Navigation path

Left navigation

Additional tools

Transport: EU's nye infrastrukturpolitik:

European Commission - IP/13/948   17/10/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO HR

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 17. oktober 2013

Transport: EU's nye infrastrukturpolitik:

Som led i det mest gennemgribende eftersyn af EU's infrastrukturpolitik, siden den blev iværksat i 1980'erne, har Kommissionen i dag offentliggjort nye kort, der viser de ni hovedkorridorer, der skal danne rygraden i transportsystemet i EU's indre marked og revolutionere forbindelserne mellem øst og vest. Med henblik på at kunne nå dette ambitionsniveau tredobles EU's finansiering af transportinfrastruktur for perioden 2014-2020 til 26 mia. EUR.

Som helhed betragtet vil EU's nye infrastrukturpolitik omdanne det eksisterende kludetæppe af europæiske veje, jernbaner, lufthavne og kanaler til et samlet transeuropæisk transportnet (TEN-T).

Europa-Kommissionens næstformand med ansvar for transport, Siim Kallas, udtalte: "Transport er en uundværlig del af den europæiske økonomi. Uden gode forbindelser kan Europa ikke vokse og blomstre. Denne nye EU-infrastrukturpolitik vil etablere et stærkt europæisk transportnet i 28 medlemsstater for at fremme vækst og konkurrenceevne. Nettet forbinder øst med vest og erstatter det nuværende kludetæppe med et net, som er helt igennem europæisk."

EU's nye infrastrukturpolitik

Den nye politik fastlægger for første gang et hovedtransportnet, der bygger på ni hovedkorridorer: 2 nord-sydgående korridorer, 3 øst-vestgående korridorer og 4 diagonale korridorer. Hovednettet vil omdanne forbindelserne mellem øst og vest, fjerne flaskehalse, opgradere infrastrukturen og strømline transport på tværs af grænserne for passagerer og virksomheder i hele EU. Det vil forbedre forbindelserne mellem forskellige transportformer og bidrage til at nå EU's målsætninger med hensyn til klimaændringerne. Hovednettet skal være færdigt i 2030. Omfanget af tilgængelige midler afhænger af resultatet af forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for 2014-2020.

Finansieringen af transportinfrastruktur tredobles for perioden 2014-2020 til 26 mia. EUR. EU's finansiering vil fokusere stærkt på hovedtransportnettet, hvor der vil være størst EU-merværdi. For at prioritere forbindelserne mellem øst og vest, vil næsten halvdelen af den samlede EU-transportinfrastrukturstøtte (11,3 mia. EUR fra "Connecting Europe-faciliteten") blive øremærket til samhørighedslandene.

Det nye hovedtransportnet vil blive støttet af et omfattende net af færdselsårer, der forbindes med hovednettet på regionalt og nationalt plan. Dette omfattende net sikrer dækning af hele EU og gør alle regioner tilgængelige. Målet er at sikre, at størstedelen af Europas borgere og virksomheder gradvist og senest i 2050 højst vil være en halv times rejsetid fra dette omfattende net.

Set under et vil der med det nye transportnet opnås:

  1. et sikrere og mindre overbelastet transportnet

  2. nemmere rejser og kortere rejsetid.

De 26 mia. EUR (i løbende priser), der er afsat til transport under Connecting Europe-faciliteten i FFR (den flerårige finansielle ramme), vil i realiteten fungere som "startkapital", der skal fremme yderligere investeringer fra medlemsstaterne i vanskelige forbindelser på tværs af grænserne og i forbindelser, som ellers ikke ville blive bygget. Det anslås, at hovednettets første finansieringsfase for 2014-2020 (se den vedlagte liste over projekter) vil koste 250 mia. EUR. Hovednettet skal være færdigt i 2030.

Det nye hovednet i tal

Hovednettet vil forbinde:

  1. 94 store europæiske havne med jernbane- og vejnettet

  2. 38 vigtige lufthavne med jernbane til større byer

  3. 15 000 km jernbane, der opgraderes til højhastighedslinjer

  4. 35 projekter på tværs af grænserne, der skal reducere flaskehalsproblemerne.

Nettet bliver den økonomiske livsnerve i det indre marked og vil skabe reel fri bevægelighed for varer og personer i hele EU.

Et kort over hovedtransportnettet TEN-T (det transeuropæiske transportnet) og de ni hovedkorridorer vises nedenfor. Se desuden MEMO/13/897 eller http://ec.europa.eu/transport/index_en.htm

Yderligere oplysninger

Følg næstformand Siim Kallas på Twitter

Kontaktpersoner:

Helen Kearns: + 32 2 298 76 38)

Dale Kidd: + 32 2 295 74 61)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website