Navigation path

Left navigation

Additional tools

EU indfører midlertidig antidumpingtold på kinesiske solpaneler

European Commission - IP/13/501   04/06/2013

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 4. juni 2013

EU indfører midlertidig antidumpingtold på kinesiske solpaneler

Europa-Kommissionen fremsatte i dag følgende erklæring:

"Europa-Kommissionen har i dag besluttet at indføre en midlertidig antidumpingtold på importen af solpaneler, solceller og solwafere fra Kina.

Denne beslutning er resultatet af en grundig og gennemgribende undersøgelse og vidtrækkende kontakter med markedsaktørerne. Da markedet for solpaneler i EU er meget stort og importen heraf også er meget stor, er det vigtigt, at denne told ikke virker forstyrrende. Der vil derfor blive anvendt en tilgang med indfasning, så tolden fastsættes til 11,8 % indtil den 6. august 2013. Fra august fastsættes tolden til 47,6%, der er det niveau, der er nødvendigt for at afhjælpe den skade, som dumpingimporten har påført EU-erhvervsgrenen.

Europa-Kommissionen tilkendegiver endnu en gang, at den er villig til at fortsætte drøftelserne med de kinesiske eksportører og det kinesiske handelskammer for at finde en løsning, der stemmer overens med artikel 8 i grundforordningen om antidumping, således at den midlertidige told kan suspenderes og der kan findes en forhandlingsløsning.

Europa-Kommissionen bekræfter, at den er villig til i løbet af de kommende uger at drøfte alle emner vedrørende vores handelsforbindelser på en konstruktiv måde i Det Blandede Udvalg EU/Kina på en dato, som man kan blive enige om i fællesskab, i overensstemmelse med vores fælles forpligtelser i henhold til WTO og i den ånd, vores strategiske partnerskab tilsiger."

Baggrund

Beslutningen er resultatet af en ni måneder lang undersøgelse, der blev indledt i september 2012 MEMO/12/647, og under hvilken Kommissionen konstaterede, at kinesiske virksomheder sælger solpaneler til Europa til langt under deres normale markedsværdi, hvilket påfører EU-producenter af solpaneler betydelig skade. Et kinesisk solpanel, der sælges til Europa, har en reel værdi, der ligger 88 % over den pris, hvortil det faktisk sælges. Den kinesiske dumpingeksport har udøvet et urimeligt prispres på EU-markedet, hvilket har haft en betydelig negativ virkning på de europæiske producenters økonomiske og driftsmæssige resultater.

Tolden indføres i to faser, først 11,8 % i to måneder og derefter 47,6 % i fire måneder, for at afhjælpe den skade, der er påført EU-erhvervsgrenen ved denne urimelige handelspraksis, nemlig dumping. Den midlertidige told anvendes i højst seks måneder. Den er langt lavere end det niveau på 88 %, hvortil panelerne dumpes, fordi EU anvender "reglen om den lavest mulige told", således at der kun indføres told i det omfang, det er nødvendigt for at genoprette lige konkurrencevilkår. Den midlertidige told vil ikke kun genindføre loyal konkurrence, men også sikre videreudvikling af en innovativ sektor for grøn energi i EU.

Kommissionen vil nu fortsætte sin undersøgelse og høre alle berørte parters synspunkter. Den forbliver klar til at intensivere drøftelserne med Kina for at finde tilfredsstillende alternative løsninger gennem forhandling. Senest den 5. december skal EU beslutte, om der skal indføres en endelig antidumpingtold i en periode på fem år.

Markedet for solpaneler

En række højinnovative EU-virksomheder er nu i overhængende fare for at gå konkurs på grund af illoyal konkurrence fra kinesiske eksportører, der har overtaget mere end 80 % af EU-markedet, og hvis produktionskapacitet i øjeblikket repræsenterer 150 % af det globale forbrug. I 2012 var Kinas overskydende kapacitet på næsten det dobbelte af efterspørgslen i EU. Det fremgår af Kommissionens vurdering, at indførelsen af midlertidige foranstaltninger ikke blot vil sikre de eksisterende 25 000 job i EU's sektor for produktion af solpaneler, men også skabe nye job i sektoren.

På kort sigt kan der også gå job tabt i virksomheder, der installerer solpaneler. Men efterhånden som EU-producenternes situation bliver bedre og importen fra andre lande bliver større, er der mulighed for, at disse job kan genskabes. Der vil under alle omstændigheder være tale om betydeligt færre jobtab end de 25 000 job i EU's sektor for produktion af solpaneler, der risikerer at gå tabt for altid, hvis der ikke indføres foranstaltninger.

Den beslutning, der er truffet i dag, forventes også at bidrage til at skabe lige konkurrencevilkår for sektoren for vedvarende energi i Europa, der har afgørende betydning for EU's målsætninger vedrørende vedvarende energi. Illoyal handel med solpaneler gavner ikke miljøet og er ikke forenelig med en sund solpanelindustri på globalt plan. Det er Kommissionens opfattelse, at et marked, der er konfronteret med dumpingimport, vil tvinge lokale producenter til at opgive deres virksomhed, og at det afholder EU-producenter fra at udvikle spydspidsteknologi i sektoren for vedvarende energi.

Undersøgelsen

Under undersøgelsen foretog Kommissionen en vurdering af den told, der ville være nødvendig for at modvirke dumpingimportens skadelige virkninger. Toldniveauet er således aldrig en straffeforanstaltning: Det er fastsat til det, der er strengt nødvendigt for at genoprette lige konkurrencevilkår for den pågældende EU-erhvervsgren. Ved systematisk at anvende "reglen om den lavest mulige told" går Unionen videre, end hvad den er forpligtet til i henhold til WTO. Dette står i modsætning til, hvad andre WTO-medlemmer som Kina og USA gør, idet de altid anvender det fulde konstaterede dumpingniveau.

Alle berørte parters interesser blev nøje evalueret i forbindelse med undersøgelsen. Kommissionen sendte spørgeskemaer til forskellige berørte parter såsom eksporterende producenter, EU-producenter, importører, leverandører og aftagere og disses repræsentative sammenslutninger.

Som i forbindelse med alle andre undersøgelser foretog Kommissionen en såkaldt "vurdering af Unionens interesser". EU er det eneste medlem af WTO, der systematisk foretager sådanne vurderinger. Kommissionen er foreløbig af den opfattelse, at de eventuelle negative virkninger af foranstaltningerne vil blive opvejet af de økonomiske gevinster for EU's producenter.

Undersøgelsen fortsætter, og de eventuelle endelige foranstaltninger vil skulle indføres senest 15 måneder efter indledningen af undersøgelsen, dvs. den 5. december 2013. Samtidig er Kommissionen åben for en drøftelse af alternative former for foranstaltninger med virkninger svarende til tolden på 47 %. Både WTO og EU-retten giver mulighed herfor i form af et pristilsagn - en forpligtelse til ikke at sælge til priser under den aftalte.

Der foregår sideløbende en antisubsidieundersøgelse af samme vare som følge af en klage indgivet af samme klager. Den blev indledt den 8. november 2012. Der skal i givet fald indføres midlertidige antisubsidieforanstaltninger senest den 7. august 2013. Beslutningen om endelige antisubsidieforanstaltninger vil skulle træffes i december 2013 (MEMO/12/844).

Yderligere oplysninger

MEMO/13/499: Bemærkninger fra EU's handelskommissær, Karel De Gucht, til beslutningen

MEMO/13/497: Memo

MEMO/13/498: Ofte stillede spørgsmål og svar vedrørende Europa-Kommissionens beslutning om at indføre midlertidig told på importerede solpaneler fra Kina

Offentliggørelse af forordningen i EU-Tidende

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2013:152:0005:0047:da:PDF

MEMO/12/647: EU indleder antidumpingundersøgelse vedrørende importen af solpaneler fra Kina (6. september 2012)

Yderligere dokumentation om EU's antidumpingundersøgelse vedrørende importen af solpaneler fra Kina

http://trade.ec.europa.eu/tdi/case_details.cfm?ref=ong&id=1895&sta=21&en=31&page=2&c_order=date&c_order_dir=Down

Mere om handelsforbindelserne mellem EU og Kina

http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/countries/china/

Spørgsmål og svar om antidumpingprocedurer

http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence/anti-dumping/

Kontaktpersoner:

John Clancy (+32 2 295 37 73)

Helene Banner (+32 2 295 24 07)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website