Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

EU's eksterne migrationspolitik: en dristigere tilgang

Commission Européenne - IP/14/167   21/02/2014

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO HR

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 21. februar 2014

EU's eksterne migrationspolitik: en dristigere tilgang

Hvilke fremskridt er der gjort for at forvalte migrationsstrømmene bedre og fremme mobiliteten i et sikkert miljø? I en rapport vedtaget i dag ser Kommissionen på de vigtigste punkter i udviklingen af EU's eksterne migrationspolitik i 2012 og 2013. To år efter lanceringen af den reviderede samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM) meldes der om gode resultater med hensyn til at styrke dialogen og samarbejdet, men der kan på samme tid gøres mere for at nå længere.

Bestræbelserne på at tackle situationen med stigende international mobilitet skal stemme overens med alle de interesserede parters behov og prioriteter. Det kræver bedre anvendelse af eksisterende værktøjer såsom mobilitetspartnerskaberne og de fælles visumregler. Det er også nødvendigt at styrke EU-landenes deltagelse i gennemførelsen af EU's politikker, hvor det er muligt.

"Velreguleret migration kan være virkeligt gavnligt for alle de involverede, både migranterne og landene. Vores succes afhænger i høj grad af vores dialog og samarbejde med lande uden for EU og internationale organisationer. Mobilitetspartnerskaber, aftaler om visumlettelse og tilbagetagelse og de fælles visumregler er fortsat vigtige politiske instrumenter. Men vi bør gøre endnu mere for at få sikre økonomisk vækst og konkurrencedygtighed og for i fællesskab at tackle de negative sider ved migration, som menneskehandel og menneskesmugling, sammen med lande uden for EU", udtaler EU-kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström.

Mobilitetspartnerskaberne har vist sig at være et nyttigt værktøj til at håndtere migrations- og asylspørgsmål på en måde, der er til gavn for alle. De fastlægger en række politiske mål og danner ramme om samarbejde og drøftelser. Der er indtil videre indgået mobilitetspartnerskaber med seks lande: Moldova (2008), Kap Verde (2008), Georgien (2009), Armenien (2011), Marokko (2013) og Aserbajdsjan (2013). Forhandlingerne om et mobilitetspartnerskab med Tunesien er afsluttet (november 2013), og aftalen vil snart blive undertegnet. Derudover er der indledt drøftelser med Jordan (december 2013).

I perioden 2012-2013 har Kommissionen alt i alt støttet over 90 migrationsrelaterede projekter med over 200 mio. EUR i alle regioner i udviklingslandene. Derudover har EU-landene investeret yderligere midler i gennemførelsen af SSMM.

Der skal også gøres en større indsats for at beskytte flygtninge og menneskerettigheder. For eksempel kan Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) spille en større rolle i forbindelse med at forbedre mulighederne for asyl og modtagelse i lande uden for EU, blandet andet inden for rammerne af mobilitetspartnerskaberne. Der er også plads til forbedring af anvendelsen af regionale beskyttelsesprogrammer, især gennem langsigtet engagement og finansiering.

Bedre koordinering af genbosættelse på EU-plan og blandt medlemslandene vil sikre et mere effektivt og hurtigere kriseberedskab. Der skal også afsættes flere EU-midler til at støtte genbosættelse eller indrejse af humanitære årsager gennem den nye Asyl- og Migrationsfond (2014-2020).

SSMM til næste niveau

Den nuværende eksterne politik og de eksisterende værktøjer for migration og asyl kan dog udnyttes bedre, blandt andet ved at gøre EU mere tiltrækkende og styrke økonomien.

Arbejdsmigration bliver et endnu mere fremtrædende spørgsmål i de kommende år, og mobilitetspartnerskabernes kan få en vigtigere rolle i den forbindelse (f.eks. ved at lette udvekslingen af studerende eller fagfolk, forbedre migrationsforvaltningskapaciteten i lande uden for EU, indføre programmer for cirkulær migration, styrke den sociale beskyttelse af lovlige migranter, behandle spørgsmålet om overførelse af eventuelle sociale rettigheder, osv.).

En lempelse af reglerne for udstedelse af visum til kortvarigt ophold kan have positive virkninger for udviklingen i lande uden for EU såsom forbedring af forretningsmulighederne og handelsforbindelserne med EU og styrkelse af de mellemfolkelige kontakter. Potentialet i EU's visumpolitik bør desuden udnyttes til det fulde for at fremme økonomisk vækst og kulturelle udvekslinger. Kommissionen vil i løbet af de kommende uger foreslå ændringer til visumkodeksen for at gøre det lettere for lovlige rejsende at rejse og på samme tid sikre et højt sikkerhedsniveau i EU.

Samarbejde om forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig migration er blevet udvidet i de seneste år. Der er indledt og gennemført dialoger, informationsudveksling og fælles tiltag til bekæmpelse af menneskehandel og menneskesmugling. Som det fremgår af rapporten fra Taskforcen vedrørende Middelhavet er der planlagt flere initiativer.

Baggrund

Den samlede strategi for migration og mobilitet (SSMM) har siden 2005 været den overordnede ramme for EU's eksterne migrations- og asylpolitik. Den fastlægger, hvordan EU gennemfører politisk dialog og operationelt samarbejde med lande uden for EU. Den bygger på klart definerede prioriterer, som afspejler EU's strategiske mål, og den er forankret i EU's generelle udenrigspolitik, blandt andet udviklingssamarbejdet.

Målet med SSMM er at fremme dialog og samarbejde med partnerlande uden for EU på fire områder: bedre forvaltning af legal migration og fremme af en effektivt forvaltet mobilitet, forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig indvandring og udryddelse af menneskehandel, optimering af udviklingsaspektet af migration og mobilitet samt fremme af beskyttelsen på internationalt plan og styrkelse af den eksterne dimension ved asyl.

SSMM gennemføres gennem regionale og bilaterale politiske dialoger (med politiske redskaber som mobilitetspartnerskaber), retlige instrumenter som aftaler om visumlempelse og tilbagetagelse, operationel støtte og kapacitetsopbygning samt omfattende program- og projektstøtte (tilgængelig for mange forskellige parter som blandt andet civilsamfundet, indvandrerforeninger og internationale organisationer).

Nyttige link

Cecilia Malmströms website

Følg kommissær Cecilia Malmström på Twitter

GD Indre Anliggenders website

Følg GD Indre Anliggender på Twitter

Rapport om gennemførelsen af SSMM 2012-2013:

Kontaktpersoner:

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)

For borgerne: Ring til Europe Direct00 800 6 7 8 9 10 11 eller send en e­mail


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site