Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

European Commission

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 18. juni 2013

EU-ekspertgruppe på højt plan: Lær professorerne at undervise

EU-ekspertgruppen på højt plan om modernisering af de videregående uddannelser offentliggør sin første rapport i dag om, hvordan undervisnings- og læringskvaliteten på universiteterne forbedres. Gruppen, hvis formand er den tidligere irske præsident Mary McAleese, har 16 anbefalinger (se bilag 1), som omfatter en opfordring til at indføre obligatorisk certificeret uddannelse af alle professorer og andet personale ved højere læreanstalter, mere fokus på at hjælpe de studerende med at udvikle iværksætterfærdigheder og innovative færdigheder samt oprettelsen af et Europæisk Akademi for Undervisning og Læring.

Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, udtalte: "Mit mål, da jeg oprettede gruppen, var at tilskynde til nye idéer og tanker. Gruppens anbefalinger kommer betids, er praktiske og vil ikke nødvendigvis kræve yderligere store udgifter. Kvalitetsundervisning på vores højere læreanstalter er afgørende for at sikre, at de studerende bliver udstyret med det rette sæt af færdigheder for deres fremtidige personlige og professionelle udvikling. Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan, for at støtte gennemførelsen af disse anbefalinger."

Mary McAleese, formand for gruppen, tilføjede: "Undervisnings- og læringskvalitet er afhængig af ildsjæle og engagerede institutioner, der støttes af politikker, som sætter undervisning og læring i højsædet. Undervisningspersonalet ved de videregående uddannelser skal have den undervisning og støtte, som de har brug for til at gøre et fantastisk stykke arbejde. Vores rapport viser, hvordan det kan gøres."

Gruppen, som blev oprettet af Androulla Vassiliou sidste september, har som led i sit arbejde gennemført omfattende høringer med interessenter. Den fandt, at mange højere læreanstalter ikke lægger tilstrækkelig vægt på undervisning i forhold til forskning, selv om begge dele er centrale opgaver for de videregående uddannelser. "Der er behov for at genskabe balancen. Undervisningens rolle, for så vidt angår den akademiske verden, har brug for større vægt og anerkendelse, specielt hvad karrierefremskridt angår", sagde kommissæren og fortsatte: "Jeg ser meget positivt på forslaget om, at alle undervisere på højere læreanstalter skal lære at undervise."

De næste skridt

Gruppen på højt plan vil nu begynde på anden del af sin opgave, nemlig hvordan man maksimerer virkningen af nye metoder til afholdelse af videregående uddannelser af høj kvalitet, såsom MOOC'er (massive open online courses), der giver folk adgang til videregående uddannelser fra deres hjem. Partnere i 11 lande har for nylig lanceret de første pan-europæiske MOOC-uddannelser med støtte fra Europa-Kommissionen (IP/13/349). Den næste rapport fra gruppen på højt plan forventes offentliggjort i juni 2014.

Baggrund

Gruppen på højt plans arbejde er en del af Kommissionens strategi om at støtte moderniseringen af medlemsstaternes videregående uddannelser. Der er allerede gjort mange fremskridt på dette område. Bolognaprocessen har f.eks. gjort det nemmere for studerende at læse i udlandet og få deres kvalifikationer anerkendt i hele Europa. Et nyt multidimensionelt system til at rangordne universiteter, som blev igangsat af Kommissionen og forventes at offentliggøre sine første resultater tidligt næste år, vil gøre det lettere at sammenligne universiteter, så de studerende kan træffe et mere oplyst valg om, hvor de vil studere.

Den europæiske dagsorden for moderniseringen af de videregående uddannelser, som undervisningsministrene tilsluttede sig den 28.-29. november 2011, udpeger områder, hvor EU-landene er nødt til at gøre mere for at nå deres fælles mål, og fastsætter, hvordan EU kan støtte deres moderniseringsprocesser. Prioriteterne omfatter forbedring af kvaliteten og relevansen af de videregående uddannelser, så studieordningerne møder de studerendes, arbejdsgivernes og de fremtidige karrierers behov, samt en øgning af antallet af kandidater. Dagsordenen tilskynder til tættere samarbejde mellem universiteter, erhvervslivet og forskning. Den er en del af Kommissionens bredere Europa 2020-strategi om at fremme vækst og beskæftigelse, hvori uddannelse spiller en nøglerolle.

Erasmus for Alle, det nye program for uddannelse, ungdom og sport, som vil blive søsat til januar, vil støtte reform af politikker i medlemsstaterne med fokus på at styrke evidensgrundlaget for politisk beslutningstagning og udveksling af gode praksisser. Programmet forventes at have et budget på omkring 14,5 mia. EUR for 2014-2020 — 40 % mere end de nuværende programmer — og vil yde stipendier til, at 4 mio. mennesker kan få internationale erfaringer og færdigheder gennem et studieophold eller frivilligt arbejde i udlandet.

Yderligere oplysninger

Dagsordenen for modernisering af de videregående uddannelser

Rapporten findes her:

http://ec.europa.eu/education/higher-education/doc/modernisation_en.pdf

MEMO/13/581

Europa-Kommissionen: Uddannelse

Androulla Vassilious websted

Følg Androulla Vassiliou på Twitter: @VassiliouEU

Kontaktpersoner:

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58); Twitter: @DennisAbbott

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)

Gruppe på højt plan om modernisering af de videregående uddannelser

Anbefalinger til at forbedre undervisnings- og læringskvaliteten

Gruppen på højt plan har i sin rapport opremset en række måder, hvorpå undervisnings- og læringskvaliteten kan forbedres. Eftersom højere læreanstalter og lande har vidt forskellige udgangspunkter, har vi forsøgt at tilbyde et bredt udvalg af instrumenter, redskaber og praktiske eksempler for at vise, hvordan forskellige – og ofte meget enkle – tilgange kan virke. Lad os vende tilbage til vores udgangspunkt: Undervisning betyder noget. Undervisning betyder lige så meget som forskning. Vi må sætte undervisnings- og læringskvaliteten i centrum.

For at opnå dette anbefaler vi:

Anbefaling 1

De offentlige myndigheder, der er ansvarlige for videregående uddannelser, bør sikre, at der er vedvarende, velfinansierede rammer til at støtte de højere læreanstalters tiltag for at forbedre undervisnings- og læringskvaliteten.

Anbefaling 2

Alle institutioner bør udvikle og gennemføre en strategi for at støtte og til stadighed forbedre undervisnings- og læringskvaliteten. Institutionerne bør tildele denne opgave de nødvendige ressourcer i form af midler og personale og integrere denne opgave i sine overordnede opgaver og dermed ligestille undervisning med forskning.

Anbefaling 3

Højere læreanstalter bør tilskynde, bifalde og tage hensyn til de studerendes feedback, som kan identificere problemer med undervisningen og læringsmiljøet på et tidligt tidspunkt og dermed føre til hurtigere og mere effektive forbedringer.

Anbefaling 4

Alt undervisningspersonale ved højere læreanstalter bør inden 2020 have modtaget certificeret pædagogisk uddannelse. Vedvarende professionel uddannelse som undervisere bør være et krav til undervisere ved højere læreanstalter.

Anbefaling 5

Afgørelser om adgang, karriereudvikling og forfremmelser for akademisk personale bør tage hensyn til vurderinger af undervisningsfærdigheder på linje med andre faktorer.

Anbefaling 6

Ledere af institutioner bør anerkende og belønne (f.eks. gennem stipendier eller priser) undervisere ved højere læreanstalter, som gennem deres praksis eller deres forskning inden for undervisning og læring gør en betydelig indsats for at forbedre undervisnings- og læringskvaliteten.

Anbefaling 7

Studieordninger bør udvikles og overvåges gennem dialog mellem og i partnerskab med undervisningspersonale, studerende, kandidater og arbejdsmarkedsparter og trække på nye måder at undervise og lære på, så de studerende kan erhverve relevante færdigheder, der kan styrke deres arbejdsduelighed.

Anbefaling 8

De studerendes resultater fra læringsaktiviteter bør vurderes imod klare og fastlagte læringsresultater, der er udviklet i partnerskab med alle de fakultetsmedlemmer, der er involveret i afholdelsen af undervisningen.

Anbefaling 9

Højere læreanstalter og nationale politiske beslutningstagere i partnerskab med studerende bør etablere rådgivning, vejledning og sporingssystemer til at støtte de studerende ved adgang til de videregående uddannelser, under uddannelsen og bagefter.

Anbefaling 10

Højere læreanstalter bør indføre og fremme tværfaglige tilgange til undervisning, læring og vurdering, der kan hjælpe de studerende udvikle omfanget af deres forståelse, iværksætterånd og innovative tankegang.

Anbefaling 11

Højere læreanstalter — hjulpet af offentlige myndigheder og EU — bør støtte deres undervisere, så de udvikler færdigheder inden for onlineundervisning og andre undervisnings- og læringsmetoder muliggjort af den digitale æra, og bør udnytte de muligheder, som teknologi giver for at forbedre undervisnings- og læringskvaliteten.

Anbefaling 12

Højere læreanstalter bør udvikle og gennemføre holistiske internationaliseringsstrategier som en integreret del af deres overordnede opgaver og funktioner. Øget mobilitet blandt de studerende og personalet, international dimension af studieordningerne, internationale erfaringer blandt de ansatte faglærere med et tilstrækkeligt kendskab til engelsk og et andet fremmedsprog og interkulturelle færdigheder, tværnational afholdelse af kurser og eksamensbeviser og internationale alliancer bør være nødvendige komponenter af videregående uddannelser i Europa og andetsteds.

Anbefaling 13

Den Europæiske Union bør støtte gennemførelsen af disse anbefalinger, navnlig ved at fremme:

innovative undervisnings- og læringsmetoder og pædagogiske tilgange

vejledning, rådgivning og coachingmetoder

forbedrede udarbejdelser af programmer, der tager hensyn til den nyeste forskning om, hvordan mennesker lærer

undervisernes, lærernes og personalets professionalisering og udvikling

langtidsundervisningsmobilitet og -udveksling af akademisk personale samt

systematisk og regelmæssig dataindsamling om emner, der påvirker undervisnings- og læringskvaliteten.

Anbefaling 14

Den Europæiske Union bør støtte oprettelsen af et Europæisk Akademi for Undervisning og Læring under ledelse af interessenterne og inspireret af de gode praksisser, der er afspejlet i denne rapport.

Anbefaling 15

Forskere, der er støttet af Marie Skłodowska-Curie-aktiviteterne, og som agter at have en akademisk karriere, bør have mulighed for at erhverve sig professionelle undervisningskvalifikationer og blive støttet i undervisningsaktiviteter ved siden af deres forskning.

Anbefaling 16

Medlemsstaterne i partnerskab med regionerne tilskyndes til i deres partnerskabsaftaler under strukturfondene at prioritere initiativer til at støtte udviklingen af pædagogiske færdigheder, design- og gennemførelsesprogrammer, der er relevante for de sociale behov og arbejdsmarkedets behov, og styrkelsen af partnerskaber mellem videregående uddannelser, erhvervslivet og forskningssektoren.

Medlemmer af gruppen på højt plan om moderniseringen af de videregående uddannelser

Mary McAleese (formand)

Mary McAleese var præsident i Irland 1997-2011. Hun fik sin juraeksamen fra Queens University i Belfast i 1973 og fik sin advokatbeskikkelse i Nordirland i 1974. I 1975 blev hun udpeget til at være Reid-professor i straffelov, kriminologi og pønologi ved Trinity College i Dublin og i 1987 vendte hun tilbage til Queens University for at blive direktør for Institute of Professional Legal Studies. I 1994 blev hun den første kvindelige assisterende prorektor for Queens University.
Agneta Bladh

Agneta Bladh er bestyrelsesformand for Högskolan i Jönköpings sundhedsvidenskabelige fakultet og Stockholms universitetsbibliotek. Hun er også medlem af Uppsala universitetsbestyrelse, bestyrelsen for Høgskolen i Oslo og Akershus (Norge) og et råd, der forbereder fusioneringen af to norske universiteter. Agneta Bladh er medlem af Akkrediteringsrådet i Danmark og den svenske styrelse for højere læreanstalters rådgivende organ. Agneta Bladh var rektor for Högskolan i Kalmar i Sverige fra februar 2004 til december 2009. Fra 1998 til 2004 var hun statssekretær i det svenske undervisningsministerium med ansvar for de videregående uddannelser og forskning og fra 1995 til 1998 var hun direktør for Högskoleverket. Agneta Bladh er ph.d. i statskundskab fra Stockholms universitet (1988).

Vincent Berger

Vincent Berger er rektor for Université Paris Diderot. Fra 1990 til 2001 arbejdede han ved det centrale forskningslaboratorium for det multinationale luft- og rumfartøjsfirma Thales (tidligere Thomson CSF). I 2001 blev han professor ved Université Paris Diderot – Paris 7, og indtil 2006 var han leder af laboratoriet for kvantumfænomener og -materialer. Han modtog Fabry-De Gramont-prisen og MIT's Young Innovator-pris i 2002. Han har udgivet omkring 150 artikler i internationale tidsskrifter og er indehaver af 16 patenter. I 2012 blev han af undervisningsminister Genevieve Fioraso udpeget som hovedordfører for det nationale borgerparlament for videregående uddannelser og forskning i Frankrig.

Christian Bode

Christian Bode var generalsekretær for Den Tyske Akademiske Udvekslingstjeneste gennem 20 år (1990-2010). Christian Bode er uddannet i jura og fik sin ph.d. fra Universität Bonn i 1971. Han besad forskellige ledende poster i forbundsministeriet for undervisning og videnskab mellem 1972 og 1982. Fra 1982 til 1990 var han generalsekretær for den tyske rektorkonference. Han var en af grundlæggerne af Academic Cooperation Association i Bruxelles og har ved flere lejligheder fungeret som dens næstformand.

Christian Bode har offentliggjort bredt om alle aspekter vedrørende politikker for de videregående uddannelser med fokus på internationalt samarbejde mellem universiteterne. Han er medlem af adskillige administrationsråd ved universiteter i Tyskland og i udlandet (München, Berlin, Muscat og Shanghai) og faglige sammenslutninger.

Jan Muehlfeit

Jan Muehlfeit er bestyrelsesformand for Microsoft Corporation i Europa. Gennem næsten 20 år i Microsoft har han tjent i forskellige stillinger, i det tjekkiske/slovakiske datterselskab fra 1993 til 2000, og han var ansvarlig for Central- og Østeuropa 2000-2005. Han var direktør for Microsofts enhed for offentlig sektor i 2005 og direktør med ansvar for Corporate & Government Strategy i 2006 for Europa, Mellemøsten og Afrika. Jan Muehlfeit er næstformand for Academy of Business in Society, bestyrelsesmedlem af Junior Achievement, medformand af European e-Skills Association og bestyrelsesmedlem af AIESEC (Association Internationale des Etudiants en Sciences Economiques et Commerciales) og medlem af det rådgivende organ af firmaet Ovum, der specialiserer sig i analyse og teknologirådgivning. Han har siddet i forskellige rådgivende råd for adskillige europæiske regeringer om informationsteknologi, national konkurrencedygtighed og uddannelse. Han repræsenterer også Microsoft i den transatlantiske dialog inden for erhvervslivet og fungerer som rådgiver for forskellige projekter for World Economic Forum, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) og European Policy Centre. Han er også bestyrelsesmedlem af det tjekkiske nationalmuseum og medlem af International Business Leaders Forums Leaders' Council. Han er uddannet ved det tjekkiske tekniske universitet og har siden fuldført executive development programmer ved Wharton, London School of Economics og Harvard.

Tea Petrin

Tea Petrin er professor ved det økonomiske fakultet ved Univerza v Ljubljani i Slovenien, hvor hun også leder den akademiske enhed for iværksætterånd. Hun er medlem af universitetets senat. Tea Petrin var gæsteprofessor ved University of Massachusetts i Amherst og ved Haas School of Business, UC Berkeley. Hun har også været Fulbrightprofessor ved Institute of International Studies ved UC Berkeley og ved Centre for Industrial Competitiveness, University of Massachusetts i Lowell. Hun er en anerkendt ekspert inden for iværksætterånd og innovationspolitikker og programmer for regional udvikling. Hun var Sloveniens økonomiminister 1999-20004. Fra 2004 til 2008 var hun Sloveniens ambassadør i Nederlandene, og hun har været Sloveniens repræsentant i European Small Business Council og medlem af International Small Business Council. Hun er næstformand for Competitiveness Institutes rådgivningsudvalg, medlem af det akademiske rådgivende organ til European Forum of Entrepreneurship Research og bestyrelsesmedlem i Academic Research Network. Hun har været formand for den europæiske gruppe for klyngepolitik under Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Erhvervspolitik (2009-2010) og medlem af ekspertgruppen om synergier under Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Forskning og Innovation (2010-2011). Hun er medlem af FN's udvalg for udviklingspolitik januar 2013 til december 2015.

Alessandro Schiesaro

Alessandro Schiesaro er professor i latinsk litteratur ved Sapienza - Università di Roma og direktør for Sapienzas Scuola Superiore de Studi Avanzati. Efter at have studeret i Pisa, Berkeley og Oxford underviste Alessandro Schiesaro i USA, herunder som professor i oldtidskundskab ved Princeton og i Det Forenede Kongerige som latinprofessor ved King's College London. Siden 2008 har han ledet det tekniske sekretariat i det italienske ministerium for universiteter og forskning.

Loukas Tsoukalis

Loukas Tsoukalis er Jean Monnet-professor i europæisk integration ved Athens universitet og gæsteprofessor ved Europakollegiet i Bruges. Han er formand for Hellenic Foundation for European and Foreign Policy, og han har været særlig rådgiver til formanden for Europa-Kommissionen. Han har undervist ved University of Oxford, London School of Economics, Institut d'Etudes Politiques (Sciences Po) i Paris og ved det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze. Han har skrevet mange bøger og artikler om europæisk integration og international politisk økonomi, som er blevet oversat til adskillige sprog.

Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site