Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 25. juni 2013

Den internationale dag mod narkotikamisbrug og narkotikahandel: Europa-Kommissionen kræver EU-forbud mod det syntetiske stof "5-IT"

Forud for den internationale dag mod narkotikamisbrug og ulovlig handel med narkotika har Europa-Kommissionen i dag fremsat forslag om et EU-forbud mod "5-IT", som er et syntetisk stof med stimulerende og hallucinerende virkninger. Kommissionen har opfordret EU-medlemstaterne til at forhindre stoffet i at udbredes over hele Europa ved at indføre kontrolforanstaltninger.

5-(2-aminopropyl) indole (også kendt som 5-IT) er allerede underlagt kontrolforanstaltninger i syv EU-lande (Østrig, Cypern, Danmark, Tyskland, Ungarn, Italien og Sverige) og Norge. Det er sat i forbindelse med 24 dødsfald i fire EU-lande alene mellem april og august 2012.

"5-IT er et skadeligt psykoaktivt stof, der er kendt for at dræbe", udtalte næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender. "Jeg tilskynder derfor medlemsstaterne til hurtigt at vedtage Kommissionens forslag og indføre strafferetlige foranstaltninger".

Der er indtil videre rapporteret om 24 dødsfald i fire medlemsstater (Tyskland, Ungarn, Sverige og Det Forenede Kongerige), hvor der ved obduktion blev fundet spor af 5-IT enten alene eller i kombination med andre stoffer. Desuden er der rapporteret om yderligere 21 forgiftninger uden dødelig udgang med dette nye psykoaktive stof.

Kommissionens forslag forbyder fremstilling og salg af 5-IT og indfører strafferetlige sanktioner i hele Europa. EU’s regeringer skal nu beslutte, om de vil gennemføre disse foranstaltninger, hvorefter det afgøres med kvalificeret flertal ved en afstemning i Rådet.

Ny lovgivning om psykoaktive stoffer

I løbet af de seneste år er nye psykoaktive stoffer dukket op i et foruroligende tempo. Sidste år blev der anmeldt 73 sådanne stoffer, hvilket er tre gange så mange som i 2009.

“Den hurtige udbredelse af nye psykoaktive stoffer er en af de største udfordringer for narkotikapolitikken. Med et indre marked uden grænser har vi brug for fælles EU-regler for at kunne håndtere dette problem", tilføjede næstformand Reding. "Jeg planlægger at fremlægge en stærkere EU-lovgivning om nye psykoaktive stoffer inden for de næste måneder, så EU kan yde en hurtigere og mere effektiv indsats."

I mellemtiden mødes omkring 40 civilsamfundsorganisationer engageret inden for narkotikaområdet, med Kommissionen den 24.-25. juni for at diskutere, hvorledes nye udfordringer kan gribes an vedrørende bekæmpelsen af narkotika. EU's civilsamfundsforum vedrørende narkotika bidrager med input til Kommissionen om væsentlige emner inden for narkotikapolitik, herunder hvordan man nedbringer efterspørgslen efter narkotika, og den internationale diskussion om effektiviteten af det globale narkotikakontrolsystem.

Baggrund

5-(2-aminopropyl)indole (5-IT) er et syntetisk stof, der lader til at have stimulerende og hallucinerende virkninger. Det er for det meste fundet i pulverform, men også i form af tabletter og kapsler, er kommercielt tilgængeligt på internettet og i ”hampeforretninger” og markedsføres typisk som et ”forskningskemikalie”. Det er tillige blevet sporet i prøver fra et ”legal high”-stof kaldet ”Benzo Fury” og i tabletter, som minder om ecstasy.

Det videnskabelige udvalg under Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN), der har sæde i Lissabon, har gennemført en videnskabelig risikovurdering, som viser, at 5-IT kan have alvorlige negative virkninger såsom tachycardi og hypertermi, og tillige kan forårsage mydriasis, ophidselse og skælven. 5-IT har ingen fastslået medicinsk værdi eller andet kendt legitimt formål. Stoffet er forbudt i syv EU-lande (Østrig, Cypern, Danmark, Tyskland, Ungarn, Italien og Sverige) og Norge.

Kommissionens forslag følger den procedure for risikovurdering af og kontrol med nye psykoaktive stoffer, som er vedtaget ved Rådets afgørelse 2005/387/JHA. Rådet anmodede den 22. januar 2013 om en risikovurdering af 5-IT.

I 2012 foreslog og opnåede Kommissionen et EU-forbud mod det ecstasy-lignende stof mephedrone (MEMO/10/646) og i begyndelsen af 2013 ligeledes et forbud mod det amfetamin-lignende stof 4-MA (IP/13/75). Den 25. oktober 2011 annoncerede Europa-Kommissionen en grundig revision af EU-reglerne om nye psykoaktive stoffer, som har samme virkninger som farlige stoffer som ecstasy eller kokain, og som er årsag til voksende bekymring i Europa. Europa-Kommissionen forventes at fremsætte et lovforslag i løbet af 2013.

EU udpegede 73 psykoaktive stoffer i 2012, hvilket er et rekordhøjt antal og en stor stigning fra 24 i 2009. Stofferne kan i stigende grad købes via internettet og er hurtigt blevet udbredt i mange medlemsstater, der har store problemer med at forhindre salget af dem.

Ifølge en Eurobarometer-undersøgelse i 2011 er de nye stoffer, der ligner de ulovlige stoffer blevet stadig mere populære, idet 5 % af de unge i Europa oplyser, at de har taget dem. Tallet er højst i Irland (16 %) efterfulgt af Polen (9 %), Letland (9 %), Det Forenede Kongerige (8 %) og Luxembourg (7 %). Eurobarometerundersøgelsen viste, at et stort flertal af de unge mellem 15 og 24 år i alle EU-medlemsstaterne går ind for et forbud mod disse stoffer.

Yderligere oplysninger

Europa-Kommissionen – narkotikapolitik:

http://ec.europa.eu/justice/anti-drugs/index_da.htm

Websted for næstformand Viviane Reding, EU's kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/reding

Følg næstformanden på Twitter: @VivianeRedingEU

Kontaktpersoner :

Mina Andreeva (+32 2 299 13 82)

Natasha Bertaud (+32 2 296 74 56)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site