Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 15. januar 2014

EU skruer op for kampen mod radikalisering og voldelig ekstremisme

Den stigende terrorisme og voldelige ekstremisme er en voksende og væsentlig trussel inden for EU. Disse aktiviteter gennemføres ikke kun af organiserede grupper, men i stigende grad af mindre grupper eller såkaldte "ensomme ulve", der trækker på en bred vifte af kilder. Internettet bruges i stigende grad til rekruttering og propaganda, hvilket i sig selv gør voldelige aktioner sværere at forudsige og opdage. Desuden rejser et stigende antal europæere til udlandet for at træne til og deltage i kamphandlinger, hvorefter de bliver mere radikaliserede. De kan blive en trussel for vores sikkerhed, når de vender tilbage.

Europa-Kommissionen har i dag vedtaget en meddelelse, der kortlægger 10 områder, hvor de enkelte EU-lande og EU som helhed opfordres til at styrke deres indsats for at forebygge alle former for ekstremisme, der fører til vold, uanset hvem der står bag. Blandt de foreslåede foranstaltninger er oprettelse af et europæisk videncenter om voldelig ekstremisme, udvikling af kurser for aktører i forreste linje, finansiel støtte til projekter, der gør brug af moderne kommunikationsværktøjer og sociale medier til at bekæmpe terroristisk propaganda. EU-landene opfordres også til at lancere programmer, der gør det lettere for medlemmer af ekstremistiske grupper at tage afstand fra volden og den underliggende ideologi. De ti henstillinger er resultatet af to års arbejde i netværket til bevidstgørelse om radikalisering (RAN), der blev oprettet af Kommissionen i 2011, og som samlede 700 eksperter og fagfolk fra hele Europa.

"Intet land kan undgå den voldelige ekstremismes svøbe. Men der er stadig alt for få EU-lande, der ser denne voksende trussel i øjnene. Vi har brug for stærke, forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af ekstremismen i alle dens former. Vores mål er at styrke EU-landenes indsats mod radikalisering og ekstremistisk vold og skabe en "værktøjskasse" for forebyggende foranstaltninger i EU ", udtalte Cecilia Malmström, EU-kommissær med ansvar for indre anliggender.

Hvis borgerne skal beskyttes mod disse trusler, kræver det en tilgang, som omfatter en bred vifte af partnere både lokalt, nationalt, i EU og på internationalt plan. Kommissionens støtte til EU-landenes indsats mod radikalisering er fokuseret på 10 indsatsområder:

At udvikle omfattende nationale strategier. EU-landene opfordres til at indføre hensigtsmæssige rammer, der involverer ikke-statslige organisationer, aktører i forreste række, sikkerhedstjenester og eksperter på området, der skal være med til at udvikle initiativer til at forhindre voldelig ekstremisme og terror bedre.

At skabe et europæisk videncenter til næste år, så der kan fastlægges og udveksles bedste praksis og skabes en forskningsdagsorden. Det vil give input til beslutningstagere, både i EU, nationalt og lokalt, og koordinere forebyggende initiativer i og uden for EU. Kommissionen vil afsætte op til 20 mio. EUR i perioden 2014-2017 til "videncentret" og andre forebyggende initiativer og centralt styrede aktiviteter, herunder RAN's arbejde, og støtte exitprogrammer i EU-landene.

At bygge videre på arbejdet i netværket for bevidstgørelse om radikalisering (RAN) for at styrke dets rolle og sikre, at det kan give praktisk vejledning til EU-landene, hvis de ønsker det.

At udvikle og fremme uddannelse af fagfolk i forreste række, som arbejder sammen med udsatte personer eller grupper, dvs. ikke kun af retshåndhævere og fængselspersonale, men f.eks. også socialarbejdere, lærere og sundhedspersonale, så de kan udvikle deres forståelse for radikaliseringsprocessen, og hvordan de bør reagere på den.

Sørge for støtteprogrammer i hvert EU-land til medlemmer af ekstremistiske grupper, som gerne vil ud af disse grupper ("exitstrategier"). Selv om de er meget effektive, findes sådanne programmer ikke i øjeblikket i størstedelen af EU-landene. Denne type arbejde fungerer tit bedst i samarbejde mellem flere aktører fra hele sektorer, navnlig familier og samfundsfæller, der er tæt på de voldelige ekstremister. Kommissionen giver vejledning i oprettelse af "exitprogrammer", hvor dette ønskes, og i afholdelse af kurser for lokale fagfolk, der arbejder med exitstrategier. Tidligere har Kommissionen brugt ca. 10 mio. EUR af ISEC-midlerne (særprogrammet "Forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet") til afradikaliseringsprojekter. Gennem ISEC har Kommissionen finansieret et stort antal projekter, som skal forbedre kendskabet til radikalisering og skabe viden om, hvordan man udformer effektive forebyggende foranstaltninger.

At samarbejde tættere med civilsamfundet og den private sektor om at tackle udfordringer på internettet. Der er let adgang til ekstremistisk materiale og propaganda på internettet, f.eks. gennem nyhedsgrupper, sociale medier, blogs m.v. Det er ikke nok at forbyde eller fjerne ulovligt materiale – der skal også udvikles budskaber, som kan modvirke de ekstremistiske historier. Lokalsamfundsgrupper, borgere, ofre og tidligere ekstremister kan udsende meget kraftige signaler. Kommissionen foreslår, at der oprettes et forum med centrale aktører på området, som skal drøfte mulighederne for et tættere samarbejde, og støtter udarbejdelsen og formidlingen af modvirkende historier.

At styrke ofrene Ofrenes stemmer kan blive et effektivt redskab til forebyggelse og afradikalisering, men kun hvis de har det godt med at fortælle deres historie og får den nødvendige støtte. Kommissionen vil støtte ofrenes grupper og netværk, bl.a. gennem finansiering af projekter, som kan styrke kommunikationsaktiviteterne og skabe øget opmærksomhed.

At gøre de unge mere kritiske over for ekstremistiske meddelelser. Uddannelse og kurser med udveksling blandt unge er vigtige områder, der skal hjælpe unge til at forholde sig kritisk til ekstremistiske synspunkter og udstille svaghederne i denne slags propaganda. Kommissionen vil støtte lokalsamfund og grupper, der arbejder med tidligere voldelige ekstremister og deres ofre, da de er bedst rustet til at fortælle om, hvordan virkeligheden ser ud i f.eks. krige og træningslejre for terrorister.

At forske mere i tendenser inden for radikalisering. EU vil fortsat stille finansiering til rådighed til undersøgelser af, hvordan og hvorfor mennesker radikaliseres eller afradikaliseres, og betydningen af f.eks. ideologi, internetbaserede rekrutteringsteknikker og rollemodeller.

At arbejde tættere sammen med partnerlandene uden for EU. Risikoen for radikalisering standser ikke ved EU’s grænser. Kommissionen og den højtstående repræsentant vil fortsat samarbejde med landene uden for EU om at forhindre radikalisering gennem brug af EU-midler til kurser eller støtte til medier og andre forebyggende initiativer på græsrodsplan. Strategier til forebyggelse af radikalisering og voldelig ekstremisme bør også indarbejdes i de redskaber og instrumenter, der indgår i udviklingssamarbejdet .

Desuden offentliggør Kommissionen i dag en samling af metoder og praksis for at forebygge og bekæmpe radikalisering, der er udviklet af RAN. Den fremlægger eksempler på, hvordan otte aktører har arbejdet på at forebygge radikalisering, og hvert eksempel illustreres af praksis og projekter, der er valgt til formålet. Denne samling er bestemt til yderligere støtteforanstaltninger, som foreslås i meddelelsen.

Baggrund

Siden 2005 har indsatsen mod radikalisering taget udgangspunkt i EU's strategi for bekæmpelse af radikalisering og rekruttering (senest ændret i 2008). Strategien anerkender, at EU-landene har ansvar for sikkerheden, og samtidig omfatter den fælles standarder og foranstaltninger, der tager sigte på at forhindre, at terrorister radikaliserer og rekrutterer, som er fordelt på tre centrale punkter:

Gribe ind over for enkeltpersoner og netværk, der får folk involveret i terror.

Sikre, at de moderate kræfter vinder over ekstremisterne.

Gøre mere for at fremme sikkerhed, retfærdighed, demokrati og muligheder for alle.

Meddelelsen fra i dag følger op på Rådets konklusioner fra juni 2013 og vil fortsat bidrage til at revidere EU's strategi i løbet af 2014.

Europa-Kommissionen støtter allerede EU-landenes indsats for at forebygge og bekæmpe voldelig ekstremisme. Den anerkender, at det er bedst at begrænse radikaliseringen tættest muligt på de mest udsatte mennesker i de hårdest ramte lokalsamfund, og derfor lancerede den i september 2011 EU's netværk til bevidstgørelse om radikalisering.

RAN støtter primær lokale aktører, der arbejder med at forebygge radikalisering og voldelig ekstremisme i hele EU, og letter udvekslingen af erfaringer og bedste praksis mellem disse myndigheder. RAN samler de førende eksperter og fagfolk på området i otte arbejdsgrupper, der arbejder med politi og retshåndhævende myndigheder, terrorofres fortællinger, internet og sociale medier, forebyggelse, afradikalisering, fængsel og prøveløsladelse, sundhed samt indre og ydre aspekter (MEMO/13/40).

Nyttige link

Link to Communication

Cecilia Malmströms site

Følg kommissær Cecilia Malmström på Twitter

Hjemmeside for netværket til bevidstgørelse om radikalisering (RAN)

GD Indre Anliggenders site

Følg GD Indre Anliggender på Twitter

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website