og gøre ofrene bevidste om deres rettigheder. I den forbindelse slår man til lyd for hotlinen "Ring 100", som giver vidner til seksuel udnyttelse af mindreårige mulighed for at indberette det.

Udviklingskommissær Andris Piebalgs udtaler: "Brasilien har set utrolige forandringer på udviklingsområdet – ca. 40 mio. mennesker er hjulpet ud af fattigdom inden for 10 år. Men nogle dele af samfundet nyder stadig ikke godt af de menneskerettigheder, som vi andre tager for givet. Det vil EU gøre noget ved og har derfor startet en række store projekter i de 12 VM-værtsbyer. De skal bl.a. fremme unges rettigheder i Rios favelaer, sikre oprindelige samfund i Cuiaba større indflydelse og beskytte de fattigste arbejdere i São Paulo."

Den internationale kampagne "vend ikke det blinde øje til", som EU's delegation i Brasilien har tilrettelagt, kører i mere end 15 lande i samarbejde med ECPAT-netværket (mod børneprostitution, børnepornografi og menneskehandel). Borgmestrene i de 12 VM-værtsbyer har taget kampagnen til sig for at forbedre beskyttelsen af børn og unge under VM i 2014 og andre større arrangementer, som f.eks. De Olympiske Lege i 2016, der også finder sted i Brasilien.

Baggrund

Menneskerettigheder er et de vigtigste områder for EU's arbejde i Brasilien. Derfor har man kørt en række store projekter i de 12 VM-værtsbyer.

Det drejer sig bl.a. om følgende tre projekter:

  • Et projekt, der skal beskytte kvinder mod vold i Paraíba (en stat i det sydlige Natal) ved at hjælpe dem med at blive inddraget i lovgivningsarbejdet og tilbyde uddannelse i spørgsmål vedrørende vold, køn, race og politisk deltagelse. Projektdeltagerne tæller bl.a. kvindelige landbrugere, kvinder fra oprindelige samfund og hustruer til indsamlere af genbrugsaffald i området.

  • Et nyt program, der skal sikre rettighederne for børn og unge i Salvador ved at stille skarpt på problemer som vold i hjemmet, seksuelt misbrug, mishandling, tyveri og ulovlig narkotikahandel i området. Projektet giver 1 120 børn og unge mulighed for dagsophold eller boligfaciliteter og skal gøre over 15 000 personer opmærksomme på de alvorlige konsekvenser af seksuel udnyttelse og vold for de unge ofre.

  • Et projekt, der skal hjælpe det oprindelige Xingu-folk i Cuiaba og andre områder af Mato Grosso-staten og Quilombos-samfundet i Ribeira-dalen i Sao Paolo med at forsvare deres territoriale rettigheder. Quilombos-samfundet lider under den manglende anerkendelse af deres territoriale rettigheder og deres identitet som et samfund. Dette projekt følger de søgsmål, der truer de oprindelige samfunds ret til deres traditionelle områder, og holder dem underrettet om udviklingen (f.eks. tvister om allerede godkendte grænser).

Mellem 2007-2013 gav Europa-Kommissionen Brasilien 61 mio. euro i støtte som led i forbindelserne mellem EU og Brasilien (inden for f.eks. handel, menneskerettigheder, økonomisk og social udvikling og miljøet).

I perioden 2014-2020 vil Kommissionen give 7,5 mio. euro til Brasilien som led i disse forbindelser (inden for videregående uddannelse med Erasmus Mundus og et projekt for sektordialoger, som blandt andet fokuserer på menneskerettigheder, miljø, videnskab og teknologi).

Der er også projekter på vej under det nye partnerskabsinstrument (PI), som tilfører nye midler til samarbejdet med Brasilien inden for en række sektorer som bl.a. klimaændringer, vedvarende energi, offentligt diplomati og handels- og investeringsfremme.

Yderligere oplysninger

Som led i VM-kampagnen er der udarbejdet en række faktablade – et for hver værtsby – om EU's vigtigste menneskerettighedsprojekter.

Link til faktabladene:

http://www.eidhr.eu/side-panels/what-s-on/events/eidhr-campaign-world-cup-2014/fact-sheets/fact-sheets?LANG=da

Der vil også blive lagt fem videoer om projekter i de byer, som afholder semi- og kvartfinaler samt den afgørende finale, ud på:

http://www.eidhr.eu/events/eidhr-campaign-world-cup-2014

Webstedet for EU's udviklingskommissær, Andris Piebalgs:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/piebalgs/index_en.htm

Websted for Generaldirektoratet for Udvikling og Samarbejde – EuropeAid:

http://ec.europa.eu/europeaid/index_da.htm

Pressehenvendelser:

Alexandre Polack (+32 2 299 06 77)

Maria Sanchez Aponte (+32 2 298 10 35)

Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 6 7 8 9 10 11 eller pr. mail


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website