Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 23. oktober 2013

Standardiserede momsangivelser skal gøre det lettere for virksomhederne at efterleve skattereglerne

Kommissionen foreslog i dag at indføre en ny standardmomsangivelse, som kan spare EU's erhvervsliv op til 15 mia. EUR om året. Formålet med initiativet er at mindske bureaukratiet for virksomhederne, gøre det lettere at overholde skattereglerne og sikre mere effektive skatteforvaltninger i EU-landene. Det falder fint i tråd med Kommissionens prioritering af smart regulering og er et af de initiativer, der indgår i det nye REFIT-program, som skal forenkle reglerne og lette virksomhedernes administrative byrder (IP/13/891). Ifølge dagens forslag skal der stilles ensartede krav til virksomheder, når de indgiver deres momsangivelser, uanset i hvilket medlemsland de gør det. Standardangivelsen – der erstatter de nationale momsangivelser – skal sikre, at virksomhederne udfylder de samme grundlæggende oplysninger inden for de samme frister i hele EU. Jo enklere procedurerne er, jo lettere er de at overholde og håndhæve. Derfor vil dagens forslag også bidrage til at skabe bedre overholdelse af momsreglerne og øge de offentlige indtægter.

EU-kommissær for beskatning Algirdas Šemeta udtaler: "Alle vinder ved en fælles momsangivelse. Erhvervslivet vil nyde godt af enklere procedurer, mindskede omkostninger og mindre bureaukrati. Myndighederne får et nyt værktøj til at sikre bedre overholdelse af momsreglerne – og dermed mulighed for at indsamle flere indtægter. Det forslag, vi kommer med i dag, er derfor både i tråd med vores tilsagn om at skabe et erhvervsvenligt indre marked og med vores indsats for at forbedre overholdelsen af skattereglerne i EU."

Hvert år indsender EU's skatteydere 150 mio. momsangivelser til de nationale skattemyndigheder. I dag er der store forskelle mellem de forskellige EU-lande med hensyn til de ønskede oplysninger, blanketternes format og angivelsesfristerne. Det gør momsangivelser til en dyr og besværlig affære for virksomheder, der handler på tværs af grænserne. Virksomheder, der har aktiviteter i flere medlemslande, beklager sig også over, at det er vanskeligt at overholde momsbestemmelserne, fordi hele proceduren er så indviklet.

Den standardmomsangivelse, der er foreslået i dag, forenkler de oplysninger, som virksomhederne skal indgive til skattemyndighederne. Angivelsen får kun fem obligatoriske rubrikker, der skal udfyldes af skatteyderne. Medlemslandene kan selv vælge at anmode om nogle yderligere standardoplysninger, op til 26 rubrikker i alt. Det er klart en forbedring i forhold til den nuværende situation, hvor nogle medlemslande har op til 100 rubrikker, der skal udfyldes.

Virksomhederne vil skulle indgive standardangivelsen hver måned, bortset fra mikrovirksomheder, som kun skal gøre det én gang i kvartalet. Forpligtelsen til at indgive en årlig sammenfattende momsangivelse, som er påkrævet i visse medlemslande, vil blive afskaffet. Forslaget tilskynder også til elektronisk arkivering, da standardangivelsen kan indgives elektronisk i hele EU. Denne store forenkling af proceduren for momsangivelser falder i tråd med Kommissionens generelle tilsagn om at mindske de administrative byrder og handelshindringerne i det indre marked.

Dagens forslag er også et vigtigt skridt på vejen til at skabe et mere effektivt og bedragerisikkert momssystem i overensstemmelse med Kommissionens planlagte momsreform (se IP/11/1508). Moms tegner sig for omkring 21 % af medlemslandenes indtægter, men ca. 193 mia. EUR blev ikke opkrævet i 2011 (se IP/13/844). Ved at skabe et enklere system, der er lettere for både skatteydere og forvaltninger at arbejde med, kan standardmomsangivelsen sikre en bedre overholdelse af skattereglerne og mindske momsdifferencen. Som sådan vil dagens forslag øge indtægterne til statskasserne og dermed være et vigtigt bidrag til den finanspolitiske konsolidering i hele EU.

Baggrund:

I december 2011 vedtog Europa-Kommissionen en meddelelse om momssystemets fremtid (se IP/11/1508). Denne meddelelse beskriver de grundlæggende principper, der bør gælde for den nye momsordning – bl.a. for at gøre den enklere, mere effektiv og mere robust over for svig samt bedre tilpasset til det indre marked.

Idéen om en standardiseret momsangivelse kommer fra den højtstående gruppe vedrørende administrative byrder. En offentlig høring bekræftede, at der var stor interesse og støtte fra erhvervslivet til et sådant initiativ.

Meddelelsen om smart regulering (IP/10/1296) fremhævede også momsdirektivet, og særlig reglerne om momsangivelse, som den næstmest byrdefulde EU-retsakt. Det skal det nye forslag rette op på.

Nyttige links

Forslaget kan ses på:
http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/vat/key_documents/legislation_proposed/index_en.htm

Algirdas Šemetas hjemmeside (EU's kommissær for beskatning, toldunion, revision og bekæmpelse af svig):

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/semeta/index_en.htm

Følg kommissær Algirdas Šemeta på Twitter

MEMO/13/926

Kontaktpersoner:

Emer Traynor (+32 2 292 15 48)

Franck Arrii (+32 2 297 22 21)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website