Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Romaer: Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til en øget integrationsindsats

Commission Européenne - IP/13/607   26/06/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 26. juni 2013

Romaer: Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til en øget integrationsindsats

Europa-Kommissionen har opfordret medlemsstaterne til at indfri deres løfter om at sikre ligebehandling og gøre mere for en forbedret økonomisk og social integration af Europas 10-12 millioner romaer. Opfordringen kommer i kølvandet på Kommissionens situationsrapport, der bliver offentliggjort i dag, og som viser, at medlemsstaterne bliver nødt til at forbedre deres indsats for at gennemføre de nationale strategier for integration af romaerne, de har indgivet inden for EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration. Med den nye rapport følger der en henstilling rettet til EU-landene, som dels tilskynder medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger, herunder i form af positiv særbehandling, dels opfordrer dem til at træffe horisontale politiske foranstaltninger, herunder lokale aktioner, til at forbedre romafolkets situation. Medlemsstaterne vil få to år til at føre konkrete foranstaltninger ud i praksis, der kan give en reel forbedring af situationen for romafolket.

"Hvis medlemsstaterne mener deres nationale strategier alvorligt, må de sætte mere fart i integrationen af romaerne. EU-rammen for romaernes integration har eksisteret i over to år. Det er på tide, at strategierne følges op af konkrete foranstaltninger," siger næstformand Viviane Reding, EU-kommissæren for retlige anliggender. "Selv om der er gjort visse fremskridt, er det kun af begrænset omfang. Det er grunden til, at vi nu udstikker specifikke retningslinjer for at hjælpe medlemsstaterne styrke og øge deres bestræbelser. Aktioner for at hjælpe romaerne bliver nødt til at udføres lokalt, forskellige lande bliver nødt til at samarbejde, og der er et presserende behov for en indsats for at bedre situationen for unge romaer.

"Foranstaltningerne til inklusion af romaerne skal gennemføres og overvåges under fuld involvering af civilsamfundet, herunder repræsentanter for romasamfundene selv. De bør – sammen med de nationale romakontaktpunkter – også involveres i den aktuelle planlægning af anvendelsen af EU-midlerne for 2014-2020," udtaler László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion. "Medlemsstaterne – særligt dem med store romasamfund – må straks gøre en kraftig indsats og effektivt fremme lige adgang for romaerne til uddannelse og arbejdsmarkedet. Kommissionen har også rettet landespecifikke henstillinger til de medlemsstater, det især vedrører. Hvis der gives lige muligheder til romaerne, vil det bidrage til at nå Europa 2020-målene for uddannelse, beskæftigelse og fattigdomsbekæmpelse."

Situationsrapport

Situationsrapporten om romaerne, der offentliggøres i dag, konstaterer, at selv om mange medlemsstater har taget skridt til at koordinere deres bestræbelser på at integrere romaerne bedre og styrke dialogen med lokale og regionale myndigheder, er der stadig mulighed for forbedringer med hensyn til at involvere organisationer i civilsamfundet og indføre forsvarlige tilsyns- og evalueringsmetoder til at måle resultaterne. Rapporten konstaterer også, at et flertal af medlemsstaterne ikke har bevilget tilstrækkelige ressourcer fra deres nationale budgetter til at gennemføre strategierne. Derudover bør de offentlige myndigheder gøre mere for at bekæmpe diskrimination og forklare de sociale og økonomiske fordele ved integrationen af romaerne.

Trods kritikken påpeger rapporten også en række eksempler på god praksis i medlemsstaterne, såsom den regionale handlingsplan for inklusion af romaerne, der er udarbejdet af Berlin, samarbejdet mellem de nationale myndigheder og lokale aktører i Frankrig og det arbejde, der er blevet gjort i Bulgarien for en bedre mobilisering af EU-midler. Ungarn har indført en solid ordning til at overvåge gennemførelsen af landets nationale strategi, Spanien har uddannet 158 politistyrker i at takle etnisk diskrimination, og Rumænien har reserveret 15 000 pladser i skoler, på universiteter og i erhvervsfaglige uddannelser til romastuderende.

Henstilling

Kommissionens forslag til Rådets henstilling er den første EU-retsakt om integration af romaerne. Ifølge forslaget skal det henstilles til medlemsstaterne, at de bruger positiv forskelsbehandling til at slå bro over kløften mellem romaerne og resten af befolkningen. Henstillingen styrker EU-rammen for de nationale strategier for integration af romaer, som alle medlemsstaterne blev enige om i 2011, ved at fastsætte betingelserne for en effektiv integration af romafolket i medlemsstaterne. Den foreslåede henstilling, der er baseret på tidligere meddelelser, fokuserer på de fire områder, hvor EU-lederne har tilsluttet sig fælles mål for integration af romaerne inden for EU-rammen: adgang til uddannelse, beskæftigelse, sundhedspleje og boliger. Til at gennemføre aktionerne med henblik herpå beder den medlemsstaterne om at afsætte ikke alene EU-midler, men også nationale og private midler og midler fra den frivillige sektor til inklusion af romaerne – hvilket Kommissionen påpegede var en central faktor i sin evaluering af medlemsstaternes nationale strategier sidste år (IP/12/499). Derudover giver den vejledning ved at hjælpe medlemsstaterne med at omdanne tværgående problemer til aktioner til integration af romaerne, såsom ved at sikre, at strategierne udføres lokalt, håndhæve reglerne til bekæmpelse af diskrimination, følge en tilgang baseret på social investering, beskytte romabørn og –kvinder og bekæmpe fattigdom.

Finansiering

Den foreslåede henstilling anbefaler, at medlemsstaterne bevilger tilstrækkelige midler til deres nationale og lokale strategier og handlingsplaner for inklusion af romaerne fra alle til rådighed værende kilder. Dette bør fremmes ved at bevilge en tilstrækkelig andel af ressourcerne fra EU's samhørighedspolitik til at investere i mennesker gennem Den Europæiske Socialfond og afsætte mindst 20% af dette beløb i hver medlemsstat til social inklusion. Den foreslåede henstilling anbefaler også, at integreringen af romaerne medtages i de pågældende medlemsstaters partnerskabsaftaler. For at sikre en effektiv gennemførelse, bør kapaciteten hos de lokale myndigheder og i organisationerne i civilsamfundet styrkes.

De næste skridt

Før det kan træde i kraft, skal forslaget til Rådets henstilling først vedtages enstemmigt af medlemsstaterne i Rådet og have Europa-Parlamentets godkendelse. Dette vil give en styrkelse af de eksisterende politiske løfter fra medlemsstaterne. EU-medlemsstaterne har to år til at føre de nødvendige foranstaltninger ud i praksis for at overholde henstillingen. De vil skulle informere Kommissionen en gang om året om, hvordan de har anvendt den. Kommissionen vil på sin side fortsat evaluere fremskridtene i sin egen årlige fremskridtsrapport om romaerne, der kommer hvert forår.

Resultaterne vil også komme til at indgå i processen om det europæiske semester for koordinering af den økonomiske politik. I forbindelse med det europæiske semester i maj 2013 foreslog Kommissionen landespecifikke henstillinger angående spørgsmål vedrørende romaer for fem medlemsstater (Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Slovakiet). Denne årlige gennemgang sikrer, at integrationen af romaer bliver ved med at være et fast og stadigt punkt på den europæiske dagsorden.

De landespecifikke henstillinger fokuserer på de vigtigste strukturelle forhindringer for fremskridt med hensyn til Europa 2020-målene for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion og for at fremme uddannelse i hver enkelt medlemsstat. De angiver derfor også prioriteter i finansieringen for perioden 2014-2020. De aktuelle drøftelser med medlemsstaterne om anvendelsen af EU-midlerne bør sikre en hensigtsmæssig bevilling af midler, så løfterne kan føres ud i konkrete handlinger.

Baggrund

Integrationen af romaerne er i medlemsstaternes interesse, især hvor medlemsstaten har et stort romamindretal. Romaerne udgør en væsentlig og stigende andel af befolkningen i skolealderen og af den fremtidige arbejdsstyrke. I lande som Bulgarien og Rumænien er en ud af hver fire til fem, der træder ind på arbejdsmarkedet, en roma. Effektive politiske tiltag til beskæftigelse og individualiserede og tilgængelige ydelser til at støtte jobsøgende romaer er af afgørende betydning for, at romafolket kan udnytte deres potentiale og deltage aktivt i samfundet på lige fod med andre.

I sin 2012-rapport har Europa-Kommissionen opfordret EU-medlemsstaterne til at gennemføre deres nationale strategier til forbedring af den økonomiske og sociale integration af romaerne i Europa. Medlemsstaterne har udarbejdet disse planer i forlængelse af Kommissionens EU-ramme for de nationale strategier for integration af romaer, som blev vedtaget den 5. april 2011 (se IP/11/400, MEMO/11/216) og godkendt af EU's ledere i juni 2011 (IP/11/789).

EU's strukturfonde – Den Europæiske Socialfond (ESF), Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) – er blevet mobiliseret til at øge virkningen af den nationale indsats og er ved siden af de nationale budgetter en vigtig finansiel løftestang til at sikre, at de nationale strategier til integration af romaer fører til en reel socioøkonomisk inddragelse af romasamfundene. Men selv om de tre fonde i alt står for 50 mia. EUR om året, er der ikke nok, der kommer de dårligt stillede, herunder romaerne, til gavn.

Den 15. maj 2013 mødtes næstformand Viviane Reding og kommissær László Andor med nøgleaktører fra romaernes civilsamfund for at drøfte romaernes integration i Europa og forberede det forslag til henstilling, der fremlægges i dag (MEMO/13/437).

Den 27. juni 2013 vil Kommissionens rapport og forslag til Rådets henstilling blive fremlagt ved mødet i den europæiske platform for romaernes integration, som i år vil fokusere på det presserende behov for at forbedre situationen for romabørn og –unge.

Yderligere oplysninger

MEMO/13/610

Pressepakke:

http://ec.europa.eu/justice/newsroom/discrimination/news/130626_en.htm

Europa-Kommissionen – Roma:

http://ec.europa.eu/roma

Hjemmeside for næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/reding

Følg næstformanden på Twitter: @VivianeRedingEU

László Andor, EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/andor/ (på engelsk)

Følg László Andor på Twitter: http://twitter.com/#!/LaszloAndorEU

Kontaktpersoner:

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)

ANNEX

Overview of efforts for a successful implementation of the national Roma strategies:

1. Involving local and regional authorities: further efforts are needed

2. Working closely with civil society: civil society involvement not yet sufficient

3. Allocating proportionate financial resources

Weaknesses in allocating financial resources matching the policy commitments made in the strategies remain a major obstacle to implementation.

4. Monitoring and evaluation

5. Fighting discrimination convincingly

II. Roma population figures - Council of Europe estimates

Document prepared by the Support Team of the Special Representative of the Secretary General of the Council of Europe for Roma Issues. Updated on 2 July 2012. Most estimates include both local Roma, Roma-related groups (Sinti, Travellers, etc.) and Roma migrants.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site