Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Hvidvaskning af penge: Skærpede regler for at tage kampen op mod de nye trusler

Commission Européenne - IP/13/87   05/02/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 5. februar 2013

Hvidvaskning af penge: Skærpede regler for at tage kampen op mod de nye trusler

Kommissionen har i dag vedtaget to forslag, der har til formål at skærpe de gældende EU-regler om pengeoverførsler og bekæmpelse af hvidvaskning af penge. Når det gælder hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, ændrer trusselsbilledet sig hele tiden, og det er derfor nødvendigt regelmæssigt at ajourføre reglerne.

Michel Barnier, kommissionsmedlem med ansvar for det indre marked og tjenesteydelser, udtalte: "EU er med helt fremme i den internationale indsats for at bekæmpe hvidvaskning af udbyttet af kriminelle aktiviteter. Strømme af sorte penge kan skade den finansielle sektors stabilitet og omdømme, og terrorisme ryster samfundet i dets grundvold. Ud over strafferetlige foranstaltninger til bekæmpelse heraf kan en forebyggende indsats via det finansielle system bidrage til at sætte en stopper for hvidvaskning af penge. Vores mål er at foreslå klare regler, der skærper årvågenheden hos banker, advokater, revisorer og alle andre, der som led i deres professionelle virke er berørt af problemet."

Cecilia Malmström, kommissionsmedlem med ansvar for indre anliggender, udtalte: "Sorte penge har intet at gøre i vores økonomi, uanset om de kommer fra narkotikahandel, ulovlig våbenhandel eller menneskehandel. Vi må sørge for, at organiserede kriminelle ikke kan hvidvaske deres penge gennem banksystemet eller spillesektoren. For at beskytte den lovlige økonomi, særlig i krisetider, må der ikke være lovlige smuthuller, som de organiserede kriminelle eller terrorister kan udnytte. Vores banker bør aldrig fungere som "vaskerier" for mafiapenge eller give mulighed for finansiering af terrorisme."

Den pakke, Kommissionen har vedtaget i dag, og som er et supplement til de øvrige initiativer inden for kampen mod kriminalitet, korruption og skatteunddragelse, som Kommissionen har taget eller har planer om, omfatter:

  1. et direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme

  2. en forordning om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, for at sikre, at disse overførsler kan spores.

I begge forslag tages der højde for de seneste anbefalinger1 fra Financial Action Task Force (FATF) (se MEMO/12/246), dvs. den internationale organisation til bekæmpelse af hvidvaskning af penge, og de går videre på en række punkter, således at man fremmer de højeste standarder med hensyn til bekæmpelse af hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme.

Begge forslag bygger nærmere bestemt på en mere målrettet og fokuseret risikobaseret tilgang.

Det nye direktiv:

  1. Gør reglerne klarere og mere overensstemmende medlemsstaterne imellem

  1. idet der indføres en klar procedure for at identificere de egentlige ejere. Samtidig skal de berørte virksomheder opbevare registreringer af, hvem der i realiteten står bag virksomheden

  2. idet reglerne om kundelegitimation gøres klarere og mere gennemsigtige, således at der bliver indført hensigtsmæssig kontrol og egnede procedurer, der sikrer et bedre kendskab til, hvem kunderne er, og en bedre forståelse af, hvilken virksomhed de udøver. Navnlig er det vigtigt at sikre, at forenklede procedurer ikke fejlagtigt opfattes som undtagelser fra reglerne om kundelegitimation

  3. idet bestemmelserne om politisk udsatte personer (dvs. folk, der kan udgøre en højere risiko i kraft af den politiske position, de har) udvides til nu også at omfatte "indenlandske" (dvs. personer med bopæl i EU-medlemsstaterne) (ud over de "udenlandske") politisk udsatte personer og personer i internationale organisationer. Heriblandt kan nævnes statsoverhoveder, regeringsmedlemmer, parlamentsmedlemmer og højesteretsdommere.

  1. Har et bredere anvendelsesområde, så nye trusler og sårbarheder kan imødegås

  1. ved for eksempel at sikre, at spillesektoren dækkes bedre (det tidligere direktiv omfattede kun kasinoer), og ved, at overtrædelser af skattelovgivningen udtrykkeligt nævnes.

  1. Fremmer høje standarder for bekæmpelse af hvidvaskning af penge

  1. ved at gå videre end FATF-kravene og lade alle personer, der i forbindelse med køb og salg af varer håndterer kontantbetalinger på 7 500 EUR eller derover, være omfattet af bestemmelserne, idet nogle interessenter har gjort opmærksom på, at den gældende tærskel på 15 000 EUR var for høj. Sådanne personer vil nu være omfattet af direktivets bestemmelser, bl.a. med hensyn til kundelegitimationskravet, opbevaring af registreringer, interne kontroller og indberetning af mistænkelige transaktioner. Direktivet følger en tilgang med minimumsharmonisering, og medlemsstaterne kan beslutte at sætte tærsklen endnu lavere.

  1. Styrker samarbejdet mellem de forskellige nationale finansielle efterretningsenheder, som har til opgave at modtage og analysere rapporter om mistanke om hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme og at videresende disse rapporter til de kompetente myndigheder.

De kompetente myndigheder skal i henhold til de to forslag tillægges yderligere sanktionsbeføjelser. Bl.a. indføres der et sæt minimumsprincipbaserede regler med henblik på at skærpe de administrative sanktioner, og de kompetente myndigheder skal efter de nye regler koordinere deres indsats, når de har med grænseoverskridende sager at gøre.

Baggrund:

Efter offentliggørelsen af et revideret sæt internationale standarder i februar 2012 (IP/12/357) besluttede Kommissionen hurtigt at opdatere EU-reglerne for at indarbejde de nødvendige ændringer. Samtidig tog Kommissionen det tredje direktiv om bekæmpelse af hvidvaskning af penge op til revision, og det viste sig, at der var behov for at ajourføre de gældende regler for at løse hele den række problemer, man var blevet opmærksom på.

Den foreslåede ajourføring af reglerne skal vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet efter den almindelige lovgivningsprocedure.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/company/financial-crime/index_en.htm

Kontaktpersoner:

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

Stefaan De Rynck (+32 2 296 34 21)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site