Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa ud af krisen: landespecifikke henstillinger 2013

Commission Européenne - IP/13/463   29/05/2013

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 29. maj 2013

Europa ud af krisen: landespecifikke henstillinger 2013

Bruxelles, den 29. maj 2013 – Europa-Kommissionen har i dag vedtaget henstillinger til EU-medlemsstaterne, som skal bringe Europa ud af krisen og styrke fundamentet for vækst. Disse henstillinger er baseret på detaljerede analyser af situationen i det enkelte land, og de giver vejledning til regeringerne i, hvordan de kan sætte skub i deres vækstpotentiale, øge konkurrenceevnen og skabe arbejdspladser i 2013-2014. Samlet set udgør de et ambitiøst sæt af reformer for økonomien i EU. Sammen med denne pakke, som er kulminationen på det tredje europæiske semester for samordning af politikker, har Kommissionen også vedtaget en række afgørelser i forbindelse med proceduren for uforholdsmæssigt stort underskud.

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, udtalte: ”Det er nu på tide at sætte mere gang i de grundlæggende økonomiske reformer, som kan skabe vækst og arbejdspladser, hvilket er, hvad borgerne, især de unge, venter så utålmodigt på. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan håndtere to af de problemer, som denne krise har efterladt os – det store tab af konkurrenceevne i mange af vore medlemsstater og den vedvarende arbejdsløshed med alle de sociale konsekvenser, som det medfører. De henstillinger, som Kommissionen har udstedt i dag, er et led i vores omfattende strategi, som skal bringe Europa ud af krisen. De er konkrete og realistiske og er tilpasset situationen i hver enkelt medlemsstat.”

Der er dukket en række hovedbudskaber frem i denne runde af landespecifikke henstillinger. Kommissionens analyse viser, at der igen er ved at komme balance i EU. De fleste af medlemsstaterne gør fremskridt med den finanspolitiske konsolidering og er i færd med at gennemføre reformer, der skal øge konkurrenceevnen. Men tempoet og indvirkningen af disse bestræbelser varierer. Nogle af medlemsstaterne bliver nødt til at sætte mere fart i deres reformer eller gennemføre dem mere tilbundsgående.

En af de helt store udfordringer er den stigende arbejdsløshed, især ungdomsarbejdsløsheden. Her er det nødvendigt med aktive arbejdsmarkedspolitikker eller med en reform af uddannelsessystemerne, så det kan sikres, at jobsøgerne har de rette færdigheder. Der kan også gøres mere for at skabe de rette vilkår for erhvervslivet til at investere og skabe arbejdspladser, blandt andet ved at forbedre konkurrencen på produkt- og servicemarkeder og fremme investering i forskning, innovation og ressourceeffektivitet. Endvidere bør den finanspolitiske konsolidering videreføres, men i et andet tempo, og de lommer af sårbarhed, der stadig findes i banksektoren, må der tages fat om.

Pakken:

Pakken omfatter:

  • En meddelelse, som skitserer hovedresultaterne af Kommissionens analyse land for land, og om hvordan der kan sættes skub i økonomisk vækst og jobskabelse i EU som helhed.

  • 24 sæt af henstillinger, et sæt for hver medlemsstat – undtagen Grækenland, Irland, Portugal og Cypern – og et særskilt sæt for euroområdet som helhed. Henstillingerne indeholder landespecifik vejledning i budgetmæssige, økonomiske og sociale politikker, og der er taget hensyn til, hvordan situationen er i den enkelte medlemsstat.

  • Detaljerede analyser, der danner grundlag for henstillingerne, og som er præsenteret i 29 arbejdsdokumenter (et for hver EU-medlemsstat, et for euroområdet og et for Kroatien).

  • Sammen med henstillingerne under det europæiske semester har Kommissionen også vedtaget en række afgørelser i forbindelse med proceduren for uforholdsmæssigt store underskud, og disse afspejler den seneste udvikling i de medlemsstater, som forventes at få bragt deres offentlige underskud ned under EU’s grænse på 3 % af BNP. 1

  1. De landespecifikke henstillinger for 2013 (se MEMO/13/458)

De landespecifikke henstillinger giver hvert år en skræddersyet rådgivning angående de nationale politikker. Det sker på grundlag af en gennemgang af medlemsstaternes økonomiske og sociale resultater i det forløbne år og de for hele EU gældende prioriteter for arbejdspladser og vækst, som fremgår af Kommissionens årlige vækstundersøgelse (MEMO/12/910).

I marts måned blev medlemsstaterne enige om de fem prioriteter, som Kommissionen havde foreslået for 2013: fortsættelse af en differentieret og vækstfremmende finanspolitisk konsolidering, genetablering af normale lånemuligheder for erhvervslivet, fremme af vækst og konkurrenceevne, håndtering af arbejdsløsheden og de sociale konsekvenser af krisen samt modernisering af den offentlige administration.

Henstillingerne er udformet af Kommissionens tjenestegrene og vedtaget af kommissærkollegiet. De er udformet efter en grundig vurdering af implementeringen af sidste års landespecifikke henstillinger kombineret med en detaljeret analyse af de nationale reformprogrammer og stabilitets- eller konvergensprogrammer2, som medlemsstaterne indsendte i april. Denne analyse fremgår af arbejdsdokumenter, der følger med forslagene.

Henstillingerne dækker en bred vifte af problemstillinger, herunder offentlige finanser og strukturelle reformer på områder som beskatning, pensioner, offentlig administration, tjenesteydelser og arbejdsmarkedet, især ungdomsarbejdsløshed. Programlandene (Grækenland, Portugal, Irland og Cypern) får ikke landespecifikke henstillinger, da deres efterlevelse af deres makroøkonomiske tilpasningsprogrammer bliver overvåget under en særskilt, mere intensiv proces.

Nedenfor gives en oversigt over henstillingerne for hvert land for sig.

  1. Afgørelser under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (se MEMO/13/463)

Kommissionen har i dag henstillet, at Rådet ophæver proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud for fem lande: Ungarn, Italien, Letland, Litauen og Rumænien.

Kommissionen har også henstillet, at Rådet indleder en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt stort underskud for Malta.

Endvidere har Kommissionen vedtaget henstillinger til Rådet med henblik på at forlænge fristerne for korrigering af det uforholdsmæssigt store underskud i seks lande: Spanien, Frankrig, Nederlandene, Polen, Portugal og Slovenien.

Desuden har Kommissionen henstillet, at Rådet beslutter, at der ikke er truffet effektive tiltag af Belgien til at sætte en stopper for det uforholdsmæssigt store underskud, og at Rådet meddeler Belgien, at der skal træffes foranstaltninger for at få korrigeret det uforholdsmæssigt store underskud.

Yderligere oplysninger:

Landespecifikke henstillinger:

http://ec.europa.eu/europe2020/index_da.htm

Proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud:

http://ec.europa.eu/economy_finance/economic_governance/sgp/deficit/index_da.htm

MEMO/13/458 Landespecifikke henstillinger for 2013: ofte stillede spørgsmål

MEMO/13/463 Kommissionens skridt under proceduren for uforholdsmæssigt store underskud

Kontaktpersoner:

Pia Ahrenkilde Hansen (+32 2 295 30 70)

Olivier Bailly (+32 2 296 87 17)

Sarah Collins (+32 2 296 80 76)

Simon O'Connor (+32 2 296 73 59)

Vandna Kalia (+32 2 299 58 24)

Audrey Augier (+32 2 297 16 07)

1 :

Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Rumænien, Malta, Spanien, Frankrig, Nederlandene, Polen, Portugal, Slovenien og Belgien.

2 :

Stabilitetsprogrammer forlægges af euroområdets medlemsstater, konvergensprogrammer af medlemsstater uden for euroområdet. De indeholder planer for bæredygtige offentlige finanser. Nationale reformprogrammer består af centrale politikforanstaltninger, der skal øge væksten og jobskabelsen og nå Europa 2020-målene.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site