Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 26. september 2013

Transport: Kommissionen henstiller til Italien, Cypern og Grækenland at gennemføre EU-regler til afhjælpning af overbelastningen af Europas luftrum

Europa-Kommissionen har i dag anmodet Italien, Cypern og Grækenland om straks at redegøre for, hvilke foranstaltninger de har truffet for at etablere funktionelle luftrumsblokke som krævet i henhold til lovgivningen fra 2004 om det fælles europæiske luftrum, der skal modernisere Europas forældede flyvekontrolsystem. Det er hensigten, at funktionelle luftrumsblokke skal erstatte det nuværende kludetæppe, der består af 27 nationale lufttrafikblokke, med et net af større, regionale blokke for på den måde at øge effektiviteten, mindske udgifterne og reducere emissionerne. Kommissionen vil således forsøge at afværge kapacitetsproblemer, idet antallet af flyvninger forventes at stige med 50 % over de næste 10-20 år.

Den manglende effektivitet, der præger Europas opsplittede luftrum, koster flyselskaberne og deres kunder samlet set ca. 5 mia. EUR hvert år. Den lægger 42 km til en gennemsnitsflyvning, hvilket betyder, at flyselskaberne bruger mere brændstof, udleder større emissioner, betaler mere i omkostningskrævende brugerafgifter og oplever større forsinkelser. Til sammenligning kontrollerer USA et luftrum af samme størrelse med mere trafik til omtrent den halve pris.

Næstformand Siim Kallas siger: "Dette retlige skridt [indledningen af traktatbrudsproceduren] ventes at sende et klart politisk signal om, at vi er fast besluttede på at få gennemført de hårdt tiltrængte reformer af det europæiske flyvekontrolsystem. De europæiske flyselskaber og deres passagerer har i mere end 10 år måttet finde sig i dårligere service og overskredne frister på vejen mod det fælles europæiske luftrum. Vi har ikke råd til at fortsætte denne kurs. Der er kapacitetsmangel i Europas luftrum, og reformen af vores forældede flyvekontrolsystem må af hensyn til passagererne, flyselskaberne og miljøet ikke mislykkes".

Medlemsstaterne har siden 2004 haft pligt til at oprette funktionelle luftrumsblokke. På grund af de langsomme fremskridt blev der i 2009 fastsat en bindende gennemførelsesfrist, nemlig den 4. december 2012, men gennemførelsen er stadig for langsom. Kommissionen har nu sendt en åbningsskrivelse til Italien, Cypern og Grækenland for at få klarlagt, hvilke foranstaltninger disse lande har truffet for at indføre de grundlæggende retlige strukturer med henblik på etablering af funktionelle luftrumsblokke.

Forsinkelser i etableringen af operationelle funktionelle luftrumsblokke hindrer i alvorlig grad gennemførelsen af EU's fælles europæiske luftrum, hvilket skaber ineffektivitet i hele det europæiske lufttrafikstyringssystem, medfører ekstraomkostninger på næsten 5 mia. EUR om året, som væltes over på flyselskaberne og deres kunder, og længere rejsetid og større forsinkelser og emissioner.

Baggrund:

Funktionelle luftrumsblokke er kernen i de ambitiøse planer om at ændre Europas forældede flyvekontrolsystem og skabe et fælles europæisk luftrum.

Kommissionen anmoder i en åbningsskrivelse Italien, Cypern og Grækenland om at oplyse, hvordan de har opfyldt de vigtigste bestemmelser i lovgivningen om det fælles luftrum, navnlig artikel 9a i forordning (EF) nr. 550/2004, som fastsætter, at alle medlemsstater skal have gennemført de fælles luftrumsblokke som defineret i artikel 2, nr. 25), i forordning (EF) nr. 549/2004 senest den 4. december 2012 — med krav om at maksimere udnyttelsen af luftrummet med hensyn til kapacitet og effektiv afvikling af flytrafikken og pligt til at levere optimale luftfartstjenester i hele EU.

For at kunne oprette en funktionel luftrumsblok skal medlemsstaterne først indføre en retlig struktur i form af aftaler, som indgås med de deltagende medlemsstater. Først når den retlige struktur er på plads, kan det vanskelige effektiviseringsarbejde med at reducere flyforsinkelser, omkostninger og emissioner begynde.

Kommissionen undersøger i øjeblikket muligheden for at indlede traktatbrudsproceduren mod alle medlemsstater i forbindelse med disse luftrumsblokke, navnlig i tilfælde hvor der ikke er tegn på fremskridt. Trods den bindende frist i december 2012 for medlemsstaternes oprettelse af funktionelle luftrumsblokke er ingen af de ni blokke, der burde have været oprettet under det fælles europæiske luftrum, fuldt operationelle i dag.

Ud over at indlede traktatbrudsproceduren over for medlemsstater, der ikke opfylder deres forpligtelser i henhold til gældende SES-lovgivning, har Kommissionen vedtaget forslag til en SES2+-pakke med lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal fremskynde reformen af Europas lufttrafikstyringssystem ved at styrke systemet, så det kan modstå større pres og sikre ambitiøse reformer.

Se http://europa.eu/rapid/press-release_IP-13-523_da.htm.

Se også næstformand Siim Kallas' tale om det fælles europæiske luftrum ved transportministrenes uformelle møde i Litauen den 15. september 2013.

Nyttige link

Oplysninger om juni måneds vigtigste afgørelser på traktatbrudsområdet kan findes i MEMO/13/820.

Oplysninger om den generelle traktatbrudsprocedure kan findes i MEMO/12/12.

Yderligere oplysninger om traktatbrudsproceduren.

Følg næstformand Siim Kallas på Twitter.

Kontaktpersoner:

Helen Kearns (+32 2 298 76 38)

Dale Kidd (+32 2 295 74 61)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website