Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 9. juli 2013

Kommissionen vil sikre 120 millioner ferierejsende en bedre forbrugerbeskyttelse

Nu, hvor sommersæsonen står for døren, tager Europa-Kommissionen skridt til at forbedre forbrugerbeskyttelsen for ferierejsende ved at reformere EU’s regler for pakkerejser.

Det er EU-direktivet om pakkerejser fra 1990, der hidtil har været grundlaget for beskyttelsen af EU-borgerne i forbindelse med deres ferierejser. Direktivet sikrer en omfattende beskyttelse af forbrugere, der bestiller arrangerede pakkerejser med f.eks. fly, hotel og billeje. Denne beskyttelse indebærer, at de har ret til at modtage alle nødvendige oplysninger, inden kontrakten indgås, at rejsearrangøren er ansvarlig for levering af alle ydelserne i pakken, og at der er sikkerhed for hjemtransport i tilfælde af rejsearrangørens konkurs (se boks 1 i bilaget).

Reformen er en reaktion på en fundamental ændring af rejsemarkedet: Borgerne spiller i dag en stadig mere aktiv rolle, og stadig flere skræddersyr deres ferierejser efter deres specifikke behov og bruger især internettet til at sammensætte individuelle rejsearrangementer frem for at vælge en færdigarrangeret pakke i en brochure (se figur 1 i bilaget).

De nuværende regler er vanskelige at anvende i internettets tidsalder, hvor forbrugerne i vidt omfang bestiller skræddersyede pakker på nettet (enten fra én rejseudbyder eller fra flere indbyrdes forbundne udbydere) – og det skaber usikkerhed hos køberne om, hvorvidt de er sikret en beskyttelse, og hos udbyderne om, hvilke forpligtelser de har. Hovedformålet med opdateringen af reglerne fra 1990 er derfor at få tilpasset pakkerejsedirektivet til den digitale tidsalder og få bragt yderligere 120 millioner forbrugere, nemlig dem, der køber disse skræddersyede rejsearrangementer, ind under direktivets beskyttelse.

Reformen øger beskyttelsen af forbrugerne yderligere ved at øge gennemsigtigheden og styrke beskyttelsen, hvis noget går galt. Rejsebranchen vil også få fordel af reformen, da Kommissionen vil afskaffe forældede informationskrav, såsom kravet om genoptryk af brochurer, og sikre, at nationale insolvensbeskyttelsesordninger anerkendes på tværs af grænserne.

"I 1990’erne valgte de fleste EU-borgere en arrangeret pakkerejse fra en brochure og bestilte den hos det lokale rejsebureau", udtalte næstformand Viviane Reding, EU’s justitskommissær. "Igennem de efterfølgende år har millioner af mennesker takket være EU-lovgivningen kunnet tage på ferie uden stress. Men tiderne har ændret sig, og reglerne må nu tilpasses til et marked i forandring. EU's regler om pakkerejser må afspejle den digitale tidsalder og leve op til forbrugernes forventninger. I dag har vi taget et stort skridt til at sikre en beskyttelse af millioner af forbrugere, der køber skræddersyede rejsearrangementer. EU har ønsket at spænde et sikkerhedsnet ud under ferierejsende, så de kan føle sig trygge, hvis noget går galt".

"Turisme er en vigtig kilde til økonomisk vækst i EU, og turistsektoren tegner sig i dag for omkring 1,8 mio. virksomheder og 9,7 mio. arbejdspladser, heriblandt et stort antal unge", sagde Antonio Tajani, som er næstformand og kommissær for erhvervsliv og iværksætteri. "Hvis turisterne føler sig trygge ved at købe og bruge pakkerejser – f.eks. når de køber en flybillet og kombinerer den med billeje eller hotel hos den samme rejseudbyder – vil turistsektoren vokse endnu mere og hurtigere. Det er hovedformålet med det forslag, vi har lagt på bordet, som skal omfatte alle pakkerejser, hvad enten de købes hos et rejsebureau eller på nettet, og sikre alle ferierejsende en tilstrækkelig beskyttelse."

Ud over at udstrække den hidtidige beskyttelse til også at omfatte skræddersyede pakker medfører reformen også nye fordele for forbrugere og erhvervslivet.

For købere af traditionelle og skræddersyede pakker vil forslaget indebære:

  1. strengere kontrol med pristillæg (10 %-loft over prisforhøjelser) og et krav om at videregive prisreduktioner til forbrugerne under tilsvarende omstændigheder.

  2. øget adgang til afbestilling: Forbrugerne vil få større spillerum til at hæve kontrakten inden afrejse ved at betale rejsearrangøren en rimelig kompensation. Kunderne vil også uden beregning kunne afbestille før afrejse i tilfælde af naturkatastrofer, politiske uroligheder eller lignende alvorlige situationer på bestemmelsesstedet, der ville forstyrre deres ferie, f.eks. når deres ambassade advarer mod at rejse dertil.

  3. bedre information om erstatningsansvar: Forbrugeren skal på en enkel og forståelig måde informeres om, at rejsearrangøren er ansvarlig for korrekt levering af alle de købte ydelser — i modsætning til i dag, hvor de divergerende nationale regler, der gælder for den ansvarlige aftalepart (arrangør, formidler eller begge) fører til en situation, hvor arrangøren henviser forbrugeren til formidleren eller omvendt, så ingen af dem påtager sig ansvaret.

  4. bedre adgang til erstatning: Foruden afslag i prisen i tilfælde af, at en rejse ikke er blevet gennemført, som den skulle have været, kan forbrugerne også kræve kompensation for de eventuelle "immaterielle skader", der er lidt, navnlig hvis ferien er blevet ødelagt.

  5. ét enkelt kontaktpunkt, hvis noget går galt: Forbrugerne vil kunne indbringe klager eller fremsætte krav direkte til den formidler (det rejsebureau), som de bestilte ferien hos.

For købere af andre individuelle rejsearrangementer vil forslaget medføre:

  1. ret til at få pengene tilbage og om fornødent få hjemtransport, såfremt sælgeren, luftfartsselskabet eller andre relevante tjenesteydere går konkurs under forbrugerens ferie.

  2. bedre information om, hvem der er ansvarlig for at levere hver enkelt ydelse.

For rejsebranchen vil forslaget føre til mindre bureaukrati og færre administrationsomkostningerne ved:

  1. at skabe lige konkurrencevilkår mellem forskellige aktører

  2. at afskaffe forældede krav om genoptryk af brochurer, hvorved rejsearrangørerne og rejsebureauerne sparer ca. 390 mio. EUR om året,

  3. at undtage forretningsrejser fra direktivets anvendelsesområde, hvilket forventes at give besparelser på op til 76 mio. EUR om året,

  4. at indføre EU-regler om information, erstatningsansvar og gensidig anerkendelse af nationale insolvensbeskyttelsesordninger og derved lette grænseoverskridende handel.

Baggrund

Pakkerejsedirektivet fra 1990 (direktiv 90/314/EØF) har igennem 20 år ydet forbrugere, der køber færdigarrangerede pakkerejser, en god beskyttelse. Det beskytter europæiske ferierejsende og omfatter arrangerede pakkerejser, der kombinerer mindst to af følgende ydelser: (1) transport, (2) indkvartering og (3) andre turistydelser, såsom udflugter, når de har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning.

Det gældende direktiv indeholder regler om rejsearrangørers oplysningspligt og ansvar for rejserne, hvilket betyder, at rejsearrangørerne skal sikre, at alle de ydelser, der indgår i pakken (f.eks. fly og hotel) leveres og lever op til den krævede standard, og det yder forbrugerne beskyttelse (i form af refusion af forudbetalte beløb eller hjemtransport) i tilfælde af en rejsearrangørs konkurs.

Der er behov for at opdatere reglerne, da et stadigt stigende antal rejsende selv sammensætter deres ferie via internettet, hvilket gør, at ferierejsende ikke altid er sikre på at være beskyttede, hvis noget går galt. Omkring 23 % af forbrugerne køber traditionelle, arrangerede pakkerejser, som jo allerede er omfattet af EU's pakkerejsedirektiv fra 1990. Men der er også 23 %, der køber skræddersyede ferierejser, som sammensættes af et eller flere rejsebureauer, der har en kommerciel forbindelse til rejsearrangøren, og som sammensætter rejsen efter forbrugernes ønsker. Man kan f.eks. booke transport og hotel hos den samme rejsearrangør eller leje en bil via flyselskabets hjemmeside. De regler, vi har i dag, dækker enten slet ikke sådanne arrangementer, eller også er det meget uklart, hvilket gør forbrugerne usikre på deres rettigheder og udbyderne usikre på deres forpligtelser (se fig. 2 i bilaget). I en undersøgelse, der for nylig blev foretaget, var der da også 67 % af de adspurgte EU-borgere, der fejlagtigt troede, at de nød godt af en beskyttelse, når de købte sådanne rejsearrangementer.

Formålet med reformen er derfor at sikre, at alle, der køber skræddersyede pakkerejser, nyder en tilstrækkelig beskyttelse, enten via reglerne om pakkerejser eller via regler om en ny form for rejsearrangement.

Denne reform bygger på omfattende høringer. Kommissionen iværksatte i november 2009 en offentlig høring om en revision af direktiver (IP/09/1824). Høringen fokuserede på, hvordan man kan tackle de vigtigste begrænsninger i de eksisterende regler om pakkerejser.

Den 22. april 2010 afholdt Kommissionen en workshop for interessenter på området og den 5. juni 2012 en konference med interessenter og medlemsstater om en revision af pakkerejsedirektivet. I januar 2013 mødtes Kommissionen med forbrugergrupper og ledende repræsentanter for rejsebranchen for at drøfte revisionen af den nugældende EU-lovgivning om pakkerejser (MEMO/13/42).

Flere oplysninger

Europa-Kommissionen – pakkerejsedirektivet:

http://ec.europa.eu/justice/consumer-marketing/travel/package/index_en.htm

EU's justitskommissær, Viviane Redings, hjemmeside:

http://ec.europa.eu/reding

Nyhedsrum for Generaldirektoratet for Retlige Anliggender:

http://ec.europa.eu/justice/newsroom/index_en.htm

Kontaktpersoner :

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)

Bilag

Boks 1:

DE 10 VIGTIGSTE RETTIGHEDER I PAKKEREJSEDIREKTIVET FRA 1990

  • You receive all necessary information about the holiday before you sign the contract.

  • You always have one party (either the retailer or the organiser: the name and address will always be specified in the contract) that is liable for the correct performance of all the services included in the contract.

  • You are given an emergency number or a contact point where you can get in touch with the organiser or the travel agent.

  • You can transfer your booking to another person, if you cannot leave on holiday yourself.

  • The price of your trip cannot be changed later than 20 days before departure, and before that only in very limited situations.

  • You can cancel the contract and get your money back if any of the essential elements of the travel package has been changed.

  • If, before departure, the trader that is responsible for your holiday cancels the package, you can get a refund and compensation, if appropriate.

  • If, after departure, important parts of the package cannot be provided, alternative arrangements have to be made, at no extra cost, for you to continue your holiday.

  • You have the right to be given prompt assistance if you are in difficulty.

  • If the trader responsible goes bankrupt, your pre-payments will be refunded and, if your trip has begun, you will be repatriated.

Fig. 1: Forskellen mellem sammensatte rejsearrangementer og arrangerede pakkerejser

Pre-arranged packages:

Pre-packaged arrangements by tour operators

Little flexibility for consumers as to the dates and prices; multiple choices but limited ability to customise

Combined travel arrangements:

Packaging is done with the customer in real-time on the basis of available components,

enhanced possibility for the consumer to customise,

real-time availability and real-time booking.

Fig. 2: Hvad dækker EU's pakkerejsedirektiv fra 1990?

The figure illustrates the scope of the Directive in relation to different travel arrangements.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website