Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 28. januar 2013

Projekter om grafén og simulation af menneskehjernen vinder historiens største beløb til forskning i topklasse, mens kampen om langsigtet forskningsstøtte fortsætter

Europa-Kommissionen annoncerer i dag vinderne af konkurrencen om flere milliarder euro i støtte til fremtidig og fremspirende teknologi (FET). De vindende initiativer om forskning i henholdsvis grafén og menneskehjernen vil hver modtage 1 mia. EUR med henblik på at levere 10 års forskning i verdensklasse i grænseområdet mellem videnskab og teknologi. Projekterne involverer hver især forskere fra mindst 15 EU-medlemsstater og knap 200 forskningsinstitutter.

Projektet om grafén undersøger og udnytter de unikke egenskaber ved det revolutionerende kulstofbaserede materiale. Grafén besidder en særlig kombination af fysiske og kemiske egenskaber: det er det tyndeste materiale, det leder elektricitet meget bedre end kobber, det er 100-300 gange stærkere end stål, og det har enestående optiske egenskaber. I 2004 gjorde europæiske forskere det muligt at anvende grafén, og materialet forventes at blive det 21. århundredes vidundermateriale, på samme måde som plastic var det i det 20. århundrede, bl.a. ved at erstatte silicium i ikt-produkter.

Projektet om menneskehjernen ("Human Brain Project") har som mål at skabe verdens største forsøgsanlæg, der skal bruges til at udvikle den mest detaljerede model af hjernen og undersøge, hvordan menneskehjernen fungerer, så man i sidste ende kan udvikle individuelt tilpasset behandling af neurologiske og lignende sygdomme. Denne forskning skaber den videnskabelige og tekniske grobund for medicinske fremskridt og har potentiale til at forbedre flere millioner europæeres livskvalitet betydeligt.

Via sine finansieringsprogrammer for forskning og innovation støtter Europa‑Kommissionen disse to projekter som "FET-flagskibe" i en periode på 10 år. Den vedvarende finansiering under hele perioden vil komme fra EU's forskningsrammeprogrammer, især fra Horisont 2020 (2014-2020), som i øjeblikket er til forhandling i Europa-Parlamentet og Rådet.

Europa-Kommissionens næstformand Neelie Kroes udtaler: "Europas position som "videnssupermagt" forudsætter, at vi kan udtænke det utænkelige og udnytte de bedste ideer. Konkurrencen om støtte på flere milliarder euro belønner vores egne hjemmedyrkede forskningsgennembrud og viser, at hvis vi er ambitiøse nok, så kan vi udvikle den bedste forskning i Europa. For at opretholde vores konkurrenceevne og bevare Europa som hjemsted for enestående forskning, må EU's regeringer i de næste par uger blive enige om et ambitiøst budget for Horisont 2020-programmet."

Projektet om grafén ledes af professor Jari Kinaret fra Chalmers tekniske højskole i Sverige. Flagskibsprojektet involverer mere end 100 forskningsgrupper med 136 førende forskere, herunder fire nobelpristagere. "Human Brain Project" involverer forskere fra 87 institutioner og ledes af professor Henry Markham fra École Polytechnique Fédérale i Lausanne.

Fremtidens it og forskning skal drives af samarbejde, og programmet om FET‑flagskibsprojekter er en verdensførende indsats for at ride med på bølgen. Kapløbet om flagskibsprojekter har fremmet samarbejde på et helt andet niveau og af en helt anden varighed end tidligere. I stedet for den sædvanlige finansiering over to til fire år har udsigterne til finansiering over ti år og det massive økonomiske incitament været med til at lægge et helt nyt forskningsniveau for projektforslagene. Det vil bringe Europa en række fordele på lang sigt, herunder ny teknologi og hurtigere innovation.

Baggrund

Horisont 2020 er EU's nye program for forskning og innovation, der blev fremlagt af Kommissionen i forbindelse med budgetforslaget for 2014-2020. For at sætte gang i forskning og innovation som drivkraft for økonomisk vækst og jobskabelse har Kommissionen foreslået et ambitiøst budget på 80 mia. EUR over syv år, som bl.a. omfatter programmet om FET-flagskibe.

Vinderne modtager op til 54 mio. EUR fra Europa-Kommissionens ikt‑arbejdsprogram, samt yderligere finansiering fra EU's forskningsrammeprogrammer, private partnere, bl.a. universiteter, medlemsstaterne og erhvervslivet.

Grafén: dette materiale ser ud til at få lige så stor betydning som stål og plastic på lang sigt. Forskning i grafén er et eksempel på en fremspirende translationel nanoteknologi, hvor de opdagelser, der gøres i laboratorierne, hurtigt omsættes i applikationer og handelsvarer. Grafén og lignende materialer kan få stor betydning for ikt på kort og lang sigt, bl.a. ved at grafénkomponenter integreres i den siliciumbaserede elektronik, gradvist erstatter silicium eller gør det muligt at skabe helt nye applikationer. Derudover vil forskning i grafén også få væsentlig betydning for energi og transport samt for sundhedssektoren.

Human Brain Project: ved simulation af hjernen vil man kunne samle og integrere forsøgsdata inden for neurovidenskab og neuroinformatik og kortlægge og udfylde hullerne i vores viden. Inden for medicin vil projektet sammen med sygdoms- og medicinsimulering resultere i bedre diagnoser. Inden for it vil nye teknikker til interaktive superdatamater, der drives af behovet for hjernesimulation, påvirke en række erhvervsmiljøer, mens forskellige typer udstyr og systemer, der er modelleret efter hjernen, vil kunne overvinde de fundamentale grænser for energieffektivitet, driftssikkerhed og programmérbarhed, der findes i de aktuelle teknologier. Dette vil bane vejen for systemer med en menneskelignende intelligens.

Nyttige links

Se MEMO/13/36

Websted om den digitale agenda

Neelie Kroes' websted

Følg Neelie Kroes på Twitter

Kontaktpersoner:

Ryan Heath (+32 2 296 17 16), Twitter: @RyanHeathEU

Linda Cain (+32 2 299 90 19)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website