Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 20. januar 2014

Kommissionen fremlægger handlingsplan for udvikling af blå energi

Kommissær Maria Damanaki og kommissær Günther Oettinger fremlagde i dag en ny handlingsplan for videreudviklingen af den europæiske sektor for vedvarende havenergi. Et centralt element i denne handlingsplan er at etablere et havenergiforum for aktørerne på området med henblik på at opbygge kapacitet og samarbejde. Handlingsplanen skal være med til at styrke den spirende sektor for "blå energi", så der kan gennemføres en fuld industrialisering. Havenergi omfatter alle teknologier til udnyttelse af vedvarende energi fra havet (med undtagelse af offshorevindenergi) og vil kunne bidrage til at begrænse brugen af fossile brændstoffer i EU og derved give en sikker og pålidelig europæisk energiforsyning.

Maria Damanaki, kommissær for maritime anliggender og fiskeri, udtaler: "Vores strategi for blå vækst sætter fokus på, at havene har potentialet til at skabe stor økonomisk vækst og meget tiltrængte arbejdspladser. Ved at støtte en fuld udvikling af sektoren for havenergi kan vi gennem innovation udnytte dette potentiale og sikre ren og vedvarende energi til Europa".

Günther Oettinger, EU-kommissær for energi, udtaler: "Havenergi har et betydeligt potentiale med hensyn til at forbedre forsyningssikkerheden. Formålet med denne meddelelse at bidrage til fremme af teknologisk innovation og at nå målene i Europa 2020-strategien og videre frem. Udviklingen af et bredt udvalg af vedvarende energikilder, heriblandt havenergi, gør det også lettere at integrere sådanne energiformer i det europæiske energisystem".

De globale havenergiressourcer overstiger vores nuværende og forventede fremtidige energibehov. De kan udnyttes på mange forskellige måder, f.eks. via bølgeenergi og tidevandsenergi. Udnyttelse af havenergi vil være et yderligere skridt på vejen til, at EU bliver en lav-CO2-økonomi, og den vil øge energisikkerheden ved at begrænse EU's afhængighed af fossile brændstoffer. Derudover kan havenergi udligne ubalancer i produktionen fra andre vedvarende energikilder, f.eks. vindenergi og solenergi, og derved sikre en konstant samlet forsyning af vedvarende energi til forsyningsnettet. Desuden har havenergi potentialet til at skabe nye job af høj kvalitet, især i Europas kystområder, som ofte lider under en høj arbejdsløshed.

På trods af den lovende nye sektors utvivlsomme potentiale står den over for flere udfordringer, som der skal findes løsninger på, hvis de betydelige økonomiske og miljømæssige fordele skal realiseres, og sektoren skal blive konkurrencedygtig med andre former for elproduktion:

Teknologiomkostningerne er høje, og det er svært at få adgang til finansiering.

Der er betydelige infrastrukturelle barrierer, f.eks. problemer med nettilslutning eller adgang til egnede havnefaciliteter og specialiserede skibe.

Der er administrative barrierer som f.eks. licens- og godkendelsesprocedurer, der kan forsinke projekterne og øge udgifterne.

Der er miljømæssige problemer, som skal løses, herunder behovet for yderligere forskning og bedre oplysning om miljøpåvirkninger.

Kommissionen støtter allerede en række initiativer inden for havenergi. Med denne handlingsplan vil der blive oprettet et havenergiforum, som kan samle den eksisterende viden og ekspertise på området, skabe synergi, finde kreative løsninger og drive udviklingen af sektoren fremad. Forummet er et værktøj, der skal hjælpe interessenterne til at udvikle en strategisk køreplan for havenergisektoren, som på et senere tidspunkt kan danne grundlag for et europæisk industriinitiativ.

Yderligere oplysninger

Handlingsplanen findes her: http://ec.europa.eu/maritimeaffairs/policy/ocean_energy/index_en.htm

MEMO/14/31

Kontaktpersoner:

Oliver Drewes (+32 2 299 24 21) - Lone Mikkelsen (+32 2 296 05 67)

Sabine Berger (+32 2 299 27 92) - Nicole Bockstaller (+32 2 295 25 89)

Offentlig kontakt: Europe Direct pr. telefon00 800 6 7 8 9 10 11 eller e­mail


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site