Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 30. september 2013

Intellektuelle ejendomsrettigheder: Undersøgelse viser, at ca. 35 % af job i EU er afhængige af brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

Europa-Kommissionen glædede sig i dag over offentliggørelsen af en undersøgelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der blev gennemført af Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) og Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM) i fællesskab. Undersøgelsen, "Intellectual Property Rights intensive industries: contribution to economic performance and employment in Europe" (september 2013), måler, hvor stor betydning intellektuelle ejendomsrettigheder har i EU's økonomi. Nogle af undersøgelsens væsentligste konklusioner er, at ca. 39 % af den samlede økonomiske aktivitet i EU (omkring 4,7 billioner EUR om året) genereres af brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, og ca. 26 % af alle job i EU (56 millioner job) stammer direkte fra disse brancher, mens yderligere 9 % af job i EU indirekte stammer fra sådanne brancher.

Michel Barnier, kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, udtaler: "Jeg er overbevist om, at intellektuelle ejendomsrettigheder spiller en vigtig rolle i at stimulere innovation og kreativitet, og jeg glæder mig over denne undersøgelse, der bekræfter, at fremme af intellektuelle ejendomsrettigheder drejer sig om vækst og job. Den vil hjælpe os med yderligere at styrke vores evidensbaserede politikudformning. Undersøgelsen viser, at intellektuelle ejendomsrettigheder anvendes overalt i økonomien: fra højteknologiske brancher til fremstilling af sportsudstyr, legetøj og computerspil – på alle områder gøres der brug af ikke blot én type, men ofte flere typer intellektuelle ejendomsrettigheder."

Benoît Battistelli, formand for Den Europæiske Patentmyndighed (EPO), udtaler: "Rapporten viser, at fordelene ved patenter og andre intellektuelle ejendomsrettigheder ikke kun findes i økonomiske teorier. For innovative virksomheder er immaterielle aktiver blevet yderst vigtige. Især for SMV'er, men også for forskningscentre og universiteter giver patenter ofte adgang til kapital og forretningspartnere. Hvis Europa fortsat skal kunne konkurrere i den globale økonomi, skal der i endnu større grad tilskyndes til udvikling og anvendelse af ny teknologi og nyskabelser."

António Campinos, formand for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM), udtaler: "Undersøgelsen er resultatet af et omfattende samarbejde mellem eksperter fra forskellige agenturer og lande, som har fulgt en gennemsigtig og reproducerbar fremgangsmåde. I undersøgelsen behandles det grundlæggende spørgsmål om, hvor stor betydning brancher, der anvender intellektuelle ejendomsrettigheder, har for job, BNP og handel i EU. Nu har vi et klart svar. De er vigtige, de er yderst vigtige."

Undersøgelsen har fokus på EU's økonomi og definerer brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder som enten brancher, hvor der registreres flere intellektuelle ejendomsrettigheder pr. ansat end i andre brancher, eller brancher, hvor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er en essentiel del af branchernes aktiviteter. Brancherne er udvalgt på EU-niveau, dvs. at omfanget af anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder er målt på EU-niveau.

Andre resultater fra undersøgelsen:

  1. Gennemsnitslønnen i brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, er over 40 % højere end i andre brancher.

  2. Som eksempler på brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder kan følgende nævnes:

  • fremstilling af motordrevet håndværktøj (patenter)

  • fremstilling af farmaceutiske basisprodukter (varemærker)

  • fremstilling af ure (design)

  • udgivelse af bøger (copyright)

  • mejerier og ostefremstilling (geografiske betegnelser)

  1. Hundreder af brancher fra vidt forskellige områder som aktiviteter med tilknytning til finansielle tjenester og forsikring, reklamebureauer, isfremstilling, fremstilling af tapet, vinproduktion, elektrisk belysning og husholdningsapparater, satellitbaseret telekommunikation samt udvinding af olie og gas anvender også intellektuelle ejendomsrettigheder, og mange af dem anvender flere intellektuelle ejendomsrettigheder på samme tid.

Der findes en liste over alle brancher med stor anvendelse af intellektuelle ejendomsrettigheder i bilaget til rapporten.

I 2012 gennemførte den amerikanske patent- og varemærkemyndighed Patent and Trademark Office i fællesskab med Economics and Statistics Administration en lignende undersøgelse, hvis resultater vedrørende USA's økonomi minder om OHIM/EPO-undersøgelsens resultater vedrørende EU's økonomi.

Undersøgelsen kan findes på:

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (OHIM):

http://oami.europa.eu

Den Europæiske Patentmyndighed:

http://www.epo.org/

Yderligere oplysninger om intellektuelle ejendomsrettigheder:

http://ec.europa.eu/internal_market/intellectual-property/studies/index_en.htm

Twitter: #IPEurope #EUIPstudy

Kontaktpersoner:

Chantal Hughes (+32 2 296 44 50)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website