Navigation path

Left navigation

Additional tools

Other available languages: EN FR DE NL EL PL

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 1. oktober 2013

Fem medlemsstater overskred deres mælkekvoter for 2012/13 (for leverancer)

Fem medlemsstater — Østrig, Tyskland, Danmark, Polen og Cypern — overskred deres mælkekvoter for leverancer i 2012/2013 og skal derfor betale bøder ("tillægsafgifter") på i alt ca. 46 mio. EUR. Trods kvoteoverskridelsen i disse medlemsstater forblev de samlede EU-leverancer langt under de samlede kvoter (-6,0 % mod -4,7 % i 2011/12). Desuden overskred Nederlandene sin kvote for direkte salg med 1 100 t (1,4 %) og risikerer en afgift på 301 000 EUR.

Ifølge de nationale oplysninger vedrørende året, der sluttede den 31. marts 2013, overskred Tyskland, Østrig, Danmark, Polen og Cypern deres nationale kvoter med i alt 163 700 tons trods den kvoteforøgelse på 1 % i 2012/2013, der blev vedtaget i forbindelse med sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik i 2008.

Antallet af medlemsstater, der overskred deres kvoter, er stadig begrænset, og den pågældende overskudsproduktion udgør 0,1 % af al leveret eller direkte solgt mælk (mod 0,2 % i det foregående mælkekvoteår). 22 medlemsstater forblev under deres kvote, og heraf lå 13 mere end 10 % under deres leveringskvote.

Mælkekvoteordningen afskaffes den 1. april 2015, og af hensyn til en gnidningsløs overgang blev det i forbindelse med sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik i 2008 aftalt at forøge kvoterne gradvist med 1 % om året frem til kvoteåret 2013/14. Kommissionen vil med henblik herpå forelægge en rapport senest medio 2014 om markedssituationen og i den forbindelse se nærmere på, hvordan medlemsstaterne gennemfører 2012-mælkepakken (se http://ec.europa.eu/agriculture/milk/milk-package/index_en.htm), og fremsætte forslag til eventuelle ændringer. Sidste uge afholdt Kommissionen en interessentkonference om mejerisektoren efter 2015 - se http://ec.europa.eu/agriculture/events/dairy-conference-2013_en.htm. En rapport med konklusionerne af denne konference vil blive drøftet i Europa-Parlamentets landbrugsudvalg og Ministerrådet inden årets udgang, og Kommissionen vil tage hensyn til udfaldet af denne debat ved udarbejdelsen af nævnte rapport.

Sådan fungerer ordningen

Mælkekvoteordningen blev indført i 1980'erne for at tackle overskudsproduktionsproblemer. Hver medlemsstat har to kvoter, en for leverancer til mejerier (97,6 % af de samlede leverancer i EU), og en anden for direkte salg på bedriftsniveau (2,4 %). Disse mængder fordeles mellem producenterne (individuelle kvoter) i hver medlemsstat. Hvis en medlemsstat overskrider sin nationale kvote, skal mælkeproducenterne i den pågældende medlemsstat betale en særlig afgift (ofte kaldet "tillægsafgift") på 27,83 EUR pr. 100 kg, og dét i forhold til deres individuelle andel af overskridelsen i kvoteåret (der løber fra 1. april til 31. marts). Disse tal beregnes efter omfordeling af andre producenters ubrugte kvoter.

Bilag

  • Bilag 1: Foreløbige tal for 2012/13

  • Bilag 2: Tal for 2011/12

Kontaktpersoner:

Fanny Dabertrand (+32 2 299 06 25)

Roger Waite (+32 2 296 14 04)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website